Et hyppigt set spin i debatten om aktiv dødshjælp m.v. er at fokusere på vendinger som selvmord, mord, hjælp til selvmord, eller endda ligefrem at kalde det for henrettelse. Disse ord dyrkes af modstandere for at dække over at den reelle situation er af en helt anden karakter.
Mord handler om at berøve nogen livet, på samme måde som voldtægt handler om at tiltvinge sig samleje mod den andens vilje. Når det er helt frivilligt og direkte ønsket af en ved sine fulde fem, som gerne vil have medindflydelse på sin måde at dø på, er den moralske situation grundlæggende anderledes.
(Jan Saudek, 1984)
Selvmord associeres typisk til tragiske historier, hvor et menneske tager sig af dage i en krise eller en depression. Altså tager en forhastet beslutning, når det hele pludselig er noget lort. Glemmer at "sove på det", og arbejde med en problematik som kunne overkommes som en naturlig del af livet. I disse sager er det helt naturligt med en stærk følelsesmæssig modstand, fordi selvmord meget sjældent er en relevant "løsning" her.
Aktiv dødshjælp (eller passiv dødshjælp) er ikke et spørgsmål om at ville dø. Disse sager handler om mennesker som allerede nærmer sig døden, og egentlig bare vil have lov til at få indflydelse på om de skal gennemleve alle sygdommens mindre rare sider, når de alligevel skal dø indenfor en overskuelig fremtid. Det er ikke en pludselig beslutning, men velgennemtænkt og planlagt. Et farvel i god ro og orden.
My dead Mother, Ma mère morte - James Ensor (1915)
Der kan være brug for at få praktisk hjælp til at gennemføre beslutningen på en pæn og hensynsfuld måde, men det handler på ingen måde om at vælge mellem døden og livet. Blot en smule selvbestemmelse omkring omstændighederne til sidst i livet. Det er jo ikke forbudt at dø.
Hvorfor skal det dog være strafbart ikke at påtvinge nogen at den biologiske eksistens ses som det primære, og en "pligt" til at tage alt det andet med? Det var mere logisk at straffe den som nægter muligheden for hjælp til at dø.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
10 comments:
Jeg er ikke uenig ud fra et principielt ståsted. Jeg er ikke som sådan overbevist om at have ret (det arrogante ståsted) men jeg må konstatere, at jeg bare ikke forstår. Det er udenfor min fatteevne og erfaringsverden. Jo, aktiv eller passiv dødshjælp er til at forstå, fordi det er let at komme med konkrete eksempler på situationer som enhver kan forstå er ubærlige og usigtsløse mht. positiv forandring, men vil lede til en formodentlig langtrukken og lidelsesfuld død. Men selvmord som løsning på hvilken konkret tilstand derudover ???? Hvis jeg skal forstå det, skal det være lige så konkret som med aktiv dødshjælp eksemplerne. Hvilke situaioner skulle være så slemme, at det ligefrem er rationelt at vælge selvmord??? Det forstår jeg ikke. Vær sød at forklare det med et konkret eksempel, som ikke er den akutte krise og som ikke er hjælp til en død, som uundgåeligt nærmer sig indenfor en (u)overskuelig fremtid. Det kan nok være at du allerede har sådan et eksempel på bloggen eller flere, men så giv mig et link til det. Please. Og jo, selvmord, det er at vælge døden frem for livet. Jeg kan forstå, at døden er en del af livet og en gave ift. at skærpe det at tage livet alvorligt og som en påmindelse om, at der kun er én tur i karussellen, men jeg kan ikke forstå at man kan hylde livet og selvmordet på samme tid. Det betyder ikke, at jeg synes, at du eller andre skal straffes for ikke at prøve at stoppe en der vælger at begå selvmord, og heller ikke, at påføre skyld....... for mennesket har jo sin frie vilje og ret, men jeg mener ikke det er det samme som at fremhæve det du kalder det rationelle selvmord.
Begrundelse for min påstand: Tilstande forandrer sig. Ingen kan vide hvad der kan ske i fremtiden. Ingen kender dagen i morgen. Deri ligger livshåbet.
Aldrig er et "farligt" ord at bruge mener jeg. Et lille tankeeksperiment:
Jeg sidder overfor en med selvmordstanker, som har helbred til at leve mange år endnu. Min vurdering er ikke at selvmord lyder som en rimelig udvej. Jeg kunne sige "Drop tanken, det er ikke relevant for dig", men det ville lukke af. Derfor ville jeg foretrække at spørge "Kan du overbevise mig om at du ikke har bedre løsninger?". Altså åbne for snakken, men det ville kræve virkeligt gode argumenter at overbevise mig.
Mit håb ville være at processen førte til at vedkommende ikke længere kunne overbevise sig selv om selvmord som en god ide. Det ville være naturligt at snakken omfattede at pege på andre løsninger, og vurdere dem i forhold til at gå i døden. Derfor ville jeg ikke starte med at lukke af, men i stedet afprøve den rationalitet som personen har i sine egne (måske ensomme) tanker.
Og derfor lader jeg mine formuleringer her på bloggen indeholde en kattelem om at det ikke er helt utænkeligt, omend yderst sjældent, at selvmord er "et godt valg".
Mere filosofisk set tænker jeg netop på situationer som ligger ud over udsigten til en "langtrukken og lidelsesfuld død", hvilket vil sige et "langtrukkent og lidelsesfuldt liv", på det eksistentielle plan.
Jeg vil nødigt sætte mig til dommer over den andens eksistentielle syn på livet, men jeg vil argumentere kraftigt mod at vælge døden uden at have gjort en seriøs indsats gennem længere tid (helst i årevis), og benyttet sig af tilgængelige muligheder for at få hjælp. Og som sagt ville jeg ikke være nem at overbevise til at sige "ok, nu forstår jeg hvorfor". På den anden side ville jeg heller ikke sige "du må sgu afvente et mirakel, hold ud!".
Når det stikker mig, kan jeg jo være ganske vedholdende i min argumentation, som du måske har bemærket :-)
Konkrete eksempler på nogen som ikke forhastede sig, men var meget vedholdende i deres beslutning om ikke at udholde deres eksistentielle (men ikke livstruende) vilkår:
> Christina Symanski ville ikke være til byrde
> Kerrie Wooltorton ville ikke "reddes"
> Saseline respekterer sin brors selvmord
> Lisette Nigot sagde stop mens legen var god
> Glad i døden gik den gamle, Stærkodder
> Johanna Adorján: En ganske særlig kærlighed
> Selvmord som menneskeret, men kun som selvhjælp
> Lammede Daniel James valgte at dø
> Ramón Sampedro blev befriet fra sin døde krop
(fortsættes)
Det er kontroversielle sager, og jeg vil ikke "bare" sige at det var helt fint med selvmord. De fleste handler om mennesker som ikke kunne affinde sig med en stor begrænsning i deres muligheder for at have et liv på tålelige vilkår, efter deres egen målestok. Som havde prøvet gennem længere tid, og brugt lang tid på at planlægge deres farvel til verden. Som mødte forståelse (måske posthumt) fra mennesker i deres netværk. Som rationelt forholdt sig til deres livs vilkår.
Det er selvfølgelig helt specielle historier, som ikke kan vejes på Kants kategoriske imperativ. Der er ingen almene svar på hvornår livet er værd at ønske sig at have. Men det må være tilladt at vurdere, for det enkelte menneske, når min grundlæggende forventning kan overholdes: At beslutningen også er vedholdende mens mennesket har det så godt som muligt.
Jeg har stor respekt for mennesker som vælger at udholde meget smalle livsvilkår gennem mange år, med eller uden tro på at deres tilstand forandrer sig. Men livet skal ikke være en forbandet pligt.
Jeg ser ikke "livshåb" i et absurd bibelsk drama som Jobs Bog. Tværtimod lyder det grusomt med et sådant gudssyn.
Ja, ja, jeg ved godt du er en stædig kamel.... og jeg er ikke bibelsk og ved ikke hvad du hentyder til med Jobs bog ift. livshåb :-)
Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at du er helt og aldeles på livets side og spørgsmålet er vel dybest set, hvem det er du skal overbevise om hvad? Hvis man tror på menneskets frie vilje, vil man jo aldrig kunne forhindre en anden i at begå selvmord, hvis det er det vedkommende vil. Man kan måske udsætte det, men man kan ikke bestemme over andre mennesker, der har sat sig noget for, uanset om det er et hurtigt selvmord eller et langsomt (f.eks. druk). Det vilkår synes jeg på en måde kan afslutte "for- eller imod" selvmord. MEN, det ville jo også være et utrolig kynisk standpunkt. Vi har jo for eksempel mange hjælpetilbud til at få mennesker væk fra det langsomme selvmord, og nogen gange lykkes det. Nogen gange mislykkes det.
Som jeg ser, det du vil, er det, at ændre holdningen om, at det er tragisk eller forkert at begå et velovervejet selvmord, men det er jo følelser og disse følelser er jo relle for den der har dem og kommer ikke den afdøde til skade af indlysende årsager. Man kan heller ikke bestemme over andres følelser :-)
Jeg kender en del af folkene i Foreningen Efterladte efter mord, som kommer i det hus hvor jeg arbejder og som jeg har lavet en del ting sammen med, og som jeg oplever dem, er de gode til at komme til tåls med livsvilkår og hændelser de ikke kan ændre på. De slipper skylden og accepterer, at det var den dødes beslutning uanset hvad. De tillader sig også at være vrede over det valg. De accepterer i det hele taget alle slags følelser.
Jeg er enig med dig i, at man ikke skal bruge metoden at afvise tanken om selvmord helt hos den der har dem, fordi det ofte er disse tanker der skræmmer den selvmordstruede mere end noget andet og vedkommende ønsker at tale om det - ikke at få at vide "det gør du bare ikke - og du må aldrig sige det igen". Det vil være en hård afvisning og gøre den anden mere ensom og isoleret og føle sig endnu mere besværlig og forkert, men målet vil jeg mene må være at være bære af håb for den selvmordstruede, et håb som vedkommende ikke selv har.
I filmens verden er der mange gode eksempler på hvordan dagen i morgen kan bringe livet tilbage, hos den der ellers havde opgivet helt og for så vidt havde gode grunde til at opgive. F.eks. den finske film I hired a contract killer eller Kieslowskis Blå.
Ift. din sommerfugle metaforik, så sig mig hvilke tanker der ligger bag den, hos en hardcore ikke metafysisk tænkende mand?
Jeg vil gerne se på alle eksemplerne. Jeg kan lige nu huske det første eksempel, som er lagt ind for nylig, og da jeg læste det indlæg, tænkte jeg faktisk, at det var meget tragisk, at hun tager sit liv af hensyn til omverdenen, sådan er der i hvert fald dele af teksten der får det til at lyde som om. Hun var jo kunstner og kunne udtrykke sig, uanset sin lammelse og hendes kunst minder mig om Mexikanske Frida Kahlo.
Jobs Bog er en historie hvor Gud og Satan i samarbejde "afprøver" Job, ved at ødelægge hans liv. Både hustruer, børn, folk og dyr må dø som del af denne "leg", hvor Job gennemgår ulykkerne, fattigdom, udstødning og alvorlig sygdom. Til sidst bliver han belønnet for at være fast i troen, med ny rigdom på gods og familie.
Historien er ofte blevet brugt for at mennesker i lidelser skulle håbe på at Gud pludselig holdt op med prøvelserne, og gav dem lov til at få det godt igen. Altså en ekstrem udgave af "hvor der er liv er der håb", for når "herrens veje er uransagelige", kan ingen vide hvad der kan ske i fremtiden.
Dagen i morgen ligger udenfor hvad mennesket kan bruge rationel tankegang til at forestille sig. Når mennesket er Guds ejendom, må det affinde sig med hvad som helst, for det må være "Guds vilje".
Den troende bliver altså formanet om at det er en pligt at satse på at der sker noget, "et mirakel", og bede for at det må ske. Om at lidelsen i sig selv er et gode, en chance for at bevise sin irrationelle "tro".
