Logo sommerfugl

lørdag den 27. september 2008

300 indlæg - og en skabslåge

Da jeg startede denne blog valgte jeg at skrive under pseudonymet "tosommerfugle", uden ellers at røbe andet end fornavnet Johnnie. Baggrunden var at jeg imødeså muligheden for at blive dømt skyldig (måske med en blot symbolsk straf) for at jeg gav min kæreste rum til at begå selvmord, da det desværre blev hendes behov. Jeg var (og er) helt sikker i det etiske og menneskelige grundlag for min handlemåde.

TV Avisen

Samtidig kunne jeg se at en kantet juristeristisk betragtning kunne give en domfældelse som jeg ikke ville kunne acceptere. Selv om jeg måske blot havde fået en betinget dom, tror jeg at jeg havde følt mig nødt til at anke sagen, med påstand om frifindelse. Derved ville jeg have sat spørgsmålstegn ved lovens anvendelse, og lagt op til en etisk debat. Jeg ønskede ikke at en sådan debat skulle sætte fokus på min person, og sagens konkrete detaljer. Det etiske spørgsmål skulle ikke presses i baggrunden. Mente jeg. Derfor medierne i stram snor.

Da jeg blev frikendt, gik debatten i stå igen. Jeg havde ærligt talt lidt blandede følelser. På den ene side var det tydeligt for mig at min argumentation omkring det menneskelige og følelsesmæssige gik igennem i retten. Senere hørte jeg at en tilhører oplevede at jeg "optrådte imponerende" ved min mundtlige forelæggelse. På den anden side kunne jeg blot give en af journalisterne ret i at det var en mystisk dom. Den snoede sig langt udenom etikken, og var baseret på at sagen ikke sås som tilstrækkeligt bevist. Lidt sarkastisk måtte jeg konstatere at retsplejen ikke giver mulighed for at anke på grund af utilfredshed med præmisserne for en frikendelse. Jeg havde håbet på en dom som kunne sætte præcedens. Med et skak-ord var resultatet pat.

Det skulle nu ikke hindre mig i at blogge på basis af mit etiske og menneskelige ståsted, og fremdrage sager som illustrerer dilemmaer omkring retten til at dø, aktiv dødshjælp, medlidenhedsdrab og hjælp til selvmord. Sager hvor døden ikke er det værste, men netop bliver til noget ønskeligt og næstekærligt. Så det har jeg hygget mig med. Efterhånden har jeg udviklet formen til at have en skarpere markeret kant, uden at vige tilbage for provokerende pointer.

Selv om jeg ikke er enig, kan jeg godt følge hvis nogen kunne føle at det er useriøst at have en markant profil uden at have et civilt navn at koble udtalelserne sammen med. I modsætning til alt for mange af de anonyme skribenter, har jeg været særdeles konsekvent med at undgå personangreb og useriøst brok, ting som jeg ikke ville kunne vedstå øje til øje. I øvrigt har jeg slet ikke skjult sammenhængen for min omgangskreds.

Ergo er jeg blevet enig med mig selv om at det ikke tjener noget formål at adskille pseudonymet "tosommerfugle" fra min dagligdags identitet.

Mit fulde navn er Johnnie Hougaard Nielsen. En søgning i Krak (eller tilsvarende) gør det nemt at finde adresse og telefon nummer, der er ikke andre som hedder det samme. Det har nu aldrig været noget større detektivarbejde at finde mig. Fornavn og kommune fremgik af aviserne, og det var nok til hurtigt at finde mig.

Og jeg har fundet et par billeder frem, som Ingelise og mig tog på en ferietur ved Hundested i maj 2003. Det gode liv.

Ingelise og Johnnie

16 comments:

Anonym sagde ...

Meget logiskt tagget med "meta" for jeg læste indlægget, synes det var godt, seriøst og velargumenteret. Men, for der skal jo være et men.. :-)
Jeg bliver en smule forvirret, fordi jeg får indtrykket at nogen måske har beskyldt dig for at "skjule" dig bag anonymitet - og at denne nogen laver en følgeslutning om at du dermed ikke er så seriøs.
Er det korrekt forstået?

tosommerfugle sagde ...

Men'er er altid velkomne :-)

Nej, der er ikke nogen som har beskyldt mig - specifikt. Jeg reagerer mere på den ofte udtrykte holdning til at anonymitet diskvalificerer i forhold til at være troværdig. Der er mange som nok ikke har filosoferet så dybt over at et pseudonym kan være en stærkere identitet end hvad der står på postkassen. Et "brand" som der kan være grund til at hæge ekstra om.

Konkret har jeg ikke oplevet nogen sætte spørgsmålstegn ved min troværdighed. Men en mere sandsynlig reaktion på tvivl ville nok være "blot" at glemme det, mene at der ikke kan være noget af interesse.

