Kristeligt Dagblad har en glimrende historie, hvor Line Vaaben skriver om at Kjeld Rasmussen fik "En enkeltbillet til Zürich". Et stykke fortællende journalistik efter mange interviews, med lydklip. Kan stærkt anbefales. Her følger et kommenteret sammendrag.
Fredag den 24. maj 2013 glædede han sig som et lille barn, hans liv ville være forbi om få timer. Langt om længe kunne han få lov til at dø, takket være god hjælp via Dignitas. Hans sidste dosis medicin ville være en stor dosis Pentobarbital, et gammelt sovemiddel fra den tid hvor sovepiller var en sikker og effektiv selvmordsmetode.
En sjælden nervesystem gav cerebral atrofi, degenerering af nervesystemet hen over 10 år. Lillehjerne og rygmarv var angrebet. Skrumpede. Voldsomme smerter, mest i benene. Stivhed, krykker, svimmelhed, forvirring, snøvlen, træthed. Syv slags medicin i lejligheden i Hvidovre, men de blev ikke ved med at kunne tage smerterne. Selvmordstanker, men hverken piller, hængning, skud eller et tog var rimelige muligheder. Han ønskede en værdig afslutning.
Gennem Flemming Schollaart fra Landsforeningen En Værdig Død fik Kjeld Rasmussen kontakt til Dignitas i Schweiz, hvor to danskere tidligere har fået hjælp til at dø. Teknisk set er det ikke aktiv dødshjælp, men hjælp til selvmord. Dignitas formidler kontakt til en læge, som efter sin vurdering kan udskrive den dødbringende dosis Pentobarbital. Det var en hård ventetid, samt et stort papirarbejde. Selv om nogle medier ynder at fortælle misvisende historier, er det meget langt fra at være "døden på anmodning".
Kjeld Normann Rasmussen blev 61 år, efter et liv med blandede jobs. Hans mor døde som 66-årig, også af en nervesygdom, og med store smerter. Kjeld vidste kun alt for godt hvordan det kunne risikere at gå.
Min mor lå på plejehjemmet og sagde: "Kvæl mig, skyd mig, hæng mig. Jeg vil væk herfra"
Hans far blev 90 år, og i 2001 skar Kjeld den næsten døve og blinde gamle mand ned. Han havde hængt sig. Han var træt af livet. Kjeld var egentlig ikke overrasket. Som 58-årig fik han i 2010 førtidspension, da nervesygdommens problemer blev for mange.
Kjeld havde ikke lyst til at det bare skulle blive dårligere og dårligere. Til at blive vasket og tørret af fremmede. Til at sidde og røvkede sig, efter et liv med mange glæder. Mad, musik, kvinder og sprut. I starten af 2013 fik han en plejebolig på plejecentret Krogstenshave, tæt på hvor hans mor døde.
”Der lå hun de sidste fire år i et smertehelvede. Jeg skal også af med livet, men jeg gider ikke dø her.”
Langt om længe fik han i april 2013 grønt lys fra Dignitas, efter at en psykiater havde skrevet papir på at han var kompetent. Det nægtede hans egen læge ham, fordi han fik at vide hvad Kjeld skulle bruge det til. At undslippe den sygdom hvor lægen ingen kur havde.
Lægen har sagt til mig: ’Du skal lære at leve med din sygdom’. Men det har jeg ikke lyst til. Jeg savner jo bare mit gamle liv. Hvis jeg var ældre, kunne jeg acceptere en vis svækkelse af mine funktioner, men jeg er ikke ret gammel. Jeg har ikke lyst til at ligge i en seng og mærke savlet løbe ud af munden på mig.Hans sidste uge brugte han på at lave det samme som de sidste år. Ingenting. Plejecentret fik at vide at han skulle på ferie, uden at være advaret om at kun en urne ville komme retur.
Så missionen er lykkedes. Jeg sveder og fryser på samme tid. Jeg er lettet. Endelig er jeg overbevist om, at alt er i orden. Man kan ikke sige, at jeg er jublende lykkelig, så ville der jo være noget galt med mig. Men jeg har valgt det bedste alternativ.
Via sit testamente fordelte Kjeld Rasmussen sin formue til sin bedste ven, et legat til Flemming Schollaarts fortsatte arbejde for aktiv dødshjælp, og Hospice Forum Danmark, der på en anden måde også giver god hjælp til døende. På Dignitas klinikken i forstaden Forch syd for Zürich drak han klokken 13:34 et glas med en deciliter vand og 15 gram Pentobarbital. Efter 6 minutter var han død. Hans dybeste ønske og rationelle valg.
Kan nogen fortælle hvad der havde være bedre for Kjeld Rasmussen? Det er jo tydeligt at det eksisterende system i Danmark var meget ringere, for ham.
Nyere opslag
Opslag
57 comments:
Hvad siger du til hans overvejelser omkring andre selvmordsmetoder?
”Jeg har stået derude og kigget ned. Skulle man springe ud? Reb om halsen er jeg ikke vild med. Med piller risikerer man at overleve til frygtelige smerter og blive endnu mere handicappet end før. At springe ud foran et tog er ikke o.k. over for lokoføreren.”
Han har også overvejet at skyde sig.
”Men alene braget. Det turde jeg ikke, når det kom til stykket.”
Kjeld Rasmussen lagde vægt på at gøre tingene på en pæn og ordentlig måde, uden unødig risiko for andre eller ham selv, viser hans overvejelser.
Umiddelbart ser det ud til at han var så hurtig til at lægge afstand til de "primitive" metoder, at det slet ikke blev til at han ønskede at gå dybere i at analysere dem. Han havde det bedre med en sikker metode, hvor han kunne få god hjælp fra nogen med praktisk erfaring.
Synes du, at det burde være gratis at gå til et sted som Dignitas?
Tror du, at Dignitas ville godkende en, hvis man var blevet skudt i begge lår på kort afstand, så man fx mistede førligheden?