Jeg holder jo så på at mennesket selv har lov til rationelle overvejelser over sin eksistentielle situation, men at der vil ofte være brug for hjælp til at klare tilsyneladende uoverstigelige problemer. Og her kan det tænkes at resultatet en sjælden gang bliver at livet næppe kan undgå at være "en skæbne værre end døden".
Fri vilje er ikke noget absolut, og det vil være meget atypisk at nogen sætter sig for at dø gennem et "langsomt selvmord", hvis de har en chance for at få hjælp til at få det bedre, på vilkår som de kan acceptere. Og her er der jo heldigvis de hjælpetilbud du nævner. De har stor værdi, netop uden at behøve være i modsætning med at lade mennesket udøve sin "frie vilje".
De efterladtes ømme følelser er selvfølgelig reelle og naturlige, også i at have svært ved at acceptere et selvmord som rationelt, og at gennengå en sorg baseret på den tragedie det er at den nærtstående synes at livet blev for svært at leve.
Men jeg tror nu også at de efterladte nogle gange kan komme til en forståelse, hvor de kan rumme tanken om at det ikke havde været bedre om den døde var blevet fastholdt i sin livssituation. At det også havde været en stor sorg fortsat at måtte være tæt på den livskamp, der trods lang tids stor indsats ikke gav reelt grundlag for håb.
Det ville da være en rar tanke, om der pludselig kunne være sket noget uforventeligt, som bedrede situationen. Men den rationelle overvejelse kan være at det er yderst usandsynligt.
Er det ok at påtvinge mange mennesker et ubærligt liv, i håbet om at i det mendste ét af dem får det godt igen? Eller skal vi acceptere at den bedste hjælp vi kan give ikke altid er nok, også selv om det er en virkelig god og velment hjælp?
De "gode" eksempler fra filmens verden er milevidt fra realiteterne. Det er meget sjældent at virkeligt uoverkommelige livsvilkår vender. Hvor mange skal holdes som "gidsler" for en lille bitte chance?
Det er bevidst at flere af mine eksempler ikke er sager hvor det er nemt at følge personens rationelle valg. Jeg er nemlig ikke ude på at "hylde selvmordet", men i stedet fremhæve at vores grundlag for eksistentielle valg er forskellige. Den anden kan være rationel, uden at jeg kan følge det helt.
Det gælder netop også for den nylige historie om kunstneren der valgte at sulte sig ihjel. Jeg rører jo ved nogle meget svære temaer, når jeg ligefrem fremhæver at en del grundlaget for beslutningen var at hun ikke ønskede at familien fortsat skulle ofre sig for hende. Jeg kan ikke dømme "rigtigt" eller "forkert" her, men blot observere at det det så ud til at hun havde gennemtænkt det meget grundigt, og afprøvet de tilgængelige hjælpemuligheder. Det er jo så også kontroversielt at hendes dødsproces skete i familiens skød, og med støtte fra omgivelserne. En tragedie, ja, men havde det været bedre at fortsætte med at livet blev værre og værre?
Sommerfugle-metaforikken udspringer af en episode sammen med min kæreste, og som var en del af de tanker som førte til at jeg kunne respekterede at det tragiske ikke var hendes rationelle selvmord, men at hendes liv var kommet dertil at det bedste for hende var at give slip. På bloggen udnytter jeg den som en vinkel til at kombinere tunge emner med det lette, poetiske og smukke. Samtidig er sommerfuglen et ofte brugt symbol i Vanitas-kunst, som symbol på livets skrøbelighed, hvor alt jo alligevel forgår.
Det hindrer ikke at vi skal satse på det smukke mens muligheden er der. Sommerfuglen skal have mulighed for at flyve, også hvis det kunne forlænge livet at lade være.
Som Benny Andersen med en lille ordleg på Svantes viser sagde "Døden er ikke det værste man har".
Tak for så fyldigt et svar. Så godt et svar. Du skriver "det tragiske ikke var hendes rationelle selvmord, men at hendes liv var kommet dertil at det bedste for hende var at give slip." Et eller andet sted er det nok det der smerter mest i denne debat. Det skræmmende i at livet åbenbart kan blive sådan. Det er så "uhørt", at det er det som jeg vil modsige/benægte. Tror jeg.
