"Døden kan komme som en nådig befrier, men det er voveligt, hvis vi selv vil til at administrere den."
Det er noget meget afgørende, nar talen er om værdig død, at værdigheden i forbindelse med døden er noget, som omgivelserne skylder den døende. Det gælder også, hvis den pågældende er blevet reduceret i sin intellektuelle kapacitet. Der er intet uværdigt ved at være senil dement, men de demente kan blive uværdig-gjorte, hvis de behandles nedladende og æreløst. At gå rundt og pisse i hjørnerne er ikke uværdigt, men bliver gjort uværdigt, når vi ikke tåler denne svaghed iblandt os.
Sat på spidsen er det altså værdigt at ligge som medicinpumpet grønsag bare omgivelserne behandler en værdigt. Det må han da gerne mene, men jeg vil have mig frabedt ikke at få lov til selv at tage stilling til min værdighed mens jeg selv kan.
Jeg er dog ikke helt uenig med ham, omgangen med andre mennesker er da en central del af begrebet værdighed. Det er bestemt vigtigt at være i stand til selv at behandle andre mennesker med værdighed. Værdighed er noget gensidigt.
Han er bestemt ikke umenneskelig, accepterer at smertelindring kan ske på bekostning af livslængde. Jeg er dog bange for at han her glemmer at smerte ikke kun er et fysiologisk fænomen. Det lyder smukt at forvente af omgivelserne at de kan hjælpe med både sjælelig og kropslig smerte, men virkeligheden er ofte en anden. Så foretrækker jeg at vove selv at administrere den nådige befrielse, døden.
Han fortæller også fakta om et smukt gammelt jødisk ægtepar, der med helbred og livsglæde i behold begik selvmord med champagne på bordet. De ønskede at dø, inden de holdt op med at elske livet. Sønnen håbede at han en skønne dag ville være ligeså modig. Den sag rystede den israelske offentlighed, hvor tabuet omkring selvmord er endnu mere udpræget end i Danmark.
Hele teksten fra artiklen:
Livets Ukrænkelighed
Døden kan komme som en nådig befrier, men det er voveligt, hvis vi selv vil til at administrere den
Af domprovst Niels Henrik Arendt, Haderslev.
»Måske skulle vi finde på en form for livstestamente, hvori der kunne stå: I skal ikke holde liv i mig, hvis den sidste rest af menneskelig værdighed er borte, selvom der er strøm på computeren og selvom blodpumpen fungerer. Hvis. jeg ikke kan leve et værdigt liv, så giv mig i det mindste en værdig død. Jeg vil ikke ende mit liv som dyb senil på et plejehjem, hvor jeg går rundt og pisser i hjørnerne, fordi alt vid er væk. Det kalder jeg for hjernedød. Nu ved I det!«. Sådan skrev en mand for nylig i avisen. Men hvad skal der forstås ved »værdighed«
Forestillingen om menneske-værdighed er grundlæggende i vores samfund og baggrund for meget af disse års etiske debat: kan den menneskelige værdighed bevares i lyset af den moderne bioteknologi? Krænker vi den menneskelige værdighed, hvis vi eksempelvis udfører forsøg på befrugtede æg eller holder menneske kunstigt i live?
Ideen om det enkelte menneskelivs ukrænkelighed, integritet og værdighed er afgørende for beskyttelsen af individet mod de værste overgreb. Ideen har utvivlsomt rødder i bl.a. kristendommen. Men i et med at mange af vores samfundsværdier er blevet løsrevet fra deres religiøse grundlag, må de begrundes i mennesket selv.
Troen på, at værdigheden er noget, mennesket får fra Gud er i stigende grad blevet erstattet af en forestilling om, at værdighed er noget, mennesket har i sig selv. Selv ud fra en ikke-religiøs opfattelse af virkeligheden er det imidlertid forkert. Værdighed er ikke en selvstændig egenskab, men et relationelt begreb. Værdighed er ikke noget, vi har, men noget vi får, noget, vi giver hinanden.
Vi ved det godt fra vores dagligdag: Den, der prøver at give sig selv værdighed og ære bliver ikke æret, men bliver til grin. Ære og værdighed kan man ikke tage, den kan man kun få givet. Endvidere: værdighed er noget, vi skylder hinanden. Det er helt afgørende, også når talen er om værdighed i forhold til døden. Skal vi have en værdig alderdom og en værdig død, beror det ikke først på os selv og det, vi kan gøre, men det beror på den måde andre omgås os.
