Skulle politiet have skudt ham? Selvmord i Ranum

lørdag den 5. juni 2010

Skulle politiet have skudt ham? Selvmord i Ranum

En nyhed fra Vesthimmerland fortæller om "en 50-årig sindslidende mand" fra den lille by Ranum. Han begik et voldsomt selvmord i sin lejlighed. Historien startede en formiddag, hvor manden tegnede hvide kors flere steder, også den ejendom han boede i. Samme dag smed han det meste af sit indbo ud fra vinduet på første sal.

En ældre kvinde fra byen ringede til politiet:

Jeg fortalte, at den var helt gal med ham, og at han havde været tvangsindlagt og var helt fra den nu. Jeg havde vekslet et par ord med ham og så tydeligt, at det hele var slået fuldstændigt klik for ham. Men politiet sagde til mig, at det var i orden at smide ting ud ad vinduerne, så længe det var hans egne.

Et par år tidligere havde han forskanset sig efter et voldsomt opgør med beboerne i et hus. Politiet drev ham ud med tåregas, og han blev tvangsindlagt.

Om aftenen den dag hvor han smed sit indbo ud i baggården opsøgte en god bekendt manden. Rasmus Sørensen fra Overlade stod udenfor døren, og kunne ikke få kontakt:

Det var jo tydeligt at se allerede udenfor huset, at den var rivende gal, og vi frygtede selvfølgelig det værste. Men selv om jeg oplyste hans CPR-nummer og fortalte, at de havde ham i systemet og at han for nylig havde været tvangsindlagt, ville den vagthavende ikke sende en patrulje,

Sammen med en kammerat tog Rasmus affære, og brød døren til lejligheden op med et jernrør. Men der var ikke mere at gøre, manden lå død med åbenlyse tegn på selvmord. Og nu lykkedes det endelig at få vagthavende på 112 til at tage sagen alvorligt, og politiet havde en patrulje på stedet efter få minutter.

Den manglende lydhørhed fra alarmcentralens side har vakt undren og forargelse. Rasmus Sørensen vil klage, og kommunens borgmester, Knud Kristensen, er oprørt:

For det første er det jo en dybt tragisk sag, at en sindslidende drives til at begå selvmord. Som sagen foreligger, forekommer det uforståeligt, at politiet ikke virker mere lydhøre overfor opkald til alarmcentralen. Jeg anerkender, at politiet får mange opkald, men der må være plads til at reagere på seriøse og oplagt velbegrundede henvendelser fra borgere, som viser omsorg for deres medborgere.

Tilliden til, at politiet kommer, når man har brug for det, er i forvejen vaklende, og en sag som denne med en så tragisk udgang er et meget ubehageligt eksempel på en begivenhed, som medvirker til at styrke denne opfattelse hos folk i almindelighed. Det vil jeg drøfte alvorligt med politidirektøren ved nærmest givne lejlighed

En trist og rodet historie, som tilsyneladende mest kommer til at hænge på en kritik af at politiet ikke rykkede ud med det samme. Jeg kan udmærket forstå frustrationerne, når mennesker omkring den nu døde mand prøvede at skaffe hjælp, og føler at de blev ignoreret. At de føler at politiet derved har pådraget sig et ansvar for at det gik som det gik. At politiet kunne have hjulpet, men ikke gjorde noget forsøg.

På den anden side ser jeg det som en stor misforståelse at forvente at politiet er dem som skal prøve at hjælpe når det "slår klik" for et menneske. Politiets opgave er jo primært når love overtrædes, hvilket ikke var tilfældet her. Derudover får de desværre af og til den utaknemmelige opgave at indfange personer som modsætter sig at blive tvangsindlagt.

En opgave som politiet slet ikke egner sig til, og som nemt udarter til vold og særdeles hårdhændet arrestation. Nogle gange med skudvåben og dødsfald. Magtudøvelse er den vigtigste metode for politiet, når det ikke umiddelbart lykkedes at gennemføre en arrestation. Og hvis de bliver mødt med vold, er der ikke langt til våbenmagt - og hvad deraf følger. Sørgelige historier, som politiet også er meget kede af. Utaknemmelige opgaver, som politiet ikke engang egner sig til.

Jeg har jo ikke grundlag for at vurdere mandens psykiske situation, men det ser ud til at en faktor har været at han ikke kunne få udleveret sin medicin på apoteket. Og det lyder jo bestemt til at han har været ude i noget som han ikke kunne håndtere, havde brug for at få hjælp, men han generede ikke nogen. Hvorfor pokker dog insistere på at rode politiet ind i den historie?

De bekymrede omgivelser må jo have haft en forventning om at kunne tilkalde hjælp ved at ringe 112. For mig lyder det som mest havde brug for nogen som kunne vise ham forståelse, og gøre ham mere tryg. Og hvis han led under voldsomme symptomer fra pludselig at mangle den medicin, som han var blevet afhængig af, var der brug for nogen som kunne sørge for at få dette i balance igen. Bestemt ikke for politiet. En eventuel fornyet tvangsindlæggelse af en psykisk syg er ikke deres vurdering.

Jeg forstiller mig at bevæbnet politi snarest havde eskaleret situationen, fået manden til at føle sig angrebet. Hans tidligere erfaringer med at blive angrebet med tåregas har næppe givet ham tillid til politiet. Hvis han havde sat sig kraftigt til modværge mod sine "angribere", ville der være stor risiko for at politiet ville forsvare sig med skydevåben.

At de havde skudt ham. Også ham.