Den tænksomme forskerspire har et par gange taget fat i det med at gennemføre et rimeligt ønske om at dø på en god måde, i blog-indlæg om købedød og værdigt selvmord. Det hænger jo en del sammen med et endnu mere følelsesladet emne om hvordan vi afgør om dødsønsket er rimeligt, det tror jeg at jeg gemmer til en senere lejlighed.
Altså går jeg ud fra en situation hvor et menneske har en god og velgennemtænkt grund til at ville dø, og forestiller mig at vor kultur har udviklet sig til at være civiliseret nok til at et sådant valg ikke ses som forkert. At vi ikke ser behov for at tvinge mennesker til leve et ubærligt liv i en langtrukken nedadgående spiral. Ja, jeg tillader mig at være idealist - og lade som om min kærestes død skete i et så humant samfund.
En tanke kunne være at bedemændenes arbejdsområde var udvidet til at omfatte hjælp til selve det at dø. Der kunne gøres meget ud af gøre det på en pæn og værdig måde, efter ønsker fra den som gerne vil dø. Det kunne være en fin løsning, hvis der ikke var bedre måder.
Men når jeg tænker på om vi havde valgt denne nødløsning, reagerer jeg med let sarkastiske ord om en moderne udgave af manden med leen, en pæn bøddel. Jeg tror ikke vi havde valgt denne upersonlige løsning.
Min foretrukne løsning ville have været at jeg kunne hjælpe hende med at skaffe egnede midler, så hun ikke skulle være bange for at vågne igen med en skadet krop. Jeg havde hjulpet hende med mange ting, støttet hende til det sidste. For mig ville det være konsekvent også at kunne give hende denne allersidste hjælp.
Døden er noget meget personligt.
Desværre kan vor samfundsorden ikke helt rumme en så afklaret holdning til døden, så forløbet blev ikke gennemført med helt samme sindsro som jeg her har idealiseret om. Vi kom så tæt på som muligt, men måtte også forholde os til risikoen for at jeg blev set som kriminel og fængslet. Det valgte jeg at se som uvigtigt. Vi måtte satse på at metoden var sikker nok.
Et andet spørgsmål kunne være om det sidste hjerteslag skulle slås mens vi var sammen. Min kæreste var stolt til det sidste, og ønskede ikke at nogen skulle følge hvordan hun desværre måtte give op. Det var bedre at jeg en sidste gang ønskede hende en god nat.
Døden er noget yderst personligt.
Nyere opslag
Opslag
6 comments:
Jeg bliver en lille smule stødt over din "sarkastiske" reaktion. Du gør det til noget ophøjet, at din kæreste var "modig", "stærk" og bruger andre af den slags ord om hendes/jeres måde at få hende herfra.
Den udvidede bedemandsfunktion finder jeg egentlig ikke helt tosset som idé. Det behøver ikke være dem, der udfører selve akten, men at det foregik under en form for kontrol kunne jo f.eks. lette det juridiske aspekt. Man kunne også se det som en udvidet hospice-funktion - hvor man ikke bare kan komme for at vente på at dø, men også gribe sagen lidt mere aktivt an.
Det der støder mig lidt (så er det heller ikke værre ;)) er nok, at du - måske fordi du er så fokuseret på lige netop din kæreste og hendes personlighed? - virker blind over for, at andre kan have andre, lige så personlige, ønsker om, hvordan de gerne vil herfra. Og at man ikke nødvendigvis er "svag" eller "kryster", hvis man ikke har lyst til at gøre på den måde, hun foretrak det.
Jeg kunne f.eks., som jeg nævnte i mit indlæg, ikke tænke mig at dø alene - og her tænker jeg ikke på "som et ensomt menneske", men ganske enkelt - jeg kan bedst lide tanken om, at der er andre hos mig, når jeg skal dø. Det føles bare rigtigst.
Jeg synes, man skal passe på ikke at bruge gloser som "stærk", "modig" og "værdig" om nogle måder at ville dø frem for andre. Men måske snarere holde sig til dit: "Døden er noget meget personligt" - for det tror jeg, den er. I hvert fald personligt på den måde, at det er meget individuelt, hvordan vi forholder os til den.
Svar til "zenia" fra anjoe. Sarkasme, ironi etc., og at en kæreste var modig, stærk etc., de ord finder du ophøjede fra skrivers side.
Hvorfor dog? Er du kender udi selvmordere, og hvis, hvilken gruppe er du ekspert udi??
Venter på svar her på bloggen ;-)
Jo, det er jo netop min pointe (gentaget et par gange) at døden er noget meget personligt, og dermed også at det er meget individuelt hvordan vi forholder os til den. Enig ;-)
Altså skriver jeg ud fra hvordan jeg personligt forholder mig, ud fra at jeg har haft lejlighed til at afprøve det i praksis, sammen med et menneske der handlede ud fra tilsvarende værdier.
Det er helt bevidst at jeg fokuserer på forløbet med min kæreste, for jeg ønsker netop ikke at fortælle andre hvordan de skal forholde sig. Jeg synes blot at det er vigtigt at mennesker aktivt forholder sig til denne vigtige del af livet, og vælger at fremlægge en af de mere markante (og gennemtænkte) måder. Jeg håber nok lidt at andre kan lære af det, gerne på den måde at de finder et måske endda meget anderledes svar.
