Anledningen til at jeg startede denne blog var min forargelse over at blive krævet dømt for at acceptere min kærestes selvmord, når jeg var sikker på ikke at have gjort noget forkert. Men jeg blev jo frifundet, og fakta er at jeg har en bred folkelig opbakning for at have handlet ret.
Så hvorfor så fortsætte med denne blog?
Det er ikke for at retfærdiggøre mig, det er der jo ikke brug for. Det handler heller ikke om aktiv dødshjælp, selv om denne debat ligger så tæt på at jeg bevæger mig ind i den.
Grundtanken er dybere, er et spørgsmål om respekt. Respekt for den frie vilje, for værdighed, for at tage ansvaret for sig selv, men allermest respekt for livet.
Jeg er ikke religiøs, men "låner" alligevel en vending om at livet er helligt. Det skal behandles godt, holdes i ære. Det er så fantastisk at det skal elskes og nydes, leves fuldt ud.
Livet er værd at kæmpe for. Kæmpe for at have et godt liv. Modgang er en del af livet, en nødvendig del, uden modgang kan medgangen ikke mærkes fuld ud. Hvis et menneske taber overblikket i modgang, og vil dø, skal der hjælpes. Det kræver respekten for livet.
Liv er værd at kæmpe for. Men hvis kampen for det gode liv er ukæmpelig, hvis det er nyttesløst at trække pinen ud, hvis de få gode stunder blot tydeliggør at et mirakel ikke er i vente, må det være tilladt at turde give slip. Det kræver respekt for liv.
Menneskelivet skal ikke krænkes af en forstilling om at længden er vigtigere end indholdet.
Nyere opslag
Opslag
12 comments:
Hej Johnnie :)
har lige læst et par af dine blogs, og vil gerne skrive min mening. Jeg forstår så på dine breve, at du har været igennem en del med din nu afdøde kæreste, og jeg fornemmer, at hun var ret ung.
Du har en meget romantisk tankegang omkring "det her med" euthanasia, altså 'aktiv dødshjælp', din tankegang er sympatisk og lettere tynget af sorg. Mange vil nok nikke medfølende, men jeg må indrømme, at jeg er den, som ser skeptisk på euthanasia. Jeg vil ikke bruge 'dødshjælp', for ordet 'hjælp' er for værdiladet. Jeg mener, at når man er så fortvivlet og deprimeret, at den eneste umiddelbare løsning synes at være døden, skal man have hjælp. Her kan man ikke tale om "en ret til" at få fred, for menneskelivets ukrænkelighed (religiøst/normativetisk argument) må gå forud for alt. En lovliggørelse af euthanasia peger mod en udvikling, hvor personer, som ikke ønsker dødshjælp, får det, idet pårørende/lægen anser det som værende for det bedste. Dette vil man ikke kunne undgå, se blot andre lande (Holland, Schweiz) som har gjort det. Hvem vil i så fald opstille grænser for hvornår en person lider nok? Og hvornår vil der være tale om egentlig dødshjælp og ikke medlidenhedsdrab eller assisteret selvmord? Du kan ikke undgå, at udviklingen vil tage en glidebane-drejning, som vil have negative konsekvenser for nogle. Skal de mest ekstreme tilfælde virkelig tillade at der opstår en generel regel for alle?
Ja, jeg kunne blive ved, men tror, det er bedst at stoppe her.
Jeg håber, du kan se nogle af ulemperne ved euthanasia, at det ikke bare er en melankolsk-romantisk drøm om 'en sommerfugls selvmord'
- en kommende læge
Hej igen :)
jeg læste lige mine ord igen og kom i tanker om en sidste ting, som jeg håber vil blive taget med:
når jeg så henkastet siger, at disse lidende mennesker skal have hjælp, hvis de anser døden som værende den eneste dødsvej, grunder det i, at man umuligt kan argumentere for, at disse har en autonomi, dvs. selvbestemmelse, som enhver anden, som tænker rationelt og handler selvstændigt. Når man er i en så håbløs situation som denne, vil lægen eller/og pårørende fratage den syge deres autonomi, og træffe valg på deres vegne. Johnnie, du må ikke glemme, at mange af disse mennesker efter intens hjælp faktisk begynder at se lyspunkter i deres liv. Jeg har selv været vidne til rettere mirakuløse bedringer, har du overvejet, at din kæreste måske en dag mange år senere ville finde glæden ved livet igen?
