Logo sommerfugl

lørdag den 13. september 2008

Psykiatriske patienter som hellere vil dø

Politiken har i dag en artikel om problemstillingen med at indlagte på psykiatriske hospitaler begår selvmord:

Artiklen gør selvmordsforebyggelse til et spørgsmål om en indsats for at forhindre de indlagte i at begå selvmord. Fokus er på vurdering af risiko for selvmord, overvågning og at sørge for at der ingen skarpe genstande er at finde.

For mig lyder det nærmest (tragi)komisk når direktøren for Sundhedsstyrelsen, Jesper Fisker, understreger:
»Men vi har rådet sygehusene til at gennemgå de psykiatriske afdelinger og fjerne skarpe genstande«
Det turde være velkendt, også fra cutting, at mennesker der søger flugt på denne måde kan være særdeles kreative omkring at fremskaffe eller fremstille sådanne redskaber. Jeg forstår da godt den nærmest banale pointe i at tro at det er centralt at hindre dette. Men så banal er virkeligheden ikke.

Jeg vil tillade mig at gå ud fra at det skræmmende og barske miljø under indlæggelsen stærkt fremmer den desperation som kan føre til selvmord. Og det bliver blot værre af fokus på overvågning, og medicinering med midler som i sig selv kan være ret skræmmende oplevelser. "Lad mig komme væk" er blot en naturlig reaktion. Mulighederne er begrænsede, og det kan i sig selv blive en sejr at være mere snu end vogterne. Altså f. eks. selvmord.

For mig at se skulle det mest centrale være noget ganske andet. At gøre noget for at de indlagte får en god oplevelse. Omgivelser der tager sig tid til at forstå og støtte. Lytte og acceptere. Det er sådan set menneskelighed og respekt der skal til. Det ville betydeligt mindske desperationen.

Jeg er såmænd ikke ude på at beskylde personalet for at ville behandle patienterne dårligt. Fakta er at de er voldsomt pressede, og alt for ofte uden reel mulighed for at gøre et menneskeligt stykke arbejde. I stedet er der næppe tid til andet end medicinering og overvågning.

Jeg har fuld forståelse for at mange hellere vil dø.

Lappid


29 comments:

Anonym sagde ...

Måske spørgsmålet mere er, hvem ville ikke forsøge selvmord på en psykiatrisk afdeling?
De par stykker jeg har set har ihvertfald været langt fra livsbekræftende - og så kan man undre sig om det egentlig ikke er mere "normalt" at ønske flugt - koste hvad det koste vil...

Ang. at fjerne skarpe genstande.
Besøgte for nyligt en institution for unge, - never mind, må nok blive et selvstændigt blogindlæg en dag - pointen var egentlig bare bekræftigelse af din konstatering om at; vil man skade sig selv, så kan man skade sig selv.

tosommerfugle sagde ...

Der er nok også mange som tænker tanken seriøst, men dog uden at ville eller kunne gennemføre den. Eller er så dopede at dagene og indtrykkene flyder ud i gråt.

Hvad skarpe genstande angår, kommer jeg til at tænke på denne historie:
> I Norge beholder de knivene:
“Vi giver dem ansvaret tilbage. Til nød går vi ind og tilbyder dem at opbevare deres glasskår. De har ofte et personligt et. Men som regel får de hele molevitten med ind. I starten skabte det ramaskrig og udløste vitser om, at vi også uddelte barberblade”, fortæller danske Lise Studsgård, afdelingsleder på Psykiatrisk sykehusklinik - en åben døgnafdeling for ikke-psykotiske - i Telemark i Norge.

Fornuft.

Anonym sagde ...

Fornuft.
Og ansvar.
I like. :-)

(og det gir jo egentlig god mening at fjerne de mest beskidte, hakkede,takkede,store glasskår - med tanke på at de jo stadig trods alt har ansvaret og derfor vel ikke vil bruge alt for lang tid på at sy folk sammen igen. :-) )

tosommerfugle sagde ...

Ja, det er jo meget vigtigt at det er den unges eget ansvar om der skal skæres eller ej. Og at vise tillid. På den måde bliver det jo ikke til en sejr at flænse armen. Eller underlivet.

Snarere mindre behov for at sy - mindre behov for at kæmpe mod den der har brug for støtte.

silhuet/Louise sagde ...

Jeg har arbejdet tæt på mange af de piger/drenge der udviser selvskadende adfærd, og i mane tilfælde er det jo t tydeligt og meget, meget forståeligt ønske om at blive hørt. At tro, at det at fjerne skarpe genstande ligeså vil fjerne deres behov for ømhed, omsorg, forståelse, accept og alt det andet de gemmer på af behov (ja det gør vi jo alle, vi udtrykker os blot på forskellig vis) er jo decideret dumt.

De skal have alle de udtryksmidler til rådghed de kan ønske sig, men finde at de kan bruge andre måder at udtrykke deres behov på, som bliver hørt ligeså godt g tydelig som selvskadende adfærd jo rent faktisk gør.
De skal vide, t når d møder deres medmennesker og siger "Jeg behøve dig" "Jeg er sådan og sådan...og har brug for din accept, af hvad jeg er " - ja så bliver de mødt, hørt og rumme.
Og så vil de vel vælge at tale fremfor at skade sig selv.
Vil jeg tro. Er det mit håb.

Jeg oplevede efter mange år at blive mødt, hørt og rummet, ikke fordi jeg var udsultet, en stakkel og et problem for omverden. Men fordi jeg var den, jeg var. Og bad om det, jeg behøvede.
Jeg behøvede ikke at bruge ekstreme metoder for at finde sprog, der kunne forstås og blev hørt.

Det samme tænker jeg, gælder med anden selvskadede adfærd end lige anoreksi.

Og johnnie: Af hjeret tak fordi du bringer det på bane, ligeso Harning og Marian gør det gang på gang.
Det er pga menesker som jer, at en psykiarisk diagnose ikke er ensbetydende med et "afsluttet" kapitel.
Knus

tosommerfugle sagde ...

"Og så vil de vel vælge at tale fremfor at skade sig selv. Vil jeg tro. Er det mit håb."

Netop. At møde åbne ører og en åben sjæl kan betyde enormt. Hvis de tør tro på det, have tillid. Behovet for at skade sig selv dæmpes ved en oplevelse af at det ikke er det mest spændende ved dem. Tilsvarende ved andre former for ekstrem adfærd, ekstrem opmærksomhedssøgen.

Det kan kræve omhu at holde fokus på det bange og ensomme menneske indeni. Give det accept og kære om det. Så er der ikke længere brug for at larme. Men fokus på den selvskadende adfærd gør jo netop denne til den centrale kommunikationskanal og adkomst til opmærksomhed.

Mennesker er værd at rumme og værdsætte. Ja. :-)

Marian sagde ...

Hejsa, har just bragt det på bane, også, efter jeg så notitsen på tv2 nyhederne. Kan kun sige: jeg er så totalt enig med alt det hér sagte. Og måske kan Mosher, ligesom det norske eksempel, være med til at underbygge. Vil lige tilføje link til dit indlæg på min blog :)

tosommerfugle sagde ...

> Skal vi have flere lukkede døre og mere tvang - aka "skærpet opsyn" - for at forhindre selvmord på psykiatriske afdelinger?

Hermed link tilbage til dine betragtninger om en anden tilgang til behandling.... (Og jeg regnede ganske bestemt heller ikke med at du var uenig :-)

Anonym sagde ...

Nu er kommentarerne meget fokuseret på cutting, mens artiklen handler om selvmord. Jeg vil kun tilføje min personlige erfaring.

Jeg har altid svoret, at jeg vil/kan begå selvmord, men ikke vil "forsøge" selvmord. Garantien for døden skulle være der.

Det holdt stik til jeg blev frivilligt indlagt på en psykiatrisk afdeling, så begik jeg desværre et selvmordsforsøg. Det må jeg leve med i dag, og nu ved jeg så, hvad jeg ikke skal gøre.

Hvad jeg så vidste i for vejen, men der er færre muligheder under en indlæggelse.

En Psykiatrisk afdeling bringer det værste frem i en, idet der er alt for få ressourcer.

tosommerfugle sagde ...

