Som jeg bloggede om søndag den 9. september, havde Jyllands-Posten et interview med mig i indblik-sektionen. Som den overlevende hovedperson fra en sag der vakte opmærksomhed, er jeg jo godt stof. Og når jeg havde lyst til at fortælle min historie, var der basis for et samarbejde. Resultatet blev en hel side, samt henvisning både fra forsiden og fra lørdagens avis. Interviewet kan læses her:
Mens jeg aftalte det praktiske med journalisten, Kristine Amalie Linnet, markerede jeg at hun fik lov til at spørge om alt. Det eneste punkt hvor jeg sagde fra var fokus på sygehistorie og hvad der var sket deromkring. Hun kunne altså gå meget tæt på; det skulle til for at det kunne blive et godt interview. Det var også grunden til at jeg frabad mig at fotografen var til stede undervejs, så ville jeg være mere forsigtig, mindre åben. Det blev en udmærket snak.
Da artiklen var skrevet, havde jeg brødteksten til gennemsyn et par gange, hvor jeg mest havde justeringer til fakta og et par mindre misforståelser. Der var også andre steder hvor det kløede lidt i fingrene for at vinkle tingene på en anden måde, men jeg var helt bevidst om at når et ikke var mig der skrev, skulle hun have lov til at gengive det indtryk hun fik af forløbet og mig. Så jeg er også godt tilfreds med de passager som jeg bestemt selv ville have fortalt på en anden måde.
Ud over at stå alene som artikel i avisen, blev teksten dermed også et godt supplement til min egen måde at formulere sagen på. En blødere måde, og et afrundet billede set udefra. Det var heller ikke tilfældigt at det blev en kvinde der fik lov til at skrive interviewet. Det passede bedre sammen med de spørgsmål som jeg gerne ville have stillet.
Det skulle netop være et kik ind i min stue, på mere end én måde.
Indlæg
0 kommentarer:
Send en kommentar