Jeg har i øvrigt ikke tænkt mig at droppe pseudonymet, jeg lader det blot være åbent hvilken ikke-Internet identitet der ligger bag.

Derudover gør åbenheden omkring blogges ejer det enklere at profilere den i sammenhænge hvor jeg ellers er synlig. Og enklere når dem som jeg kender ikke behøver trække en diskretions-grænse.

Anonym sagde ...

Godt så. Og så slap jeg jo for at skrive en lang forklarende kommentar om hvorfor anonymitet til tider er bedre og stærkere - hvilket du jo for øvrigt selv forklarede i indlægget. Dertil skal siges at jeg aldrig har opfattet dig som anonym i den forstand - men det er vel også fordi jeg i min naivitet er ude af stand til at begribe hvorfor nogen skulle "Hi-jacke" din identitet, din sag - som jo har været offentliggjort.

tosommerfugle sagde ...

Nej, det er næppe ret mange "anonyme" som har haft en så solidt etableret identitet som mig - med mediefokus og retssag. Jeg har også mere kaldt mig for pseudonym end anonym - den ordkløvning rammer bedre :-)

Deborah sagde ...

Tak for åbenhed. Jeg har nu til fulde hele tiden haft forståelsen for dine grunde til at være psydonym og ikke helt åben og det har aldrig påvirket min opfattelse af seriøsitet, alvor og budskaber. Men fint at du står frem, nu du føler for det. Er sikker på, det som resten er velovervejet og dybtfølt.

silhuet/Louise sagde ...

Jeg synes du er fantastisk både med og uden vinger :D

tosommerfugle sagde ...

Deborah, jeg kommer til at tænke på at en del af begrundelsen for at "integrere" mine identiteter er at jeg brugte pseudonymet til at "udvikle" en profilering, som netop tager afsæt i det mere dybfølte.

Når jeg så mere og mere fandt ud af at jeg er stolt over hvad jeg står for her, var det naturligt ikke at lade lyset være camoufleret under pseudonymitetens "anonyme" skæppe.

tosommerfugle sagde ...

Louise, Mange tak :-)

Og du ved jo nok at lige krager mager bedst!

Lizelotte sagde ...

Godt at se dig :) du ligner jo dig selv.

Vi ses inden alt for længe ... jeg skal nok lige ...

tosommerfugle sagde ...

:-) ok .....

(Jeg må dog "tilstå" at de 5 år ikke er gået helt sporløse hen over min hårfarve).

Lizelotte sagde ...

Nej det kan jeg OGSÅ godt se :)

Jeg er indtil videre kun blevet pletvis mentalt gråhåret ... giver det mening?

tosommerfugle sagde ...

Måske ... det kommer jo an på hvilken mening det skal give ;-)

Mentalt gråhåret er dog ikke lige et billede som jeg forbinder med dig!

Anja ligenu sagde ...

Johnnie:-) Det er jo lidt frækt at sige, men først tænkte jeg: hvor ser du ung ud ven:-) Jeg tænker, at havde den seneste bid af dit liv ikke sat spor, så ved jeg ikke hvad som kunne:-) Jeg er glad for du er den du er. Med det hele. Kys og tanker

tosommerfugle sagde ...

Frækt ... synes jeg da ikke :-) Det var så også et ualmindeligt vellykkedet billede af mig fra dengang.

For jo, det er da rigtigt at de sidste 2½ år med Ingelise og hendes nedtur satte sine spor. Endnu mere på hende, hun kom til at se 20 år ældre ud imens.

Og forløbet er jo så netop en del af hvad jeg er nu. Selvfølgelig ville jeg have ønsket at det ikke gik sådan - men det er heller ikke sådan at jeg ser med fortrydelighed på at jeg var med undervejs.

Kys og tanker til dig også ;-)

Anja ligenu sagde ...

Nej Johnnie - selvfølgelig er det ikke et ønske. Det ville være en stærk skævvridning hvis man påtænkte dig for dén vinkel:-) Og selvfølgelig skulle du være der til at bære hele vejen - 20, 40, 60 år...for i legemet havde du jo også været der 20, 40, 60 til.

Det er, for øvrigt, også et godt billede af Ingelise. Der er leg i jer, det er tydeligt.

tosommerfugle sagde ...

Den med fortrydelse kom op undervejs. Ingelise var usikker på om det blev for hårdt, for meget for mig. Og tænkte på om det havde være bedre for mig ikke at have mødt hende. Hun var bange for om jeg ofrede mig for hende, så havde hun måttet smide mig ud. Jeg kunne meget klart fortælle hende at jeg ikke på nogen måde var ked af at vi kom til at være par. På dét punkt kunne jeg give hende ro.

Og ja, vi havde et legende forhold sammen, hvor vi gjorde ting lette gennem også at være dybt alvorlige.

Logo sommerfugl