Personlige erfaringer er jo også værdifulde :-)

Den med selvskade og skarpe genstande går nu også på disses anvendelse til selvmord. Som fx når artiklen i Politiken nævner en indlagt som knuste en pære fra en lampe, og brugte skårene til at flænse halspulsåren. Følelsen "væk!" må jo være blevet ganske voldsom. Åbenbart ikke et godt sted at være.

Og jeg forstår jo netop godt den med at en psykiatrisk afdeling bringer det værste frem, med de alt for få ressourcer til at komme mennesket i møde, med åbent ind forbi trommehinderne. Det mindsker jo så også belastningen når der er ikke så få der kun kommer frivilligt dér én gang!

Men det er jo såmænd ikke så let endda at finde en helt sikker metode til selvmord, alt for mange gange giver tilsyneladende sikre metoder blot en alvorlig skade, som jo ikke ligefrem gør livet bagefter lettere.

Anonym sagde ...

Mon vi kunne slippe afsted med at lave en dansk blog med tips om; sådan begår du selvmord så trygt, sikkert og hensynsfuldt som muligt.....

Nok ikke. Vi ville sandsynligtvis blive brændt på et eller andet bål..

tosommerfugle sagde ...

Tjoeh, det var da en måde at få opmærksomhed på :-D

Jeg har selv tænkt lidt i den retning et par gange. Indhold ville været nemt at finde, ved at oversætte engelsk-sproget materiale - f.eks. med startpunkter som alt.suicide.holiday og Final Exit.

Efter et mediegennembrud kunne kommentarsiden blive lidt - hm - anstrengende, og efter politianmeldelser kunne der blive lejlighed til at forsvare sig mod også juridiske flammekastere. Med passende forsigtighed kunne det gennemføres at undgå at "falde i" med en konkret lovovertrædelse, men "nogen" vil fokusere på at prøve at finde en sprække.

En anden faktor ville være opblussen af politiske krav om, hovsa, at gøre noget. Som for nogle år siden: Internet-censur og selvmord.

Projektet ville rigtig komme i ilden efter første episode hvor en teenager i kærestesorg dør med bloggen på skærmen. Så ville det blive mere end bare anstrengende - og med ganske hårdnakkede påstande om at bloggen var årsag til selvmordet, hvor modargumenter ville blive mødt med: "Jamen, kan du være 100% sikker?"

Så jeg lod tanken om projektet ligge på det løse plan ;-)

Anonym sagde ...

Jep. Brændt på bål.

Og panodilforsøgene er noget af det absolut værste, gid de unge dog havde haft nogen at tale med, en side at læse og finde oplysning og information på...

Og tænker, lidt som du, at en sådan side måske ville kunne skabe afklaring og sågar forebyggelse...

tosommerfugle sagde ...

Probelmet er jo bare at det ville være urealistisk at føre statistik over hvor mange som siden hjalp med afklaring, og at komme videre uden at forsøge selvmord, uden at tømme panodil-dåsen, uden at splatte ud under højhus eller tog.

Til gengæld ville statistik over døde der fornylig havde besøgt siden, være mulig og give heftig mediefokus. Det kunne der komme for millioner af kroner spaltemeter og sendetid ud af. Der måtte være muligheder i at have reklamer på bloggen ;-)

(Jeg har et par gange moret mig ved tanken om at have Google Adsense på denne blog, og se hvilke produkter der blev matchet på nøgleord. Jeg har absolut ikke lyst til faktisk at gøre forsøget).

Anonym sagde ...

"uden at splatte ud under højhus eller tog"
Så du sporede min skjulte agenda. :-)

tosommerfugle sagde ...

Øh.... Skjulte? ;-)

Anonym sagde ...

Ja, jeg synes jo selv at min aversion mod mennesker der splatter ud foran andre var skjult rigtigt godt sammen med, afskedsbreve og alt muligt andet i det lille simple og dog så rummelige ord "hensynsfuldt". :-)

tosommerfugle sagde ...

Nu var det jo heller ikke så længe siden du sidst luftede dén - så jeg var ikke helt uforberedt! ;-)

Har du set Suicide Manual for the Perfectionist af Gaetana Cannavo? :-)

First attempts at suicide
are often dismal failures.
Usually the result of
poor planning and/or
lack of conviction,
and likely to discourage
even the most stout-hearted.
Those who sustain defeat in this area
rarely recover the self-confidence
to try again.

