Vågekoner for døende

lørdag den 19. juli 2008

Vågekoner for døende

Samfundets professionaliserede omsorg for ældre mennesker i deres livs sidste år sætter fokus på de mange praktiske ting som der kan være brug for assistance til. Når sygdom eller svækkelse afløser selvhjulpenhed, bliver konsekvensen at et antal effektive hjælpere indpasser den gamle i en travl arbejdsrytme. Der er sjældent arbejdstid til andet end at komme videre hurtigst muligt.

Resultatet af denne, vort samfunds model for omsorg, bliver at de ældre er ganske meget alene mens de venter på at dø. Også på hospitaler og plejehjem. Hvis der er pårørende, har de næppe kræfter til at våge i dagevis, de er nødt til at få søvn og liv, også. Sådan er fakta.

Heldigvis er begrebet "vågekoner" genopstået i de senere år. Mennesker der kan være hos den gamle i den aller, aller sidste tid. Støtte, give tryghed, rumme de tunge følelser omkring det at skulle dø. Afløse de pårørende, og tilkalde dem hvis enden er umiddelbart forestående. Disse støttende mennesker kan give ro, hjælpe med afklaring, til både den døende og eventuelle pårørende.

Et rigtig godt tilbud, de steder i landet der er frivillige der stiller op. Mennesker med overskud og livserfaring, ofte pensionister. Mange gange med en baggrund indenfor social- og sundhedssystemet. Som prøvede at tage sig tid da de arbejdede, men ofte ikke havde muligheden.

Jeg ville ønske at ældre kunne regne med denne mulighed, i stedet for at det er lidt med held eller uheld om lokalområdet har dette tilbud. Arrangeret gennem kommunen, Røde Kors, eller andre organisationer. Men virkeligheden er at det bestemt ikke er nogen sjældenhed at dø alene. Ikke fordi personalet svigter, men tempoet egner sig ikke til ro. En anledning til at frygte processen med at dø, måske ikke få muligheden for en god afsked. Det er vigtigt, hvis det overhovedet kan lade sig arrangere.

Vigtigt nok, synes jeg, til at det ville være et plus hvis det ikke absolut skal være et spørgsmål om at skulle vente til døden indtræder. Jeg kan ikke se noget formål med at det ikke skal være tilladt at sige farvel i god ro og orden, efter at der er taget afsked, og fundet fred.

I de fleste tilfælde kan dødsprocessen heldigvis skride frem på en måde, så det slet ikke bliver aktuelt at spekulere på behov for at fremskynde den. Det har ingen hast. Jeg kan blot ikke lide at det ses som en nødvendighed at gøre det til en pligt at vente, vente, vente.

Godt med vågekonerne til at lindre ventetiden.