En central fejltagelse i debatten omkring aktiv dødshjælp er forestillingen om at det kun kan og må komme på tale efter meget nøje lægelige vurderinger af sygdom og muligheder for behandling. Altså at døden er umiddelbart forestående, og hvis patienten må få lov til at sætte punktum ses det udtryk for at lægerne har givet op i forhold til at behandle en livstruende sygdom, som en terminal kræft.
Når jeg kalder dette for en fejltagelse, er det fordi det fjerner fokus fra hovedpersonens egne oplevelser af livskvalitet og værdighed. Dette kan aldrig vurderes af andre end mennesket selv, og slet ikke ud fra en læges faglige kompetance som avanceret biolog.
Jeg vil endda mene at det ville være problematisk at have klare regler, der gjorde det muligt at sige "nu er du blevet syg nok til at du kan bede om at dø". Dette kunne lidt for nemt blive følt som at det er "velset" at få det overstået. At det alligevel ikke er "til nytte" at leve videre. Og sådan skal det jo ikke være.
En gruppe som ofte bliver "overset" er mennesker som er blevet gamle og svagelige. De har en række sygdomme, men ikke noget dødeligt. Hverdagen er centreret om sygdomsbehandling og pleje. Der er ikke ressourcer til andet, heller ikke til at have noget ud af livet. Livstrætheden dominerer, og mange venter egentlig på at få lov til at dø. Ønsker sig et hjerteanfald, eller et alvorligt slagtilfælde. Hellere i dag end næste år.
Blandt dem der stadig selv kan, er der mange selvmordsforsøg, som ofte lykkedes. Derudover bliver voldsomme dødsfald typisk registreret som ulykker, med mindre det er ikke er tvivl om at der var en hensigt om at dø. Dette sker, helt bogstaveligt, dagligt i dagens Danmark.
Dertil tales der helst ikke alt for højt om de mange sager hvor de fysiske og mentale kræfter ikke længere rækker til at virkeliggøre ønsket om at få fri fra den biologiske eksistens, som ikke længere opleves som et liv. Det er politisk ukorrekt ikke at lade som om det er godt nok når "vi gør hvad vi kan".
Nu kæmper pensionister i England, Holland og Schweiz for at det ikke skal være en forbandet pligt at udholde elendighed i sin alderdom. Vi taler om aktive pensionister, der bestemt ikke har lyst til at dø sådan lige med det samme. De ved jo også godt at de fleste er så "heldige" at opnå en fredelig død, uden at det bliver til et stort ønske om at få fri fra den sidste fase.
Men det er også en helt realistisk frygt at livet bliver en skæbne værre end døden. At de risikerer at blive gidsler i et plejesystem der ikke skelner om det liv de holder fast i er til gavn for det menneske der har tabt sin mulighed for at være en aktiv del af sit liv.
Derfor kæmper pensionisterne for den frihed at de kan få lov til at sige at nu er det nok, uden at det skal være lægerne som afgør om det er håbløst nok. Ved at kunne få hjælp til at dø på en værdig måde, kan de leve længere end hvis de er nødt til at selv at "klare sagen" mens tid og kræfter er. Ønsket går ikke på egentlig aktiv dødshjælp, men en velorganiseret hjælp til selvmord. Selvfølgelig ikke på basis af en pludselig indskydelse, men med rimelig sikkerhed for at det er en gennemtænkt, afklaret og vedholdende beslutning.
Det er til gavn for det enkelte menneske. Det mest komplicerede er nok at det også er til gavn for samfundet, hvis der ikke bruges penge på uønsket "hjælp" til biologisk overlevelse. Hvis døden ikke skal ses som noget der må og skal udskydes, koste hvad det vil. Prisen i værdighedstab er vigtigere end at fokusere på prisen i penge.
Lad os holde op med at påtvinge mennesker at efterleve andres forestillinger om at værdighed defineres af "hjælperen".
- Society for Old Age Rational Suicide
- NRC handelsblad:
Citizens group argues 'right to die'
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar