Hajo: French presidential race
Viser opslag med etiketten Frankrig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Frankrig. Vis alle opslag
lørdag den 23. april 2022
We have had enough of experts
The English Patient: Another rerun
Lady Liberty: Bon Voyage, Trump
Vladimir Putin the Impotenttirsdag den 26. november 2013
Romantik på luksus-hotel i Paris
Det ældre franske ægtepar Georgette og Bernard Cazes rejste i sidste uge på det luksuriøse Art Déco Hôtel Lutetia på venstre seinebred i Paris. De var begge 86 år, og som venner og familie sagde, var de stadig forelskede efter over 60 års ægteskab.
Da room-service fredag morgen kom med den bestilte morgenmad, lå de to gamle mennesker fredeligt på sengen, hånd i hånd. Og de var døde. De havde de selv taget sig af, og meningen med morgenmaden var blot at sikre at de blev fundet efter kort tid. Alt var velforberedt og nøje planlagt gennem længere tid. Ud over et brev til familien, var der også en skrivelse adresseret til anklagemyndigheden, med kravet om retten til en værdig død. De var vrede over ikke på en legal måde kunne få lov til en fredelig død; ingen respekt for deres frihed.
Georgette og Bernard Cazes var tilsyneladende ikke alvorligt syge, men ville under ingen omstændigheder risikere at noget brød deres store kærlighed og samhørighed. Risikere at blive afhængige af nogen.
Sagen har endnu engang vakt til debat om aktiv dødshjælp, og den omstændighed at masser af gamle mennesker afslutter deres liv med selvmord, desværre ofte gennem usikre og uværdige selvmordsmetoder. Ægteparret Cazes var begge intellektuelle mennesker, og havde arrangeret deres død omhyggeligt, men det er der alt for mange som ikke kan.
Nogen vil kalde historien for en tragedie. Men hvorfor nu det? Det værste er sådan set at de kunne have ventet et stykke tid, til deres grænse for alvor var nået, hvis de havde haft adgang til en legal måde at få hjælp til at dø. Nu blev de nødt til selv at gøre det, mens de endnu var friske og uafhængige.
De havde et lykkeligt liv, og fik en lykkelig død.
- Politiken:
Ægtepars selvmord på luksushotel skaber debat om aktiv dødshjælp - France 24:
‘Romantic’ suicide stirs euthanasia debate in France - The Local:
French couple, 86, slam 'cruel' law in suicide note - The Guardian:
Suicide of elderly French couple stirs euthanasia debate
mandag den 7. maj 2012
Aktiv dødshjælp med François Hollande som præsident?
Den nye franske præsident François Hollande har nu chancen for at indføre en reform som han markerede i sin valgkampagne. Spørgsmålet er så om det blot var sædvanlig politisk udstedelse af gode løfter, eller om han faktisk vil styrke menneskerettighederne:
... all adults in the advanced or terminal phase of an incurable illness, provoking unbearable physical or psychic suffering, and that can not be alleviated, can request, within precise and strict conditions, to receive medical assistance to end their life with dignity.Nu mangler der blot hans underskrift:
En smuk hensigt, som ligner vilkårene i Holland, Belgien, og Luxembourg. Her er der netop åbnet for at det er lovligt når den bedste hjælp til døende mennesker er at lade være med at trække tiden ud. Der er intet livsbekræftende ved ubærlige og uafhjælpelige lidelser.
Den nu forhenværende præsident Nicolas Sarkozy markerede sig som hårdnakket modstander af sådanne menneskelige hensyn overfor døende. Det førte til at den franske forening for retten til en værdig død, ADMD, i en kampagne udstillede ham på dødslejet, med spørgsmålet "Doit-on vous mettre dans une telle position pour faire évoluer la vôtre sur l'euthanasie?", altså om den situation er hvad der skal til for at ændre hans syn på aktiv dødshjælp. Om han fortsat ville bekæmpe den ultimative frihed.
Den endnu mere højreorienterede Marine Le Pen fik selvfølgelig samme anledning til at tænke over hvordan hun ville foretrække at dø. Selv om dødslejet måske giver den bedste inspiration til disse overvejelser, er det en stor fordel ikke at vente til det er for sent.
Måske har denne kampagne bidraget til at François Hollande med en klar sejr nu er præsident for Frankrig. Håbet er lysegrønt i dette forår, omkring livets efterår og vinter, også selv om den nye præsident under valgkampen modererede sine klare principper under påvirkning af frygten for at støde mulige højreorienterede katolske vælgere fra sig.
søndag den 12. september 2010
Hvor mange gamle længes bare efter at dø?