De godkender jo både terminale og folk, der lever i smertehelvede, og skud i begge lår må da ramme sidstnævnte kategori.
Nej, det er nok bedst at holde sig fra at begå noget ulovligt for at få fat på de 100.000 kr., som man skal bruge for at kunne få lov til at begå assisteret selvmord hos Dignitas.
Interessant artikel og interview. Og fornuftige overvejelser hos Kristeligt Dagblad, som jeg synes har fundet en meget sober måde at fremstille "sagen" på, uden at det drukner i stillingtagen og vurdering.
Det kan man ligesom heller ikke tillade sig at komme med, når man får lov at være vidne til en mands allerinderste tanker og overvejelser, på den måde, som artiklen muliggør.
Det er en trist historie og jeg synes ikke det herefter står lysende klart at det her er en vej vi er nødt til at gå. Jeg synes mødet med Kjeld Rasmussen vækker en masse tanker og spørgsmål og følelser om livet og døden og hvordan tingene kan forme sig på forskellig måde, der ofte kommer til at tage sig næsten skæbneagtigt ud.
Det hele falder i hak... på en trist måde. Og det virker som om, det er det vigtige for denne hovedperson, at tingene skal falde i hak. Det store spring tager han først der til aller sidst. Der er så mange ting han fortæller, der peger på, at det spring ville han gerne have gjort tidligere i sit liv i mere livsbekræftende retning. Men der gjorde han det ikke. Nu gør han det, endelig. Men får kun 6 min, at leve i følelsen af at have gjort det.
Respekt og sørgmodighed er vel de følelser artikeln vækker i mig.
En værdig død skulle ikke være et privilegium for de velstillede. Så længe der sker under forsvarlige vilkår, og med passende tilbageholdenhed, mener jeg at det rimelige ville være at en recept på Pentobarbital var på lignende vilkår som så mange andre medikamenter. Ikke nødvendigvis gratis, men det behøver ikke være en tung udgift.
Det er den måde det fungerer på i flere amerikanske delstater. Når betingelserne er opfyldt, kan den snart døende få en recept, og have midlet liggende i skuffen. Det er op til vedkommende selv om og hvornår der er tid til at sige livet farvel. Mange finder stor tryghed ved muligheden, og dør uden at få brug for at indløse billetten.
Dignitas arbejder ikke efter en checkliste med visse skader og diagnoser. Det primære er en personlig vurdering, og at der på en overbevisende måde kan gøres rede for behovet for at sige stop.
Men du undervurderer lægerne. Skud i benene kan stort set altid behandles så sårene læges, og måske med en mindsket funktionsevne. Ikke noget med et "smertehelvede", det er sjældent at kvæstelser har dette resultat. Og slet ikke noget der kan styres på forhånd.
Det er altså mindre sandsynligt at dette ville "egne" sig som grundlag for en overbevisende argumentation for at få lov til at dø.
Ulovligheder er ganske rigtigt en skidt plan, for at få penge til Dignitas. Ud over det moralske, og den store sandsynlighed for at blive taget, er der også et andet aspekt. Langt de fleste mennesker som kan komme i betragtning hos Dignitas, har så store svækkelser at det alvorligt hæmmer udfoldelsesmulighederne, også omkring at blive forbryder.
Sagen med Kjeld Rasmussen er netop en sammensat historie, der måske mest illustrerer behovet for at få de helt konkrete historier på banen, Charlotte. Der er ikke rigtig "plads" til de store flotte idealer i den ene eller anden retning. Meget måtte godt have været anderledes, men sådan gik et liv. Heller ikke afslutningen var "indlysende rigtig", men nogen gange handler livet om at gøre det mindst ringe.
Hvis Kjeld Rasmussen havde fået muligheden for at have sin dosis Pentobarbital liggende i medicinskabet, tror jeg at han levede endnu. Så kunne han bedre tage en tag af gangen, og være tryg ved at ikke at være fanget i resterne af sit liv.
Det ville jo så kræve at der ikke var nogen som følte sig berettiget til at fratage ham valgmuligheden. Så han skulle fx have haft en læge som havde respekt for sin patient, i stedet for at være formynderisk.
Alle de abstrakte idealer skal lægges til side, med mindre der helt konkret er mulighed for at pege på noget som både var realistisk, og "mindre ringe" end hans måde at afslutte livet på. Ikke set på afstand, men i de personlige omstændigheder for Kjeld Rasmussen.
Vi skal holde op med at lade forestillingen om det perfekte hindre os i at gøre det gode - eller rettere - det bedst mulige.
Jeg har ellers set, at de i de amerikanske delstater får hjælp til at tage medicinen, så der ikke går noget galt. De har det ikke bare liggende i skuffen.
Tror du, at vi får samme mulighed for at tage livet af os selv i Danmark indenfor de næste 50-100 år, som man kan på Dignitas i Schweiz?
Det grundlæggende princip er at der udskrives en recept på Pentobarbital (eller lignede midler), som kan afhentes på et apotek.
Derefter er der ikke så mange betingelser, men det er da ganske normalt at der er et ønske om en slags ceremoni hvor der tages afsked, og med ledsagelse fra en person som har overblik til at at styre at det bliver gjort rigtigt.
Det er usædvanligt at der ikke er en "sundhedsperson" til stede, fordi ønsket jo er at døden kan ske under velordnede vilkår. Der er ikke så mange der foretrækker at dø alene. Rent praktisk har de fleste, som bruger loven, i forvejen hjælp til at klare mange ting. Mange er fx allerede på hospice, med gode hjælpere.
Sundhedsmyndighederne i Oregon har en Frequently Asked Questions, About the Death With Dignity Act, hvorfra jeg kan citere:
Q: Must a physician be present at the time the medications are taken?
A: The law does not require the presence of a physician when a patient takes lethal medication. A physician may be present if a patient wishes it, as long as the physician does not administer the medication him/herself.
