Logo sommerfugl

tirsdag den 30. september 2008

Young@Heart rocker til de ruller ... om

Young@Heart Chorus

Young@Heart fra Massachusetts er et seriøst arbejdende blandet kor, der stiller høje krav til sig selv. De optræder mange steder, er på tourneer, i medierne, udgiver deres arbejde (cd: Mostly Live), og der er lavet en film om dem. Det der gør koret til noget exceptionelt er at gennemsnitsalderen er ca. 80 år.

Young@Heart Chorus

Koret har eksisteret siden 1982, med en løbende naturlig udskiftning. Ingen af den oprindeligt trup lever længere. Hjælpemidler, kemoterapi, gigt, hjerteanfald og døden er med i dagligdagen. Dette giver også ekstra "pondus" til titler som "Yes We Can Can", "All We Have Is Now", "When you lose someone, you can’t replace", "Stairway to Heaven" og "Should I Stay or Should I Go?".

Young@Heart Chorus

Fred Knittle
Et medlem, Fred Knittle, optræder med iltslange i næsen, men har måttet drosle ned. Som han siger, rejste han fra kontinent til kontinent indtil han blev inkontinent.

Selvfølgelig er det en sorg når et medlem falder væk, måske midt under en tourne. Syngende i hospitalssengen. Men det er egentlig ikke så sørgeligt når vedkommende gennem koret har haft et godt liv til det sidste. The show must go on. Livet går videre. Og koret gør dybt indtryk på deres publikum.

Len Fontaine
What's colder than being cool?

Ice cold!


Gregory Stone: Young@Heart chorus

Der er en del flere YouTube videoer end disse eksempler:



10 comments:

Anonym sagde ...

"Hjælpemidler, kemoterapi, gigt, hjerteanfald og døden er med i dagligdagen" Jep, men jeg vil vædde med at demens ikke er lige så nærværende hos denne hjerneaktive gruppe som hos ældre generelt. :-)

tosommerfugle sagde ...

Jeg tror du får svært ved at finde nogen som vil hoppe på den anden side af dét væddemål :-)

Især tror jeg at gruppen slet ikke rummer den mest snigende form for demens. Den frivillige. Mennesker der i deres otium søger til Store Kanikkestræde. (Det var ikke en slåfejl med dobbelt-k).

tosommerfugle sagde ...

(For slet ikke at tale om dem der starter længe før deres otium :)

Anonym sagde ...

Øv.. her så jeg ellers mit snit til at tjene lidt ekstra penge. :-)

tosommerfugle sagde ...

I så fald tror jeg at en mere effektiv strategi ville være bare at bede om pengene ;-)

silhuet sagde ...

Jeg skal danse polka for vildt. Når jeg blir´ gammel og dermed fri til at være. Ung. For alvor.

Anyone out for a dance ? ;-)

tosommerfugle sagde ...

Det må da bestemt også være en sjovere måde at holde sig oppe på end en rollator ;-)

Yeah, lets dance! (Jeg vil dog ikke garantere for at jeg har lært polka til den tid :)

silhuet sagde ...

Kommer tid, kommer råd Johnnie. Hvis ikke, så tager vi den derfra. En omgang Vild Med Dans med mig som en ny Marianne Eihilt????

Nå ikke? ;-)

tosommerfugle sagde ...

(Jeg måtte lige finde ud af hvem Marianne Eihit er)

Hvis jeg stillede op til Vild Med Dans, var min bedste chance nok at blive vist som afskrækkende eksempel på totalt fravær af rytmesans :-)

tosommerfugle sagde ...

TV2 har, ser jeg, sammen med Metronome Productions arrangeret serien "Gangstativerne", som et forsøg på at stable en dansk udgave på benene.
> Metronome: Gangstativerne
> kpn.dk: Olde-rockere synger Nik og Jay
> B.T. Gangstativerne giver den gas
> m.kisum: Gangstativerne vs. Young @ heart
> Facebook: Gangstativerne
Om TV 2:
> Flotte seertal til "Gangstativerne"
> Livsforlængende vitaminindsprøjtning

Et større scenarie med at hive fat i kendte navne, lave styling, og fyre den af med koncert i operahuset. Den erfarne korleder Ulrik Elholm er i centrum med at prøve at få et fungerende kor ud af det. Kendte kunstnere som Marianne Eihilt, Søren Rasted (Aqua) og Nik & Jay kæmper for at lære de gamle moderne rytmer. Der "er lang vej hjem".

TV2 påstår at det er en "dokumentarserie". Vrøvl. Det er et reality-show med deltagelse af 25 ældre mennesker. Som bekendt har reality-shows intet at gøre med at dokumentere virkelighedens verden.

Det er værd at bemærke at deltagerne får en stor oplevelse ud af at være med, og det gør sig godt på skærmen når gamle med energi står frem og synger. Som det kaldes: Livsbekræftende. Deltagerne fik mere livsindhold, og en saltvandsindsprøjtning til at få mere ud af livet bagefter.

Desværre synes jeg at det vender på hovedet. Det handler ikke om gamle der af egen drift mødes for at synge. Tværtimod handler det mere om processen med at "herse" med dem for at gøre dem klar til at stå på scenen. Omdrejningspunktet er "se her hvad vi kan gøre med de gamle". Og det fungerer. Ikke et øje tørt.

Et citat fra en mail til TV 2 sætter fokus på en problematik:
"Gangstativerne" er en dejlig udsendelse. Jeg bliver helt misundelig over, at jeg ikke er blevet opfordret til at være med. Kommer der mon en udsendelse mere? For så stiller jeg gerne op.

Hvis skribenten her gerne ville "være med", synes jeg at det handler om selv at være en del af at få noget til at ske. Ikke om at sidde og vente på chancen for at stille op. Det må da også være muligt at være aktive i et olde-kor uden at det handler om at lave TV show.

På den anden side markerer forløbet jo også klart at gamle kan få et bedre liv hvis de ikke "parkeres" som nogen der ikke kan bruges til ret meget andet end at passe børnebørn. Et spørgsmål er jo om samfundet, "vi", vælger at prioritere at gamle, os selv engang, får lov til at mærke den gode følelse af at kunne bruges til noget. Det ville være en omvæltning.

Logo sommerfugl