"Madame H" var indlagt på et plejehjem i Paris for nogle måneder siden. Som lammet var hun 100% afhængig af personalets hjælp til alle behov. Med hendes klare hjerne forstod hun sine fremtidsudsigter. Spørgsmålet var blot hvor lang tid der ville gå før hun fik fred i døden, og hvordan hendes sidste stump af livet ville forløbe.
Hun havde brug for en hjælp som personalet ikke kunne give, og Jacqueline Jencquel kom på besøg. Den gamle dames øjne lyste op i glæde. "Har du pillen med?". Det blev desværre en skuffelse, og Madame H brød ud i gråd. Jacqueline tog hende i armene, og lovede at hun ikke ville svigte.
Trøstende ord, men et løfte som hun ikke var i stand til at holde. Hun snakkede med plejehjemmets leder og kvindens datter. "Madame H ønsker bare at dø". Lederens hånlige afvisning lød "Det vil de jo allesammen". Jacqueline fik dermed et nyt perspektiv på de mange gamle i deres rullestole, eller liggende alene på deres værelser. De venter bare på at dø. Ikke fordi de bliver behandlet dårligt, men ...
Jacqueline Jencquel er fransk forkæmper for retten til en værdig død, i organisationen ADMD - Association pour le Droit de Mourir dans la Dignité. Selv om mange mest tænker på aktiv dødshjælp som et muligt behov på et lidelsesfuldt dødsleje, eller for en "grønsag" i permanent coma, er det reelle behov mere sager som disse.
Når der ikke, indenfor den praktiske virkeligheds rammer, er mulighed for igen at få et tåleligt liv, bliver det til noget naturligt at nogle foretrækker at få sagt farvel. De elsker livet så højt at de ikke vil byde sig selv elendighed i deres sidste tid.
Den syge gamle kvinde blev kørt på hospitalet til undersøgelser, mod hendes vilje. En kræftsvulst i tyktarmen. Lægerne lagde op til en stor operation. Det lykkedes for Jacqueline at få datteren til at indse at det måtte stoppe. Madame H tilbragte sit livs sidste par uger med hovedet vendt mod væggen. Hun nægtede at snakke med nogen. Til sidst fik hun fred fra et helt uværdigt liv. Hun havde fortjent en værdig død.
Jacqueline Jencquel følte sig som forræder. Hun kunne ikke holde sit løfte. Svigtede. Det fortæller hun om i sit blog indlæg Care not kill.
Rent praktisk tror jeg dog at plejehjemmets leder overdrev en smule, det var næppe bogstaveligt alle beboerne som bare længtes efter at få lov til at dø. Men jeg tror gerne at det var noget ganske normalt, måske endda for de fleste af de "indsatte".
Er et møjelendigt liv bedre end døden?
"Vi" har flotte idealer om at skulle behandle vore gamle, os selv engang, godt til det sidste. Hvad skal vi gøre ved det, når det ind imellem ikke kan forenes med at leve?
Se også:
søndag den 21. september 2008
Hervé Pierras anden død var langsom
Hervé var indtil sit selvmord under behandling for skizofreni. Blandt medicinens virkinger var at han blev impotent. Dette har næppe været uproblematisk for en 28-årig mand. Oveni alt det andet, altså.
Den 22. april 2005 blev Leonetti-loven vedtaget. Den giver patienter lov til at sige nej til behandling. Hervé var skrumpet 22 cm, og havde liggesår nok til at der var risiko for at der blev behov for amputation. På deres søns vegne bad forældrene lægerne om at afbryde for sonderne med kunstig ernæring. Nej. De kaldte sondemadningen for pleje i stedet for behandling. Efter 14 måneders kamp fik forældrene deres ønske opfyldt.
Det lyder helt, helt forkert, synes jeg. Hvorfor lod lægerne dog de sidste dage blive så skrækindjagende? Det havde været naturligt at give musklerne ro med krampestillende midler, eller en form for bedøvelse. Selv om lægerne ikke var med på at give kroppen lov til at dø, kunne de have sparet den (og især forældrene) for et så voldsomt forløb.
Jeg kommer til at tænke på at en ganske typisk udvikling ved svære hjerneskader er kramper. En rutinemæssig behandling er muskelafslappende midler, der kan holde kroppen i ro. Disse afhængighedsskabende midler ændrer efterhånden nervesystemet, og hurtig afbrydelse af behandlingen kan netop forventes at give voldsomme kramper. For patienter ved bevidsthed kan et nervesystem der går amok give en lang række andre endog særdeles voldsomme symptomer. Disse fakta kan ikke være helt ukendte for læger der arbejder med disse midler.