Talemåden "liggende i skuffen" var forresten valgt helt bevidst, fordi den dækker det grundlæggende med at medicinen bliver udleveret, men samtidig er lidt ubestemt omkring hvor skuffen er, og hvem der åbner den. Det behøver jo ikke lige være skuffen i natbordet...
Hjælp til at dø under en eller anden form tror jeg på at Danmark indfører i løbet af få årtier. Jeg er dog bange for at der ikke vælges den Schweiziske model, der har fokus på menneskerettigheder, og hvor staten ikke har brug for at blande sig. Selvmord er ikke en forbrydelse, og så skal det heller ikke være forbudt at hjælpe, så længe der ikke er rimelig grund til at betvivle motivernes renhed. Lovgivningen har en god formulering med at hjælp til selvmord kun er forbudt hvis hjælperen har egennyttige grunde.
Det er nok mere sandsynligt at det vil nærme sig modellen fra Holland, selv om det kan siges at denne i for høj grad gør det til en lægelig vurdering om og hvornår det sker. Jeg er ikke betænkelig ved hvordan lægerne i Holland agerer, men det er lidt tankevækkende at se at også hollændere er medlemmer af Dignitas, og får hjælp til at dø i Schweiz. Derudover sker det også at Hollændere må dø ved at sige nej til næring og væske. Der er åbenbart for mange for mange situationer hvor lægerne ikke handler efter patientens tarv.
Hvorfor tror du, at de indfører den hollandske model, men ikke den schweiziske?
Det danske politiske, administrative og juridiske system arbejder normalt ud fra et princip om regulering og styring. Hvis der skal gøres noget ved en problemstilling, sker det ved at indføre nye regler, der justerer på hvad der er tilladt eller forbudt - og især hvordan. Jeg ville foretrække at der i stedet var mere fokus på rettigheder, friheder og at give folk lov til at lave vurderinger.
Sagt på en anden måde, vil jeg desværre forvente at det vil blive gjort til en opgave indenfor rammerne af sundhedsvæsenet, i stedet for at indse at menneskerettighederne omkring privatlivets fred må indebære også at træffe valg omkring sin måde at dø på.
Selv om læger som fagpersoner kan være kompetente hjælpere, ser jeg ikke noget principielt behov for at en som hjælper omkring det praktiske med at et menneske afslutter sit liv, behøver have medicinsk uddannelse.
Desværre er det sjældent med lovgivning som sætter hensigten i centrum, i stedet for at se "objektive" (bevidstløse) regler som det bærende princip.
Men hvor meget bedre eller dårligere er den hollandske model i forhold til den schweiziske? Har psykisk syge ikke mulighed for aktiv dødshjælp i Holland? Det har de jo ikke i Schweiz. Hvis det er tilfældet, er der jo flere rettigheder i Holland end i Schweiz.
Og både den hollandske og den schweiziske model er jo hurtig og smertefri.
Den schweiziske form for dødshjælp har den fordel at den ikke opererer med en masse regler og konkrete afgrænsninger. En engelsk oversættelse af den relevante paragraf fra straffelovens §115 lyder:
"Inciting and assisting suicide: Any person who for selfish motives incites or assists another to commit or attempt to commit suicide shall, if that other person thereafter commits or attempts to commit suicide, be liable to a custodial sentence not exceeding five years or to a monetary penalty."
Set i forhold til denne paragraf er det centrale om den pågældende kan sige at være komptetent, altså med mental habitus til at at tage vare på sig selv. Dette udelukker ikke nogen på basis af at de regnes for "psykisk syge", men indebærer dog at vurderingen kan blive mere kompleks.
En helt særlig ting ved paragraffen sådan set alt det der ikke står i den. Læger har ingen særstatus i forhold til paragraffen, og der er ikke specifikke krav til hvordan en eventuel lægelig vurdering skal ske.
I princippet kan hvem som helst påberåbe sig straffrihed for at hjælpe med selvmord, når det kan godtgøres at der ikke er selviske motiver. Selv om Dignitas får en masse international omtale, er virkeligheden at politimæssig efterforskning af andre selvmord i Schweiz kan afsluttes hurtigt og forholdsvis uformelt, også når en hjælper fortæller om sin rolle. Dette bliver jo mest aktuelt for sager i familiekreds eller vennekreds. Men det er jo langt fra alle som har mod og sindsro til at være hjælper, så derfor sker det oftest via læger, Dignitas og Exit. En ulempe ved Schweiz er at der kun er relativt få læger som er villige til denne form for hjælp, og især er psykiatere fagligt disponeret for ikke at tiltro deres patienter evnen til rationelle og selvstændige beslutninger.
Fordelen ved Holland er at det er et mere moderne, det vil sige mindre katolsk land. Der er mange flere læger som er indstillet på at være med omkring dødshjælp. Det er også tilladt for lægen at udføre aktiv dødshjælp, altså give en dødbringende injektion, fx hvis patienten selv har svært ved at synke. Endvidere fører den større opmærksomhed på behovene til at grænserne flyttes, således at reglerne ikke er helt rigide.
Men det er stadig en lægelig vurdering først og fremmest, og derfor er der sager hvor Hollændere efter et nej i deres hjemland må rejse til Schweiz, og benytte sig af en lovgivning som er mere åben for vurdering og menneskerettigheder. Så der er tydeligvis mangler i rettighederne i Holland, i forhold til Schweiz.
For begge lande ville det være fremskridt at kombinere den Schweiziske lovgivning med Hollandske læger. Det er typisk samme medicin som bruges i begge lande, bortset fra at lægerne i Holland ikke nødvendigvis skal kræve at patienten selv kan indtage midlet.
Men er det ikke noget med, at psykisk syge kan få aktiv dødshjælp i Holland, mens det ikke er tilfældet i Schweiz?
