Organtransplantation efter aktiv dødshjælp - hvorfor ikke?

Et aktuelt debatemne er et hollandsk forslag om at personer som får brug for hjælp til at dø, kan vælge at blive organdonorer. Selv om alvorlig sygdom kan medføre at ikke alle organer er friske nok til transplantation, kunne dette forslag give transplantationslæger lettere adgang til raske organer. Da der altid er underskud af sunde organer til transplantation, skønnes det at mellem 250 og 500 hollandske liv vil kunne reddes om året.

Som sædvanlig er der kritikere ude, og kalde det for "problematisk". De frygter at den gode sag måske vil kunne få flere til at overveje tanken om at andre kunne have mere glæde af deres organer, og derfor give aktiv dødshjælp en ekstra overvejelse. På fantasi-planet forestiller kritikerne, som Thomas Ploug fra Det Etiske Råd og Aalborg universitet, sig en situation hvor det på en eller anden måde ikke ville være et helt oprigtigt ønske om at dø, men at muligheden for at hjælpe andre i nød fører til en slags pres.

Etik-professor Thomas Søbirk Petersen fra Roskilde Universitet er ikke bekymret, og peger på at det tværtimod er en regulær forringelse at de døendes rettigheder, hvis det skal være forbudt for denne gruppe at donere deres organer. Som han siger til Kristeligt Dagblad:

Jeg kan slet ikke se det etiske dilemma i, at et menneske, der ønsker at dø, får mulighed for at redde andres liv. Der er børn og voksne, der går til grunde på ventelister verden over, fordi vi mangler organer. I stedet for at mistænkeliggøre den døendes ønsker og motiver kunne vi jo også vælge at tage dem for pålydende og som udtryk for en altruistisk handling. I virkeligheden er der jo blot tale om en rettighed, alle mennesker nyder, retten til at vælge at blive organdonor. Den rettighed skal de døende - af alle - vel ikke fratages.

• Kristeligt Dagblad:
  Læger vil bruge organer efter aktiv dødshjælp

Det netop et overgreb ikke at give folk lov til at være organdonor, når de ikke har muligheden for at leve et liv. Der er ingen grund til at modstandere af i det hele taget at have aktiv dødshjælp skal blande sig her, det må være et filosofisk og dybt personligt valg. Det helt centrale er at aktiv dødshjælp ikke er en simpel sag om at "gå med til det", men en grundig proces med at se på andre muligheder, uden at det bliver til at det handler om at "lokke" nogen til at sige "jeg vil dø".

Den største problematik jeg ser er ikke etisk, men mere praktisk omkring dødsprocessen. Idealet for organtransplantation er et menneske hvor kroppen fungerer samtidig med hjernedød. Så kan det planlægges at organerne kan udtages af "det varme lig", før kroppen går videre mod begravelse.

Ved aktiv dødshjælp er hjernen frisk, og nogle af metoderne til aktiv dødshjælp medfører i sagens natur at både hjerne og krop dør på samme tid, hvor den dybtliggende dødsårsag kan siges at være iltmangel når hjertet holder op med at slå. Dette er fint foreneligt med et dødsleje, hvor pårørende kan være med til det allersidste. Lægeligt set går det dog meget ud over mulighederne for optimale vilkår for at "høste" friske organer efter at døden er indtrådt.

Det er f.eks. aktuelt når en af de mere udbredte metoder er det gamle sovemiddel pentobarbital (nembutal), som er velegnet til formålet. Det bruges også når dyrlæger skal udføre en aflivning, og det kan gives på den måde at patienten selv drikker den dødbringende dosis.

Hvis lægerne skal kunne transplantere de organer som er "gode nok", medfører det en meget kraftigere involvering i selve dødsprocessen, hvor det bliver sværere at styre for det menneske som gerne vil være altruistisk ved sin død.

En af de meget store fordele ved pentobarbital er at det kan udleveres som en sikkerhed for den meget syge, der selv får muligheden for at sige stop. Mange der i USA (stater som Oregon og Washington) får midlet udleveret, opnår stor tryghed gennem at det er deres eget valg hvornår de vil sige "nu er grænsen nået". Og så dør de af sygdommen, uden at få brug for deres "forsikring".

Dette gode scenarie er uforligneligt med at aftale at et hold læger står klar til transplantation.

Se også:

Hvad betyder "menneskelivets ukrænkelighed"?

Det Etiske Råd inhabile omkring aktiv dødshjælp

Dødshjælp vs "retten til at være til besvær"

RokokoPosten: Etisk Råd kræver dødsstraf for selvmord

Straf til Flemming Schollaart som bisidder?

