Et gammelt drillespørgsmål eller gåde er det tilsyneladende filosofiske paradoks:
"Kom hønen før ægget?"For en bondepige eller bondedreng på landet i gamle dage kunne det være svært at svare på. Hønsene lægger jo æg, som klækkes til kyllinger, der vokser op til en ny generation høns. En cirkel, hvor det er ligeså rigtigt eller forkert at svare "ja" som "nej" på spørgsmålet.
Kyle Bean: What came first? (Chicken made from eggshells)
En farbar vej kunne have været at søge svar i bibelen, måske gennem degnen. Her fortæller skabelsesberetningen om at Gud skabte Adam og Eva som voksne, som først senere måtte til at forplante sig. Derfor ville det være logisk at forestille sig noget lignende for høns og andre fugle. Hønen kom før ægget. Vrøvl!
Bibelen og kristendom er jo helt uegnet som grundlag for viden om biologi, der er ingen tvivl om at dyrene gennem evolution har udviklet sig fra tidligere dyrearter. Blev det første æg lagt af en høne, eller af den fugl som gennem en glidende overgang var hønens forgænger? Hvordan kan vi skelne om et æg er et hønseæg eller ej?
Spørgsmålet ville, biologisk set, ikke give mening uden at forudsætte at vi taler om et hønseæg, og ikke bare et eller andet æg. Fuglenes forgængere i krybdyr, padder og fisk lagde jo også æg, uden derfor at være høns.
Svaret må være genetik. Gennem en undersøgelse af genernes DNA ville det være principielt muligt at sige om vi var nået til det stade hvor vi vælger at kalde det for en høne. Da arvemassen dannes ved kombination af enkelt-cellers DNA fra en hanfugl og en hunfugl, er det indlysende at disse kan være ikke-høns, og alligevel lægge det første hønseæg.
Ægget kom altså før hønen, helt sikkert.
Videnskab.dk:
Spørgsmålet bliver lidt mere interessant gennem at generalisere det til:
Kom det første æglæggende væsen før det første æg?Her må processen forstås som at et voksent dyr (eller plante) afgiver en ægcelle, som med eller uden befrugtning og beskyttelse kan udvikle sig til et nyt individ. Ved encellet liv kan der ikke tales om "æg", da begge celler er lige efter delingen. Æglægning må derfor være "opfundet" af et flercellet væsen, som gennem at afgive en enkelt celle kunne være ophav til et nyt flercellet væsen. Altså kom ægget sidst!
På det landbrugsmæssige plan kan det siges at hvis målet er at producere æg, kommer høner og haner først. Hvis målet er at producere kyllinger, kommer ægget først. Her kan der altså ikke findes afklaring.
"As you may know I really enjoy visual puns. My new project ‘What came first?’ is a funny take on the well known saying. I thought it would be a nice ironic twist to actually make a chicken from eggs. It has taken a couple of failed attempts and I have eaten quite a few poached eggs and omelettes in the last couple of weeks, but I have finally finished the sculpture. I made good use of my dremel on this one..."
Nyere opslag
Opslag
8 comments:
Det er en meget, meget flot æggeskalshøne!
Din optagethed af høns og æg er virkelig... øh, speciel.
Nørd!!!
Sidste forår skulle jeg lave en opgave i videnskabsteori og strejfede faktisk hønen-ægget dilemmaet.... og der var det Popper jeg støttede mig til.
Et første problem er, at man ikke bare kan iagttage uden retning. Man går uundgåeligt ud med en forventningshorisont, og det giver et vanskeligt problem, når man skal gøre rede for sin fremgangsmåde:
”Hvad kommer først hypotesen (H) eller iagttagelsen (I)” (..) Hvad kommer først hønen (H) eller ægget (I). Svaret på det sidste er ”En tidligere slags æg” og svaret på det første ”En tidligere slags hypotese” (Popper s. 54)
Ovenstående citat peger på problemet teoriafhængighed. Det er svært at forestille sig ren empiri.
:-)
Selv blind høne kan finde et korn.
Jeg er bange for at Karl Popper havde en alt for kortsigtet forventningshorisont med sin videnskabsteoretiske overvejelse. Han glemte det grundlæggende spørgsmål om at overveje præmisserne for om hans svar har en meningsfuld forbindelse med spørgsmålet.
Hvis hans logik med "en tidligere slags æg" skulle hænge sammen, ville det forudsætte at den første slags æg ikke blev lagt af en allerede eksisterende sammenligneligt individ. Derfor min pointeren af at paradokset forudsætter at vi kun taler om hønseæg og deres undfangelse. Og selv om Popper her har ret i at forrige generation (i forhold til første hønseæg) har været "en tidligere slags", snyder han ved ikke at gøre rede for hønens udvikling og rolle. Og for overgangen til hønseri. :-)
Tilsvarende halter det at postulere at hypotesen kom før iagttagelsen. Kan en hypotese eksistere uden grundlag? Uden en eller anden form for iagttagelse. Det kan den ikke rigtig.