Den schweiziske model forholder sig ikke til hvad årsagen til ønsket om selvmord er. Men en hjælper skal jo kunne overbevise om ikke at handle ud fra egennyttige interesser, hvilket gør det vigtigt at den som vil dø har mental habitus til en selvstændig og afklaret beslutning. Dette kan være en kompleks afvejning, især når baggrunden relaterer sig til en psykiatrisk diagnose, og vil i princippet indebære at psykiateren "giver op", omkring at kunne hjælpe med at få det bedre. Muligvis er der også lægefaglige reguleringer omkring en en psykiaters muligheder for at disponere her; så godt er jeg heller ikke inde i alle detaljer.
Forskellen er sådan set udelukkende om det er til at få fat på en psykiater som kan og vil være med til at give en patient, under sit fagområde, lov til at dø. Det har Dignitas ikke kunnet, og derfor kan de ikke hjælpe denne gruppe. Andre læger må henvise til specialisten (en psykiater), når der er brug for vurderinger udenfor deres muligheder i almen praksis.
Lad mig tilføje at både den Schweiziske højesteret, og menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg, har afsagt domme til fordel for at Schweiz ikke må diskriminere til skade for psykisk syge, ved på forhånd at nægte adgang til de rettigheder som andre borgere har.
> Schweiz: Selvmord er en menneskeret
> Selvmord som menneskeret, men kun som selvhjælp
Det ændrer dog ikke på spørgsmålet om at finde en psykiater som er villig til at udvise respekt for denne gruppe patienter, omkring muligheden for at få hjælp til at dø. At det i princippet er tilladt, hjælper jo ikke dem som står med smerten her og nu.
De har bare ikke kunnet finde en psykiater i Schweiz.
Åbenbart ikke. Fra Dignitas FAQ:
Q: I suffer from a mental illness and/or psychological problems. Can Dignitas arrange an accompanied suicide for me?
A: No. The Swiss law and Swiss psychiatrists are not yet sufficiently positive on this.
Kirkerne står (endnu) relativt stærkt i Schweiz, og de er traditionelt meget fordømmende omkring selvmord. Og som allerede nævnt kan en del af modstanden fra psykiaterne tænkes at skyldes noget lovmæssigt, omkring de rammer som sundshedslovgivningen afstikker for lægers virke. Måske kan det også spille ind at lige netop psykiatere rutinemæssigt arbejder ud fra at det er uden betydning hvad patienten mener og ønsker, og at psykiateren egenrådigt skal bestemme over behandlingen, om "nødvendigt" gennem tvang.
Fagligt kan det også være "ubekvemt" at give patienten mulighed for at sige "Jeg vil hellere dø, når du ikke kan hjælpe mig". Så er det måske "behageligere" at holde på at eventuelle dødsønsker fra patienten automatisk er udtryk for behandlingskrævende vrangforestillinger. Déformation professionnelle.
Jeg synes, at det er hamrende uretfærdigt og forkert, at det skal koste 100.000 kr. at gå til Dignitas, og at man selv skal diske op med alle pengene. I stedet for, at det danske hospitalsvæsen fortsætter med at behandle en, kunne de passende sende pengene til Dignitas, som de ville bruge på behandling, konsultationer og så videre.
Hvad er den hyppigste dødsårsag på verdensplan og i Danmark?
Aktiv dødshjælp og penge i samme argument er desværre noget som virkelig kan blokere for debat. Der er en nærmest religiøs tro på at det bliver bedre af at være dyrere, men at muligheden for at spare penge vil forlede "systemet" til ondskab. Her pression og aflivninger.
Det ville forenkle tingene hvis dem i den "palliative situation" kunne slippe for at tænke på økonomi, både egen eller samfundets, men kæden hopper af når egen økonomiske uformåen fører til at samfundet i stedet bruger mange flere penge på at lade som om døden ikke ville være den mest menneskelige palliative behandling. Samtidig med at patienten bare gerne vil dø, men må se på at pengene i stedet går til at trække en uønsket livsrest i langdrag. Surt!
Det "sjove" er så at et nærmere kik på de økonomiske konsekvenser af aktiv dødshjælp, fører til en umiddelbart set paradoksal konklusion. Der kan ikke spares penge af betydning på dem som får lov til at slippe for en ubærlig livsrest, til gengæld mener jeg at der kan spares mange penge på dem som egentlig bare vil leve og have det så godt som muligt indtil døden kommer som en "overraskelse".
Pointen er det at have aktiv dødshjælp som tænkbar valgmulighed vil fremme at tænke over hvordan den sidste tid mod døden skal forløbe. Holde op med at fornægte døden som en fjende, men indse at den er et livsvilkår, og at det ikke er et gode at lade livsresten blive fyldt op af intensive og ekstreme forsøg på behandling. Et hospice er ikke en specielt kostbar måde at være indlagt (det er nærmest billigt), og kan da meget ofte gennem god palliativ behandling give et meget bedre liv, sammenlignet med en kostbar indlæggelse på intensiv-afdeling på et normalt hospital.
> Sparer aktiv dødshjælp penge?
Den hyppigste dødsårdag er hjerte- og karsygdomme. Det gælder både på verdensplan (Wikipedia har en statistik, List of causes of death by rate), og i lille Danmark (Danmarks Statistik har tallene i Statistikbanken, DOD1: Døde efter køn, alder og dødsårsag). Kræft er på andenpladsen.
Selvmord ligger et stykke nede, men er dog omkring 1.5% af dødsfaldene. Set i denne sammenhænge er det illustrativt at se at det er misvisende når medierne igen og igen fokuserer på selvmord som en problemstilling blandt unge. Der er langt flere selvmord blandt midaldrende og ældre. En ikke ringe del af disse må være i forbindelse med alvorlige sygdomme, altså "selvadministreret aktiv dødshjælp".
Når samfundet siger nej, er der mange som gør det selv, mens de endnu har mentale og fysiske kræfter til det. De kunne få et længere liv med muligheden for aktiv dødshjælp.
