Robert Latimer og ret færd

Oktober 1993. Den Canadiske landmand Robert Latimer bar sin 12-årige datter ud til hans pickup, og stablede hende op på sædet i kabinen. Resten af familien var i kirke. En slange fra udstødningsrøret leverede kulilte, mens han sad på ladet og så hvordan hans kære datter døde stilfærdigt i løbet af nogle minutter. Røgforgiftning. Han handlede af kærlighed.

Ved fødslen kom Tracy Latimer til at mangle ilt, men hun døde dog ikke. Helt. Resultatet var en svær hjerneskade, som udviklede sig til epilepsi, spastiske lammelser, og at hendes mentale udvikling aldrig kom ud over baby-stadiet. Kraftige medikamenter kunne blot reducere hendes konstante kramper til en fem-seks anfald om dagen, til gengæld for en del bivirkninger. Mange opkastninger, muskelspændinger, -svind og åndedrætsbesvær. Ingen kontrol over musklerne.

Hendes liv blev præget af gentagne operationer, som kun kunne sinke resultaterne af kroppens løbende degeneration lidt. Efterhånden næsten konstante smerter, som ikke kunne dæmpes med medicin. Noget stærkere end Panodil ville, sammen med midlerne mod kramper, sende hende i en livstruende coma. Alvorligt hofteskred og skæv ryg (skoliose). Opkastninger når de indre organer blev mast sammen. Stigende muskelspændinger. Stålstænger boret ind i hoften for at stive rygraden. Liggesår. Vanskeligt at få søvn og hvile. Huden på venstre side i opløsning. Yderligere vægttab. Svære smerter... Panodil. Fnys.

Som 12-årig udsigt til en stor operation, fjernelse af et stort stykke af den ene lårbensknogle. Et indgreb, som det ville tage hende mange måneder at komme sig over, som i sig selv ville give svære smerter. Oveni. Panodil. Et liv i uforståelige smerter, fastspændt i en hospitalsseng for ikke at rive slangerne ud. Ikke noget som hun ville få det godt af, blot justering af problemerne fra hendes fysiske forfald. Evindelige lidelser. Tunge fakta.

Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?

Hendes liv var også præget af kærlige forældre, der kæmpede og knoklede for at deres lille pige også kunne have lyse sider i sin dagligdag. Hun kunne nogle gange finde lidt ro i sin fars favn, mens han vuggede hende. Nogle gange kunne hun genkende andre, og smile. Kunne godt lide musik. Blev sendt i en skole, et miljø hvor hun kunne blive stimuleret. Der blev lagt mærke til det når hun bare reagerede på hestene i et cirkus. Hun kunne le over vinduesviskerne i bilen, og andre ting.

Robert Latimer traf en beslutning. Hans datter skulle have fred. Han handlede. Han kunne desværre ikke vugge hende i sin favn imens.

Hans kone, Laura, vidste ikke hvad han havde gjort, men de havde talt om muligheden for aktiv dødshjælp (eutanasi). Hendes reaktion var at være glad over at datteren ikke skulle have smerter længere. Hun havde sørget over sin datter ved fødslen, da hun var lille baby. Nu var der ikke grund til sorg. Hun græd ikke.

Sagen var hurtigt opklaret, og resulterede i en sigtelse for mord. En dom for drab, som en appel ikke ændrede på. Stor offentlig debat. Det viste sig at anklageren ved sin vurdering af nævninge udspurgte dem om deres holdninger til religion, abort og medlidenhedsdrab. Tilsynladende var det vigtigt at nævningene havde "de rette" moralske synspunkter. Højesteret omstødte derfor dommen, sagen måtte gå om.

Resultatet blev igen en dom for drab, men nævningene anbefalede en meget mild straf, med mulighed for prøveløsladelse efter ét år. Dommeren tilsluttede sig, afveg fra den normale minimumstraf for drab - livstid med mulighed for prøveløsladelse efter tidligst 10 år. Anklagemyndigheden appellerede, simpelthen fordi straffen var under minimum. En tør juristeristisk betragtning, uden hensyntagen til menneskelige aspekter.

Appelretten - uden nævninge - tilsluttede sig den juristeristiske tænkemåde, og imødekom anklagemyndigheden ved at dømme sagen som ethvert andet drab. Robert havde ikke mange chancer nu hvor sagen blev kastebold for rent juridiske manøvrer, og højesteret afviste forsøg på at pille ved appelrettens dom. Samtidig markerede den dog at regeringen kunne benåde Robert Latimer, der måtte lade sig fængsle i januar 2001.

December 2007. Robert søgte om "day parole", en slags halv prøveløsladelse, men med overnatning i en udslusningsinstitution. Han stod ved sin holdning om at han havde gjort det rigtige, da han tog livet af sin datter. Hvis han havde hyklet anger, sat sin bekvemmelighed over sin kærlighed og sine principper, ville ansøgningen være gået igennem. Nej. Han blev set som en risiko for samfundet (!!). Et af medlemmerne i nævnet mente at det ikke var op til Robert at vurdere Tracy's livskvalitet, eller mangel på samme. Hvem helvede skulle så?

Sammen med en borgerrettighedsorganisation ankede han denne afgørelse, og denne gang var han heldig nok til at vurderingen skete på et mindre snævertsynet grundlag.

Et markant element i den Canadiske debat har været handicaporganisationer, som har afvist enhver form for tanke om mildhed overfor Robert Latimer. En, for mig, uforståelig pointe om at forståelse for Roberts handling ville være accept af aflivning af handicappede. Så vidt jeg læser er argumentet at Robert ved at dræbe sit barn besluttede at hendes liv ikke havde værdi. At det er ganske utænkeligt at stille spørgsmålstegn ved værdien af liv for en handicappet. Jeg mener nu netop at Robert Latimer udviste stor respekt for værdien af sin datters liv, ved at befri hende fra voksende lidelser. Liv skal behandles ordentligt. Hvad ville, helt konkret, have været en bedre løsning?

Det største problem jeg ser i behandlingen af sagen er den juristeristiske holdning om at en juridisk vurdering af sagen er det eneste der var brug for. At det skal være et absolut krav for en domstol at administrere loven, i stedet for at påtage sig at vurdere om der er noget der er vigtigere. Koldt juristeri. Netop derfor kan der være brug for nævninge, hvis de da ikke bliver indoktrineret til at tro at de skal lege jurister i stedet for at være menneskelige. Af juristen, dommeren.

Begrebet "blind retfærdighed" har sin store berettigelse som modsætning til at en domstol tager hensyn til ting som titel, religion eller hudfarve. Lighed for loven er her en nødvendighed. Men. Jeg mener at det er misforstået at holde op med at tænke i retfærdighed, og i stedet tænke i lovparagraffer. Loven skal afspejle ret færd, men kan aldrig være mere end et godt forsøg.

Retfærdighedens gudinde,
her med forbinding over øjnene.
Nogen har stukket dem ud.
Hun må intet se.

• The Robert Latimer Tracy Latimer Website
• CBC:
  'Compassionate homicide:' The law and Robert Latimer
• CBC:
  Latimer wins appeal for day parole
• Free Falling:
  May She Rest In Peace, May He Find Mercy

Se også:

Kants kategoriske imperativ misbruges

Den smertefulde verden omkring Sergio

Lydie Debaine: En moders kærlighed

Moderlig dødshjælp til Belgisk Thalidomid-barn