Dermed blev der sat punktum for et liv på alt for dårlige vilkår. Anne-Marie Debaine blev født for tidligt med hjerneskader. Svær cerebral parese. Dobbeltsidet meningitis, der blev dårligt behandlet. Mentalt udviklede hun sig ikke længere end som et lille barn. De sidste år var det blevet værre. Vedholdende kramper og opkastninger. Askegrå. Svære hovedpiner. Irreversibelt. Lægerne havde ingen lindring at tilbyde. Barske fakta.
Det blev, ganske bogstaveligt, et fuldtidsjob for moderen at passe sit voksne barn, i symbiose dag og søvnløs nat, prøve at flytte opmærksomheden væk fra lidelserne. En tung blindgyde. Desperat. Efter at have givet sit barn fri forsøgte Lydie selvmord. Hendes mand fandt dem begge i badeværelset.
Anklageren have forståelse for at Lydie allerede havde fået den værste straf, at leve med tabet af den datter som hun havde viet sit liv til. Han krævede dog en principiel dom, mord, en straf på tre års fængsel. Nævningene frikendte hende. Bifald i retten.
Og endnu en anledning til debat i Frankrig. Medfølelse på den ene side. Religion og juristeri på den anden. Dommen blev appelleret. Holdninger om at nævningene skulle forbydes at sætte sig ud over juridisk administration af lovens regler, forbydes at dømme på basis af sit syn på retfærdighed. Holdninger om at frikendelsen på en eller anden måde skulle være en tilladelse til udryddelse af handicappede, eller et udtryk for ikke at anderkende at handicappedes liv har værd.
Nyere opslag
Opslag
6 comments:
Etikken omkring handicappede er en besynderlig størrelse - de skal af en eller anden grund lide mest, alene fordi de er handicappede. Vi udsætter dem for umenneskeligheder som ingen andre ville finde sig i, og kalder det humanisme - insisterer på at fastholde dem i hjælpeløshed og smerte, år efter år efter år i vores forsøg på at fremstå som beskyttere af de svage, og skulle en moder (som i dette tilfælde) formaste sig til at mene sig vide bedre, anderledes end den omverden som end ikke har mødt barnet, ja så er det hende der er noget galt med - for selvfølgelig kan hun ikke handle af hensyn til det barn hun har passet i 26år - nej hun må nødvendigvis handle i egen interesse.
Og ved du hvad, om så det var det hun gjorde - fair nok. Det er jo ikke som om vi andre står i kø for at tage vare på hendes barn/og andre i samme situation - det er jo ikke fordi vi orker se de lidelser år efter år efter år.
Godt juryen i det mindste var fornuftig!
Kristendommens forherligelse af lidelse har præget kulturen så dybt at også mange ikke-religiøse er gået med på at se livets hellighed som en urørlig hellig ko, der lukker af for at rumme at menneskelighed og næstekærlighed ikke behøver være i modstrid til døden. Samtidig er der jo den omsiggribende tendens til at omtanke systematisk skubbes til side til fordel for at alt skal styres via vedtagne regler.
Der er situationer hvor der er brug for at lægge reglerne til side, i stedet for at den blinde retfærdigheds gudinde får en pit-bull terrier som førerhund.
Lydie handlede i stor menneskelighed, og det er meningsløst at tænke i lov, forbrydelse og straf. Heldigvis var der for en gangs skyld et hold nævningen som var deres hverv voksent. Jeg frygter at ankesagen bliver præget af at lovene ses som hellige skrifter, som kun må tolkes af farisæere.
"Kristendommens forherligelse af lidelse har præget kulturen så dybt..." Tænker, det, som sædvanligt var jeg lige ved at sige, mere er kulturen (mht. tro: religionen) der er galt på den, end Kristendommen i sig selv. Kristendommen forherliger jo ikke den slags fysiske og uovervindelige lidelser, som dem, Anne-Marie var udsat for. Men religionen (Kristendommen i vor kulturs fortolkning, og mis-/brugt som magtmiddel) gør.
Reelt mener jeg ikke at "kristendom" eksisterer som begreb der kan løsrives fra hvordan de kirker der kalder sig kristne udøver den. Som religion er kristendommen alligevel noget væsentligt anderledes end de skrifter som den baserer sig på. Derfor undlod jeg at skelne mellem "kristendom" og "de kristne kirker", som jeg altså ser som synonyme.
