Logo sommerfugl

søndag den 27. juli 2008

Robert Latimer og ret færd

Tracy and Robert Latimer
Oktober 1993. Den Canadiske landmand Robert Latimer bar sin 12-årige datter ud til hans pickup, og stablede hende op på sædet i kabinen. Resten af familien var i kirke. En slange fra udstødningsrøret leverede kulilte, mens han sad på ladet og så hvordan hans kære datter døde stilfærdigt i løbet af nogle minutter. Røgforgiftning. Han handlede af kærlighed.

Ved fødslen kom Tracy Latimer til at mangle ilt, men hun døde dog ikke. Helt. Resultatet var en svær hjerneskade, som udviklede sig til epilepsi, spastiske lammelser, og at hendes mentale udvikling aldrig kom ud over baby-stadiet. Kraftige medikamenter kunne blot reducere hendes konstante kramper til en fem-seks anfald om dagen, til gengæld for en del bivirkninger. Mange opkastninger, muskelspændinger, -svind og åndedrætsbesvær. Ingen kontrol over musklerne.

Hendes liv blev præget af gentagne operationer, som kun kunne sinke resultaterne af kroppens løbende degeneration lidt. Efterhånden næsten konstante smerter, som ikke kunne dæmpes med medicin. Noget stærkere end Panodil ville, sammen med midlerne mod kramper, sende hende i en livstruende coma. Alvorligt hofteskred og skæv ryg (skoliose). Opkastninger når de indre organer blev mast sammen. Stigende muskelspændinger. Stålstænger boret ind i hoften for at stive rygraden. Liggesår. Vanskeligt at få søvn og hvile. Huden på venstre side i opløsning. Yderligere vægttab. Svære smerter... Panodil. Fnys.

Som 12-årig udsigt til en stor operation, fjernelse af et stort stykke af den ene lårbensknogle. Et indgreb, som det ville tage hende mange måneder at komme sig over, som i sig selv ville give svære smerter. Oveni. Panodil. Et liv i uforståelige smerter, fastspændt i en hospitalsseng for ikke at rive slangerne ud. Ikke noget som hun ville få det godt af, blot justering af problemerne fra hendes fysiske forfald. Evindelige lidelser. Tunge fakta.

Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?

Hendes liv var også præget af kærlige forældre, der kæmpede og knoklede for at deres lille pige også kunne have lyse sider i sin dagligdag. Hun kunne nogle gange finde lidt ro i sin fars favn, mens han vuggede hende. Nogle gange kunne hun genkende andre, og smile. Kunne godt lide musik. Blev sendt i en skole, et miljø hvor hun kunne blive stimuleret. Der blev lagt mærke til det når hun bare reagerede på hestene i et cirkus. Hun kunne le over vinduesviskerne i bilen, og andre ting.

Robert Latimer traf en beslutning. Hans datter skulle have fred. Han handlede. Han kunne desværre ikke vugge hende i sin favn imens.

Hans kone, Laura, vidste ikke hvad han havde gjort, men de havde talt om muligheden for aktiv dødshjælp (eutanasi). Hendes reaktion var at være glad over at datteren ikke skulle have smerter længere. Hun havde sørget over sin datter ved fødslen, da hun var lille baby. Nu var der ikke grund til sorg. Hun græd ikke.

Robert Latimer
Sagen var hurtigt opklaret, og resulterede i en sigtelse for mord. En dom for drab, som en appel ikke ændrede på. Stor offentlig debat. Det viste sig at anklageren ved sin vurdering af nævninge udspurgte dem om deres holdninger til religion, abort og medlidenhedsdrab. Tilsynladende var det vigtigt at nævningene havde "de rette" moralske synspunkter. Højesteret omstødte derfor dommen, sagen måtte gå om.

Resultatet blev igen en dom for drab, men nævningene anbefalede en meget mild straf, med mulighed for prøveløsladelse efter ét år. Dommeren tilsluttede sig, afveg fra den normale minimumstraf for drab - livstid med mulighed for prøveløsladelse efter tidligst 10 år. Anklagemyndigheden appellerede, simpelthen fordi straffen var under minimum. En tør juristeristisk betragtning, uden hensyntagen til menneskelige aspekter.

Robert Latimer
Appelretten - uden nævninge - tilsluttede sig den juristeristiske tænkemåde, og imødekom anklagemyndigheden ved at dømme sagen som ethvert andet drab. Robert havde ikke mange chancer nu hvor sagen blev kastebold for rent juridiske manøvrer, og højesteret afviste forsøg på at pille ved appelrettens dom. Samtidig markerede den dog at regeringen kunne benåde Robert Latimer, der måtte lade sig fængsle i januar 2001.

December 2007. Robert søgte om "day parole", en slags halv prøveløsladelse, men med overnatning i en udslusningsinstitution. Han stod ved sin holdning om at han havde gjort det rigtige, da han tog livet af sin datter. Hvis han havde hyklet anger, sat sin bekvemmelighed over sin kærlighed og sine principper, ville ansøgningen være gået igennem. Nej. Han blev set som en risiko for samfundet (!!). Et af medlemmerne i nævnet mente at det ikke var op til Robert at vurdere Tracy's livskvalitet, eller mangel på samme. Hvem helvede skulle så?