> Aktiv dødshjælp giver længere levetid
For nu at være lidt ubehagelig, må jeg så minde om at der må være rigtig mange som tænker på selvmord, men må indset at det er "for sent" at kunne arrangere det selv. Er dette et gode for nogen? Jeg tror ikke at ret mange har det godt med tanken om at denne stemning præger livets afslutning.
Det er ganske almindelig at social- og sundhedshjælpere i deres arbejde støder på både selvmord, selvmordsforsøg, konkrete selvmordstanker, og anmodninger om hjælp til selvmord.
> Sosu arbejdsmiljø-problem: Ældre-selvmord
Her kan de jo ikke hjælpe, men det må påvirke arbejdsglæden en del, når de går med viden om at mange hellere ville dø, end have den hjælp som de travle SOSU'er har mulighed for at give.
Jeg troede, at der var flere, der døde af sult.
Når underernærede mennesker dør, er det det typisk sådan at sult ikke er den direkte dødsårsag. Dødens indtræden skyldes snarere ting som infektionssygdomme, parasitter, HIV/AIDS, diarré, tuberkulose eller malaria. Hvis kroppen var i "god foderstand", ville den have flere ressourcer til at modstå sygdommen, og dermed ofte bedre muligheder for behandling. Hvad er den "rigtige" dødsårsag hvis et lille underernæret barn har alvorlig diarré ved sin død?
Wikipedia artiklen kommer netop ind på underernæring og fejlernæring som underliggende årsag:
Malnutrition as an underlying cause
Hunger and poor nutrition, directly or as an underlying cause for the fatal diseases listed above, causes 36 million deaths per year accounting for more than 1 death each second on average. Statistically, a child under five dies every 5 seconds on average as a direct or indirect result of poor nutrition. This is 6 million children per year, more than half of all child deaths.
Det kan da siges at hvis alle dødsfald blandt mennesker med manglende eller dårlig ernæring regnedes for "at dø af sult", ville denne meget blandede gruppe sygdomme ligge langt over hjerte/kar-sygdommene, på verdensplan, med hele 62% af dødsfaldene.
Forresten - når jeg skrev om kræft "på andenpladsen", var det i Danmark. På verdensplan ligger infektioner/parasitter over kræft, som dødsårsag. Det skyldes til dels at jo længere mennesker lever, jo større er risikoen for kræft - der netop især ses blandt ældre. Kræft er samfundsmæssigt set et sundhedstegn, forstået på den måde at det siger en del når mennesker har undgået/overlevet de andre sygdomme længe nok til at kræftsvulster kan nå at udvikle sig.
Tror du, at vi en dag vil kunne komme til at leve evigt?
Tror du, at vi vil kunne komme til at leve 500 år om blot få årtier?
Tror du, at kræft og hjerte-kar-sygdomme en dag vil være en saga blot?
Evigt liv? Forhåbentlig ikke. Det ville være katastrofalt.
Det fører nok for lagt væk fra emnet at forfølge denne tangent på dette blog indlæg, men det var faktisk et emne som jeg alligevel tænkte på at tage op, indenfor overskuelig fremtid.
Tilsvarende med det medicinske, men meget kort kan jeg sige at der da nok vil blivet fundet veje til at forlænge alderdommen endnu mere, men næppe noget voldsomt gennembrud. Konsekvensen er øget behov for at give mennesker lov til at sige "farvel og tak". Livet er ikke et medicinsk/teknologisk spørgsmål.
Hvorfor er evigt liv katastrofalt?
Vil du ikke leve så længe, du kan?
Det evige livs ulykke er jo så hvad jeg tænker på at tage op i et separat blog indlæg, i stedet for at køre det som tangent her.
Bare helt i orden.
Tror du, at vi for fremtiden vil se mennesker dø ufrivilligt af sult i Danmark? Lad os sige om 50-100 år.
Hvad det "at dø af sult" angår, er der en del overvejelser i et andet blog indlæg, og ikke mindst i nogle af de sidste kommentarer fra min side:
> Er det slemt at dø af sult og tørst?
Meget kort går jeg ikke ud fra at Danmark begynder at få et problem med sult, forstået som at mennesker ikke kan få deres trang til næring opfyldt. Men jeg kunne, måske lidt naivt, håbe på at der vil blive færre mennesker som æder sig ihjel.
Er det ikke ligegyldigt, om folk æder, drikker, ryger eller stener sig ihjel foran tv'et, hvis blot de gør det på et oplyst grundlag?
Det var da godt nok en yderst hypotetisk forudsætning, på et område hvor der systematisk og konstant spredes misinformation.
Hvad mener du?
Synes du, det var forkert af hr. Rasmussens familie og venner at prøve at tale ham fra sit selvmord?
Området "sundhed" er helt åbenlyst domineret af stærkt ideologiske budskaber, ofte med karakter af ortoreksi eller nærmest religiøsitet. Det gør det urealistisk for "folk flest" at have et "oplyst grundlag", når mediebilledet mere lægger op til at vælge sin personlige trosretning, sin foretrukne sundhedsapostel, og tro blindt på dennes evangelium.
Tilstedeværelsen af forholdsvis seriøs information ændrer ikke på dette, når medierne reducerer forsøg på saglighed til at være "kedeligt", mens de gladeligt giver masser af sendetid til hvem som helst der, uden fagligt grundlag, kommer med næste udgave af "den eneste sande måde at spise på".
Rigtigt eller forkert er, for mig at se, ikke nyttige spørgmål at stille omkring de overtalesforsøg, som Kjeld Rasmussen blev mødt med. Mere nyttige spørgsmål ville være om det var klogt eller dumt? Kærligt eller ufølsomt? Hjælpsomt eller afvisende? Om de måske blot reagerede ud fra deres egen vage angst for døden? Min holdning skulle ikke være svær at gætte.