Kan en iagttagelse eksistere uden hypotese? Det kan den sådan set godt, også selv om en eksisterende hypotese kan forme iagttagelsen, så der opstår blindhed (!) for alt det som ligger uden for hypotesens rammer.
Den blinde høne kan finde et korn, netop fordi den ikke starter med en hypotese som hindrer den i at finde kornet.
Selv om det måske er svært at forestille sig ren empiri, er det meningsløst at forestille sig ren hypotese, med mindre vi accepterer at den den kan være et spørgsmål om tro uden viden. Altså religion og fiktion.
Et oplevende væsen kan først skabe sig en hypotese efter at det opdager at noget går igen i et mønster. Hypotesen er et forsøg på at forstå, og giver en oplevelse af succes når det lykkedes at forudsige, forklare og/eller ændre mønsteret. Som når et lille barn lærer at kommunikere. Uden masser af input opstår der ikke noget sprog, nogen evne til at arbejde med hypoteser.
Og det er netop et centralt videnskabsteoretisk problem når hypoteser forfølges meget langt, og efterfølgende kik i bakspejlet afslører en meget "selektiv" omgang med empirien og behovet derfor. Skaberen bliver forelsket i sin egen hypotese.
Jeg er såmænd ikke mere optaget af æg end af så meget andet :-) Jeg kan netop være optaget fordi jeg er frigjort fra emnet.
Fri til at pille ved forudsætningerne for svar!
- I guder I kan tygge meget (intellektuelt?) vrøvl på det spørgsmål! I fatter slet ikke at præmissen/spørgsmålet udgør hele problemet, netop fordi det er et DUMT spørgsmål! Det rigtige, videnskabeligt velfunderede spørgsmål er naturligvis: Hvad kom først: Hønen, Ægget eller den gamle gale Hane?
Take a wild guess!
Misantropisk hilsen Peter
- Og er det iøvrigt ikke sådan, at hvis man stiller dumme spørgsmål, får man dumme svar?
Misantropisk hilsen Peter
- tænker en komodovaran eller en klapperslange, havde haft en større chance for at overleve i det evolutionære lotteri, hvis det var dem, som havde udviklet intelligens, istedet for en skide abe!! I den kontekst vi står i pt. på planeten jorden, er det vel en fornuftig konklusion at komme til?! Så må vi bare håbe at radioaktivitet er bedre til at drive evolutionen frem, istedet for stakkels gamle haner! Misantropisk hilsen Peter
"Der findes ingen dumme spørgsmål, kun dumme svar" lyder en gammel og fortærsket talemåde jo. Og selv om det i sig selv kan siges at være et dumt svar på at spørge om der findes dumme spørgsmål, peger det dog i retning af at "dumme" spørgsmål kan gøres gode gennem at udnytte dem til at give et godt svar.
Det kan i mange tilfælde ske gennem at udforske præmisserne for hvad sådan et spørgsmål egentlig kan betyde, hvad der skal til for at analysere elementerne. Jeg kunne forestille mig at mange tideligere har synes at det var dumme spørgsmål om hvorfor dit og hvorfor dat, men det har givet enorm fremgang at udforske hvordan verden fungerer.
"Hvorfor er himlen blå" er nok mest et "dumt spørgsmål" for den som ikke har nysgerrighed til at finde frem til det ganske interessante svar.
Med andre ord, så hænger det sådan sammen at når man giver dumme svar, bliver spørgsmålet dumt, fordi det ikke blev stillet til en som kan lide at svare.
Klapperslanger eller komodovaraner tror jeg ikke havde haft chancer for i det hele taget at udvikle højere intelligens. Sagen er at det kræver en masse kalorier at fyre op under en stor hjerne, og uden en egnet fysik er det spild af energi, når det ikke giver bedre chancer for at forplante sig, og få børnebørn.
Studier af menneskets evolution peger mere og mere på at tidlige homo-arter begyndte at gå på to ben og udnytte ild før hjernen udviklede sig til at have alt for meget intelligens til et simpelt liv. Gennem at have arme og hænder til at håndtere redskaber, og ild til at gøre det nemmere at få kalorier nok, blev der overskud til at udvikle en stor og voldsomt energiforbrugende hjerne, uden at dette førte til at uddø.
Og hverken klapperslanger eller komodovaraner er bare i nærheden af at kunne blive gode til redskaber. Til gengæld har det give dem en stor evolutionær fordel at være økonomiske med energien, ikke "spilde" kalorier på at holde en krop varm, eller en hjerne, som ikke ville øge deres mulighed for forplantning. Jeg vil endog sige at ulempen ved at have en stor hjerne og intelligens for dem ville være så stor at sådanne egenskaber ville forsvinde igen.
Der er såmænd store fordele ved at være "lykkeligt uvidende", så længe generne kan føres videre. Foreløbig har menneskearten homo sapiens klaret sig nogle få hundrede tusinde år, hvilket er meget kort tid.