Jeg håber, at du vil kritisere mig lidt :) for jeg har svært ved at se en mening, for mig virker det mere som et drab (undskyld det hårde ord). Jeg er ikke bange for døden, jeg har ikke lyst til at leve 'for længe', men livet er ukrænkeligt. Som lægeløftet siger: "efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn" :)
Som kommende læge tror jeg at du skal passe meget på med ikke at falde i fælden med den udbrede lægeholdning "vi ved bedst". Selvfølgelig giver uddannelsen en viden om medicinske spørgsmål, som ikke så mange andre har. Men liv og død er ikke et medicinsk spørgsmål. Lægens opgave er at hjælpe ved at behandle sygdomme. Det er jo ikke altid muligt.
Hvad lægeløftet angår, som er det jo netop rigtigt at det er vigtigt at anvende kundskaberne til sine medmenneskers gavn. Det vil jo her sige den syge. Men det er ikke "til gavn" at holde et menneske fast i et ubærligt og uønsket liv. Se blog indlægget: Lægeløftet kræver aktiv dødshjælp.
Når du som argument holder på "men livet er ukrænkeligt", at dette ligefrem "må gå forud for alt" er det meningsløst uden at afgrænse hvad det konkret betyder. Du er selv inde på at sætte det i religiøs kontekst, men det holder jo kun for mennesker som vælger at leve inden for disse erkendelsesmæssige rammer. (Se også blog indlægget Lægen lod Guds vilje ske: Aktiv dødshjælp).
Som normativt argument er det meningsløst uden en forståelsesramme. Hvis et uudholdeligt liv pr. definition skal ses som bedre end døden, må der argumenter på bordet, og ikke abstrakte (og yderst romantiske) forestillinger som "hvor det er liv er der håb".
Du afviser begrebet "aktiv dødshjælp" fordi du ikke vil kalde det for hjælp. For mig er det faktisk det allermest centrale at det skal være tale om hjælp. Altså ikke en eller anden komite, der sidder og vurderer hvem der overholder visse medicinsk definerede kriterier for at kunne få lov til at dø.
Og jeg taler ikke primært om det som ligger på dødslejet, og hvor det blot kan blive til et spørgsmål om at afkorte terminalfasen. Jeg taler f.eks. om en hvis hjerne er ved at gå i opløsning med Alzheimers Sygdom, og ikke ønsker at plagen skal trække ud i årevis.
Uden mulighed for aktiv dødshjælp bliver det nemt til et selvmord "i god tid". Med mulighed for at få hjælp til at dø når grænsen er nået, kan livet blive længere. Aktiv dødshjælp kan altså nemt være livsforlængende.
Hvad min kæreste angår, er det faktisk helt bevidst at jeg ikke fremdrager den sag som eksempel omkring aktiv dødshjælp. Hun havde sine gode grunde til et selvmord, og det skulle ikke forhindres. Dine ord "måske en dag mange år senere ville" ser jeg som udtryk for respektløshed. Når udsigten ville være mange års lidelse, og en meget usikker udsigt til måske at få det bedre, er det ikke noget argument for at tvinge nogen til at leve videre. Hendes beslutning var velgennemtænkt, og vedholdende mens hun havde det så godt som muligt. Det må være nok. Hun var i øvrigt ikke ung, årgang 1948, og med stor livserfaring.
Som nævnt er det vigtigt at det handler om hjælp, altså når det er mennesket selv som ønsker døden. Derfor er det manipulation (som bedrevet i Det Etiske Råds stærkt partiske kampagne imod dødshjælp) at tale om drab.
Og hvis du som kommende læge ser det som din opgave at "fratage syge deres autonomi", så har jeg ikke lyst til at få dig som læge når jeg bliver gammel. Det lyder direkte uhyggeligt og umenneskeligt. Det er noget alvorligt sludder (fra Det Etiske Råds kampagne) at det skulle være umuligt at argumentere for at et menneske har autonomi bare fordi det nærmer sig døden. Der kan selvfølgelig være konkrete tilfælde, men som generelt betragtning er det udtryk for hattedameri af værste skuffe.
Det Etiske Råds pseudoargument med spørgsmålet om "de mest ekstreme tilfælde" skal medføre en generel regel er at vende tingene på hovedet. Selvmord er ikke forbudt. Juridisk set er det noget makværk at det skal være strafbaret at hjælpe nogen med noget som der ikke er love imod. Aktiv dødshjælp er forbudt i Schweiz. Hvad der er tilladt er at hjælpe med selvmord, så længe hjælperen ikke har egennyttige grunde. Det fungerer faktisk fremragende. For det er en lovgivning som tager basis i respekt for mennesker og deres dømmekraft. Ikke en forestilling (som mange lovgivere ynder) om at det er nødvendigt at regulere hvornår det skal tillades.