Dumt er måske nok et lidt vel skarpt ord, det kunne også være noget med uigennemtænkt, naivt eller urealistisk. "De finder måske en kur. Vent og se om du ikke får det bedre". Lægerne var ikke bare i nærheden af en kur, og Kjeld Rasmussen havde allerede ventet i mange år, mens det kun gik én vej. Tilbage. Veninden som er sygeplejerske, snakkede grundigt udenom ved at fremhæve det danske sundhedssystem som godt. Jeg tror såmænd ikke at Kjeld Rasmussen var uenig i dette, men der kan være meget langt fra "godt" til "godt nok", når de ikke kunne give ham en hjælp til at gøre livet til noget ønskværdigt. Hvis de kunne udrette mirakler, var sagen måske en anden. Men det kan de jo ikke. De kan højst gøre deres bedste.
Ufølsomt er måske heller ikke helt politisk korrekt at sige, men "vennerne" var åbenbart slet ikke indstillet på at komme Kjeld i møde, når hans følelser og livssituation var at livet ikke var noget ønskværdigt. Måske havde han bedre kunnet bære sit liv ved at møde mere forståelse for sine tanker om at tage nødudgangen. Men han blev, reelt set, mødt med afvisning.
"Det store netværk" fra gamle dage faldt bort, da Kjeld Rasmussen ikke længere fandt fornøjelse ved værtshuse, mad, musik, kvinder og sprut. Han kunne jo ikke længere, og havde sådan set ikke ret mange "rigtige venner".
Som Jodle Birge synger:
Ved du hvad det er man kalder rigtige venner
det er dem som stiller op hvis alt går galt
de går ikke efter rigdom eller status,
følger dig i med- og modgang overalt.
Jeg vil sige at vennernes reaktion ikke var "rigtigt", men jeg vil ikke fælde den moralske dom der ligger i ordet "forkert". De var vel bare begrænset af deres egen angst for døden, og kunne ikke tale meningsfuldt om emnet.
Det var da lidt mærkeligt, at lægen ikke ville give sine ord på patientens tilstand, mens psykiateren ikke tøvede.
Jeg undrer mig også over, at alle de piller, han var på, ikke fjernede hans smerter.
Psykiateren blev vel konsulteret med en specifik opgave: Skrive en erklæring på om Kjeld Rasmussen havde psykisk habitus til rationelt at kunne tage vare på sine interesser, altså var "beslutningsdygtig". Jeg ved ikke om vedkommende fik at vide hvad denne lægeerklæring skulle bruges til, men i princippet skulle dette ikke påvirke den faglige vurdering. Om han/hun i den praktiske virkelighed ville lade fagligheden påvirke af moralske dogmer, kan jeg ikke tage stilling til.
Kjelds neurolog og egen læge vil jeg regne for hyklere, når de på paternalistisk vis vil bestemme over patientens planer. Det er irrationelt sludder at tale om "at underskrive hans dødsdom", eller at det ville være "at slå patienten ihjel". Fagligt var det måske heller ikke rart at få sin begrænsede formåen markeret så kraftigt, men....
Lægerne kan ikke behandle alt. Især når smerterne udspringer fra nervesystemet, kan det være meget svært at dulme dem. Det må dog siges at en ikke ringe del af smerten kan have været den psykiske side, når Kjeld Rasmussen nødvendigvis måtte filosofere over sit liv, sine muligheder, og udsigterne for sin fremtid. Fysiske smerter gnaver meget hårdere, når de ikke kan mødes med håb om at det kan overstås. Altså ud over ved at dø.
En kommentar til det med vennernes holdning.
Deres holdning som ikke støttede ham i ønsket om at tage sit eget liv behøver altså ikke være hverken udtryk for angst, naivitet, dumhed eller ufølsomhed. Tværtimod. Jeg husker heller ikke Kjeld Rasmussen i artiklen giver udtryk for at han føler sig svigtet af sine venner? De har et andet syn på den situation - som ingen ved noget om og som heller ingen nu nogen sinde vil komme til at kende - nemlig hvordan ville lidelsen som sygdommen afstedkommer blive. Eftersom det er Kjeld der står foran den lidelse er det selvfølgelig ham som må afgøre hvad han vil, men hans valg kan også ses som et udtryk for angst og uvidenhed. Det kan vi ikke vide.
Jeg kan ikke huske om han beder nogen af sine venner tage med på den sidste rejse? Men man kan selvfølgelig godt mene, at en god ven ville tage med, selv om vedkommende var imod beslutningen, men mit indtryk af Kjeld på baggrund af artiklen er, at han lidt var sådan en der faktisk holdt folk lidt på afstand og som en syg kat helst ville være i fred. At evne nærhed var måske ikke hans stærkeste side og det kan også være en god grund til ikke at kunne overgive sig til lidelsen, for der vil nærhed og afhængighed bliver aktuelt for fuld skrald. Lidelse er et negativt ord - intet god ved det, rent sprogligt - men mange mennesker har oplevet ekstrem livsintensitet, skønhed, kærlighed og nærvær i forbindelse med en lidelsesfuld afslutning på livet. Og det er ikke romantik, det er mange menneskers erfaring. Men det var ikke Kjelds erfaring med hans mors sygdomsforløb, og det fortæller han jo om, har betydning for hans holdning.
Min pointe er, at lige så vel som man ikke kan andet end at respektere Kelds beslutning, lige så vel må man respektere hans venners standpunkt.
Vennernes modstand mod tanken om at vælge døden er ikke hvad der får mig til at gå i rette med dem. Det at være filosofisk uenig i en sådan beslutning er der ikke noget galt i. Fair nok, her er vi vist ganske enige.
Når jeg vælger at finde de "mindre rosende" ord frem er det ikke en reaktion på uenigheden, men på at bruge en argumentation som "De finder måske en kur. Vent og se om du ikke får det bedre". Her mener jeg at ord som "uigennemtænkt, naivt eller urealistisk" er ganske rammende, og ikke utilbørligt negative. De møder en meget syg mand med virkelighedsfjern snakken udenom. Som et barn der skal afledes fra den barske virkelighed. Er det ikke ufølsomhed?
Selv om det da er principielt umuligt at kende fremtiden med 100% sikkerhed, vil jeg sige at Kjeld Rasmussen havde et særdeles solidt grundlag for at forvente at det bare ville blive værre og værre, år for år.
Det havde være mere reelt af vennerne at mene at Kjeld altså var nødt til at finde ud af at leve med det, og måske støtte ham. Dette var sådan set lægens melding, hvor den helt personlige erfaring og filosofi ledte Kjeld til en konklusion om at det ikke var noget for ham. Uenighed er der ikke noget galt i, men den holder altså ikke at prøve at overbevise gennem argumenter uden substans.
Faktisk tænkte jeg på om jeg skulle bruge ordet "svigte" om vennernes reaktion, men blev enig med mig selv om at det ville være forkert. Mennesker udvikler sig i forskellig retning, og glider fra hinanden. Det er såmænd ganske normalt, når deres livssituation bliver meget forskellige. Her er der ikke brug for at lægge en "skyld" på den ene eller anden side.
Vennerne havde jo heller ikke en slags forpligtelse, var ikke blandt dem som "stiller op hvis alt går galt", men du har jo helt ret i at det med "nærhed" må være gensidigt, og ikke Kjelds stærke side. Jeg tror slet ikke at han spurgte om ledsagelse, det var vel ligesom ikke aktuelt. Hans beklagelse gik i min udlægning mere på at han egentlig ville ønske at han havde haft nogen (familie) at kunne spørge. Men nej. Sådan er livet, også.
Kjeld sagde i interviewet, om ledsagelsen fra Flemming Schollaart:
”Og så ledsager han mig derhen. Han er ikke det nære familiemedlem, jeg ønsker mig. Men når det ikke kan være anderledes.”
Han virker en smule fatalistisk, og bebrejder ikke nogen, højst lidt sig selv.
Filosofisk er vi enige om at lidelse ikke som sådan behøver være noget der hindrer også at have noget godt og værdifuldt i livet. Hvis det nu var lykkedes for Kjeld Rasmussen at finde ud af at lege "far, mor og børn", havde der sandsynligvis være basis for en helt anden nærhed omkring ham, og mere grund til at tage lidelse med i købet, i det mindste et stykke tid endnu. Så kunne den psykiske side af lidelsen meget vel have været en hel del mindre. Denne stemning synes jeg præger interviewet.
Jeg har såmænd respekt for vennernes standpunkt (i den udstrækning det måtte være gennemtænkt), men ikke for at komme med tomme klichéer. Men det er da en almindelig (og forståelig) reaktion når det der med døden kan være noget grusomt svært noget at snakke om. Og så havde Kjeld måske ikke så meget anledning til at snakke mere med dem, eller prøve at overbevise dem om grundlaget for sin beslutning.
Fra interviewet:
”Jeg bliver misundelig, når jeg ser alle de raske mennesker. Når man er ung, tror man, at man er udødelig. Jeg ville gerne have haft en god familie, nogen at komme hjem til. Men det kan ikke hjælpe noget at ærgre sig.”
Han giver ikke andre ansvaret for at det gik som det gik. Også her er han udpræget realist. Eller rettere: var.
Det var da heldigt, at Kjeld havde de 100.000 kr. Ellers havde han været på den.
Lige nu tænker jeg bare på de mange mennesker rundt omkring, som ikke har 100.000 kr., men som er i samme situation som ham.
Aktiv dødshjælp har jo desværre social slagside, når kun dem med økonomi til det, kan kalkulere med kompetent hjælp til at forlade livet i god ro og orden. Kjeld Rasmussen kunne sådan set have betalt sig fra mange andre måder at få hjælp på, eller forsøg. Men hvor skulle han gå hen?
Ganske vist arvede han penge fra sin far, men gennem nogle år som syg (med lave udgifter), tror jeg såmænd at han slet ikke havde svært ved at få sygedagpenge og førtidspension til at slå til. Mit spekulative gæt er at han sparede penge op, i kraft af at hans liv ændrede sig til at være ret spartansk. Så mon ikke han kunne lade være med at bruge af arven fra sin far? Der gik jo også lang tid før han endelig kunne tage enkeltbilletten.
Et tankeeksperiment kunne være at stille et spørgsmål til syge på førtidspension, plejetilbud og hospitalernes lange rækker af nærmest døende, på de medicinske afdelinger. Ville du hellere have muligheden for at sige stop? Selvfølgelig skulle det være gennemtænkt og alt det der, men det skulle ikke være en lægelig vurdering af om de allerede var "tæt nok" på at dø. Jeg vil bestemt forvente at et stort flertal ikke ville set det som noget aktuelt behov, men at ikke så få af disse måske alligevel synes at det ville være en rar forsikring at have i baghånden.
Tilsvarende er min forventning at mere end blot nogle få ville være "ganske interesserede", og ønske at få "billetten" udleveret. Måske ikke for at skynde sig at "rejse", men de ville ikke længere føle sig fanget.
Og så ville "systemet" få en lidt ubehagelig opgave. Hvad kan der gøres for at klienterne føler at de får hjælp nok til at livet bliver ønskværdigt? Kan der gøres så meget? Her tænker jeg ikke primært i økonomiske rammer (selv om det også kunne blive en faktor), men mere i stil med Kjeld Rasmussen. Han havde selv penge til at kunne købe sig til anden form for hjælp.
Der er bare tilfælde hvor dem som gerne vil hjælpe, må erkende at mulighederne er begrænsede. Selv om de er dygtige, kan de ikke altid nå deres idealer.
Det er livets vilkår. Tør samfundet indrømme dette?
100.000 kr. er RIGTIG mange penge. Og det er de færreste eneboende folk på sygedagpenge og førtidspension, der kan diske op med et sådan beløb.