Den klassiske fremstilling heraf findes i Shakespeares »Kong Lear«. Dramaet er et billede af den yngre generations afvisning af at tage sig af den ældre, når denne bliver afhængig af en - dermed er det top-aktuelt. Lear berøves sin kongelige værdighed af sine to ældste døtre. Han er ikke uden skyld deri, for han har betragtet værdigheden som noget, han selv besad, og nu behandles han aldeles uværdigt. Fornedret må Lear flygte ud på en hede, hvor han strejfer om i en tiltagende grad af hjælpeløshed og konfusion. Hvad gør man med et menneske, der har mistet de ydre tegn på værdighed? Her er det karakteristisk nok nogle gamle tjenestefolk, der lader den sønderbrudte konge bevare sin værdighed midt i hans rablende vanvid ved den måde, de fortsat behandler ham på.
Den 10. februar i 1995 begik et gammelt jødisk ægtepar, den 83-årige Josef Abrahami og hans 82-årige kone Silla selvmord efter 60 års lykkelig ægteskab. De var raske og livsglade mennesker, som ønskede at dø, inden de holdt op med at elske livet. Selvmordet forgik ved at de tog en overdosis sovepiller, medens de lyttede til klassisk musik og drak champagne.
Sagen har rystet den israelske offentlighed, fordi det er dybt forankret i den jødiske tro, at livet er helligt. Selvmordene har udløst en offentlig debat om at dø med værdighed. Det var, hvad de to gamle ønskede: deres selvmord skulle være anledning til, at man i Israel drøftede og indførte aktiv dødshjælp. Og deres begrundelse var som sagt, at mennesket har ret til at dø med værdighed. I et filmet interview med deres søn forud for selvmordet fortalte de, at de begik selvmord, før de blev alvorligt mentalt eller fysisk syge, fordi de var bange for at få hjerteslag eller hjerneblødning og ende som »grøntsager«. I et efterfølgende interview har sønnen fortalt: det var meget vigtigt for dem at leve et godt liv, hvortil også hører det at kunne dø, mens man stadig har styrke til selv at træffe beslutningen. Han fortalte, hvordan hans mor havde beklaget sig over, at hun kom til at se ældre ud på billeder. »De ville se raske ud og føle sig raske og forlade denne verden, mens vi stadig tænkte på dem som raspe mennesker.« Og han tilføjede: »Jeg håber, at jeg en skønne dag vil være ligeså modig«.
Dette smukke, gamle jødiske ægtepar udtrykker noget, som er meget alment, især i de vestlige samfund: længslen gifter at få en god død. Eller en værdig død.
Vi vil gerne med Grundtvigs ord kunne »sige verden ret farvel«. Billedet, som Grundtvig bruger i denne salme om, at man i den sidste nattevagt kan sidde med en af sine kære ved siden og tale som ven med ven udtrykker et udbredt ideal.
Der overfor står skræmme billedet af en død, omgivet af fremmede, berøvet sin styrke og måske sine åndsevner, overfaldet af smerter, hvis omfang ingen gør sig begreb om, og prisgivet kolde maskiner, som ufølsomt bare fortsætter med at pumpe liv rundt i kroppen på en, længe efter at man selv er blevet færdig med det. Det er disse to billeder overfor hinanden, som efter min mening også er baggrund for, at der tilsyneladende er flertal i befolkningen for at indføre aktiv dødshjælp. Forestillingen er, at uden muligheden herfor kan man risikere at havne i den sidst nævnte situation, mens man med muligheden for aktiv dødshjælp er nogenlunde sikret, hvad man selv forstår ved en værdig død. Det er inderligt forståeligt. Men det er forkert, at spørgsmålet om aktiv dødshjælp eller ej i vid udstrækning er blevet identificeret med alternativet: værdig eller uværdig død. Jeg kunne forestille mig, at en evt. legalisering af aktiv dødshjælp godt kunne føre til en forøgelse af mulighederne for en uværdig død, mens omvendt en beslutning om at fastholde den gældende lovgivning på området måske kunne være med til at sikre flere mennesker, hvad vi forstår ved en værdig død.
