På vej tilbage blev Jens løbende underrettet over telefonen. Majlis blev overflyttet til et større hospital i Phetschaburi, og var gennem en operation. Jens kunne ikke kende sin kone bag slanger og forbindinger. Han gik med til endnu en stor operation, alternativet var at hans elskede kone ville dø. Blødninger skulle stoppes. Splinter fjernes. Hovedets midterakse skulle på plads.
Lægen, en af de bedste kirurger i Thailand, havde egentlig ikke regnet med at Majlis ville overleve. Han havde aldrig oplevet så slem en skade, og var stolt af sin præstation. Men måtte også fortælle at hvis Majlis ikke kom til bevidsthed i løbet af et år, ville hun efter al sandsynlighed aldrig vågne.
Jens besøgte sin kone dagligt. Prøvede at holde en telefon for hendes øre, læste emails op. Ingen reaktion. Ingen kontakt, overhovedet. Efter to uger kunne hun dog trække vejret uden respirator. Et lille fremskridt. Majlis blev overflyttet til Hillerød Hospital. Lægerne måtte efter grundige undersøgelser erkende at selv om der var liv, var der intet håb. Det havde været bedre om Majlis var død på operationsbordet.
Nu ligger Majlis på Plejehjemmet Poppelgården, og bliver plejet godt. Bliver vasket og sondemadet. Halsen suges ren for slim. Hjertet er alt for stærkt. Jens håber nu blot at hun kan få lov til at dø. Helt. Få fri fra et uværdigt liv, der ikke er et liv. Nok er nok.
Tilfældigvis havde de før ulykken talt om risikoen for at kunne komme til at ligge som en grønsag. "Hvis jeg nogensinde kommer i den situation, så luk og sluk". Hendes ønske var helt klart. Det ville være meningsløst at ligge dér, efter sådan en meningsløs ulykke.
Jeg er helt, helt enig med Jens Linnemann. Forstår hans respektfulde og kærlige ønske for sin kone. Hun er ikke mere. Blot et varmt lig. Lad dog resterne af Majlis Wünsch få fred. Jo før, jo bedre.
Nu står Jens Linnemann frem som fortaler for aktiv dødshjælp, eutanasi. Han har skrevet en kronik i Politiken om forløbet, ud fra sin dagbog.
Her den 19. januar 2009 har han været på TV i Aftenshowet på DR.
Jeg fandt også en gammel artikel, hvor han fortalte om det med at bosætte sig i Thailand:
- Udvandrerne.dk: Køb bolig i Thailand
Jeg sad i flyet 1. Juledag på vej på ferie. En flyvetur på ca. 10 timer. På et tidspunkt slukker de lyset i maskinen. Vi skal sove. Jeg kan ikke falde til ro. Men sidder og kommer til at tænke på nytårsfortsætter. Hvad ønsker jeg mig af det ny år? Og pludselig. Som et lyn fra en klar himmel ved jeg det: Jeg ønsker min kone snart får lov at dø.
Det var på alle måder en chokerende erkendelse. Jeg måtte erkende, at jeg ofte har ønsket at hjælpe hende på vej, så hendes umenneskelige situation får en værdig afslutning. Hendes ulykke er blevet mit livs mareridt, som jeg først kommer ud af den dag hun dør.
Tirsdag d. 6. Januar fik Majlis det rigtig dårligt. Kunne ikke trække vejret. Plejehjemmet ringede til hendes læge, der rekvirerede en ambulance.
Lad hende dog dø! Alt andet er umenneskeligt. Mod hende. Og mod Jens Linnemann.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
14 comments:
En grusom historie. Noe av det ektemannen skrev kunne tyde på at hun muligens kunne fått lov til å dø om hun hadde laget et skriftlig livstestamente.Vet ikke om det stemmer ?
Saken minner jo om Terry Sciavo saken i USA, og det er merkelig om Danmark skal være mer konservative enn USA (selv om det kan være forskjeller jeg ikke kjenner til).
I forbindelse med Schiavo saken var det forøvrig flere norske leger som mente Terri Schiavo burde fått lov til å dø, og de ga også uttrykk for at hun antagelig ville fått lov til dette i Norge.
