Solskinsstemningen omkring to sommerfugle blev til en tragedie og selvmord. Og en retssag mod den anden sommerfugl for ikke at kræve at hun skulle lide videre.
Det løvfald, som vi kom så altfor nær,
bedrog os med de ting, vi havde kær:
Den strenge, hvide sol. En sløret regn.
Et gult forundringssmil i Nyrup Hegn.
Hvor kom vi altfor nær på alle ting.
Det løvfald lod os se en sjælden ring:
Der stod en hest med samme hvide hår,
som vore arme unger engang får.
Din lille, varme hånd sad fast i min,
og der kom blæsten rendende med sin.
I vejens våde, blanke asfalt-å
drev mange flere blade end vi så.
Esbønderup. Det hvide hospital.
En fjern og ukendt hanes søndagsgal.
Dit blik fik gule marker med sig hjem.
Nu ejer du en længsel efter dem.
Tegningen af det gamle Gurre Slot synes jeg meget godt symboliserer digtets idylliske melankoli og livets kortvarige skridt på vejen fra fortid til fremtid. Lidt som det gamle Esbønderup Sygehus, fra 1755. Det er godt nok rødt, men så "havde de sgu troet, at jeg var kommunist", og hvidt "lød mere antiseptisk".
Og digtet handler om en fælles lykkestund, som er altfor kort. Nærvær bliver til fravær og snart er også længslen væk. Valdemar Atterdag holdt til på Gurre Slot, hvor han også døde for rigtig mange år siden i 1375. I morgen er der jo ikke blot atter en dag. Sagnet fortæller om Tove, en elskerinde dér, og at hans spøgelse rider rundt hver nat med sit vilde jagtselskab.
Jeg skriver med basis i en tragedie der førte til at jeg lod min kæreste få fri til at begå selvmord. Døden var ikke det værste.
Jeg står for holdninger om respekt og menneskelighed, også når behovet er at dø. Dermed også aktiv dødshjælp, medlidenhedsdrab og hjælp til selvmord.
Opslag