Det med filmene er jo sandt nok ikke så realistisk, men bekræfter det jeg lige har skrevet. Vi vil jo gerne at livets gnist overvinder dødens kulde. Og du har jo også selv den dragning mod det poetiske som med sommerfugle metaforen.
Livsgnistens grænseland, når der kun er vådt brænde, er jo så også netop et område som jeg har haft anledning til at gennemtænke. Altså er jeg kommet frem til at kunne rumme at det smukke i livet ikke er en modsætning til at kræve at det er et ønskværdigt sted at være, målt på det enkelte menneskes egne værdier.
Jeg vil endda sige at netop oplevelsen af livets skønhed gør det så meget desto mere ubærligt at det kun glimtvis er indenfor rækkevidde.
Jeg vil gætte på at mange selvmord (ud over de tragiske spontane) sker med lignende tanker i sindet. Det menneske som ikke møder forståelse for dette i sine omgivelser, bliver nødt til at tænke tankerne i ensomhed. Altså uden at nogen får chancen for at snakke med om tingene, give et andet perspektiv, og bidrage med at at finde løsninger i livet. Denne dialog forudsætter at døden anerkendes som en valgmulighed, der kan være rationel.
Den der får lov til at vælge mellem liv og død, har chancen for at vælge at prøve et par dage til. Den der ved at ingen vil give lov til at vælge døden, er mere tilbøjelig til at skynde sig med at få det overstået. Og det er jo ikke lige meningen ....
Du ved jeg kan følge din tankegang..... men kan du følge en tankegang der udspringer fra en holdning der kunne udtrykkes som:
Livet er i bund og grund det eneste vi har.
Og..... verden er neutral. Vores handlinger (herunder tanker) gør den god eller dårlig.
Tror du ikke man i sine handlinger kan fremme glæden og på tilsvarende vis kan fremme de destruktive kræfter og trangen til destruktion. Eller er vi blot underlagt noget vi ikke har indflydelse på??
Livet er det eneste vi har. Og derfor skal vi passe på det. Ja.
Der ses ikke sjældent historier om meget syge mennesker, som glæder sig over hver ny dag de kan få med, også selv om omgivelserne ikke kan forstå hvordan de kan have livsglæde midt i alt det som ikke går spor godt.
Det er et livssyn som jeg synes er smukt, og som jeg ikke er ude på at pille ved. Det er blot ikke det eneste rigtige. Jeg begynder først at få en vis modstand, når det fører til en forventning om andre skal finansiere meget kostbar behandling, hvis eneste gavn er at kunne opretholde illusionen om at der er håb om helbredelse.
Livet er det eneste vi har, og derfor skal vi ikke lade det rådne op, kunne jeg jo så også finde på at sige. Men jeg vil ikke på andres vegne afgøre hvor meget råddenskab de skal udholde, eller om der i det hele taget er en grænse.
Livet er det eneste vi har, og derfor skal vi leve livet mens det er, i stedet for at satse på en belønning efter døden, som udlovet af nogen som påtager sig at udstikke reglerne for at gøre sig fortjent til himmel eller helvede.
Livet er det eneste vi har, og det er ganske rigtigt op til os selv om vi vælger at gøre det til noget godt eller dårligt. Det er ikke op til verden, men til vores eksistentielle syn på det at leve. Vore forventninger.
Livet er det eneste vi har, og det gør en stor forskel om vi bruger det på at fremme glæde eller destruktivitet. Det er en fiktion at tale om "frit valg", fordi vores grundlag er stærkt præget af vores genetiske og sociale bagage. Men vi har stor indflydelse på hvilken retning vores stræben peger.
Når jeg kalder verden for smuk er det ikke ment som et forsøg på at fastslå en "objektiv" sandhed, blot som udtryk for min gnist.
Det kan jeg sige, netop fordi jeg har en splint af troldspejlet i øjet. Jeg kunne også have valgt at være en paranoid bittermand.
Send en kommentar