Det står litt om dette her: http://www.livstestament.org/index.php?cat=10&aid=21
Status omkring danske livstestamenter er lidt blandet. Ordningen baserer sig på at have valgt følgende til eller fra:
1. Jeg ønsker ikke livsforlængende behandling, hvis jeg er i en situation, hvor jeg er uafvendeligt døende.
2. Jeg ønsker ikke livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop el.lign. har medført en så svær invaliditet, at jeg varigt vil være ude af stand til at tage vare på mig selv fysisk og mentalt.
Umiddelbart lyder mulighed nummer 2 jo "perfekt" til en sådan sag som den med Majlis. Problemet er at mens valg 1 (uafvendeligt døende) er bindende for lægerne, er mulighed 2 (permanent "grønsag") kun vejledende. Endvidere siges det at livstestamentet i princippet er ligegyldigt, da det blot svarer til hvad lægerne alligevel skal beslutte. De er dog ret tilbageholdende med at være 100% sikre på "varigt", undtagen ved døende eller gamle. Netop ved gamle har jeg læst om sager hvor sondeernæring afbrydes.
Jeg vil formode at en ihærdig nærtstående kan påvirke om/at lægerne "tager sig sammen" til at vurdere om tilstanden er varig. Og at pårørende som ikke kan bære at give slip, har mulighed for at få lov til leve i "hvor der er liv er der håb".
Problemet er jo også at hvis der er rester af hjerneaktivitet tilbage, er det "nemmere" ikke at beslutte noget endeligt, men holde fast i pleje.
Jeg kommer til at tænke på Benjamin Schou, som med ødelagt hjerne lå på plejehjem i mange år. Her vil jeg formode at forældrene til den unge mand ikke tænke tanken om at give slip.
> Liget af Benjamin Schou er nu koldt
Og den 90-årige Anne Johansen hvor læger i samråd med en pårørende valgte at afbryde sondemadning. Den sag udviklede sig dog dramatisk af andre årsager.
> Sjusket dødshjælp
Jeg spekulerer på om det at sagen med Majlis nu er offentlig kan gøre det sværere for en læge at træffe en lidt "diskret" beslutning. Hvis hun får lov til at dø nu, er der jo sikret medieopmærksomhed på handlingen, og muligvis ophedet debat fra modstandere.
Jeg tror dog ikke at Danmark ville få så alvorlig debat som omkring Terri Schiavo (eller den aktuelle lignende italienske sag omkring Eluana Englaro). Gentagne retssager og politisk indblanding. Så er det jo nemmere "blot" at lade tiden gå, "grønsagen" oplever jo alligevel ikke nogen lidelse.
Det kan godt være at de ikke opfatter "grøntsagen" som lidende - men så må argumentet vel være at da hun hverken mærker til eller fra, så skal hensyn tages til den person som alle vel kan være enige om lider - nemlig Jens Linnemann.
Det er vi jo ganske enige om.
Men det er jo også et punkt hvor mange går i baglås. Tanken om at omkostningerne skal tillægges vægt. De menneskelige omkostninger for Jens Linnemann. Det lidt abstrakte begreb hvad det koster Majlis Wünsch omkring menneskelig værdighed, er jo svært at se i sammenhæng med handling. Og de går helt galt at medtænke de økonomiske omkostninger ved at pleje "det varme lig".
Nogen gange har jeg nærmest indtryk at omkostningerne bruges som et modsat argument. At det, på en eller anden måde, er godt at vælge noget der er omkostninger ved. Billighed billiges ikke.
Jeg råber op for hendes skyld
En lille artikel fra Rudersdal Avis / Birkerød Avis.
[...]
Jens Linnemann mener, at han taler hendes sag, når han nu står frem og efterlyser en debat om aktiv dødshjælp og livstestamenter. Han ved, at hans kone ikke ønsker at leve som hun gør idag.
"Min kone troede på, at alting havde en mening. Hvis en meningsløs ulykke skal give mening, så skal hun have lov til at dø. Jeg bliver nødt til at råbe op på hendes vegne. Selv om der nok skal være en chance for at blive misforstået. Men jeg synes at vi skal tage en åben debat om det her i Danmark", siger Jens Linnemann.
DR: Unge Konservative: Tillad aktiv dødshjælp
Det er ikke statens opgave at holde uhelbredeligt syge i live imod deres ønske, siger KU's landsformand Rune Kristensen og fortsætter:
Det bør være op til den enkelte at afgøre, hvad et værdigt liv er. Det er ikke statens, lægernes eller de pårørendes rolle, men et personligt og individuelt valg.