Du påstår at det i Schweiz glider i retning af at dødshjælp gives til personer som ikke har bedt om det (en mere præcis formulering end "ikke ønsker"). Det er noget vrøvl. Og husk: Så længe at såkaldt "passiv dødshjælp" praktiseres er det jo netop i Danmark typisk når det ikke er muligt at spørge.
For mig at se handler det etiske dilemma om det skal være i orden at afpasse sine handlinger efter om hensigten er at fremme dødsøjeblikket, eller det omvendte. Når "passiv dødshjælp" praktiseres med fornuft, er det jo netop tale om at hensigten er skiftet fra at udsætte til at fremme dødsøjeblikket. Det kan der jo være behov for. Og så er det altså en rent abstrakt skelnen om en aktiv beslutning (med dertil afpassede handlinger) regnes som aktiv eller passiv dødshjælp.
Jeg betragter det som "bare en melankolsk-romantisk" drøm at se et behov for at holde mennesker fast i lidelser mens der ventes på et mirakel.
Jeg er helt bevidst melankolsk/romantisk når jeg har refereret til sagen med min kærestes behov for at dø. Som nævnt er jeg bevidst om netop ikke at blande dette sammen med dødshjælp, hvor jeg bestemt ikke betragter mig selv som melankolsk/romantisk.
Hej igen Johnnie :)
jeg tænkte nok, at du vil forstå nogle af mine kommentarer helt forkert, så derfor vil jeg ikke skrive et længere brev...
Jeg ser ikke sort-hvidt på tingene, jeg går ind for passiv dødshjælp, de fleste læger har stået i en situation, hvor de har udøvet dette.
Jeg bryder mig ikke om din tone, som indirekte siger, at jeg er en dårlig læge, fordi jeg fratager min patient hasn autonomi. Læs Sundhedsloven udførligt, der er en hel del tilfælde, hvor en læge netop SKAL fratage patienter deres selvbestemmelse, hvadenten du bryder dig om det eller ej. Sådan står der i loven, og alle læger skal på et eller andet tidspunkt gøre.
Hvis du mener, at argumenter som "livet er ukrænkeligt" er ubrugelige, mener jeg, at du selv må læse dine argumenter igennem :) Jeg kan sagtens remse en masse Kant, Bentham og kategoriske imperativer osv op, men det vil ikke give nogen mening her.
Jeg håber du får det godt fremover :) og at du får dig selv 110 % affundet med at du handlede rigtigt mht. din kæreste (det var slet ikke min intention at såre dig på nogen måde) :)
Ps. husk Johnnie, ingen ved hvad der er rigtigt eller forkert, at sige, at euthanasia er fuldkomment rigtigt eller forkert lyder som om man har et Gud-kompleks :) der er ingen af os, der har svarene...
:) mig igen
glemte lige at sige, at RTC'ere (evidensmedicin - randomized clinical trials) har vist, at lovliggørelsen af euthanasia i Holland rent faktisk HAR ført til, at tusiner af mennesker er blevet dræbt uden deres samtykke. Du kan søge artikler på artikelbasen pubmed. Denne her artikel faldt jeg også over i dag:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/86904:Etik--Vigtigt-at-vide-om-aktiv-doedshjaelp
Det er for billigt blot at påstå at jeg forstår nogle af dine kommentarer helt forkert, når jeg tillader mig at gå lidt kraftigt ind i argumentationen. Du lagde op til debat, og så ...
Selvfølgelig ved jeg da at der er tilfælde hvor sundhedsloven forventer at læger "tager over", typisk i forhold til inhabile eller uligevægtige patienter. Men jeg holder fast på at det kan være et overgreb rutinemæssigt at tage over hvis en håbløst syg gør noget for at dø så hurtigt som muligt. Det har ikke noget med "dårlig læge" at gøre. Det har at gøre med at eksistentielle valg ikke er lægefaglige spørgsmål. Og det er ikke lægers opgave at livet skal være så langt som muligt.
Jeg ser ganske enkelt ikke "livet er ukrænkeligt" som et argument, det er en abstrakt påstand som kun får betydning når den gives indhold med konkret argumentation. En argumentation er kirkens, men den kan ikke gælde for mennesker med et andet livssyn.
Hvad Kant angår, har jeg selv været igang. Blog-indlæg: Kants kategoriske imperativ misbruges. Kant forholder sig "kun" til at lave helt almene regler, netop distanceret fra virkeligheden og konkrete omstændigheder.
Og bare rolig, jeg var ikke såret omkring det med min kæreste. Det kunne jeg jo kun blive hvis jeg ikke var helt sikker omkring det moralsk forsvarlige ved hendes og mine valg i situationen.