Kristeligt Dagblad skriver en artikel, der rejser kritik af at Flemming Schollaart arvede kr. 200.000 fra Kjeld Rasmussen, som han gav en stor hjælp omkring den rejse til Dignitas i Schweiz, hvor Kjeld valgte at afslutte sit sygdomsramte liv. Det principielle problem kan siges at være om udsigten til en arv kan være foreneligt med assistance omkring den proces der afsluttes med den andens død. Det turde være indlysende at det kræver stor forsigtighed, og meget rene linier omkring hvilken form for rådgivning der gives.

Som jeg ser det, er jeg ikke i tvivl om at Flemming Schollaart, formanden for Landsforeningen En Værdig Død, har handlet på en etisk forsvarlig måde. Jeg ser ingen tegn på at han har "styret" Kjeld Rasmussen mod en handling som ikke var fuldt ud i hans tarv. Hvis jeg selv havde været i en lignende rolle som bisidder, ville udsigten til en arv gøre mig ekstra forsigtig, men næppe få mig til at trække mig tilbage.

Jeg vil give min reaktion på et par fyldige citater fra artiklen Formand for dødshjælp-forening fik arv fra person, han hjalp til at begå selvmord, for at forklare hvordan argumentationen er unødigt præget af negativt spin.

Thomas Ploug, medlem af Det Etiske Råd og professor ved Aalborg Universitet, mener, at sagen illustrerer en uheldig dobbeltrolle.

”Når der er kommercielle interesser, kan der skabes et pres for, at folk vælger døden til, og at de gør det under omstændigheder, de måske havde foretrukket var anderledes. Det rejser også spørgsmålet om de ædle motiver, der måtte være bag hjælpen. Hvis man tjener penge på det og modtager noget, så er spørgsmålet, hvor meget det har været for at hjælpe andre mennesker, og hvor meget det handler om hjælperens egne interesser,” siger han.

Thomas Ploug peger på, at økonomiske incitamenter kan være en væsentlig drivkraft:

”Og i en situation, der kan ligne denne, kan der skabes et unødigt pres på den, der ønsker hjælp til at begå assisteret selvmord. Den, der har en kommerciel interese, kan på forskellige måder lægge pres på personen, der ønsker hjælp til assisteret selvmord – og kan måske endda undlade at informere om forhold, der kan have betydning for den andens beslutning om assistance til selvmord. Sammenligner man det med en bedemands opgave, så hjælper han også med det praktiske, men han er ikke en medvirkende årsag til, at patienten dør.”

Hallo, hallo. At kalde det for "kommercielle interesser" er groft spin. Vi taler om en personlig og individuel hjælp. Det abstrakte "kan der skabes et pres", ville kun være nyttig argumentation hvis der var konkret grund til at betvivle motiverne hos Flemming Schollaart. Hvis Thomas Ploug mener at der er et åbenstående spørgsmål, må han også påtage sig at vurdere, og give sin basis (helst et egentligt belæg) for en sådan afstandtagende spekulativ holdning. Tågesnak med "kan" og "måske" er ikke godt nok når vi taler om en enkeltstående sag, med virkelige mennesker.

Svend Andersen, professor i etik ved Aarhus Universitet, kan på sin vis godt forstå, at Kjeld Rasmussen og de øvrige, der har fået hjælp, har villet hjælpe Flemming Schollaart økonomisk, men det betyder ikke, at det er etisk rigtigt at gøre det.

”Jeg vil ikke udelukke, at det kan være etisk forsvarligt at hjælpe mennesker, der lider så stærkt, at deres eneste ønske er at komme herfra. Men det er problematisk, når der kommer penge imellem parterne, og det bliver institutionaliseret på den her måde. Hjælp til selvmord må være en helt individuel og personlig handling. Her har vi at gøre med en privat forening, der også har nogle interesser, og så er det personlige forhold og den enkeltes ansvar ophørt.”

For det første har Flemming Schollaart ikke "medvirket til en anden persons død". Mere om dette senere. For det andet er det langt ude at kalde en personlig hjælp for noget der er "institutionaliseret", fordi det netop i høj grad var en "helt individuel og personlig handling". Selv om Flemming Schollaart er aktiv i foreningen, skete hjælpen stadig ud fra det personlige perspektiv, som han må have dannet sig. Kontakten er selvfølgelig opstået ud fra hans aktive rolle i den gode sags tjeneste, men det gør det ikke til at arven har karakter af en "betaling for en ydelse". Langt fra. Kjeld Rasmussen disponerede på personlig måde over de penge som ikke kunne give ham et godt liv.

Det er ikke ulovligt, at Flemming Schollaart har modtaget en arv på 200.000 kroner og fået betalt udgifter i forbindelse med sin hjælp til de fire assisterede selvmord, siger Gorm Toftegaard Nielsen, professor på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet. Men det er ulovligt at medvirke til en anden persons død, påpeger han.

”Dansk ret er ret vidtgående, og hvis du ser på paragraffen (paragraf 240 i straffeloven, red.) og dens ordlyd, er det svært at komme udenom, at der her er tale om en overtrædelse. Men der er samtidig også sket en holdningsændring mod en mere accepterende tilgang til dødshjælp, og det kan også spille ind, hvis sagen kommer for retten. Så det er svært at sige, at det ikke er strafbart, men det er også svært at sige, at det skal straffes hårdt.”

Jeg er ikke jurist, men jeg har set flere ting som peger på at det med "hjælp til selvmord" må forstås forholdsvis konkret. Der er ingen tvivl om at Flemming Schollaart ikke bistod ved selve handlingen, hvor lægen i Schweiz ud fra den lokale humane lovgivning udskrev en dødelig dosis af det gamle sovemiddel Pentobarbital. De aktive i den humanitære forening Dignitas hjalp omkring det praktiske, igen efter den schweiziske lovgivning, der kun forbyder en hjælp til selvmord, hvis det sker ud fra egennyttige motiver. Flemming Schollaart påtog sig en næstekærlig hjælperrolle omkring forberedelserne, hvor han bidrog til at det kunne foregå på en ansvarlig måde. Han var formidler og bisidder.

Personligt har jeg været i en situation hvor min kæreste desværre fik brug for at afslutte sit liv med et selvmord. Vi snakkede om sagerne, hvor jeg bl.a. svarede på spørgsmål om metoder, men uden at gøre ting som anskaffelse af remedier, eller tilsvarende håndgribelig hjælp. Jeg ventede i stuen mens hun gjorde det, og da jeg vidste hvad hun havde planlagt, var min forventning at hun gennemførte sin plan. Og hun var ganske rigtigt død da jeg efter passende lang tid bevægede mig ind i soveværelset. Hos politiet blev jeg afhørt med en sigtets rettigheder, men trods min rolle som bisidder omkring planlægningen og hendes forberedelser, blev jeg ikke anklaget for "hjælp til selvmord". Ved retssagen blev jeg i stedet frifundet for at undlade "efter evne at hjælpe nogen i øjensynlig livsfare" (straffelovens paragraf 253). Retssagen kunne dog siges at være præget af at en forholdsvis accepterende tilgang til at jeg havde god samvittighed over min rolle.

Center for Selvmordsforskning har i faktahæfte nr. 20, "Selvmord. Lovgivning, etik og moral" en dækning af hvad "hjælp til selvmord" betyder. Her slås der på at det skal være en ret konkret hjælp.

Forbud mod medvirken til selvmord

Ifølge Straffelovens § 240 er det forbudt at medvirke til selvmord: ”Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil tre år.”

For at kunne straffe efter § 240 kræves, at en person har medvirket ved at foretage en konkret handling. Desuden skal handlingen være foretaget med det fortsæt eller den hensigt, at en eller flere personer begår selvmord.

En konkret medvirken til selvmord kan fx bestå i, at en læge efter anmodning fra en person tilvejebringer den medicin og den mængde, som er tilstrækkelig til, at en person kan tage sit eget liv. [...]

Også pårørende kan blive bedt om konkret at medvirke til, at en af deres nærmeste tager sit eget liv. Sygdom, ulykker og lidelser kan være så belastende, at en samlever eller ægtefælle afgiver løfte om at tilvejebringe medicin til at afslutte livet, når dette bliver for lidelsesfyldt eller uværdigt for den anden.

Da Flemming Schollaart ikke har medvirket ved en konkret handling, må han altså også efter denne udlægning være straffri. Det at snakke om sagerne, og hjælpe med kommunikationen til Dignitas, er menneskelig hjælp, som ikke konkret har at gøre med om den hjulpne dør eller ej. Flemming Schollaart var selvfølgelig vidende om at han måtte forvente at rejse alene tilbage til Danmark, men han havde ikke et forsæt eller hensigt om at den anden begik selvmord. Jeg ser det helt entydigt som at hensigten var at give en så god hjælp som menneskeligt muligt. Døden ingen hindring.

Som han har sagt i et interview: "Det er selvfølgelig hårdt at tage hjem alene, for jeg bliver jo meget involveret i de her mennesker".

Se også:

Hanne Schollaart fik en værdig død

Den sidste glæde for Kjeld Rasmussen - døden

Jane Marie Hoffmann vil have lov at dø med værdighed

Tillykke til Kaj Guldbech - Hvil i fred

Ville jeg give hjælp til selvmord?

Er opfordring til selvmord lovligt?