I øvrigt repræsenterer kirkernes skrifter (Bibelen) jo en bevidst redaktionel udvælgelse og traditionsbundne oversættelsesfejl i forhold hvad der kan findes af skrifter fra den kulturkreds hvis skrifter er blevet helligkårede. Ikke et forsøg på at maksimere vores viden om den filosofi som Jesus stod for.
Det er jo lidt skarpt stillet op med "kristendommens forherligelse af lidelse", men det er noget som jeg ser som teologisk disciplin uden at være klart koblet med magtfuldkommenhed. En hurtig søgning frembragte et indlæg fra Kristeligt Dagblad, hvor en teolog problematiserer aktiv dødshjælp via at forherlige en lidelsesfuld død.
Lidelsen kan bære frugt:
Man kan starte med at spørge sig selv: Hvordan vil jeg bære min lidelse? Hvilken person skal denne lidelse gøre mig til? Men man kan også træde et trin opad og forstå lidelsen transcendent, det vil sige opfatte den som en åndelig prøve eller en vej til at vokse i forholdet til Gud. Set i det lys kan lidelsen næsten blive en gave.
Jeg er da med på at lidelse er en normal og vækstfremmende del af et menneskeliv. Det er ikke noget der skal afskaffes. Men jeg synes at det er forargende når den tankegang bliver et argument for at døende skal have en langtrukken dødsproces i stedet for at få lov til at sige stop.
Selvfølgeligt kan lidelse være en gave, og ses også af nogle som sådan - efter den er overvundet. Jeg vil dog driste mig til at påstå, at teologen, som du citerer, ikke rigtigt har grundlag for at udtale sig, medmindre hun altså selv har været dér. I hvert fald har hverken hun eller nogen andre grundlag for at tvinge andre til at lide. Transcendens er alligevel kun en mulighed, hvis lidelsen er aktivt tilvalgt (bevidst accepteret) af den lidende. Et sådant bevidst valg og efterfølgende mulighed for transcendens har mange bare ikke. Og andre vælger simpelthen bevidst fra.
Nu har jeg bare lige skimtet artiklen igennem, men som jeg ser det, er det netop mht. det sidste, hun går helt galt i byen, hende Iben. Der er ikke nogen, der har opnået transcendens endnu, som man har prøvet at tvinge til det.
Når jeg skimter artiklen igennem, ser jeg en forståelse af Kristendommen, som minder mig om inkvisitionstidens (hvor koblingen med magtfuldkommenhed stod helt klart, mens den i dag er mere indirekte), for at vælge et drastisk eksempel. Og i mine øjne er kirken desværre aldrig kommet ret meget videre med sin forståelse af Kristendommen.
Biblen kan jo læses på mange måder, og det er bestemt en god ting, at være klar over, at der er blevet udvalgt og redigeret af tredje, fjerde osv. personer (ofte personer med en bestemt agenda) mht. hvad der står i den. Personligt vælger jeg, at se Jesus som et "enlightened" menneske, i stil med Buddha (og nu ville Iben sikkert brænde mig på bålet som heretiker... ), og læser den dérefter. Der kan f.eks. også findes mange paralleler til Tao'en, såfremt man ser bort fra de 99% af Biblen, som er ensidige interpretationer og redigeringer.
Jeg mener altså bestemt ikke, at man overhovedet kan ligestille korsfæstelsen med sådan noget som Anne Maries lidelse, da Jesus selv valgte, at lide for sine overbevisninger (han kunne have holdt sin kæft, eller i det mindste være stukket af i tide, og det tror jeg, han udmærket godt var klar over).
Jeg synes egentlig også at Iben Thranholm vrøvler ganske verdensfjernt i sit skriv. Både præmisser og følgeslutninger ser for mig ret løsrevne ud, uden argumentation for at det er andet end spekulative abstraktioner.
Jeg betragter hende ikke som billede på hvad kristendom er, hun er blot et ualmindeligt markant eksempel på forherligelsen af lidelsen. Men det er en tendens som jeg har set en del andre steder i kristenkirkelige sammenhænge, især når livets hellighed sættes over næstekærlighed. Når det at formidle trøst til den lidende bliver drejet til at lidelsen er et gode.
Jeg har fuld respekt for dem som finder balance med lidelse før døden, men ikke for dem som kræver, ja aftvinger det af mennesker på vej mod døden. Og med "lidelse" mener jeg jo ikke blot konkrete smerter i krop og sjæl.
Jesus smed farisæerne ud. De genopstod som kristne dogmatikere.
Send en kommentar