Erik Henningsen: Efter nattevagten (1907)
Viser opslag med etiketten Erik Henningsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Erik Henningsen. Vis alle opslag
søndag den 7. januar 2018
mandag den 22. juni 2015
Jeg ved en Lærkerede (Hemmeligheden)
Erik Henningsen: Jeg ved en lærkerede
Jeg ved en Lærkerede (Hemmeligheden)
Jeg ved en lærkerede
jeg siger ikke mer;
den findes på en hede
et sted, som ingen ser.
I reden er der unger
og ungerne har dun.
De pipper, de har tunger,
og reden er så lun.
Og de to gamle lærker,
de flyver tæt omkring.
Jeg tænker nok, de mærker,
jeg gør dem ingenting.
Jeg lurer bag en slåen.
Dér står jeg ganske nær
Jeg rækker mig på tåen
og holder på mit vejr.
For ræven han vil bide
og drengen samle bær.
Men ingen skal få vide,
hvor lærkereden er.
Tekst: Harald Bergstedt
Musik: Carl Nielsen
YouTube: Jeg ved en lærkerede
torsdag den 5. februar 2015
Erik Henningsen: En saaret arbejder
Kunstneren Erik Henningsen udførte blandt meget andet nogle store socialrealistiske malerier. Industrialiseringen satte sit kraftige præg på samfundet, og der opstod problemer som trængte til belysning, og efterhånden løsninger. Her er et desværre nok nærmest dagligdags motiv fra 1895, "En saaret arbejder". Arbejdspladsen ligner en lergrav eller grusgrav, hvor der uden ret mange maskiner var stor brug for hårdt arbejdende stærke mænd. Et knokkelarbejde med at grave og transportere de udvundne byggematerialer til industrialiseringens bygninger og veje.
En af arbejderne ligger nu såret på en båre. En arbejdsulykke på en tid hvor der ikke var så stor fokus på begreber som arbejdsmiljø og sikkerhed. Måske er han styrtet ned mens han kørte en fuld trillebør ad en sliske. En klat ler kan have gjort den glat, og han styrtede nogle meter ned efter at have mistet fodfæstet.
Nu er to af de andre arbejdere klar til at bære den hårdt kvæstede mand væk. Ulykken var alvorlig nok til at politiet er tilkaldt, men uden at kunne gøre meget. Direktøren for arbejdspladsen er til stede, og må have ydet hjælp ved at forbinde arbejderens sår. Så kan de andre i det mindste se at han ikke er helt ligeglad med ulykken. Mon han tager initiativ til bedre sikkerhed og arbejderbeskyttelse? Det ville da være en køn tanke, men mon dog? Det kunne jo koste mange penge, og så svært var det næppe at finde en anden stærk mand til at pukle.
Mandens kone sidder nedbøjet på knæ ved bårens side. Børnene er ikke med, men den lille familie får det meget svært nu hvor manden i huset er uarbejdsdygtig. Måske dør han, men det ville på en måde være bedre end hvis han "kun" bliver en invalid eller "krøbling", uden krop og kræfter til at kunne arbejde. Til at kunne sikre mad på bordet. Konen har god grund til at sørge, både over mandens skæbne, men også over hvordan det kommer til at gå for hende selv og børnene. Manden med bowlerhat, som prøver at trøste hende lidt, kunne ligne en formand, der ellers har til opgave at holde arbejderne igang.
De to bærere ser selvfølgelig ret triste ud. Det er ikke kun af medfølelse med den sårede kollega, men også i erkendelsen af at det ligeså godt kunne have været dem selv. De har et hårdt og farligt arbejde, hvor ulykker ikke er nogen sjældenhed. Direktøren i sin høje cylinderhat symboliserer den implicitte sociale kontrakt om et sådant arbejde. Alle ved at det er farligt, som anden minedrift, og det er helt nødvendigt at det kan ses at de kærer sig om ofrene. Ellers kunne det blive meget svært at tiltrække arbejdskraft. Politiets tilstedeværelse er også en del af denne uskrevne sociale kontrakt.
Erik Henningsen har uden tvivl været meget grundig med at komponere billedet, og hvordan historien kunne fortælles gennem et billede med mange elementer. Er særligt interessant symbol ses, synes jeg, i nederste venstre hjørne. De to træbjælker kunne se lidt tilfældige ud, og har ikke nogen synlig funktion. Proportionerne danner et kors, som jo genfindes i den kristne kirke som symbol på især døden. En fortolkning her kunne altså være at arbejderen dør. Trist, men sådan er livet. I nutiden ville en sådan arbejdsulykke få stor opmærksomhed i medierne, men dengang kunne det sikkert højst blive til en lille notits i den lokale avis, fra byen i baggrunden af billedet.
En analyse kunne også se en lidt dybere symbolik her. Dengang var religionens stærke dominans af samfundet under angreb, og en mere traditionel symbolisme omkring døden havde snarere gjort meget ud af kristendommens forventede rolle omkring døden. Men her er det reduceret til et par lidt tilfældige bjælker, uden noget som helst i retning af engle, eller en vej til himmelen. Præsten (som ikke er til stede) kunne messe i kirken, men ikke gøre noget ved samfundets problemer. Det er op til menneskene selv, i stedet for overtroen om at den døde får det meget bedre i det hinsides. Realisme, både i samfundet, og i billedet.
Det skulle jo ikke så gerne blive ved med at være noget dagligdags. Ved at borgerskabet blev konfronteret med virkeligheden i næsten reportage-lignende malerier, kunne Erik Henningsen (som nogle få andre kunstnere) formidle en social indignation. Det må have skubbet til de reformer, som efterhånden blev indført.
Se også:
fredag den 30. maj 2014
Erik Henningsen: Sat ud
Erik Henningsen - Sat ud - 1892
Statens Museum for Kunst (KMS1454, 158 x 220,5 cm)
Samfundsomvæltningerne i slutningen af 1800-tallet afspejles i de mange socialrealistiske kunstværker fra perioden, "det moderne gennembrud". Arbejder med velgennemtænkt komposition, og mange detaljer som inviterer til analyse og fortolkning. Her det store maleri "Sat ud", som Erik Henningsen udførte i 1892. Titlen rammer præcist den historie som fortælles. En familie er lige blevet sat på gaden, bogstavelig talt.
En lille pige står beskyttet mellem sin mor og bedstemor. De står sammen med møbler og andre husgeråd, mens moderen kikker på sin mand. Han diskuterer med en betjent, men ordensmagten kan sikkert ikke gøre andet end parere ordre. Formodentlig lykkedes det ikke at tjene penge til huslejen, og så blev de sat ud, på en kold vinterdag.
Bedstemoderen ser ret opgivende ud, og hvis de ikke finder husly er det jo heller ikke sikkert at hun overlever vinterkulden. Måske kommer de på fattiggården, men i sin tid var det også ret elendige forhold, og kun alt for gode vilkår for at blive syg. Håbet er at manden finder arbejde, for at bremse den sociale nedtur. Billedet ovenpå kisten antyder at mindst den ene kommer fra en familie i bedre kår, men nu er de helt på bunden.
Til venstre står en velbjerget bedsteborger og kikker på situationen. Måske er det værten, som har tilkaldt politiet for at slippe af med den fattige familie. Ved siden af står en gadefejer, og ser ret beklemt ud. Det kunne jo risikere at blive hans tur snart. En vinter med hård frost, på mere end én måde.
Samfundet blev kun langsomt mere menneskeligt.
Se også:
søndag den 29. maj 2011
Erik Henningsen: Summum jus, summa injuria - Barnemordet
Ved "Det Moderne Gennembrud" i slutningen af 1800-tallet begyndte litteratur og malerkunst at sætte fokus på virkelighedens verden, udenfor overklassens og borgerskabets egne cirkler. Socialrealistiske værker tjente til at slå revner i det klasseskel der gjorde almuens vilkår "usynlige" for de mere velbjergede. Et godt eksempel herpå er dette genrebillede:
Summum jus, summa injuria. Barnemordet
Den højeste ret, den største uretfærdighed
Erik Henningsen, 1886
Den højeste ret, den største uretfærdighed
Erik Henningsen, 1886
Tolkning og analyse af kunstværker er jo altid noget der afhænger af betragterens egne erfaringer og værdier, men med sin titel gør Erik Henningsen det meget klart hvilken tragisk historie han søger at illustrere. Langt ude på landet har den fattige unge pige dræbt sit lille barn. Det kunne ikke skjules, og nu er hun i myndighedernes kløer. Liget er ved at blive gravet op fra den golde hede, hvor embedsmændene ellers ikke sætter deres støvler.
Herredsfogeden tænker vist mest på ikke at få sin fine uniform smudset til, mens en fuldmægtig optager rapport, og betjenten fastholder den unge kvinde. Kun hunden er i kontakt med den skyldige, som står til allermindst 10 år i tugthus med hårdt tvangsarbejde - hvis hun da ellers overlever så længe under de elendige forhold. Forbrydelsen straffes efter lovens bogstav. Det kalder nogen for retfærdighed. "Den højeste ret" - eller på latin "summum jus". Sproget latin er her symbol på de uddannede, de "fine".
Hun havde ingen mulighed for at give sit barn forsvarlige vilkår. Resultatet kunne være død af underernæring og infektioner i løbet af nogle måneder. Hvis det skulle lykkedes at overleve med barnet, ville det få del i samme brutale eksklusion, samme knusende straf som moderen.
Måske gjorde hun det mest kærlige for sit nyfødte barn ved at afkorte dets liv? Og måske er tugthuset ikke en værre straf end landsbyens. Et anstændigt samfund havde selvfølgeligt været bedre, men ville være en utopi i forhold til den konkrete virkelighed.
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
|
Opslag