Dydsetik, selvmord og dødshjælp

Poul Jaszczak misforstår aktiv dødshjælp og etik

RokokoPosten: Etisk Råd kræver dødsstraf for selvmord

Forleden bragte Rokokoposten et næstekærligt fremstød for en bedre behandling af mennesker der overlever selvmordsforsøg. De har jo virkelig brug for professionel hjælp, for at kunne begå selvmord med en smertefri og sikker metode. Alt for mange forsøg på selvmord sker med ineffektive, smertefulde og langsomme metoder. Et vægtigt problem, når vi har idealer om gerne at ville hjælpe.

Silly String Suicide by jakegarn

Sprogligt set er det dog lidt skævt, når Det Etiske Råd fremfører det som et krav om dødsstraf for selvmord. Objektivt set er det med henrettelse eller dødshjælp mest et spørgsmål om spin, og hvilken hensigt det sker med. Når den der skal dø oplever det som en velkommen hjælp, er det manipulation at kalde det en henrettelse. Netop denne begrebsforvirring har jeg dog set før fra Det Etiske Råd, men bortset fra det, er det da et fremskridt, når de indser at nogle virkelig har behov for aktiv dødshjælp.

Desværre er det blot det sædvanlige vrøvl fra rådet når de begrunder det med en svada om at det er samfundsnedbrydende og uetisk at tage sit eget liv. Dog vil jeg give Jacob Birkler ret i at det moralsk set kan være komplekst at acceptere at mennesker egenhændigt må bestemme over sit eget liv. Men så må rådet virkelig oppe sig, og lære at håndtere komplekse moralske problemstillinger.

Mon Det Etiske Råd kan forstå etisk tankegang? Der er dog tegn på håb.

RokokoPosten:

• Etisk Råd kræver dødsstraf for selvmord

Til eventuelle humorforladte læsere må jeg hellere gøre opmærksom på at dette blog indlæg er forfattet i tråd med de redaktionelle principper for RokokoPosten. Og med Piet Hein vil jeg slutte:

Den, som kun
tar spøg for spøg
og alvor
kun alvorligt,
han og hun
har faktisk fattet
begge dele
dårligt.

Se også:

Selvmordspropaganda

RokokoPosten: Nej til aktiv dødshjælp

Er opfordring til selvmord lovligt?

Det Etiske Råd inhabile omkring aktiv dødshjælp

God nyhed: Det Etiske Råd uden præster

Kristeligt Dagblad bragte dagens gode nyhed om at nu er Det Etiske Råd langt om længe ikke præget af præster, og andre med en teologisk baggrund. Efter udnævnelsen af seks nye rådsmedlemmer er der ikke ingen præster i rådet, og kun én teolog. Det må være passende, for det er da trods alt ikke helt uden relevans også at have den teologiske side repræsenteret i rådet.

• Præsterne er sendt ud af Det Etiske Råd

Det kan jo ikke undre at formanden for Præsteforeningen, Per Bucholdt Andreasen ærgrer sig, men han udtaler sig på en måde som blot understreger hvor stærkt præsterne og Folkekirken er ude af trit med virkeligheden. Han tror "at 80 procent af den danske befolkning fortsat lever på et kristent kulturgrundlag med kristne værdier", og at dette er afgørende for vores tilgang til store etiske spørgsmål. Det han måske tænkte på er at 80% af danskerne stadig er medlemmer af Folkekirken, men det er milevidt fra at "kristne værdier" er grundlaget for vort samfund.

Historisk set er det jo indlysende at kristendommen har været dominerende i mange hundrede år, så udviklingen og lærdommen er sket blandt mennesker, der havde en kristen tro som en del af deres verdensbillede. Desværre er det igen og igen sådan at lige netop kristendommen har været en alvorligt hæmmende faktor for udviklingen mod et mere humant samfund. Selv om nutidens præster ikke vil være ved det, var kirken stærke modstandere af at afskaffe dødsstraffen, og stod generelt for voldsomt fordømmende holdninger til mennesker som ikke følger kirkens stive dogmer. Heksebrændingerne f.eks.

Det ser vi rester af nu om dage, hvor kirken kun ganske nølende finder sig til rette med at at samfundet tillader homoseksuelle at danne ægtepar. Ganske vist er nogle af de mest moderne indstillede præster enige i udviklingen, men det bliver latterligt når de lige pludseligt finder på at påstå at det er et udtryk for kirkens næstekærlighed. Tværtimod er det næstekærligheden fra samfundets etiske udvikling, der begynder at ændre Folkekirken. Bedre sent end aldrig.

Den tilbageværende teolog, cand.theol. Mickey Gjerris siger:

De, der skal sidde i et råd, skal være mennesker, der har markeret sig i den etiske debat. Man er ikke i sig selv kvalificeret til at sidde i Det Etiske Råd, bare fordi man er præst eller teolog. De har ikke en dybere indsigt end andre. Og det er politikerne, der skal repræsentere befolkningen – ikke Det Etiske Råd. Vi skal hjælpe med til at skabe interesse og debat om emnerne ved at formidle viden og holdninger til befolkningen, der på den baggrund selv kan tage stilling til spørgsmålene.