Enig i at det ikke giver mening at mene at f.eks. dødshjælp altid er rigtigt eller forkert. En af grundene til at jeg normalt foretrækker at undgå ordet "euthanasia" er at dette engelske ord også bruges når mennesker af bekvemmelighedsårsager vælger at aflive kæledyr som de synes er blevet for besværlige at have. Og det lyder jo ikke rart i forhold til mennesker. Det skulle jo gerne handle om hjælp.
Jeg er klart tilhænger af at have respekt for et menneskes gennemtænkte valg, også når det bliver til en vurdering af at døden ikke er det værste alternativ. Og jeg er tilhænger at at det kan være moralsk rimeligt at hjælpe her.
"Dræbt uden deres samtykke" er manipulerende sprogbrug, når det reelt handler om døende mennesker hvor der ikke var en mulighed for at snakke med dem om det. Der er jo ikke tale om at der handles hen over hovedet på kompetente patienter, men snarere noget der i meget høj ligner "passiv dødshjælp", hvor smertestillende midler gives vel vidende at det vil afkorte livet. Hvor der ikke er grund til at trække dødsprocessen i lange, lange drag. Så jeg vil hellere dø efter hollandske regler, end efter danske - også selv om jeg ikke er helt glad for at de hollandske regler i alt for høj grad gør det til en lægeafgørelse om dødshjælp kommer på tale eller ej. Jeg mener helt bestemt at der (også i Holland) mangler
noget omkring at sikre sig at patienten selv i ro og mag tager stilling til det, før det er lige op over.
Hvad jeg protesterede imod var at du blandede Holland og Schweiz sammen. Praksis i disse lande er så forskellige at det at blande dem sammen blot udstiller at du ikke kender til hvad du udtaler dig om. Hvad Schweiz juridisk har konstateret er at hjælp til selvmord kun behøver være strafbart hvis hjælperens motiverer ikke kan siges at være hjælp, men en form for egennytte. Blog indlæg: Schweiz: Selvmord er en menneskeret.
Beklager at jeg i første omgang overså din yderligere kommentar...
Blot en kort kommentar da jeg ikke kan huske hvor jeg læste undersøgelsen henne og derfor ikke kan komme med en kildeangivelse.. MEN en svensk undersøgelse blandt netop læger viste en markant forskel i holdningerne omkring dødshjælp: Desto yngre og desto mindre erfarne læger desto større modstand - desto ældre og desto mere erfarne læger desto mindre modstand og ja, ligefrem forståelse og sympati for muligheden.
Chancen for at lægen selv har haft dødshjælp (eller behovet derfor) inde på livet stiger jo netop med erfaringen og alderen. Når gråzonen viser sig at have mere dybde end de klare og nemme svar.
Jeg kastede mig over Google og fandt:
Dagens Medicin: Var tredje läkare kan tänka sig ge passiv dödshjälp.
Trods overskriften handler det ikke om "passiv dødshjælp", men om "lægehjælp til selvmord".
Den fråga läkarna fick ta ställning till var om de skulle kunna tänka sig att förskriva letala doser av ett läkemedel till en patient som är terminalt sjuk och som lider svårt.
Patienten ska själv ska ta läkemedlen och syftet med förskrivningen är att han eller hon ska dö utan att känna smärtor.
– Andra förutsättningar var att förskrivningen sker på patientens initiativ och att han eller hon är beslutskapabel, sade Niels Lynöe.
Det visade sig att drygt var tredje läkare, 34 procent, skulle kunna tänka sig att förskriva läkemedlen medan 39 procent svarade nej. Resten, runt 25 procent, var tveksamma
[...]
Äldre läkare, läkare 50 år eller äldre, var också betydligt mer positiva än yngre läkare. Bland de äldre läkarna svarade 40 procent ja, medan 38 procent svarade nej. Av de yngre svarade 27 procent ja medan hela 43 procent var negativa.
– Det beror säkert på att äldre läkare har mer livserfarenhet, att de har träffat dessa patienter i högre utsträckning än yngre läkare, sade Barbro Westerholm, läkare och tidigare generaldirektör för Socialstyrelsen..
åh du søde muse:-) - ja mon ikke det var den artikel jeg mente mig at have læst. Jeg må vist ud og finde mig en lidt ældre læge så jeg kan øge mine chancer for selvbestemmelse over mit eget liv når og hvis den tid kommer. :-)
Jep, find en læge som kan give lov til at dø :-)
Et interessant aspekt ved denne undersøgelse af Anna Lindblad fra Karolinska Institutet, er forresten at den viser at en stor del af forskellen kommer af at "kun" 22% af over-50årige læger var i tvivl, mens 30% af resten ikke gav et afklaret svar. Så der er vel et vist håb om at de ville være til at snakke med i en situation hvor behovet bliver påtrængende.
Send en kommentar