Som konsekvens er jeg meget sikker i hvordan mine svar er, og vælger gerne klare ord derom. Men jeg har ikke patent på sandheden, og tænker ikke de modsatte tillægsord om andre måder at forholde sig på. Jeg kan godt se at det kan læses som at jeg ser noget "ophøjet" i vores valg - men bryder mig egentlig ikke om ordet, netop fordi det kommer til at lyde som en slags nedgørelse af andre valg.
Normalt er jeg helt med på den med at det er godt at have sin(e) nærmeste med når livet slutter. Jeg synes dog at det er noget andet når døden er noget som den enkelte vælger og selv gennemfører. I forhold til at være livsglad er det noget af et nederlag når løsningen bliver at dø. Hvis jeg kommer ud i at dræbe mig selv (mens jeg selv kan) tror jeg også at jeg vil foretrække at sige farvel, og gennemføre det uden ledsagelse. For mig føles det mest rigtigt.
Min brug af ord som "modig" er møntet på hele forløbet op til det selvmord som blev en udvej, og ikke et forsøg på at karakterisere selve handlingen, det er altså ikke krysteragtigt at foretrække at gøre det på en anden måde.
Når jeg kalder selvmordet værdigt, er det i sammenligning med uværdigheden i et alternativ som meget lang tids lidelse, fastlåst af slanger, svaghed og medicin. Det tror jeg ikke at der er mange der vil kalde værdigt. Altså blev døden det værdigste alternativ.
Jeg er helt med på at det ville være et plus at have en slags udvidet hospice eller bedemand til at hjælpe, for dem der ville vælge den vej. Et stort fremskridt i forhold til nu. Jeg ville blot have det skidt med ikke at kunne få lov til at tage sig af det to mennesker imellem, dertil synes jeg at det er for personligt - og det var en væsentlig del af basis for mit indlæg.
Med kortere ord var det altså ganske utilsigtet at du blev lidt stødt, Zenia :-)
Tak for din uddybning. :) Jeg vidste jo også godt, at du mente det godt (derfor jeg også lige skrev, at så var det ikke værre, men jeg fik den der *irk*-følelse og fandt den relevant at tage med - fordi det netop er så personligt, og for mig i hvert fald forholdsvis nyt overhovedet at have denne her slags samtaler, i hvert fald offentligt og med folk, jeg ikke kender. Fordelen ved at melde ud er, at man i bedste fald kan gøre både sig selv og andre klogere af at gøre det - måske især fordi det vil være så trist, hvis fremstillingen af det her tema bliver ensidigt. :)
Anjoe - jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare på dine spørgsmål. Jeg har selvmord inde på livet på forskellig vis, men det gør mig ikke til ekspert. Det tror jeg heller ikke, at denne blogs bestyrer hævder at være, men mit indtryk er, at han er interesseret i at få respons på sine indlæg, også andet end: "hvor er det godt skrevet!" (Du må jo rette mig, hvis jeg tager fejl, Johhnie, selvom jeg nu synes, at dit svar bekræfter min tanke.
Jeg opponnerer i øvrigt heller ikke mod, at du kalder din kæreste modig - det lyder bestemt som om, det har krævet styrke og mod at nå til den beslutning, hun til sidst nåede til. Blot havde jeg lyst til at pointere, at stærke og modige handlinger også kan komme til udtryk på andre måder - selvom jeg et eller andet sted godt vidste, at du ikke ville være uenig. :)
- til zenia må jeg blot skrive/spørge: forklar dig nærmere retur. Du lod til at kunne give alle god besked, og nu er du tilsyneladende kun en iblandt en del af os andre, som har haft selvmordere tæt på livet...
Så vidt jeg læser Zenia gør hun sådan set det samme som mig. Kommer med sine egne holdninger og erfaringer. Det er jeg godt tilfreds med. Når jeg selv tillader mig at udtrykke mig lidt skarpt, sætter jeg så meget desto mere pris på at at nogen forholder sig kritisk.
Noget af styrken ved blog-mediet er netop dets sammenkobling mellem det personlige og det offentlige - og så især her hvor emnet har en dybt personlig karakter, samtidig med at der kommer offentlig fokus på enkelte hændelser. Så er det rigtig interessant hvad der sker.
Der er mange som, på hver sin måde, har haft selvmord tæt på, og har hver deres mere eller mindre afklarede måder at forholde sig. Når jeg kommer med en af de mest klare udmeldinger om min måde at tænke på, er jeg helt med på at det kan virke lidt provokerende, og vække reaktioner.
Altså er det netop velkomment med udtryk for en *irk*-følelse, så er der grundlag for at lære noget af hinanden. Jeg havde ikke tænkt på at men fremlægning kunne ses som udtryk for at jeg så det som noget "ophøjet", så det gav da anledning til at tænke lidt videre over nogle ting.
Egentlig overvejede jeg mere om nogen kunne se mig som lidt "højrøvet" når jeg helt skamløst står for en radikal stillingtagen til et meget følsomt emne. Med "høj" mener jeg "i sparkeposition" ;-)
Send en kommentar