Hvad han måske overser er at kristendommen direkte er en negativ kvalifikation i forhold til moderne etisk tankegang. Store dele af Bibelen er spredte filosofiske smuler fra bronzealderen og jernalderen, hvor der var behov for regler for samfundets indretning. Det er jo fint nok, men når kristendommen som religion bygger på at Bibelen er et helligt skrift, store sandheder skrevet med direkte inspiration fra Gud, betyder det at den kristne vinkel automatisk er moral fra oldtiden, uden at være fulgt med til nutiden. Selvfølgelig betyder det ikke at alle præster og teologer har en så rystende menneskefjendsk moral som Bibelen mange steder står for. Det er jo dog lykkedes for samfundet og filosofien udenom kirken at få den til at moderere, eller rettere "overse", de værste passager, men det hindrer desværre ikke at fundamentalister ofte "genopfrisker" de helt uetiske dele af Bibelen. Bogen er direkte skadelig for moderne etik.

Om dette så betyder en moderniseret holdning til aktiv dødshjælp må tiden vise. Håbet er lysegrønt, men jeg er dog bange for at det stadig bliver en meget abstrakt vinkling fra et virkelighedsfjernt elfenbenstårn.

Se også:

Det Etiske Råd inhabile omkring aktiv dødshjælp

25% Præster for aktiv dødshjælp

Hvad betyder "menneskelivets ukrænkelighed"?

Selvmord og den fordømmende folkekirke

Er aktiv dødshjælp for de pårørendes skyld?

En ofte set floskel i debatten om aktiv dødshjælp er at det handler om et ønske fra de pårørende, og ikke af et hensyn til den døende. Denne forvrængning må tage afsæt i tanken om en døende som nærmest bare "ligger som en grønsag", der alt for ofte bruges som skoleeksempel på at det måske var bedre at fremskynde den igangværende dødsproces lidt. Her taler vi om at den døende på en måde allerede er død, altså at der ikke er nogen bevidsthed tilbage, ikke "nogen hjemme" til at have en oplevelse af hvor skidt det står til.

Sámal Joensen-Mikines: At the deathbed (1940)

Der kan altså argumenteres for at det ikke gør nogen forskel for den døendes livsoplevelse om hjertet slår nyttesløst videre. En nytteetisk betragtning kunne være at det derfor ikke er til gavn for "det varme lig", at blive fastholdt i det der ikke længere er "liv". Altså må en hurtig afslutning i stedet være til gavn for de plagede pårørende, der måske har det aldeles rædselsfuldt med at se hvordan deres kære familiemedlem ender sit liv, vel vidende at dette er kraftigt imod den døendes forestillinger om liv og værdighed.

Jeg tror ikke på at det er noget udbredt scenarie, ud over i platte krimier, at de pårørende bare ønsker at slippe af med det gamle kræ, så de kan få fingrene i arven. Jeg tror til gengæld på at de nærmeste netop er indstillede på at varetage "grønsagens" tarv. Ønsket om at få lov til at dø helt, når "fuglen er fløjet", er jo endog meget udbredt. Der er ikke ret mange som direkte ønsker at at det skal være en høj prioritet at de biologiske livstegn skal fastholdes. Jeg kunne unde de pårørende den glæde dog at kunne respektere ønsker fra deres kære, om endelig ikke at dø en langsom død med hele det medicinske apparatur.

Er dette for de pårørende skyld? Er det ikke snarere for den døendes skyld? Det giver tryghed ikke at risikere at måtte efterlade sin krop på de vilkår.

I virkeligheden vil jeg slet ikke kalde dette for "aktiv dødshjælp", men god palliativ pleje. Når mennesket er uafvendeligt døende, er det en fiktion at sige at det handler om liv eller død. Det centrale er hvordan menneskets dødsproces forvaltes. Her er det sært nok mere accepteret med noget, som med en eufemisme kaldes for "passiv dødshjælp". Det kan være at lukke for væske og næring, for dog ikke at trække processen i helt meningsløse langdrag. Det kan være at give en kraftig bedøvelse, "nu vågner du aldrig igen". Det kan være at lade være med at gribe til tvangsfodring hvis mennesket selv søger den lidt desperate udvej at sige nej til mad og drikke.

Det er forståeligt at lægerne i nogle tilfælde disponerer "behandlingen" af en døende efter at det faktisk er et gode for patienten om hjertet holder op med at slå. Handler med en viden om at det ville være muligt at holde kroppen varm, men at det virkelig ville være et makabert teater at kalde det for liv. Altså vil jeg kalde det for veltilrettelagt palliativ pleje, hvis der kan gøres noget som forkorter den tid hvor menneskets sind er ophørt, mens kroppens biologiske systemer ikke er gået i stå.

Dette er for den døendes skyld, og så gør det dog ikke noget om de pårørende også har det bedre på denne måde.

Sámal Joensen-Mikines: Morning Sun - Morgunsól (1947)

Reel aktiv dødshjælp er når mennesket selv kan bede om at få lov til at "få fri" fra et liv som hastigt går ned ad bakke, altså før det når at blive alt for slemt. Der er ingen tvivl om at dette altid er for den uhelbredeligt syges skyld, for her er en mere almindelig reaktion fra eventuelle pårørende at de ikke magter at give slip, når der dog er så meget liv tilbage, at den med behovet for at dø selv kan tage initiativet. Nu skal det være.

Det etiske råd er helt ude af tråd med virkeligheden, når de nægter at forholde sig til at aktiv dødshjælp ikke er et medicinsk spørgsmål, men handler om respekt for hvad det vil sige at være menneske. En respekt som nødvendigvis må tage afsæt i hvad det enkelte menneske selv har af værdier. Når patientforeninger på dette punkt nægter at der er et behov, tror jeg at det er fordi de hænger fast i et paradigme om at hvad der skal til er behandling. Mere behandling. Deres dagsorden har ikke plads til at mennesker ikke ser behandling som et gode, men hellere vil dø i god ro og orden.

For patientens egen skyld.

Sámal Joensen-Mikines: Breaking the wawes (1952)

• DR Nyheder:
  Etisk Råd: Nej til aktiv dødshjælp
• DR Nyheder:
  Kræftlæge: Aktiv dødshjælp er de pårørendes behov - ikke de døendes
• Berlingske:
  Patientforeninger siger nej til dødshjælp

Se også:

Poul Jaszczak misforstår aktiv dødshjælp og etik

Lægeløftet kræver aktiv dødshjælp

Aktiv dødshjælp: Har troende læger respekt for patienten, eller ... ?

Peter Sandøe, etik for dyr, mennesker og død

Krav om "en naturlig død" er at spille Gud

Sygeplejersken skal også hjælpe ved aktiv dødshjælp

Sparer aktiv dødshjælp penge?

Det Etiske Råd inhabile omkring aktiv dødshjælp

RokokoPosten: Nej til aktiv dødshjælp

Fra RokokoPosten har jeg sakset en historie om "nej til aktiv dødshjælp", hvor debattens tankegange overføres fra mennesker til hunde.

Hundeetisk Råd: Nej til aktiv dødshjælp

“En hund er vel mere end blot et menneske?” Sådan lyder det fra rådets formand, terrieren Benni, der går ind for en komplet afskaffelse af aktiv dødshjælp til menneskets bedste ven.

Da Bennis mor, Bella, var 15 år gammel, ville hun ikke ud at gå tur mere. Hun lå blot i et hjørne af køkkenet, næsten helt blind og med store smerter i hofter og knæ. Til sidst besluttede Bellas ejere, Mogens og Birthe Pedersen, at benytte sig af aktiv dødshjælp fra den lokale dyrlæge. Han gav Bella en sprøjte, og kort efter sov hun stille ind.

“Det var en skandale,” fortæller den irske terrier Benni. Han er formand for Hundeetisk Råd og har længe harceleret mod aktiv dødshjælp for hunde. Ifølge Benni burde hans mor have fået en naturlig død frem for at blive slået ihjel, “nu hvor hun ikke længere gjorde nytte”.

Benni mener nemlig, at aktiv dødshjælp for hunde, som er blevet praktiseret stort set altid, har sendt dyrene og deres ejere ud på en glidebane.

En hund mere end et menneske
“Når en hund bliver syg, spørger den sig selv: ‘Ligger jeg nogen til last?’ På grund af muligheden for dødshjælp føler hunden sig presset til at dø, selvom den måske kunne have fået mange gode år endnu. Jeg ved godt, at blandt andet Belgien og Holland tillader aktiv dødshjælp for mennesker, men en hund er vel mere end blot et menneske?”

I resten af Hundeetisk Råd er man stort set enig med Benni og henviser til, at en dyrlæge afgiver et løfte om at redde hundeliv frem for at ende dem. Aktiv dødshjælp bringer dermed lægen i store etiske vanskeligheder, når vedkommende pludselig skal bryde dette løfte.

“Ethvert hundeliv er helligt og ukrænkeligt, og vi skal ikke stille os til doms over, hvilke hunde der fortjener at leve, og hvilke der fortjener at dø,” mener labradoren Kvik, der i fem år har behandlet sager om aktiv og passiv dødshjælp blandt større hunde.

Uhelbredelig sygdom
Kun kongepudlen Rocquefort, der hovedsageligt beskæftiger sig med spørgsmål om gensplejsning og dyresex, mener, at man godt kan fortsætte med at tilbyde hunde aktiv dødshjælp, da ethvert dyr har ret til at bestemme over sit eget liv og sin egen død.

“Men der skal selvfølgelig være tale om uhelbredelig sygdom og et udtalt ønske om at dø, der ikke skyldes ledsagende depression,” påpeger Rocquefort.

Der er foreløbig ikke udsigt til, at Den Danske Dyrlægeforening ændrer sin praksis, som den i øvrigt betegner som “aflivning”. Foreningen opfordrer dog ejere til at give deres hund et ekstra godt måltid dagen inden, den skal aflives, “for at give den en dejlig afslutning på livet”.

Som satirisk karikatur på mediernes nyhedsformidlig skal RokokoPosten selvfølgelig ikke taget alt for bogstaveligt eller seriøst, men det er dog værd at referere til hvordan Mette Frederiksen fik overbelastet sin humoristiske sans, da hun var nævnt i en "fake news" historie (om bekæmpelse af singlesamfundet). Hun synes ikke at det var sjovt, og påpegede at "det kan være svært at gennemskue politisk satire på nettet".

Det sjove ved RokokoPostens historie er på en måde at den eneste satirske vinkling er at den lægger debatten om aktiv dødshjælp i gabet på hunde, og gør dem til fortalere for at hundes liv er så helligt at de skal plages med store lidelser til sidst. Ligesom menneskers liv bliver. Selvfølgelig er "Hundeetisk råd" udstyret med samme usammenhængende argumentation som "Det etiske råd" bruger i deres manipulerende korstog mod at mennesker må få lov til at få hjælp til at dø en smule hurtigere. Og hvor de tilsyneladende mener det ganske seriøst, helt uden humor og menneskelighed. Ingen human død her.

Debatten omkring aktiv dødshjælp til mennesker sammenligner jo ofte med kæledyr og husdyr. Her er det ligefrem lovpligtigt at disse skal have en human behandling, og ikke leve i elendighed når de snart ikke kan mere. Ejeren kan og skal påtage sig at vurdere om hunde (eller andre dyr) har et godt og ønskværdigt liv.

Weeping Angel statue

Nu er det jo indlysende at den etiske norm må være forskellig for mennesker og dyr. F.eks. er det jo helt normalt at vi mennesker beslutter os for at slå dyr ihjel for at få noget at spise, hvis de ikke er nyttige længere, eller hvis de "bare" er i vejen. Sådan skulle det jo nødigt være omkring mennesker, der har mental kapacitet til at forstå sin situation, udsigterne for den sidste tid frem mod døden, og måske ligefrem ser en værdi i at påtage sig lidelser og elendighed. Det kan være konsekvensen hvis religiøse eller menneskelige forestillinger gør at døden aldrig må ses som noget ønskværdigt, noget hvor dødsprocessen kan forkortes til gavn for alle, især for den døende selv.

Sådan er vi mennesker jo så forskellige. Heldigvis. Der er jo så også mange som mener at der er risiko for at det kan blive for slemt den sidste tid. Som mener at livet endda kan blive bedre af at blive lidt kortere. Som ikke vil plage sig selv (eller deres omgivelser) med at den såkaldte naturlige død kan blive en langsommelig plage. Hvorfor skal mennesker, som selv har god grund til at ville dø, dog behandles på en måde som ville være dyrplageri for hunde og svin? Strengt taget ved vi jo ikke hvornår deres grænse er nået.

Er menneskets liv så meget mindre værd end en hunds?

Se også:

Aktiv dødshjælp til husdyr og kæledyr?

Det Etiske Råd inhabile omkring aktiv dødshjælp

Lægeløftet kræver aktiv dødshjælp

Hvad betyder "menneskelivets ukrænkelighed"?

Aktiv dødshjælp er ikke det samme som eutanasi

Et aspekt af debatten omkring aktiv dødshjælp er når nogen mener at det retteligt hedder eutanasi. Dette mere kliniske ord mener jeg dog forvrænger debatten. Den oprindelige betydning af eutanasi kommer af græsk eu- og thanatos for god død, og bruges i nutiden om at dræbe på en skånsom måde. Det er hvad en dyrlæge gør hvis en hund skal aflives, hvad grunden så end måtte være. Det vil ofte kunne kaldes medlidenhedsdrab, men hensigten er ikke en del af glosens betydning.

På engelsk bruges det tilsvarende ord "euthanasia" rutinemæssigt om aflivning af dyr, også når grunden bare er at det ikke kan lykkedes at finde nye ejere til forvildede hunde. Et dyreinternat kan være tvunget til at skaffe sig af med de dyr som bliver "til overs". De skal altså dræbes, og det skal da så i det mindste ske på en blid måde. Eutanasi. Ingen spørger dyret om det hellere ville leve. Det bliver aflivet.

Det er især modstandere af aktiv dødshjælp der helst vil kalde det for "eutanasi", ofte med implicit reference til nazisternes misbrug af ordet til at dække over aflivning af uønskede mennesker. Massemord i stor stil. Den del af det som ikke handlede om etnisk folkedrab blev i Aktion T4 omtalt som "eutanasi", også selv om de blide metoder kun blev brugt helt i starten.

Det centrale ved "aktiv dødshjælp" er ikke at slå ihjel, eller måden det sker på. Det ville da være en kynisk tankegang. Hvad det handler om er at et menneske kan få hjælp til at få dødsprocessen afkortet. Ordet hjælp indebærer at der ikke må være tvivl om at det er den snart døendes eget ønske, og ikke noget som sker mere eller mindre af hensyn til de pårørende.

Desværre misbruges vendingen "aktiv dødshjælp" netop ofte om at de omkringstående føler at nogen er nødt til at "gøre noget", når resterne af et menneske ligger som en vissen grønsag uden værdighed. Jeg har stor respekt for intentionerne her, og mener at det godt kan være den mindst ringe måde at få det afsluttet på, men det er en alvorlig eufemisme at kalde det for "aktiv dødshjælp". Her er ordet "eutanasi" mere på sin plads. En pæn form for aflivning.

Det er værd at huske at selvmord ikke er forbudt, undtagen i forhold til visse religiøse normer. Desværre er det slet ikke nemt for et alvorligt sygt og svækket menneske at arrangere et selvmord på en god måde, også selv om omgivelserne godt kan indse at det er en velgennemtænkt og rationel beslutning. Langt de fleste metoder til "gør-det-selv" dødsfald er svære; med stor risiko for at det går galt undervejs. Især for en sengeliggende. De pårørende har sådan cirka ligeså svært ved at yde hjælp til selvmord på en god måde.

Der kan netop være brug for kvalificeret hjælp til at dø. Dødshjælp. Egentlig er det en urealistisk abstraktion at ville definere sig ud af om dødshjælp er aktiv eller passiv. Dødshjælp handler om at omgivelserne, i samarbejde med den der har behov for at få fri fra livet, disponerer sine handlinger ud fra at målet er at afkorte livet. Altså handler anderledes end hvis døden skulle bekæmpes, eller hvis tingene "bare" skulle gå sin mere eller mindre frygtelige gang.

Jeg mener at en af de bedste former for dødshjælp er at give den trængende muligheden for selv at gennemføre handlingen, og selv finde ud af hvornår. Trygheden ved at have en sikker "nødudgang" kan give så meget ro at den får lov til at ligge i skuffen. Netop dette praktiseres i de amerikanske delstater Oregon og Washington. Kompetente patienter med under et halvt år tilbage kan, efter en omstændelig procedure, få udskrevet en dødbringende dosis af et velegnet middel, som pentobarbital.

For mig at se er det en nødløsning med en dødbringende indsprøjtning. Der er ingen grund til at en læge skal indblandes i selve handlingen, men der kan være tilfælde hvor det er det mest realistiske. Desværre er lægeadministreret aktiv dødshjælp den mest udbredte form i Holland og Belgien, med lejlighedsvis tvivl om en døende patient direkte havde udtrykt et ønske herom. På den anden side er det da mere værdigt end at afbryde for væske og næring, selv om dette eufemistisk kaldes for passiv dødshjælp.

Selv om mange tror det, er lægeudøvet aktiv dødshjælp ikke tilladt i Schweiz. Deres lovgivning klarer det etiske problem på en elegant måde, ved at hjælp til selvmord ikke er strafbart hvis det sker af uegennyttige grunde. Det mest udbredte er at en læge hjælper sin patient med at få en dosis pentobarbital, efter at der grundigt er afvejet om en bedre form for hjælp kunne ydes. Lægen skal lade sig overbevise om at det er en rimelig udvej, men kan overlade styringen til patienten selv.

Jeg vil meget hellere have indført legal adgang til aktiv dødshjælp, i stedet for forestillinger om detailstyret eutanasi.

Se også:

Schweiz: Selvmord er en menneskeret

T4 "eutanasi" - racehygiejne i Nazi Tyskland

Godwins lov, aktiv dødshjælp og nazi-argumentet

Passiv dødshjælp, aktiv glidebane

Det Etiske Råd inhabile omkring aktiv dødshjælp

Aktiv dødshjælp til husdyr og kæledyr?

Knusende, afskyeligt tyranni overfor døende

Livstestamenter er en narresut