De første slanger kom for over hundrede millioner år siden, og de har altså en langtidsholdbar kropsmodel, der har klaret sig igennem katastrofer som har udryddet masser af andre dyrearter.
Jeg er slet ikke overbevist om at mennesker med den farlige svulst i hovedet kan holde i bare ti millioner år, så det er såmænd ikke den store success, hvis vi ser på overlevelse på langt sigt.
(Og ja, jeg kan godt lide at gøre spørgmål mere komplicerede end de blev spurgt :)
Hej igen Johnny, Tak for dit, som altid, gode og tankevækkende svar. Vælger lige at undertrykke min misantropi, nok fordi du nok tilhører den del af menneskeheden som igen vælger at forholde dig absolut reflektorisk (findes det ord?) til tilværelsen, hvilket jeg mener rigtig mange røvhuller (mente mennesker) kan lære rigtig meget af! Har så bare et behov for at adressere selve baggrunden for din fantastiske,- og efterhånden monumentale (på den gode måde) blog her!
Jeg er jo selv psykisk syg, ligesom din elskede var det. - det betragter jeg jo mest som sådan et label man kan risikere at få på sig, efterhånden som det samfund man befinder sig i bliver mere og mere tåbeligt indrettet! Hvad jeg mener med det?, kan du jo spørge en politikker om (f.eks Pernille Vermund, eller alternativt: Netanyahu i Israel!), selvom jeg jo godt ved at de tilhører de sidste, som vil redde andet end deres egen røv(hul), og være i stand til at svare på det!! Med den holdning, mener jeg jo sådan set også, at hvis de ydre omstændigheder for psykisk syge mennesker, var nogle andre, kunne man recover rigtig mange mennesker fra deres elendighed! I den forbindelse synes jeg det er vigtig at nævne folk som Peter Gøtsche, Poul Nyrup Rasmussen og Peter Lund Madsen, som i min optik nok er de mennesker som er lykkedes bedst med at udbrede en forståelse for hvad psykisk sygdom er, til menig mand, selvom det måske ikke er alle som KAN forstå det! Det synes jeg så bare ikke er så slemt, eftersom det vel trods alt ikke er dem, direkte, som fastholder folk i psykisk sygdom!
For at vende tilbage til dig og din baggrund for at have startet denne blog, vil jeg gerne starte med at sige, at jeg absolut anderkender at aktiv dødshjælp er et emne, som er så stort og mangefacetteret, at det naturligvis er logisk at man kan have forskellige holdninger til det!
MEN,- Helt kort sagt: Er det ikke lidt ærgerligt at kaste livets håndklæde i ringen, fordi nogle magtfulde/liderlige mennesker er blevet bragt (af nogle stakkels fjolser) i en position hvor de,- ja, potentielt, som sagerne står nu, kan starte en ny verdenskrig! - Det er jo ikke fordi de har fået en stentavle i hovedet, som fortalte dem hvad de skulle gøre (nåhr jo, det gælder jo faktisk for nogle af dem), de ER bare nogle røvhuller, på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt!! Iøvrigt,- for at forholde mig mere direkte til din tragedie (og jeg ER nok desværre lidt en elefant i en glasbutik): Er det ikke indbygget i kærligheden at vi gerne må ligge hinanden til last, og vi gerne må ligge hinanden MEGET til last??? Og igen: det er sgu da ærgerligt at kaste håndklædet i ringen, hvis et iskoldt bad kunne få en til at kæmpe videre!
Vil lige skynde mig at slå fast at jeg selvfølgelig ikke mener at du hjalp din kæreste med at dø, fordi du synes hun var blevet for stor en klods om benet! Men måske var I begge blevet for udmattet: det er HÅRDT at kæmpe, når ALT modarbejder en!! Det ved, jeg fra mit eget liv som parnoid, nu affectiv skizofren. Må jo så bare konstatere at jeg ved at skrive det her, jo godt kan indse at det ER et problem,- meget stort problem, at mange ikke forstår psykisk sygdom/psykisk (over)følsomhed. Og med hensyn til aktiv dødshjælp: Etisk råd fremfører jo at det er en glidebane, hvor syge mennesker ender med at kaste håndklædet i ringen, fordi de tror at deres omgivelser forventer at de gør det!
Iøvrigt er der jo flere ting end bare et koldt bad som kan hjælpe visse “diagnoser”. Motion og et fysisk mere aktivt liv, er jo nok de væsentligste! - Men så er vi jo lidt tilbage ved Hønen, Ægget og den gamle gale Hane, for hvor skal man starte??
NB: Kan egentlig godt se, når jeg læser det jeg lige har skrevet, bare bidrager til at gøre en håbløs situation, endnu mere håbløs😞
- Håber så bare der er en visdom i at det nogle gange skal blive meget slemt, for at det kan blive godt!!
Misantropisk hilsen Peter
Send en kommentar