Hvis vedtægterne, som forventeligt, bliver justeret er der ikke tale om død blot ved anmodning. Langt fra. Exit arbejder med rådgivning, og forsøg på at finde løsninger der giver rum for at livet fortsat ønskes. Og med assistance omkring det praktiske, når dødsønsket er vedholdende og rationelt. Der skal en læge med i forløbet, for at skrive recepten på pentobarbital (et gammelt sovemiddel). Lægen skal altså også godtage behovet.
Forslaget er en konsekvens af at den Schweiziske højesteret i 2006 fastslog at det er en menneskeret for et fornuftigt tænkende menneske at vælge metode og dato for sin død. Og at det er tilladt for andre at hjælpe. Loven er her frigjort fra religiøse moraldogmer. En Tysk parallel er at Roger Kusch tidligere i år hjalp en ældre dame med at dø hjemme.
Det kan måske vise sig vanskeligt at finde en læge som vil skrive recepten. Dette dilemma er op til den enkelte læges moral og næstekærlighed. Men lægen bliver nødt til at kunne se den dødsønskende i øjnene, og begrunde sin vurdering. Højesteretsdommen medfører at lægen ikke kan krybe i skjul bag en holdning om at det er ulovligt.
Virkelighedens verden rummer mange gamle som får praktisk pleje, men ikke har fysiske og mentale resourcer til selv at være aktive, at leve et liv. Mange timer hver dag parkeret i en seng eller stol, ventende på døden. Det er fakta. I teorien kunne "nogen" dagligt bruge timer sammen med den gamle, give et bidrag til at livet blev lysere. I praksis sker det normalt ikke, det er der ikke penge til. Ikke tid til.
Hvis den gamle så hellere vil dø, hvorfor ikke? Hvem har gavn af at trække tiden i lange drag? Skal mennesker sidde som gidsler for et ideal om at det, nærmest hypotetisk, kunne gøres bedre?
Eller er det for provokerende at lade de gamle afveje pasningen mod døden, og vælge?
En god død kan være at foretrække - og det er hvad "eutanasi" betyder. Det kan indbære hjælp til at udføre selvmord.
Nyere opslag
Opslag
6 comments:
En god veninde har i flere år hjulpet en meget gammel dame, der er HELT klar i hovedet. Og der stopper den så. Hun kan ikke tale, og kun bevæge en finger ganske lidt. Hun ville klart gerne herfra, men er så dårlig at hun ikke engang kan tage sit eget liv. Det står da formentlig for de flestes vedkommende som det værste at ende sådan.
Enig, hun skulle have lov til at vælge, og en hånd der lystrer hendes vilje. Måske ville hun få det bedre ved at vide at hun ikke er fastlåst, måske ville hun sige tak og farvel.
Jeg kommer dog også til at tænke på Jean-Dominique Bauby, der i en lignende tilstand (efter en hjerneblødning som 43-årig) fandt en levende indre verden, og skrev en bog/film Dykkerklokken og sommerfuglen. Stærkt præstation af ham.
Men det er jo ikke noget som jeg vil forvente eller forlange af andre, især ikke gamle. Muligheden for at disponere over sit liv må ikke annulleres, det er en menneskeret.
I Danmark er der dog især én gruppe som har chancen, dem i respirator.
> Patienten tilrettelagde sin egen død
Nogen gange tænker jeg på hvor mange der reelt dør fordi de går i sultestrejke. En barsk metode, men ofte den eneste tilgængelige. Næppe noget som der bliver ført statistik over, det ville være for "ubelejligt".....
> Jeg skulle have slået mor ihjel
Sikke en magtesløshed at være låst fast i en krop til et liv, man ikke længere kan bevæge sig eller deltage i. Hvadenten man har mistet sin mental bevægelsesfrihed eller den fysiske, må det for visse være som at være fange i etfængsel. Uden at have begået en forbrydelse.
De fortjener friheden.
Fængsel er den rene luksusferie i sammenligning. Jeg sidestiller snarere med at være lænket fast, en straf vi ikke byder de groveste forbrydere. Det ville være for grusomt.
Jeg tror såmænd ikke at der er mange som ville gå ind for at en dødsledsager skulle straffes i en sådan situation, at anklagemyndigheden eller dommere ville anstrenge sig for at sno sig udenom. Hvis deres moral er lidt rummelig, kan beviselighed være overordentligt svært gennemførlig.
Der hvor spørgsmålet mere kradser er for gamle der kunne tænke sig at få lov til at dø mens de stadig har selvstændighed tilbage, men ikke længere resourcer til at organisere et effektivt selvmord. Mange skynder sig at skubbe tanken langt væk, uden at have noget bedre at byde på.
Nu skal du passe på med, hvad du siger, Johnnie. Det er rigtigt, at vi ikke byder de groveste forbrydere at være lænket fast. Men vi byder det dog folk, som aldrig har begået en anden forbrydelse end at være såpas anderledes, at vores samfund er for snæversynet til at kunne rumme dem. I de tilfælde hedder det dog "hjælp", ikke "straf". Og der skal ikke ret meget til, at blive straffet, øh, "hjulpet", mener jeg selvfølgeligt... Meget mindre, end man skulle tro.
Jo, det er rigtigt, at billedet også kan tolkes i en anden retning end det med forbryder/fængsel/straf. Remme i stedet for lænker. Fiksering. Den valgte jeg at lade hænge i luften; den anden side af lægernes rutinemæssige kassetænkning hvad "patientens tarv" angår......
Send en kommentar