Hanne Schollaart på 69 var uhelbredeligt syg af ondartet livmoderkræft. Gennem 8 måneder var alt afprøvet. Hvis hun fik mere end de tre gange kemoterapi, ville hun dø af den. Ingen tvivl om at hun ikke kunne leve længe endnu. Lægen kom dagligt i flere måneder. Hendes lidelser handlede ikke blot om smerter, men også om ikke at have mulighed for at kæmpe for andet og mere end blot at overleve.
I nogle uger var hun stille og indadvendt. Kom frem til en meget afklaret tanke. Hun kunne godt tænke sig at modtage aktiv dødshjælp. Hun nærmede sig sin grænse for hvor langt hun skulle trække det ud. Hendes læge tog en del samtaler med hende. Ønsket om at få lov til at dø var tydeligvis frivilligt og velovervejet. En læge mere kom på banen, og tog en dag sammen med Hanne. Efter undersøgelser og samtaler var det klart at der ikke var nogen anden rimelig løsning.
»Nu er hun rejst,« sagde lægen til Hannes fem børn, der stod rundt om sengen, uden at røre på sig. De fire døtre og en søn forstod og anerkendte fuld ud deres mors valg. De så hende få en smuk og værdig død. Selvfølgelig sørgede de over deres mors sygdom og død. Men de havde også passet hende, og fulgt tæt med i hvordan hendes liv ikke længere var noget liv. Der var tid til at give slip.
Hanne Schollaart var heldig med at hun det meste af sit liv havde boet i Holland (Ede), hvor det er tilladt at få aktiv dødshjælp, eutanasi. Intet behøvede at foregå i det skjulte. Intet behov for mindre sikre gør-det-selv metoder. Hanne kunne være helt tryg. Det gav hende ro den sidste tid, at hun vidste at hun ikke ville være tvunget til at lide en langsom og sej død. At hun også kunne få lægehjælp når behovet blev at dø.
Sønnen, Flemming Schollaart, bor i Danmark. Han er formand for Landsforeningen En Værdig Død, der går ind for at vi indfører aktiv dødshjælp efter den hollandske model. Han har set at den fungerede rigtig godt. Accepterede hendes beslutning. I går blev han interviewet i Aftenshowet, og fortalte om forløbet. For tre år siden blev det også refereret i en avisartikel.
- Berlingske: Til døden os skiller
- DR Aftenshowet: En værdig død
- Århus Stiftstidende: Forening vil gøre aktiv dødshjælp lovlig
For mit vedkommende er min holdning til den hollandske model (der har dannet grundlag for tilsvarende ordninger i Belgien og senest Luxembourg) lidt blandet. På den ene side hjælper den mange mennesker med at få en bedre død end ellers. Både gennem aktiv dødshjælp, men i høj grad også gennem at de ved at de har en "nødudgang". Det giver mere ro til at udholde sygdommen, og rigtig mange dør uden at det bliver ubærligt. Uden at få behov for dødshjælp.
På den anden side, er jeg principielt uenig i at døden er en sag for sundhedssystemet. At det er læger der afgør hvem der kan få lov til at dø, og hvad der skal til for at lidelser er ubærlige. Lægernes opgave er at hjælpe, primært med at behandle sygdomme. Det er jo deres fag. Tilsvarende er det også udmærket at læger kan hjælpe med at dø, når det bliver til det bedste. De har adgang til egnede midler, og faglig basis for at vurdere om der kan være problemer med at bruge dem.
Jeg synes blot ikke at det skal være lægens afgørelse om døden kan bevilges.
Jeg synes heller ikke om noget i retning af "dødshjælp på anmodning". Lægen skal ikke være forpligtet til at deltage, hvad enten grundene er faglige, filosofiske eller religiøse. Det bør være tilladt at mennesker handler med fornuft og følelser omkring hvordan livets afslutning foregår.
Nyere opslag
Opslag
8 comments:
Det med at få ro til at udholde
sygdommen gør, at jeg ville ønske,
at Danmark som minimum havde den
Hollandske model.
Tak for din blog :)
Ja, den med at få muligheden for at kunne sige "nu", kan jo også ligefrem være livsforlængende. Det er jo ikke helt sjældent at sygdomsramte eller ældre sørger for at afslutte deres liv mens de endnu har fysiske og mentale kræfter til at kunne genneføre et selvmord, uden at gøre andre strafbare.
Med respekt for et ønske om at få hjælp til at dø, kunne de leve længere, og undgå den belastning et selvmord alt for ofte er for pårørende og andre.
Og selv tak :-)
"På den anden side, er jeg principielt uenig i at døden er en sag for sundhedssystemet."
Nemli'. Lige så lidt, som alle andre af livets eksistentielle facetter er sager for sundhedssystemet.
På den anden side er det netop til sundhedssystemet at folk flest går, når den ene eller anden slags eksistentiel krise strammer til. Det er jo så fordi der er mange ting som de har lovgivningsmæssig monopol på, og der ikke står så mange andre klar til at komme på banen.
Der er jo desværre generelt ret lav respekt for dem som selv påtager sig et ansvar for at selv vælge deres løsning, men har brug for opbakning. Når de nominerede eksperter siger ét, gives der ikke plads til andet.
