Joy Hunter vil ikke dø som sin mor

tirsdag den 19. august 2008

Joy Hunter vil ikke dø som sin mor

Da den 77-årige Joy Hunter fra Eltham i New Zealand vågnede en oktoberdag sidste år, blev hun meget forbavset og skuffet. Hun var blevet genoplivet uden at hendes livstestamente blev respekteret. Naboer fandt hende siddende bevidstløs efter at hun havde taget en overdosis sovemiddel.

Hun fik ikke lov til at dø. Det ville hun hellere end at skulle på plejehjem, hun er stadig vred over den dårlige pasning som hendes mor fik. Hun ønskede heller ikke at tage imod sin datters tilbud om et værelse og pasning, lægge dem og sig selv til last med en muligvis langtrukken vej mod døden.

Joy har haft et godt og indholdsrigt liv med ting som at være stewardesse, forfatter, ekspert i urter, arbejde med aromaterapi og terapeutisk massage, og som ildsjæl i den lokalhistoriske forening. Nu har hun uhelbredelig hudkræft, tarmproblemer, og har overlevet et mindre slagtilfælde. Udsigt til at livet skrumper væk.

Hun foretrækker at afslutte det på en human måde. Hun har set mere end nok fra da både hendes mor og bedstemor døde af arvelig hudkræft. Hun husker kun alt for klart hvordan hendes mor kastede sig rundt i smerter, indtil hun døde efter en ekstra dosis morfin. Sådanne fakta kan være ubehagelige minder.

Men det er ikke let at begå selvmord på en pæn og værdig måde. Det synes hun at hun skal have lov til. Have ret til. To yderligere hjemmelavede forsøg lykkedes heller ikke. Nu er hun gået aktivt ind i kampen for at få legaliseret aktiv dødshjælp (eutanasi) eller hjælp til selvmord i New Zealand, gerne før hun dør.

Det ville være en sejr for hende lovligt at kunne sige livet værdigt farvel, i stedet for at "snige" sig væk fra et ny slagtilfælde, demens, en langtrukken kræftdød, eller hvad det nu måtte blive til. Hendes datter er vred over sin mors planer, men Joy holder fast på at det er hendes eget personlige valg.

Hvis hun havde penge på kistebunden, var en anden mulighed at rejse til Mexico for at købe Nembutal (Pentobarbital) hos en dyrlæge. Det er der mange der har gjort, for at få en risikofri måde at afslutte livet på. Det har en fattig pensionist ikke råd til.

Hendes sag har nu fået medieopmærksomhed, og har sat gang i en offentlig debat. Hun er blevet bestormet med opkald fra ligesindede. Også tilbud om hjælp med en metode, men hun vil ikke risikere at en hjælper bliver smidt i retten.