Therefore, to insure
a reliable measure of success
it is suggested that,
first, you exhaust all possible alternatives.
Then, if still convinced that
it is pointless to go on,
proceed as follows:

Put house in order and pay all bills.
Nothing engenders guilt in survivors so well
as this last act of altruism.
You would do well in fact
to provide a week's supply of food
for your bereaved.
Frozen dinners and instant breakfasts
are excellent in emergencies of this kind.

Next, destroy all love letters,
rejection slips, and bad poems.
Obviously.
Hide all unpublished material
where, in due time,
it should be easily discovered.
You will be aiding not only
the cause of your posterity,
but that of aspiring Ph.D.’s
looking to discover some
relatively obscure poet
of the last century.

Now, take a shower. Deodorant
though not essential
is nice as a final touch.

Lock all doors, deaden doorbells
and unhook phone.
Interruptions at this time
are highly inadvisable.

If inclined to notes
write one.
Remember, however, that suicide notes
do not lend themselves to future revisions,
and the chances for error are great.
The hackneyed and trite are common pitfalls.

A final word about methods.
If going by pills, be sure
to leave empty bottle at bedside
to establish cause of death.
Post mortems are
messy and undignified.
If going by gas
leave fire warnings
for cigarette smokers.

Other methods such as
jumping into tracks or off buildings
are not dealt with here
as they are usually the result
of impulse and emotionalism,
and therefore not likely to appeal
to readers of this manual.
Moreover, such means
are not only sloppy
and melodramatic,
but generally in total disregard
of the public interest.

You are now ready to go;
be assured that you will have
no regrets.

Anonym sagde ...

Genialt. :-)

tosommerfugle sagde ...

Sådan oprydning giver jo netop også basis for oprydning i sindet, og at få perspektiv på problemet. Hvis det så skulle vise sig at de omhyggelige forberedelser er "spildt", gør det jo ikke noget :-)

Marian sagde ...

Genialt siger jeg også :) Faktisk nævnes der stort set ikke noget, jeg ikke også havde på checklisten, sidst det var aktuelt. Især det med de dårlige digte og andet afslørende var jeg meget omhyggeligt med. Og "spildt" er der jo virkeligt ikke noget. Jeg synes i hvert fald det er en meget beroligende tanke, at der ikke lægere flyder alt muligt dubiost rundt i gamle mapper fra for 20 - 30 år siden, der ved en eller anden dum tilfældighed kunne blive opdaget af uvedkommende :)

tosommerfugle sagde ...

"Skal det gøres, skal det gøres ordengtligt" gælder jo også for selvmord.

Jeg kunne forestille mig at digteren selv har haft anledning til roligt og afbalanceret at tænke tingene igennem - og bagefter gik livet videre.

Netop processen med at rydde op i fortidens skrald er jo ganske sund og livsbekræftende. Det letter :-)

tosommerfugle sagde ...

Politiken: Sygehus nedtoner patients risiko for selvmord

Denne uddybende artikel fortæller om den konkrete sag med en indlagts selvmord ved hjælp af en knust pære. Om at personalet egentlig havde vurderet at Philip Nielsen var "aktuelt selvmordstruet", på basis af ganske konkrete udtalelser. Men overlægen nedtonede dette til "mulig suicidalfarlighed". Denne "cover my ass" lykkedes, så embedslægen lukkede sagen uden kritik.

For mig at se understreger dette blot min pointe med det presserende behov for at møde mennesket i dets problemer, i stedet for at den primære overvejelse er hvem der skal sættes ekstra vagtposter på.

Tydeligvis havde Philip Nielsen, med diagnosen "paranoid skizofreni", ganske presserende behov for støtte. Det fik han ikke, og det havde vagtposter heller ikke givet.

Marian sagde ...

Jeg ser egentligt den i mine øjne fuldstændigt på hovedet vendte/vendende holdning til det hér komme til udtryk i en nøddeskal i formuleringen "kampen mod selvmord". Det er jo for ind i h... ikke en kamp mod selvmord, der skal kæmpes og vindes. Det er et samarbejde for et "ja" til livet, der skal indgåes, mellem mennesker.

tosommerfugle sagde ...