Jeg kan ikke påstå noget konkret omkring denne sag, men jeg får ganske ubehagelige associationer. I soberhedens navn overlader jeg valget af malende ord til læseren. Der er dog nogle muligheder her.
Den franske debat om aktiv dødshjælp (eutanasi) fik en spand benzin. Den politiske hensigt med Leonetti-loven var at søge at aflive debatten. Gennem en lov som giver lov til at lade en patient dø af sult og tørst, men ikke giver lov til en værdig død. Hykleri.
- Kristeligt Dagblad:
Livets ende til fransk debat
Se også:
søndag den 7. september 2008
Vincent Humbert bad om retten til at dø
Hans mor var der i timevis hver dag. Hun talte til ham, og en dag så hun tommelfingeren røre ganske let på sig. Via et langsommeligt tællesystem lærte han at udpege ordenes bogstaver, et for et. De kunne kommunikere. Han fik en lille sprække ud til verden. Nu kunne han fortælle hvor han havde ondt. Eller få sit øre kløet.
Slut, han ville dø. Han blev vred når hun forsøgte at få ham fra den tanke: Hold op med at sige det vrøvl. Hvis du bliver ved, kan du lige så godt blive væk. Hvis du elskede mig, ville du hjælpe mig til at dø. Det er dig, der har sat mig i verden. Du er en stor egoist når du vil beholde mig.
Hun følte at han havde ret, følte sig skyldig over at ville beholde ham i et liv der var et helvede. Det var en helt umulig tanke for en mor at ønske sit barn dødt. Lidt efter lidt forstod hun hans ønske. To år efter ulykken lovede hun at hjælpe sin elskede søn. Han blev gladere, kunne fortælle vittigheder. Hun troede næsten at han kunne affinde sig, men så blev han vred, bange for at hun ville svigte.
Med hjælp fra Frédéric Veille, der også blev en ven, skrev han en bog. Bogstav for bogstav. "Jeg beder om retten til at dø". En bestseller, der udkom dagen efter hans død. Han skrev et bønligt brev til præsident Jacques Chirac. Nej. Stor og ophedet debat i Frankrig. Moderen var ikke tavs om at hun ville hjælpe.
Tre år efter ulykken, på dato, udførte Marie Humbert sit livs vanskeligste handling. Solen skinnede udenfor, ned over den nordfranske badeby Berck-sur-Mer. Hun gav sin søn en sprøjte med barbiturater i et drop, han ville ikke vende om. Han gled hurtigt i coma på den nødvendige overdosis. En sygeplejerske opdagede at der var noget galt, og Vincent kom på intensiv afdeling, i respirator. Moderen en tur omkring fænglset. To dage senere slukkede lægen Frédéric Chaussoy (lederen for afdelingen) respiratoren, og gav en dødbringende indsprøjtning kaliumklorid. Punktum.
En stor, stor lettelse for Marie. Hendes barn led ikke mere, var befriet og dog savnet. Hun ville gøre det igen, hvis hun skulle. Det allersmukkeste bevis på kærlighed. Lægen, der bare gjorde sit arbejde, stod ved at han var der for at hjælpe, for at lindre, for at dulme kvalerne. Han traf en beslutning.
Marie gik ind i kampen for at få legaliseret medlidenhedsdrab, aktiv dødshjælp (eutanasi). Regeringen kom med et lovforslag om at tillade døende patienter at få indstillet behandlingen. Ikke godt nok, det havde ikke hjulpet Vincent, som kunne have levet mange år endnu, dømt til en langtrukken venten på døden, i verdens snævreste fængsel. Rent blændværk, sagde Marie Humbert efter vedtagelsen.
Sagen med Vincent Humbert og hans uselvisk kærlige mor blev en startskud på en flerårig løbende offentlig debat i Frankrig, som med mellemrum genåbnes af nye tilfælde af personer som forlanger retten til at dø.
- Kristeligt Dagblad:
Hun dræbte sin søn af kærlighed - Kristeligt Dagblad:
Fransk kompromis om livets afslutning - Berlingske:
Uhelbredeligt syge trygler europæiske politikere om aktiv dødshjælp - Berlingske:
Mor vil for retten efter aktiv dødshjælp - New York Times:
Son's Wish to Die, And Mother's Help, Stir French Debate - The Guardian:
'This is not a life. I can lead it no more' - BBC:
Vincent Humbert's letter to Chirac - TIME:
The Debate Won't Die
Se også:
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
|
Opslag