Eksperter - det er jo netop det som gør hele diskussionen i bla Danmark så besynderlig.
For læger er ikke eksperter i at træffe beslutninger på andre folks vegne og de er ikke eksperter i aktiv dødshjælp.
De er eksperter i at behandle og til tider kurere syge, ikke andet.
Hvorfor hele ideen om at læger skulle have mere at skulle have sagt omkring aktiv dødshjælps fordele og ulemper i bedste fald skyldes en misforståelse og i værste fald en helt horribel forestilling om at læger i al almindelighed er bedre og klogere mennesker end hr og fru jensen.
At træffe beslutninger på andres vegne, er sjovt nok alligevel noget af det lægerne gør ofte. Og alt for mange drager et lettelsens suk ved tanken om at kunne skubbe ansvaret over på lægerne.
F.eks. ved terminal sygdom, hvor både læger og pårørende kan se at det bedste er at få lukket og slukket. Kun lægerne har i det hele taget lov til at træffe beslutningen, selv om de da ofte gør det i samråd med pårørende. Men. Jeg har læst om sager hvor netop de pårørende var meget lettede over ikke at forventedes at beslutte noget, ikke forventedes at påtage sig ansvar.
Rent praktisk er det "lykkedes" lægerne at få det meste debat omkring aktiv dødshjælp til at gå ud fra en definition der gør aktiv dødshjælp til en "behandling" der kun kan overvejes når alt andet svigter. Men som behandling er det dermed lægernes gebet. Lægefagsmæssigt er det også helt på tværs med tanken om patienter der hellere vil dø end gennemgå komplicerede og kostbare behandlinger.
Det primære problem ved at se dødshjælp som en speciel slags behandling, er behovet for at regelsætte denne, så det "entydigt" kan afgøres om det er den korrekte behandling. Og så har patientens subjektive tanker om sig selv kun ret begrænset vægt. Lægerne kan jo virkelig ikke overlade mere til patienten end at vælge mellem de muligheder som lægerne finder det betimeligt at tilbyde. Eller fravælge.
Så jeg mener jo ikke at det skal være lægens ansvar om det er den "korrekte behandling"; det vigtigste er at der ikke bør kunne være tvivl om at det er noget som patienten beslutter mens hun eller han har det så godt som praktisk muligt.
"At træffe beslutninger på andres vegne, er sjovt nok alligevel noget af det lægerne gør ofte"
Det var såmænd også med et skævt smil på læberne at jeg skrev den sidste kommentar - for jeg ved desværre alt for godt at lægerne gerne træffer beslutninger på andres vegne - men det er jo ikke ensbetydende med at jeg hverken synes at de kan, skal eller bør....
Og et spørgsmål....
Hvis aktiv dødshjælp er behandling må den logiske slutning være at døden er helbredelsen - så hvorfor vil lægerne ikke helbrede deres patienter? ;-)
Min egentlige pointe var jo så også mere den med at det typisk er både velkomment og direkte forventet at lægen træffer beslutninger på andres vegne, både patienternes og de pårørendes.
Under en diskussion sagde en lægestuderende engang noget i retning af: "Jamen, sagen er jo at vi som læger rent faktisk ved bedre, patienterne har jo ikke overblik". Jeg fornemmede at det var en del af uddannelsen.
Jeg kommer til at tænke på at læger i Califorien kraftigt protesterede imod at de skulle pålægges at informere terminale patienterne om valgmuligheder omkring livsafslutning. Ting som hospice eller livstestamenter. Afvisning af livsforlængende behandling, eller fortsættelse af behandling samtidig med dødspleje. Målrettet (men ikke-helbredende) behandling af smerter og symptomer. Terminal sedering eller fremskyndelse af døden ved at sige nej til væske og næring.
De var bekymrede for at overvælde patienterne, eller at de måske ligefrem ville vælge en kortere vej til døden, og dermed forhindre hospitalerne i at tjene rigtig, rigtig mange penge på langvarig behandling.
Lægerne ville hellere blot gøre hvad de nu synes var "passende" behandling. Og risikoen for retssager gør at "passende" nærmest automatisk forstås som det der udskyder døden så længe som muligt. En lidt amputeret version af loven blev vedtaget.
Og jeg er bange for at den med at se dødshjælp som en behandling mere fører til at det bliver en afslutning der først kan bruges når der ikke er mere "interessante" muligheder at forsøge sig med.
Selvfølgelig er der rigtig mange læger som ikke helt svarer til det lidt kyniske rids som jeg bruger her. Det går heller ikke på den enkelte læge, mere den dynamik der ligger i at en organisation, f.eks. et hospital, har som implicit mål at blive så stort som det kan lade sig gøre at få økonomi til. Og her er dødshjælp et skadeligt koncept, med mindre det sker når patienten allerede har været igennem alle de elendigheder som turen mod døden nogen gange bliver til.
Hospitalerne får jo f.eks. god omsætning på kemoterapi, uafhængig af hvor godt den virker, men med sikkerhed for at patienten får det dårligere imens. Og en patient der hænger fast i "hvor der er liv er der håb" er meget nem at få med på næsten hvad som helst.
Send en kommentar