Lige præcis. Selvmord er ikke problemet, men et bud på en løsning. For det meste næppe det bedste bud, men i situationen kan det være uoverstigeligt at se andre. En hjælper kan komme ind og bidrage med et andet perspektiv.

Hvis dét bliver gjort med respekt, på en måde som er tillid værdig, bliver der naturligt mere fokus på at finde ud af hvordan livet kan gå videre, end at tvære rundt med "du er helt forkert". De følelser er der nok af i forvejen, også netop omkring tanker om selvmord.

Marian sagde ...

Ja, netop. Problemet bunder for mig at se i, at vi er tilbøjelig til at ligestille liv med biologisk eksistens. Især når vi ikke magter at indlade os på et andet menneskes liv, kommer denne ligestilling meget belejligt.

tosommerfugle sagde ...

Dén "definition" er jo også så dejligt velegnet til målbarhed, resultater og statistikker. Antal selvmord betragtes som en vigtig målestok, i stedet for at sætte fokus på hvor mange der der har det godt mens de er indlagte. Og efter.

tino sagde ...

Det virker lidt mærkeligt at skrive en kommentar her 2½ år efter sidste kommentar, men når jeg gør det alligevel skyldes det at det er et emne der ligger mig ret nært. Jeg har selv for nylig været (tvangs)indlagt på ungdomspsykiatisk skærmet afsnit (lukket afsnit), ikke fordi jeg vil betegne mig som sindsyg, men pga. mislykket selvmordsforsøg.

Den hverdag der mødte mig var en helt anden, end jeg havde forventet. Det meste af afdelingen stod uden lys, fordi der ikke måtte være glaspærer. Senere fik vi så pærer af plastik, men de blev også fjernet. Senere blev toiletdørene også låst og skamler fjernet derudefra. Hvis du var i bad for længe begyndte de at råbe udefra om du var okay, fordi de var bange for at der (igen) ville være en der forsøgte selvmord.
Støtte var der til gengæld ikke noget af.

Jeg var der 5 uger til "opbevaring" uden at der foregik nogen form for behandling, hverken medicinsk eller i form af samtaler. Jeg valgte selv at bede om at blive udskrevet. Min læge var imod det, men han havde ikke belæg for at tvangstilbageholde mig. Problemet var nok mest at personalet simpelthen ikke vidste hvad de skulle gøre. De havde noget beroligende de temmelig gavmildt delte ud af, men det havde åbenbart ingen effekt på mig.
En del af pædagogerne og ssa'erne var også fuldstændig uforstående overfor, hvorfor jeg var indlagt og jeg fik senere af vide at de åbenbart diskuterede hvorfor jeg ikke bare blev udskrevet. Alt i mens jeg fik det værre, men jeg viste det bare ikke på samme måde som mange af de andre. Jeg søgte ikke opmærksomheden.

Jeg tror at hvis de bare gav folk denhjælp de havde brug for, ville de undgå alle selvmordsforsøgene. Men der var alt for få læger til alt for mange patienter.

tosommerfugle sagde ...

Det absurde ved psykiatrisk indlæggelse illustreres jo egentlig alt for tydeligt af din beretning. Tak for den, og jeg synes ikke at der er noget "mærkeligt" ved at du kommenterer på et gammelt indlæg.

Det udstiller jo netop hvordan udviklingen på de 2 år er drejet endnu mere væk fra at hjælpe, til at få "pyntet" statistikkerne. Målet er at få folk ud igen, og derved "score point" for en gennemført behandling. Selvmord er det eneste som de for alvor får "minuspoint" for, så derfor skal gentagelser undgås ved at fjerne de remedier som har været brugt til denne flugt.

Med mindre det handler om ting som voldsomme psykoser, tror jeg egentlig at den største mulighed for hjælp fra det system er at snakke med andre indlagte. Altså med nogen som har forudsætninger for i det mindste at prøve at forstå og lytte.

Men det kræver jo så et miljø som ikke er meget værre end i et fængsel.

For en ordens skyld, må jeg hellere tilføje at mit indtryk, set udefra, er at der kan være stor forskel på de forskellige psykiatriske indstitutioner, og at der nogle steder også er personale som har empati til at gøre en hæderlig indsats - hvis de ikke bliver slidt ned.....

Logo sommerfugl