Så er det at jeg endnu engang ærger mig over de manglende link og debatmuligheder ved artiklerne :-(
Og ja,du har helt ret i den der omvendte økonomi tænkning - besynderligt er det. (den findes jo også andre steder,som med de anbragte børn - at hvis bare det koster noget og hvis bare vi putter nogle flere penge i så får de det alle sammen bedre og så slipper vi jo også for at tænke mere over både børnenes og de døendes skæbne for det er jo altså også lidt ubehageligt....)
Jamen mediernes syn på debat er at det centrale er hvem de tager fat i!
Den med at kaste penge og regler efter et område er jo politikernes måde at kunne sige "jamen, vi gør jo hvad vi kan", i stedet for at blive bedre ved at fokusere på at give rum til at direkte involverede får lov til at finde deres egen løsning. Så længe der er rimelige tegn på at det enkelte menneske er i stand til at handle ansvarligt, tror jeg at det er langt det bedste. Og hvis det kniber på det punkt, skulle fokus være netop at fremme ansvarligheden. Men det kræver jo at lade folk tage et ansvar, for mere end at følge reglerne.
F.eks. synes jeg at det ser klart ud til at Jens Linnemann er i stand til, på sin kones vegne, at handle ansvarligt. Det må være godt nok. Han vil hverken skade hende, eller andre.
DOF-Holbæk har arrangeret debataften onsdag den 04.02.09 kl. 19.00 i Sortebrødreklostret, Klosterstræde 7, Holbæk. I panelet er direktør Lene Jensen, Etisk Råd - biskop Peter Fischer-Møller, Roskilde Stift og læge Niels Løkkegaard, Holbæk Sygehus.
Entré kr. 80 og alle er velkommen. Det forsøges at få deltagelse af Jens Linnemann og repræsentant fra foreningen En Værdig Død.
Ovenstående fra debatsporet på DR Aftenshowet artiklen.
Majlis døde "en naturlig død" i går, har jeg lige hørt. Som situationen var, var det en god udvej. For hende. For Jens. Og i det hele taget.
Døden var blevet til et naturligt behov. Med eller uden at nogen "hjalp hende på vej", mere eller mindre diskret.
Det var en skrækkelig situation. Også rent spirituelt. Hverken død el. levende. Kan slet ikke overskue skrækkeligheden i det. Jeg har skrevet livstestamente, og ALLE der kender det mindste til mig, kender mine ønsker den vej rundt.
Gudskelov hun er gået bort, både for hende og hendes stakkels mand, som også kan afslutte og bearbejde ordentligt.
At "hænge fast i gærdet" mellem liv og død er skrækkeligt, for alle, ja. Nogen ville måske argumentere med at Majlis var "væk", og at det derfor ikke gjorde nogen forskel. Også uden at tænke på en spirituel vinkel, er jeg jo også uenig. Det er et spørgsmål om at jeg ikke ser det som respektfuldt at holde fast på kroppen.
Og hvis vi forestiller os at hun måske alligevel var lidt "til stede", men totalt afskåret fra at kunne kommunikere til omverdenen, ville det blot være et yderligere argument for ikke blot at lade tiden gå, uden reelt håb om bedring.
Så ja, det er godt at både Jens og Majlis har "fået fri nu". Han har jo også været i delvis limbo i et års tid. Nu kan han komme videre, og have in mente at han talte hendes sag til det sidste. Og uden at måtte "forlade" hende før hun døde helt.
Takk for informasjon om hvordan det gikk med Majlis. Kom til og tenke på denne saken i forbindelse med Eluana saken. Godt å høre Majlis har fått fred og verdighet.
Majlis' død var netop en god nyhed. Det var hvad der var brug for, i stedet for et fortsat langtrukkent dødsleje. Og det er jo svært at vide om nogen måske har disponeret ud fra at det ikke handlede om at at holde kroppen i live, men snarere ud fra at døden ikke var en modstander. Jeg har ingen basis for konkrete forestillinger i den retning, men timingen var lidt "tæt"...
Forresten fandt jeg ud af at en fra Hornbæk Golfklub, Lochers Piger fortæller:
Majlis Linnemann er afgået ved døden og er blevet bisat fra Vestre Kirkegård, København tirsdag den 27. januar 2009.
Og at Ani Ea (efter Majlis' ønske) holdt en buddistisk begravelsesceremoni.
Send en kommentar