Logo sommerfugl

søndag den 16. november 2008

Genoplivning ved hjertestop på plejehjem?

Sint Pieters en Bloklands
Plejehjemmet Sint Pieters en Bloklands i den hollandske by Amersfoort nedskrev i august en praktisk regel. Hvis en beboer over 70 år får hjertestop, forsøges der kun genoplivning hvis det er skriftligt aftalt på forhånd. Dette skete i fuld forståelse med beboerne, hvor de fleste er helt med på at de kun behøver dø én gang. Men udenfor murene vakte reglen opstandelse, med påstande om aldersdiskrimination og at det ikke ville være at give de gamle mennesker så god en pleje som muligt. Politiske krav medførte at regelen ikke blev sat i kraft.

St. Pieters en Bloklands (logo)
Baggrunden for fremgangsmåden er at det er normalt at livskvaliteten kan blive meget dårligere efter en genoplivning, der "lykkedes". Selv hvis der gribes ind kort efter hjertestoppet, er der stor risiko for at iltmangelen giver hjerneskader, og at der dannes blodpropper. Forfærdelige "bivirkninger".

Den hollandske hjerteforening, Stichting Hartpatiënten Nederland, så ikke nogen problemer, og forstod ikke den politiske uro. Andre plejehjem har en lignende praksis, eller forsøger endda aldrig genoplivning. På den anden side er der også nogle, der altid søger at få hjertet til at slå igen. Resultatet af tidligere offentlig debat om emnet er at hvert hollandsk plejehjem kan have sin egen politik, så længe beboerne og de pårørende bliver tilstrækkeligt informeret.

Den største forskel ser ud til at være at Sint Pieters en Blokland er det første plejehjem som har offentliggjort sin politik. Dermed er den kommet under angreb fra nogen som tilsyneladende ikke har tænkt spørgsmålet igennem.

I virkelighedens verden er et plejehjem et sted hvor beboerne kommer for at have det så godt som praktisk muligt indtil de dør. Ikke et sted hvor det vigtigste er at livet varer så længe som teknisk muligt. De fleste beboere kommer efter at de ikke længere kan klare sig selv hjemme, og har indstillet sig på at nu er døden den næste og sidste etape i livet. Sammenlignet med en langtrukken død ses et hjertestop snarere som en glædelig begivenhed. En let død. Nej til genoplivning. Tak!

Hænder
Det bør være en naturligt ting at spørgsmålet om genoplivning tages op overfor beboere og pårørende; at ignorere emnet er urealistisk og uetisk. Når de nødvendige samtaler tages, gør det på en måde ingen større forskel om der skal skrives et stykke papir på det ene eller det andet valg.

Dog kunne jeg forestille mig at det med den skriftlige anmodning snarere stimulerer til at tænke værdien af genoplivning igennem. Derudover kan der være gamle som er så senile at de ikke kan forholde sig til spørgsmålet. Her ser jeg slet ikke nogen grund til at forsøg på genoplivning skal være normen. Livet skal have lov til at slutte, og alle må lære at give slip.

Det er naivt at tro på at "genoplivning" normalt er en god idé. Et eventyr som fremmes af TV serier, der får det til at se ud som om døden rutinemæssigt kan ophæves. Reelt er det kun et kun et mindretal af de overlevende der ikke får alvorlige skader. Virkelighedens fakta egner sig dog ikke til underholdning.

For mig lyder det fornuftigt og menneskeligt at lade en plejehjemsindlagt med hjertestop få lov til at dø i fred.

Plejehjem seng

Sygeplejersken:


4 comments:

Anonym sagde ...

Sikke en god ide!
Ansvaret bliver jo hermed lagt ud til den enkelte patient, fremfor til den enkelte medarbejders etik og behov.
Hvad jeg kom til at tænke over da jeg læste indlægget, var netop også den anden side. Lægens.
For hvis det var mig, der var nødt til at genoplive nogen til en langt dårligere livskvalitet (måske endda mod deres egen vilje) så ville jeg have mareridt i lang tid derefter.

tosommerfugle sagde ...

Det ene link til Sygeplejersken er netop også til en artikel med en 90-årig kvinde der ved en genoplivning fik store skader, og heldigvis kun kort tid før hun døde en gang til. De pårørende kunne bagefter fortælle at hverken de eller den gamle dame havde ønsket det. Men fordi der ikke stod noget om det i journalen var sygeplejersken "nødt til at handle". Den episode var svær at glemme.

I det hele taget vil jeg kalde det galimatias at indlægge en 90-årig kvinde som var "tiltagende dårlig".

Ingen turde påtage sig det ansvar at se døden som en god og naturlig ting, et behov.

Historien fra Holland viser jo samme problematiske holdning om at genoplivningsforsøg ses som en selvfølgelighed, selv om det i rigtig mange tilfælde er en skidt idé. Så det ser ikke ud til at lovadgangen til aktiv dødshjælp har fået sat fokus på at døden kan være en god ting, når livet reelt er ved at være slut.

Mit indtryk er at der er rigtig mange gamle som ikke har lyst til at gøre noget for at afkorte deres liv, men heller ikke ønsker at udskyde dødsdatoen. Er bange for en sejpine-død, og håber inderligt på et hurtigt hjertestop eller slagtilfælde.

Anonym sagde ...

Et godt argument for at blive i egen bolig- retten til en naturlig død af hjertestop.

tosommerfugle sagde ...

Ja.

Der er jo dog stadig risikoen for at hjemmeplejen vælger indlæggelse frem for at udsætte sig for at få en næse. Så var det bedre hvis de kunne indlægge på hospice, der jo snarere gør noget ud af hvordan de kan gøre tiden op til døden så god som muligt, uden at begå overgreb mod liget når døden indtræder.

Et livstestamente kan vel nok mindske risikoen, men der er stadig stor risiko for at der ikke kigges i papirer før angrebet. Egentlig mangler livstestamentet også aspektet med at kunne frabede sig indlæggelse når tiden er ved at være inde.

Kommer til at tænke på mit indlæg om den som har valgt at få et "livstestamente" (ingen genoplivning) tatoveret på brystkassen.

Logo sommerfugl