Hundrede tusinde kroner er ganske rigtigt noget som få førtidspensionister lige kan diske op med. Det hænger jo sammen med at de normalt bruger pengene løbende, hvor en del aktiviteter afpasses efter hvad der er tilbage på kontoen.
Men Kjeld orkede ikke være aktiv. Han havde haft en lille billig lejlighed i mange år. Ingen dyre vaner. Ingen familie. Mad fra kommunen, plus lidt rugbrød og pålæg. Som storforbruger af medicin, må han have haft medicinkort med tilskud. Især en lav husleje kan have givet penge til overs.
Hvis han havde haft overskud til at kunne bruge penge, havde han næppe haft brug for at søge døden. En ironi med førtidspension er at udbetalingen stiger ved høj grad af invaliditet. Det er slet ikke usandsynligt at der var overskud i hans budget, til have en løbende opsparing.
Og det er altså at stramme den at mene at 100.000 kr. er rigtig mange penge. Det svarer til en billig bil.
Førtidspension stiger ikke længere ved højere invaliditet. Alle får en fast ydelse.
Og du kan jo ikke låne 100.000 kr. til et selvmord. Man kan derimod låne til en bil.
Førtidspensions stramninger har medført muligheden for at nogle i stedet bliver hængende i kontanthjælp, og dér bliver plaget med "arbejdsprøvninger". Da dette næppe sker med nogen der meget tydeligt ikke kan noget, er der reelt stadig en gradsafhængighed i ydelserne til nogen som ikke kan komme tilbage til arbejdsmarkedet.
Grundsatsen (før individuelle reguleringer op eller ned) ser ud til at være kr. 17.348 pr. måned. Hvis vi herfra trækker skat og de helt faste udgifter (såsom en billig husleje) bliver der nemt nogle tusinde at leve for. For en med etableret bolig, billige vaner, ingen luksus som ferier og natteliv, samt begrænset slid på tøjet (der holder længe), er det slet ikke urealistisk at de daglige udgifter ligger på et så lavt niveau, at der er en del luft til at spare op. Du skal jo huske at Kjeld Rasmussen var for syg til at have et forbrug ud over det mest basale.
Argumentet omkring at låne penge bliver dermed uden betydning. Sagen er at hvis nogen skal låne penge, skal de kunne redegøre for at de kan betale lånet tilbage, med renter og rentes rente. Det vil sige at der skal være mulighed for overskud på det månedlige budget. Samme overskud som kan bruges til opsparing, og det giver efter et stykke tid flere penge end et tilsvarende lån, fordi der jo ikke er udgifter til renter og gebyrer.
Det at optage lån er blot af få en sum penge til rådighed lidt tidligere, på bekostning af at økonomien bagefter bliver dårligere. Det kan siges at lånets håndfaste krav om tilbagebetaling kan være mere motiverende omkring ikke "at pjatte pengene væk", sammenlignet med en mere frivillig opsparing.
Atter engang må jeg dog minde om at Kjeld Rasmussen sikkert havde fortsat med at leve, hvis han havde orket at "pjatte pengene væk". Den "frivillige opsparing" var sådan set tvunget af omstændighederne.
Du kender jo ikke hans udgiftsniveau. Og medicin er også hamrende dyrt, selvom du får tilskud.
Billig husleje, og lave udgifter, fremgår klart af artiklen i Kristeligt Dagblad. Har du læst den?
Den eneste "aktivitet" han kunne var at gå til passivitet på et såkaldt aktivitetscenter, men det blev for trist. Den "eneste last" han havde tilbage var kaffefløde og sukker i kaffen. Aktiviteter som svømning og sauna var droppet. Kroppen kunne ikke mere. Nej, jeg har selvfølgelig ikke set hans budget, men af artiklen fremgår det med stor klarhed at der var små udgifter.
Hvad medicin angår, antager jeg at udgiften kom over kr. 3.180 om året. Så er der 85% tilskud, hvorefter et par hundrede kroner om måneden rækker ganske langt. Til kronisk syge, som Kjeld Rasmussen, kan lægen søge om tilskud på 100%, for den egenbetaling som måtte ligge over kr. 3.710 om året. Kort sagt ser det ud til at han højst har betalt kr. 309 om måneden her. Snarere mindre. Medicin til kronisk syge kan aldrig blive "hamrende dyrt", når der er tilskud.
Når jeg konkluderede at han har kunnet spare op, var det ikke blot tomme påstande. Det var en velbegrundet udlægning af omstændighederne.
Men du ved intet om, hvad han havde udbetalt, og de eksakte udgifter kender du heller ikke til.
Uden seriøs argumentation vil jeg foreslå dig at stoppe. Du kan jo ikke pege på at der skulle være mere end ganske beskedne udgifter i dagligdagen. Det her handler ikke om eksakte tal, men om en rimelighedsvurdering af pension kontra lave udgifter. Sagen er klar.
Men er der ikke noget med, at der ikke er varighedsbegrænsning på sygedagpenge, hvis man er kroniker? Og at de får det samme som på førtidspension?
Varighedsgrænse sygedagpenge fungerer ganske glimrende som Google søgeord, og bekræfter at der er en grænse på 52 uger indenfor 18 måneder, hvilket jo ofte strækkes ud hvis der dog er arbejdsperioder ind imellem. Men sygdomssituationen (kroniker og progressiv) for Kjeld Rasmussen var så alvorlig, at processen med at få tildelt førtidspension næppe kan have været langtrukken. Det "hjælper" med en meget klar lægegerklæring, og jeg har hørt noget om at sjældne sygdomme møder "mindre modstand" i processen.
Kort sagt var han befriet fra at økonomien skulle være et problem, også uden at skulle leve af sin formue. Det kan kaldes trist når heller ikke penge kan give glæder i livet, ud over en civiliseret afslutning.
Send en kommentar