En til tider ganske afslørende funktion i Google er hvordan den bruger sin database til at foreslå mulige søgninger, der passer til det allerede indtastede. Denne autofuldførelse må være baseret på hvad andre allerede har søgt på, måske i kombination med analyseresultater fra Googles enorme database med indhold fra Internet. Et aktuelt eksempel:
Med andre ord er det åbenbart af interesse om danskere kan kaldes for lykkelige racister. Selv om der nok er nogen der krøller tæer over denne sammenstilling, er det ikke til at komme uden om at det med stor præcision rammer to ting som ofte siges når danskere karakteriseres og debatteres - når spørgsmålet om forståelse af "danskhed" tages op endnu engang.
Er danskere lykkelige? Strengt taget er dette det forkerte spørgsmål, baseret på en dårlig oversættelse af det engelske ord "happy". Basis er de lejlighedsvise sammenligninger af selvopfattelsen i forskellige lande, hvor danskerne igen og igen scorer helt i top. Her kan "happy" bedst oversættes med "glad" eller "tilfreds". Spørgsmålet må altså omformuleres til:
Er danskere selvglade og selvtilfredse? Nu er det jo meget nemmere at forstå hvorfor svaret igen og igen er et rungende Ja! - og at mange har svært ved at genkende sig selv i forestillingen om de jublende lykkelige danskere.
Selv om danskere da også godt kan lide at skælde lidt ud på sig selv og hinanden, dyrker "vi" jo med iver forestilligen om at vi altså er bedre end de andre, også når vi snarere kan betegnes som ganske middelmådige blandt de vestlige "rige" lande.
Lad mig lige for en ordens skyld pointere at at jeg med mit "danskere er" selvfølgelig ikke mener at det er helt generelle egenskaber her i jantelovens højborg, men blot udtryk for noget der er så udbredt og debatteret, at det er meget præcist ramt når Google forbinder "lykkelige" og "racister" med danskere.
Et nærmest komisk aspekt er når danskere modsiger påstande om vores lykke ved at pege på at vi da nærmest har verdensrekord i selvmord. Realiteten at vi, også her, er den bløde mellemvare. Det er mange år siden Danmark markerede sig gennem en over dobbelt så høj selvmordsrate som i de senere år.
Det er i øvrigt yderst tvivlsomt om selvmordsraten fungerer som "barometer" for befolkningens almene oplevelse af at om de har et dårligt liv. Jeg kunne endda finde på et svært dokumenterbart postulat om at den udbredte selvglæde og selvtilfredshed direkte giver øget risiko for selvmordstanker, for dem som slet ikke kan genkende deres omgivelser i overskrifternes erklæring om at vi er åh så lykkelige.
Er danskere racister? Igen må der kikkes lidt på hvad indholdet af ordet er. Især dem som måske kunne have grund til at føle sig truffet, ynder at gøre det til et spørgsmål om at distancere sig fra det nazistiske racebegreb, fra holocaust. Grundlæggende set handler racisme mere om en villighed til hurtigt at tro på vidtgående påstande om andre befolkningsgrupper, og være uvillig til at tro på noget som ikke passer til dette billede.
Så er det sådan set ikke det afgørende om den anden gruppe, "de farlige", defineres ud fra deres oldeforældres genetiske ophav, religiøse tro (eller fravær af samme), seksuelle orientering, spisevaner eller for den sags skyld præferencer for forskellige fodboldklubber. Når det bliver til en ivrig fordomsfuldhed, er vejen til racistiske udtryk og handlinger meget kort.
Min pointe er så at den danske selvglæde og selvtilfredshed frister til at se ned på andre, og inkludere alt negativt som vi hører om en af "dem" i en forestilling om at "sådan er de da allesammen".
Og endnu engang - jeg taler ikke om "alle danskere", men blot om at det er ganske rimeligt når Google observerer at både racisme og lykke er interessante spørgsmål at stille om danskere og danskhed.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar