Når Det Etiske Råd fører kampagne (!) mod aktiv dødshjælp, er et af deres argumenter at "Eutanasi strider imod menneskelivets ukrænkelighed". Derefter en uklar smøre, hvor de prøver at dække over at rådets mange aktivt kristne egentligt mener at menneskelivet er helligt. De ved jo godt at religiøst klingende argumentation ikke holder overfor mennesker med en anden livsanskuelse, så derfor snirkelsnakkes der i lange baner.
Ved analyse af tågede begreber som "ukrænkelighed" kan det være opklarende at se hvilke ord andre sprog bruger for samme abstraktion. På engelsk hedder det "sanctity of life", hvor ordet "sanctity" netop kommer af ordet for hellig, "sacred". Lige som på dansk er det et klart religiøst begreb, som dog også kan bruges i overført betydning uden at henvise til en gud.
Tilsvarende er det relevant at se på hvordan begrebet i øvrigt bruges. Den primære anvendelse på dansk er her Danmarks Riges Grundlov, kapitel VIII om borgernes frihedsrettigheder.
- §71 Den personlige frihed er ukrænkelig [...]
- §72 Boligen er ukrænkelig [...]
- §73 Ejendomsretten er ukrænkelig [...]
Det centrale i "menneskelivets ukrænkelighed" må være at ingen skal frarøve det enkelte menneske livet. Mord er en alvorlig forbrydelse. Ingen skal beslutte sig for at jeg ikke længere skal leve. Det ligger indenfor mit private domæne at disponere over mit liv, og dermed også dets afslutning. Selvmord er ikke en forbrydelse.
Hvis staten ejede mig og mit liv, kunne selvmord kaldes for en forbrydelse. Så ville det være at frarøve staten en undersåt. Tilsvarende hvis en Gud ejede mig og mit liv. En sådan Gud kunne kræve af mig at jeg skulle gøre alt for at leve så længe som muligt. Men jeg vil ikke finde mig i at andre mennesker i deres tro på en Gud insisterer på at de skal bestemme over mig, eller andre som ikke vælger at tro på at de er Guds ejendom.
Selvmord er ikke et brud på "menneskelivets ukrænkelighed". Hvis jeg vælger at dø ved selvmord, er det ikke at berøve mig mit liv. Der kan være forskellige holdninger til om min begrundelse er god nok. Der kan være religiøse holdninger til om det ville være moralsk, om jeg har pligt til ikke at afslutte mit liv. Der kan være forskellige filosofiske holdninger til om det overhovedet kan være fornuftigt at ophøre med at eksistere, eller om hvad som helst er bedre end ingenting.
Da min autonomi indebærer at det er helt naturligt at jeg træffer personlige valg som afviger stærkt fra hvad andre ser som vigtigt, er det en grundlæggende præmis at der ikke kan være absolutte regler for hvad der, for mig, er det rigtige. Så længe mine eksistentielle valg i livet ikke sker på bekostning af andre, er det en krænkelse af mig hvis andre andre vil påtvinge mig deres normer.
Det gælder netop også hvis jeg på et velgennemtænkt grundlag vælger at afslutte livet, frem for at livsindholdet blot er en kamp for at overleve. Tilsvarende ville det være en krænkelse om andre så sig berettiget til at vurdere at de bedre kunne vurdere om jeg skulle leve eller ej. Det gælder både den ene og den anden vej.
Begge dele ville klart knægte princippet om "menneskelivets ukrænkelighed". Måske må jeg vælge at dø lidt før, for ikke at løbe en risiko for at blive underlagt tvang.
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Jeg kan ikke forstå at mennesker med et religiøst livssyn velger å prøve å påtvinge dette mennesker med et annet syn. Burde det ikke være naturlig å respektere andre for det de mener? Dette gjelder til dels også mennesker ed et sterkt politisk syn, men disse går det oftere an å diskutere med.
Dersom man er kristen, tror man og at Gud har gitt mennesket en fri vilje. Hvorfor skal man innskrenke den ved å si når man har lov til å dø?
Dette har jeg ofte grunnet på, og aldri kommet frem til et godt svar. Jeg prøver å forstå andre mennesker, men jeg blir oppgitt når de ikke prøver å forstå meg tilbake.
Retshaveriske kristne lever ofte i en tro på at deres verdensbillede er sandheden. Denne tro forventes fastholdt uden behov for rationelle begrundelser eller argumenter. Også den troendes egne eventuelle tvivl må affejes med at kæmpe for at fastholde en tro på at sandheden ikke er noget der kan eller må diskuteres. Den frie vilje skal altså anvendes til at bekæmpe sin egen tvivl. Den størst ondskab er ikke at tro, og derfor bliver det en dyd at kæmpe mod tvivlen.
Den logiske konsekvens af et sådant fundamentalistisk livssyn er at det ikke handler om at forstå andre mennesker, men at omvende dem til den sande tro; ellers er de mere eller mindre onde.
Jeg er helt enig i næstekærligheden ikke kan udøves uden at respektere andre mennesker, også hvis de har en anden opfattelse i moralske spørgsmål. Her lægger jeg forresten mærke til at for mange ateister er ligeså fundamentalistiske, og fordømmende overfor dem som ikke har samme filosofiske grundlag. Også her er det centralt i stedet at møde andre mennesker med et forsøg på at forstå dem. Det må være sekundært om der er enighed, eller "hvem der har ret".
Jeg synes selv at det kan være "underholdende" også at forstå fordomsfulde mennesker, men min fordom mod fordomme medfører jo ofte at kontakten ikke bliver så langvarig... :-)
God jul! :-D
Send en kommentar