Logo sommerfugl

tirsdag den 4. november 2008

Barack Obama on euthanasia

Obama badge
Det ser heldigvis stærkt ud til at senator Barack Obama vinder valget om at blive USAs næste præsident. Jo mere jeg har set til ham, jo bedre indtryk har jeg af ham som menneske. Jeg håber at han får lejlighed til at præge USA og resten af verden i den retning som hans idealer peger på.

Why are so many pro-lifers for the death penalty?
Jeg har kigget på fakta om hvordan han forholder sig til debatten omkring aktiv dødshjælp (eutanasi). Derovre er det et noget mere sprængfarligt emne end i Danmark. Mange delstater er stadig præget af fundamentalistiske religiøse holdninger til liv, med mange stærke modstandere af fri abort og enhver form for dødshjælp. Sjovt nok er samme gruppe normalt også stærke tilhængere af dødsstraf.

Barack Obama har undladt at erklære sig som tilhænger af hvad vi i Danmark kalder for "aktiv dødshjælp", men har dog udtalt sig til fordel for "passiv dødshjælp".

Michael med Terri Shiavo som 'grønsag'
Under valgkampen blev han spurgt om hvad han fortrød i sin politiske karriere. Han pegede på at han i sagen omkring Terri Schiavo ser det som en fejltagelse at han stemte for et forslag om føderal indgriben. Terri havde ligget som grønsag i over 15 år, med meget svære hjerneskader efter et hjertestop. Under et langtrukkent juridisk slagsmål gennem alle retsinstanser i Florida havde domstolene gentagne gange vurderet at det var rimeligt at ophøre med at holde hendes krop "i live".

George W. Bush administrationen lavede et hasteindgreb, der skulle starte sagen forfra udenfor Floridas retsvæsen. Dette blev senere omstødt som værende grundlovsstridigt. Kongressen vedtog forslaget enstemmigt (med 3 tilstedeværende). Ved behandlingen i Repræsentanternes Hus havde senator Barack Obama det ikke helt godt med loven, men undlod at gå imod den. Det erkendte han var en fejl.
"When I first arrived in the Senate that first year, we had a situation surrounding Terri Schiavo, and I remember how we adjourned with a unanimous agreement that eventually allowed Congress to interject itself into that decision-making process of the families. It wasn't something I was comfortable with, but it was not something that I stood on the floor and stopped".

Barack Obama

Ved et interview i foråret blev han direkte spurgt om sin holdning til den lov i Oregon, som under nøje regulerede vilkår giver læger lov til at udskrive en dødelig medicindosis til lidende døende patienter. Her snakkede han udenom, men erklærede dog at det var godt at befolkningen i Oregon havde gjort landet en tjeneste ved at anerkende at der er behov for at tænke over livets afslutning.
I am in favor of palliative medicine in circumstances where someone is terminally ill. [...] I'm mindful of the legitimate interests of states to prevent a slide from palliative treatments into euthanasia. On the other hand, I think that the people of Oregon did a service for the country in recognizing that as the population gets older we've got to think about issues of end-of-life care.

Som politiker er han meget rolig og bevidst om hvad han siger. Hvis han erklærede sig som åben tilhænger af aktiv dødshjælp, ville denne trods alt lille sag nemt blive blæst ud af proportioner gennem voldsom retorik omkring dødskultur. Politisk havde det været "nemmere" for ham at sige at han var imod, så derfor synes jeg at det er påfaldende at han tydeligvis styrer udenom. I øvrigt stemmer nabostaten Washington om en lignende lov samtidig med præsidentvalget.

Hvor lidt der skal til for at rabiate republikanere finder retorikken frem viser nyheden omkring at Obamas mormor døde her lige før valget. Den 86-årige Madelyn Payne Dunham var døende af kræft, og Barack afbrød i oktober sin kampagne for at aflægge et sidste besøg hos den bedstemor som opdrog ham i en del af hans barndom. Der fremkom beskyldninger om at han havde fået hende slået ihjel, aktiv dødshjælp, på et tidspunkt som skulle passe ind i valgkampen. Den tone er der dog kun et lille mindretal som går ind for.

Madelyn fik ikke lejlighed til at opleve sit barnebarn vinde valget som den første sorte præsident i nationens historie.

Barack Obama i 1979, med sin bedstemor


0 comments:

Logo sommerfugl