Det er noget meget afgørende, nar talen er om værdig død, at værdigheden i forbindelse med døden er noget, som omgivelserne skylder den døende. Det gælder også, hvis den pågældende er blevet reduceret i sin intellektuelle kapacitet. Der er intet uværdigt ved at være senil dement, men de demente kan blive uværdig-gjorte, hvis de behandles nedladende og æreløst. At gå rundt og pisse i hjørnerne er ikke uværdigt, men bliver gjort uværdigt, når vi ikke tåler denne svaghed iblandt os.
Jo, mere reduceret et menneske bliver, desto større er udfordringen til omgivelserne i retning af at tildele dette menneske værdighed. Når mennesket ingen værdighed har tilbage i sig selv i vore øjne, så er det netop vores opgave at yde så meget mere værdighed gennem den måde, vi behandler det på. Det kan være belastende indtil det ubærlige at se f.eks. sin højtelskede ægtefælle blive reduceret til en skygge af sig selv. Men man oplever dog gamle mennesker ære det, der har været, ved med rørende omsorg og trofasthed at fortsætte med at behandle ægtefællen, som havde han eller hun værdigheden i behold. Hvad de altså også har, så længe der er, nogen, der vil yde dem den.
På en konference om aktiv dødshjælp 2. dec. 94 sagde den svenske læge og forfatter P. C. Jersild: Jeg ønsker at få lov at dø på samme måde, som jeg har levet!
Det handler om at kunne forblive det frie, selvbestemmende, moralsk handlende menneske, som man har forsøgt at være livet igennem. Enhver deler vel det ønske. Men vi må erkende, at det er ikke hvert menneskes lod. Vi er bange for at blive svage. Vi er bange for at blive hjælpeløse, for at blive afhængige af i andre, for at ende som de spædbørn vi var til at begynde med Den uafhængighed, vi tilkæmpe os i et med at vi dannede vores egen personlighed, ønsker vi ikke at give fra os. Og dog er det et menneskeligt vilkår: i døden, om ikke før, mister vi os selv. Det er farligt, hvis vi fortrænger, at dette er menneskelivets vilkår. For det betyder, at vi dyrker et ideal om selvstændighed og uafhængighed som en betingelse for værdighed, et ideal som vitterlig ikke alle kan leve op til.
Den menneskelige svaghed må ses som den maksimale udfordring til vores omsorg, medfølelse og solidaritet - givet den viden, at den skæbne kan blive vores egen eller en af vore kæres. Jeg tror ikke på det værdige i at tage døden i vores tjeneste til at befri os for den menneskelige svaghed. Døden kan komme som en nådig befrier, men det er voveligt, hvis vi selv vil til at administrere den.
Det er forståeligt, hvis hele det forløb, der fører op til døden, opleves som en krænkelse af alt det, som har været: vi rammes af svækkelse, tristhed ved at miste, muligvis smerter, sygdom, forfald, måske sløvhed, senilitet, demens. Det er alt sammen død i små doser, og døden er den ultimative krænkelse af livet.
Selv når døden kommer som en befrier, er den en krænkelse af livet, og den opleves kun som befrier, fordi den allerede har påbegyndt indløsningen af sit tilgodehavende.
Vi kan acceptere en lidelse, der giver et eller andet udbytte, f. oks. i form af helbredelse eller åndelig styrke, men den lidelse, som bare er det sidste stadium før døden, synes meningsløst. Men én form for mening, har den i hvert fald: den at kalde på medfølelsen, omsorgen, tilstedeværelsen. Ignorerer vi denne udfordring, så overlader vi den døende til lidelsens meningsløshed. Oprøres vi derimod over smerten, så ligger deri kimen til et fællesskab om det meningsløse, et fællesskab som transcenderer meningsløsheden.
Det er muligt at give mening til lidelsen ved at bekæmpe den. For den uudholdelige smerte er en krænkelse af menneskelivet og den menneskelige ånd, en krænkelse, vi kan blive tvunget til at bekæmpe med drastiske midler. Smertebekæmpelsen, selv den der ultimativt har dødelige konsekvenser, er alligevel en kamp mod døden og en kamp for livet. Så kan man spørge: er det ikke bare et spørgsmål om konsekvens så at tillade egentlig eutanasi?
Nej, smertebehandlingen er en kamp for livets ukrænkelighed –imod den dødelige krænkelse, som den uudholdelige smerte er -eutanasi er at give køb på opfattelsen af livets ukrænkelighed.
Vi kan ikke selv bestemme om vi får en værdig død eller ej. Det afhænger af de andre.
(Artiklen har tidligere været bragt i Jydske Vestkysten)
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar