Christina Symanski ville ikke være til byrde

torsdag den 16. februar 2012

Christina Symanski ville ikke være til byrde

Efter en festlig aften, med fejring af sin kærestes fødselsdag, ville den 24-årige kunstlærer Christina Symanski have en lille svømmetur i sommernatten. Fra en opbevaringskasse sprang hun på hovedet ned i et badebassins mørke vand. Med et smæld ramte hun bunden, og flød op til overfladen af det lave vand. Med ansigtet nedad registrerede hun sine livløse lemmer, uden at kunne røre sig.

Kæresten reddede hende fra at drukne, og fik en ambulance tilkaldt. Der var ikke noget at gøre ved den brækkede hals, Christina var lammet fra halsen og ned. Prisen for ikke at tænke sig om var meget høj.

Christina havde været kæreste med musikeren Jimmy Morganti i et halvt år, og det unge par tænkte på at flytte sammen og stifte familie. På hospitalet nægtede Christinas forældre at lade Jimmy få adgang, de gav ham skylden for ulykken. Eferhånden udviklede situationen sig til at Christina blev passet af sine forældre, og lærte sig at male med munden.

Livet blev præget af talrige dårligdomme og forsøg på behandling. Christina ville ikke lade også Jimmy ofre sig for hende, og afsluttede forholdet, netop fordi de elskede hinanden højt. Senere havde de kontakt som venner. Men hun kunne ikke affinde sig med sit liv, og kæmpede med sine tunge følelser. Hendes blog indeholder mange ord om hendes kamp og tanker.

Den 1. december 2011 døde Christina Symanski, af sult og tørst. Det var hendes egen beslutning, fastholdt med stærk viljestyrke gennem flere uger, og forberedt gennem et par år. Processen tog meget længere tid end de to uger hun havde håbet på, fordi hun ikke afholdt sig helt fra indtagelse af væske.

Christina Symanski: All I feel is the pain inside

Hendes liv var blevet en byrde for hende selv, men hun var ikke blind for at det også var en stor byrde for hendes familie. Hendes søgning efter en legal hjælp til at dø endte med at hun måtte gøre det selv, og hendes eneste mulighed for selvstændig handling var at nægte at blive fodret. Christina døde i sin mors arme, Louise Ruoff havde lovet at være der når datteren forlod verden.

Som sædvanlig afføder et frivilligt dødsfald, støttet af familien, debat og modstand. Nogen påtager sig at mene at det altid ville være bedre at kæmpe, på trods af meget hårde vilkår i livet. Det kan aldrig være i orden at dø, og slet ikke give en nærtstående lov til at dø. En påstand om at det skader vilkårende for andre med et tilsvarende alvorligt handicap, når en enkelt træffer en personlig beslutning om hellere at ville dø.

Jeg synes at det er sært (og meget ufølsomt) at nogen vil dømme andre, og deres familie, til at være gidsler for abstrakte forestilliner om at døden er forfærdeligere end alt andet. Jeg ville have ønsket for Christina Symanski at hun kunne have fået en mere human død.

De efterladte er ved at udgive en bog.

Fra hendes blog, Life; Paralyzed:

It's hard for my loved ones to accept, but I feel like my life has come to a point where just living, equates to physical, and emotional suffering.
I've been suffering for so long, and my symptoms are only getting worse. There is no cure, or quick fix. When I think about all the factors, and weigh all the variables, that contribute to MY daily life, the negatives vastly outweigh the positives.
I rely on others, for everything, and although my caregivers help me, some things are embarrassing, or awkward to ask for and accept help for (like shaving, going to bathroom, brushing my teeth, cleaning my ears, clipping my toe nails, blowing my nose, dealing with acne and dealing with my period), or just never turn out the way it would, if I were doing it for myself. It has been very hard, getting used to living in a body, I no longer feel, or recognize.
The only things I have going for me, is the love & support, of my family & friends. I am blessed with amazing friends, that have taken an active role in my life, and have stood by side.
I'm left with the question, "is it really worth living?" Not for everyone else's reasons, or for anyone else, but ME. If not, than I only have but one choice, and that's to stop accepting the treatments that are prolonging my unnatural lifestyle. My only hope, and biggest obstacle, is that my loved one's understand and accept my wishes, and know that my wish is to prevent suffering, because I don't view THIS as a quality life.'