Sammen med en borgerrettighedsorganisation ankede han denne afgørelse, og denne gang var han heldig nok til at vurderingen skete på et mindre snævertsynet grundlag.

Robert Latimer
Et markant element i den Canadiske debat har været handicaporganisationer, som har afvist enhver form for tanke om mildhed overfor Robert Latimer. En, for mig, uforståelig pointe om at forståelse for Roberts handling ville være accept af aflivning af handicappede. Så vidt jeg læser er argumentet at Robert ved at dræbe sit barn besluttede at hendes liv ikke havde værdi. At det er ganske utænkeligt at stille spørgsmålstegn ved værdien af liv for en handicappet. Jeg mener nu netop at Robert Latimer udviste stor respekt for værdien af sin datters liv, ved at befri hende fra voksende lidelser. Liv skal behandles ordentligt. Hvad ville, helt konkret, have været en bedre løsning?

Det største problem jeg ser i behandlingen af sagen er den juristeristiske holdning om at en juridisk vurdering af sagen er det eneste der var brug for. At det skal være et absolut krav for en domstol at administrere loven, i stedet for at påtage sig at vurdere om der er noget der er vigtigere. Koldt juristeri. Netop derfor kan der være brug for nævninge, hvis de da ikke bliver indoktrineret til at tro at de skal lege jurister i stedet for at være menneskelige. Af juristen, dommeren.

Begrebet "blind retfærdighed" har sin store berettigelse som modsætning til at en domstol tager hensyn til ting som titel, religion eller hudfarve. Lighed for loven er her en nødvendighed. Men. Jeg mener at det er misforstået at holde op med at tænke i retfærdighed, og i stedet tænke i lovparagraffer. Loven skal afspejle ret færd, men kan aldrig være mere end et godt forsøg.

Retfærdighedens gudinde,
her med forbinding over øjnene.
Nogen har stukket dem ud.
Hun må intet se.
Lady Justice bleeding


6 comments:

silhuet sagde ...

Retfærd versus ret færd.
Sjovt og dejligt ordspil.

En færd kan jo også være en rejse. I dette tilfælde en rejse mod kroppens udfrielse, hvadenten ånden dermed befries eller ej (jvf din diskussion med Marian om "Hvad er liv")

Det er pudigt med ret og vrang. Det er jo ikke hinandens modsætning nødvendigvis. Det er to sider af samme sag. Som plat og krone er to sider af møntens værdi.

Måske den største værdi i dette tilfælde ikke lå i "retfærd" i juridisk forstand, men i "tilsyneladende" vrangfærd.

Jeg ved, hvor min grænse går ift mig selv. Hvornår jeg hellere vil "dømmes" til dødens udfrielse end til livets stilstand.
Men det er svært.
Det kan ikke sættes på formel.
Det må vurderes. Med hjertet. Fra sag til sag.

Knus

tosommerfugle sagde ...

Da jeg startede på dette blogindlæg var min tanke at belyse skismet mellem om Robert Latimer måske mere handlede for at gøre noget ved sin egen smerte. At det næppe er muligt at sætte sig ind i hvordan en sprogløs hjerneskadet har det. Måske var Tracy så vant til smerter at det blot var en normaltilstand, "sådan er verden jo". Mennesket er jo næsten alt for tilpasningsdygtigt.

Jeg ændrede fokus da jeg fik læst mig dybere ind i sagen, om hvordan operationerne blot handlede om at skære ting fra hinanden, samt at prøve at holde igen på en krops håbløst fremadskridende degeneration. Og ved at se at han nægtede at hykle da han ellers havde chancen for at få den delvise prøveløsladelse ved at snakke forargede nævnsmedlemmer efter munden.

Med forældrekærligheden in mente er det næppe muligt at skelne skarpt mellem Tracys smerte, Roberts medfølelse, og hans egen smerte. Han handlede. Ikke rigtigt eller forkert. Ikke ret eller vrang. Som et menneske. God nok, ikke godt nok.

Jeg accepterer hans beslutning, men ville ikke kunne skrive en lovtekst der skal skelne skarpt. Fra sag til sag. Netop.

Knus :-)

Anja ligenu sagde ...

Fint indlæg. Fine kommentarer:-)

tosommerfugle sagde ...

Tak min fine :-)

Belinda sagde ...

Puha sikket blogindlæg .. Jeg blev fanget hurtigt, allerede da jeg læste de første linier.. Et indlæg der sætter tankerne igang. Jeg forstår godt han handlede som han gjorde, jeg tror jeg havde ville gøre det samme. Hvis mit barn led, så meget som hans datter gjorde..

Kærligst Belinda

tosommerfugle sagde ...

Netop at sætte tanker igang er noget, som gerne vil :-)

Der er jo situationer, hvor de normalt fornuftige moralske normer ikke rækker, hvor svaret på hvad der gøres ligger dybere. Hvor ingen er perfekte, men hvor passivitet er en ligeså aktiv og indgribende handling som at gøre det endegyldige. Det har jeg respekt for.

Dette yderste dilemma er et som netop vælger at belyse, har efterhånden haft fat i en hel del andre forløb. Historier hvor kærligheden rækker til og med døden.

Tungt og smukt.

Sommerfugleknus :-)

Logo sommerfugl