For 10 år siden gav "Jane" sin far en stor dosis smertestillende midler, sprøjtet ind i et drop. Efter et sidste lille åndedrag døde han. Fri fra smerter og lidelser. Han var hospitalsindlagt på stue med 6 andre der også var døende af kræft. Egentlig var han selv igang med at spare piller sammen, for at kunne få lov til at dø. En kontrolleret død i resterne af værdigheden, et selvmord, ville være langt at foretrække frem for at trække lidelsen i yderligere langdrag.
Jane fandt pillerne og snakkede en del med sin far om det. Hun tilbød sin hjælp og faderen var taknemmelig. Medlidenhedsdrab, aktiv dødshjælp, eutanasi, eller hvad det nu skal kaldes. Strafferammen er op til 14 års fængsel. Jane havde tænkt dybt over det, og besluttede sig til at hun ikke ville sætte sin frygt for konsekvenserne over sin kærlighed til sin far. En allersidste kærlighedshandling.
Mandag den 7. juli 2008 ringede hun til telefonprogrammet
Liveline fra den Irske radio/TV station
RTÉ, og fortalte sin historie. Hendes stemme var ikke sløret, og hun fortalte bl.a. at hun havde adgang til medikamentet i kraft af sit arbejde. Tilsyneladende fik hun en garanti for anonymitet.
Det Irske politi efterforsker nu sagen, og jeg tvivler på at det vil være svært at finde frem til "Jane". Spørgsmålet er om de anstrenger sig særligt meget. Sagen ville være ganske ubekvem for de Irske politikere, og den i Irland indflydelsesrige katolske kirke. En sag mod en velformuleret hjælper med god samvittighed ville udløse en kraftig offentlig debat, hvor jeg forudser at Jane ville få bred folkelig opbakning. For slet ikke at tale om hvad en dom ville udløse. Politikerne skyr debatten om dødshjælp, og de forventelige krav om lovændringer. De kæmper for at få lov til at tie emnet ihjel.
Baggrunden for at Jane "kom ud af skabet" var nogle seeres vrede reaktion over at en TV serie viste hvordan en dødssyg fik dødshjælp. Før programmet havde hun ikke fortalt fakta til nogen, bortset fra sin præst.
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Ja, og min mor skulle ha' talt med mig...
Måske mere desomkring på min blog senere ;-)
Emnet trænger jo netop til at blive talt om, i stedet for at give op overfor "det kan man da ikke". Trist når gamle må se sig nødsaget til at resignere overfor tvangen til livet der ikke længere er liv. Eller satse på at medicinen kan overdoseres til at passe til behovet.
Ser frem til "senere" ;-)
Send en kommentar