Er det rationelt at begå selvmord? Der kan jo ikke være tvivl om at der er mange eksempler på selvmord som ikke kan kaldes for rationelle. På den anden side er der også en del selvmord, som jeg vil mene at de fleste forstår og accepterer. Når det drejer sig om at undslippe en ødelæggende sygdoms sidste faser. Selvadministreret aktiv dødshjælp.
Hvor går grænsen så for om et selvmord er rationelt? For mig at se er det en misforståelse at prøve at definere det ud fra sygdoms-diagnoser, forventet resterende levetid, eller graden af uafhjælpelige smerter. Der er meget store individuelle forskelle i hvad et menneske kan og vil udholde. Jeg ønsker ikke at skulle afgøre om en anden har det elendigt nok til at måtte få lov til at dø. Og jeg ønsker heller ikke at andre skal påtage sig denne skarpe afgrænsning.
Noget karakteristisk for selvmord som jeg ikke umiddelbart vil kalde rationelle er at de sker i en krise. Det hele er braset sammen, og fra mørket er det ikke til at se en vej fremad i livet. Krisen kan kun afsluttes ved at dø. Eller sådan kan det føles. Så handler det om at dø hurtigt, og uden at planlægge det ordentligt. Det besluttes og gennemføres stort set altid i ensomhed.
Hvis jeg skal tro på at et ønske om selvmord er rationelt, skal det være velgennemtænk og planlagt. Ikke en forhastet beslutning. Der skal kunne snakkes stille og roligt med andre om det, og andre udveje skal være overvejet grundigt. Beslutningen skal være så afklaret at den også er fast mens den pågældende har det så godt som der nu er mulighed for.
Så ville min reaktion være at respektere beslutningen, uden at føle mig menneskeligt forpligtet til at gribe ind. Det ville ikke være afgørende om jeg var enig eller ej, min grænse kunne ligge et andet sted. Hvis jeg grundlæggende set var enig i det rimelige i beslutningen, ville det ikke anfægte min samvittighed at hjælpe omkring det "praktiske". Det etiske dilemma ville være afklaret.
Det juridiske er jo så en anden sag, men der er moralske principper som er vigtigere end paragraffer. Respekten for andre mennesker.
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
Jeg er meget enig. Et selvmord bliver på en måde mere rationelt, når det sker efter en periode, hvori vedkommende har gennemtænkt det og udholdt psykisk smerte, der dog til sidst bliver for meget. Når vedkommende kun har et ønske tilbage: mødet med døden. Jeg synes, det er forfærdeligt, når selvmord begås i en pludselig eller kort krisesituation, hvormed trangen til/ønsket om at dø ikke er gennemtænkt og hvor konsekvenserne er overset.
Det rationelle selvmord er jo netop ofte noget som det kan være krævende for udenforstående at forstå. I almindelig antager vi jo at andre mennesker handler rationelt, med mindre der er klare tegn på andet.
"Sjovt" nok bryder denne respekt ofte sammen når det handler om dybere moralske spørgsmål. Så bliver det ligefrem til noget almindeligt at fradømme andre evnen til rationel tankegang, når der reelt er tale om at de har et andet moralsk og eksistentielt ståsted. Arrogance.
Derfor mener jeg jo så at det er vigtigere at sætte fokus på at det er afklaret og gennemtænkt med et selvmord. At der er gjort en rimelig indsats for at finde ud af om der dog ikke var bedre udveje.
Pointen er jo at langt de fleste kriser får et andet perspektiv når der går et stykke tid, og der bliver snakket med andre om problemerne.
For det er jo netop dybt tragisk når en pludselig krise finder udløsning i at det handler om et smertefrit selvmord. Smerter er et livsvilkår, og det er jo sjældent at livet som sådan derfor er blevet en skæbne værre end døden.
Jeg er enig. Men det betyder ikke at jeg ikke forstår dem som begår selvmord uovervejet. Når man står i mørke, og ikke kan snakke med noget, fordi man spiller perfekt... Så kan det være utrolig svært at finde en anden løsning, og svært at udholde smerten indtil den anden løsning dukker op...
Svært at finde en anden løsning - netop. Det kan jo blive helt uoverskueligt, og hvis der skal ske noget, kan ophør af livet friste...
Jeg tror at det handler om at acceptere at livet bliver pokkers svært engang imellem, og give det lov til at gøre ondt. Uden nogen i nærheden til at snakke med, kan det også fungere at "lade som om", eller måske skrive det ned.
Bare det at sætte ord på, er et stort skridt på vej mod at problemerne bliver mere overskuelige. Det er sådan set også af denne grund jeg i blog indlægget fokuserer på at der "skal kunne" snakkes med andre om det - altså også uden faktisk at gøre det.
Den der finder ud af at det er svært at give en overbevisende begrundelse for et selvmord, kunne jo også selv risikere at finde ud af at måske ikke var nogen god idé :-)
Send en kommentar