Den 71-årige Erika Küllmer fik i oktober 2002 en svær hjerneblødning. Hun døde ikke helt, men gik i "koma", populært kaldet at være "en grønsag". Set som biologisk system fungerede hendes krop stadig, når hun gennem en sonde fik pumpet væske og næring i maven. Men som menneske var hun ikke mere, det kan siges at hun nærmest var et "varmt lig".
Tidligere havde hun udtrykt ønske om at hun under sådanne omstændigheder bestemt ikke ville have kunstig livsforlængende behandling. Ingen grund til at trække døden i lange drag. Mens hendes mand levede endnu, magtede han dog ikke at give slip.
Kort før julen 2007 blev sonden fjernet, efter aftale med plejehjemmet. Datteren "Elke G." og hendes bror Peter ville ledsage deres mor til hun endelig kunne få fred. Næste dag stillede plejehjemmets ledelse sig på bagbenene. Bekymring over en måske tænkbar risiko for en straffesag førte til at gribe ind med ny tilførsel af væske og næring. Børnene blev truet med bortvisning hvis de ikke accepterede at fortsætte med den nyttesløse behandling. En del af baggrunden for ledelsens holdning var at Erika Küllmer ikke havde nedskrevet sin vilje i et formelt livstestamente.
Sammen med sin bror fulgte Elke det gode råd. Få minutter senere opdagede personalet hvad der var sket. Ledelsen anmeldte sagen til politiet, og Elke blev arresteret. På sygehuset blev en ny mavesonde installeret. Den 5. januar 2008 døde Erika Küllmer af hjertesvigt, helt alene. Dødsattesten lød på "naturlige årsager". Peter brød sammen over hvordan det var gået, og nogle få uger senere begik han selvmord.
En ulykkelig sag.
Elke og Wolfgang kom for retten. Anklageren krævede advokaten idømt 2½ års ubetinget fængsel, "han havde gjort sig til herre over liv og død". Dommeren var meget ambivalent, og anerkendte at den påtvungne behandling var et overgreb fra plejehjemmets side. At sidestille med vold.
På den anden side tolkede hun klipningen af sonden som aktiv dødshjælp, og strafbart. Elke blev frikendt, fordi hun "blot havde fulgt sin advokats fejlagtige rådgivning". Wolfgang blev idømt 9 måneders betinget fængsel for "drabsforsøg". Altså en mild dom, med henvisning til betydelig usikkerhed om juraen.
Den rodede dom blev naturligvis anket. Wolfang Putz krævede principielt at blive frikendt, mens anklagemyndigheden ville have straffen skærpet. Nu har højesteret afsagt dom. Total frikendelse. En vigtig principiel Tysk dom, der kan få stor betydning for rammerne for dødshjælp i Tyskland.
Højesteretsdommer Ruth Rissing-van Saan trak en streg i sandet. Mens loven forbyder drab efter begæring, har patienten krav på at få sine ønsker respekteret, også når det vil føre til døden. Altså netop ikke at blive behandlet mod sin vilje. Det at klippe slangen var ikke drabsforsøg, men afbrydelse af den uønskede behandling.
Hendes overvejelser før dommen pegede også på at det uholdbare i at det kan være lovligt at afbryde en respirator, men ikke at afbryde for en sondemadning. En patients ønske om at få lov til at dø skal respekteres, når der ikke er rimelig tvivl om at det er alvorligt ment. Patienten har ret til en værdig død, men et ønske om en "uværdig død" skal også respekteres.
Advokaten havde rådgivet sin klient korrekt. Datteren havde ret til at lade sin mors vilje ske.
- DR Nyheder:
Dødshjælp skal ikke straffes i Tyskland - TV 2 Nyhederne:
Tysk dom letter dødshjælp - Berlingske:
Tysk dom letter dødshjælp - The New York Times:
German Court Widens Rules for Assisted Suicide - Deutschlandfunk:
Eine Frage der Würde
- Sterbehilfe: "Schneiden Sie den Schlauch durch!"
- Bei uns nicht!
- BGH zu Sterbehilfe: Bundesanwaltschaft fordert Freispruch in Magensonden-Fall
Se også:
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Jeg forstår det virkelig ikke, at man skal holde personer som dette kunstig i live. På alle plan er det feil. Det er å dra ut sorgen til de pårørende, å bruke penger unyttig, og ta opp plass i sykehuset. Når det ikke er noe håp for pasienten, og hun er gammel, er det bare ikke logisk å hale ut tiden.
Disse udbredte overgreb mod døende gamle mennesker kommer i nogen grad, tror jeg, af at lægerne normalt ikke overvejer om de overholder deres lægeløftes ed om handle til "mine medmenneskers gavn".
I stedet bliver fokus på at se kroppen som en biologisk maskine hvor alt der kan få den til at køre videre pr. definition er det rigtige. Derved optrænes de i at patientens værdighed er af underordnet betydning, når døden er næste trin, og det bliver nærmest helt utænkteligt at de pårørendes lidelser tillægges betydning.
Der er brug for mere opmærksomhed på at det "at gøre noget" kan være værre end ikke at gøre noget. Tanken om at det kan være billigere "ikke at gøre noget" er desværre ofte et tungt argument for at det må være godt at gøre alt det vi kan.
Medier og andre står "altid" klar i kulissen: "Hun døde fordi der skulle spares penge".
Derudover medfører den udbredte dødsangst jo at mange ikke tør gennemtænke tanken om at det kan være til gavn for patienten at få lov til at dø....
Send en kommentar