§ 237: Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.Politiet var efter et halvt års efterforskning i samarbejde med stadslæge Claus Lundstedt sikre på at der i gennemsnit kun gik 6 uger mellem hver gang hun udøvede "særdeles aktiv dødshjælp" på Vesterbro-plejehjemmet Plejebo, og samtidig lænsede ofrene for ialt kr. 629.000.
Ritzau udsendte et alarmtelegram.
Dong! Dong! Dong!
Verdenspressen var hyperaktive allerede før grundlovsforhøret næste morgen i byretten. De åd fuldstændigt ukritisk politiets vurdering. Da den anklagede kom, kravlede fotograferne rundt om benene på hende for at fange et billede af hendes nedbøjede ansigt. På et tidspunkt råbte den beskikkede forsvarer ud over pressen "Kan I dog ikke besinde jer!". Som en af journalisterne senere prøvede at undskylde sig: "Det var en massepsykose ... Vi var som vilde hunde ... Jeg var ikke skeptisk nok den dag".
Politiet så tilsyneladende grundlovsforhøret som en formalitet, et gummistempel. Men den var dommeren ikke med på. Dorthe Gramkow blev løsladt. Der var ikke grundlag for varetægtsfængsling, ikke "særligt bestyrket mistanke". Den underkendelse ville politiet ikke have siddende på sig. "I vore øjne er hun skyldig". "Vi har en god sag".
Forsiden på Aktuelt lød:
- En galning har frit spil
- En psykopat har tiltaget sig rollen at spille Gud
- Politiet efter løsladelsen: "HUN ER SKYLDIG"
- D for Død
- HUN ER USKYLDIG
- Hun styrede dødsgangen med hård hånd
På vej hjem blev Dorte Gramkow forfulgt af pressen, og hjemmet i Tåstrup var konstant belejret (bogstaveligt) de næste 3 dage.
Politiet var tilsyneladende helt enige med det kobbel journalister der efter løsladelsen ville have jura-professor Eva Smith til at svare på om det dog ikke var krænkende for folks retsfølelse at Dorte Gramkow var på fri fod. Hun blev dog ikke citeret, da hun ikke gav det ønskede svar. Tværtimod holdt hun på at det også er krænkende, hvis mennesker fængsles, når mistanken ikke er stærk nok.
Eller som den beskikkede forsvarer i byretten mente:
»Og når man ikke ved, hvad folk er døde af, kan man altså ikke fastslå, at der er tale om drab. Det gælder også for journalister.«
Anklagemyndigheden ankede til Østre Landsret og fik deres vilje 3 dage senere.
Jeg har set at den fremtrædende forsvarsadvokat Merete Stagetorn ligeud har betegnet Østre Landsret som et gummistempel for politiets ønsker om fængsling. Det fandt jeg ud af mens jeg ventede på om min egen sag ville blive anket til Østre Landsret. Jeg havde aftalt med Merethe Stagetorn at hun i givet faldt skulle være min forsvarer.
Dorte allierede sig med forsvarsadvokaten Thomas Rørdam, som gik til procesbevillingsnævnet og fik lov til at anke fængslingen til højesteret. Den 23. december underkendte de landsretten. Dorthe skulle alligevel ikke tilbringe julen bag lås og slå.
Mens hun var fængslet konstaterede hendes advokat overfor pressen at der ikke var fugls føde på sigtelserne. Chefen for efterforskningen, kriminalinspektør Kurt Jensen, reagerede med at beskylde ham for at ville påvirke domstolene via pressen. Det mente han tilsyneladende at politiet havde monopol på.
Efter blot at have stillet spørgsmål til stadslægen, fik forsvareren en næse af byretten for at "drive selvstændig efterforskning". Kun politiet, der allerede konkluderede at Dorte var massemorder, måtte arbejde med sagen. Dagen efter konstaterede han overfor pressen at stadslægens rapport var fyldt med fejl og misforståelser. Næsen blev nogle måneder senere trukket tilbage af landsretten. Der var intet forkert ved Thomas Rørdams initiativ.
Den skarpe tone fortsatte i februar. Politiet krævede Dorte mentalundersøgt, men dette blev afvist i byretten. Kriminalinspektøren, Kurt Jensen, fik en næse af statsadvokaten for "særdeles uheldige udtalelser". Den Almindelige Danske Lægeforening kritiserede politiets forberedelse af sagen, og vurderede at stadslæge Claus Lundstedt var inhabil, som tilsynsførende med plejehjemmene. Altså medansvarlig for forhold som viste sig at være ret kritisable.
Der gik 10 måneder mere. Så lod statsadvokaten sigtelserne for underslæb falde. Senere fik Dorthe Gramkow en historisk stor erstatning.
Dorthe Gramkow udgav en bog om sine oplevelser. D's historie. Det skete i samarbejde med Ekstra Bladet. Sammen med sin mand, Johnnie Gramkow, lærte hun behovet for at bruge pressen, i stedet for at lade den digte videre på politiets sag.
Når den første anklagede gik fri måtte den tilsynsførende læge for Plejebo jo stå for skud i stedet. Hun var allerede inddraget fra starten, men nu blev Wanda Grosman sigtet, med 5 tilfælde af uagtsomt manddrab som den største anklage.
Hun havde det heller ikke nemt undervejs. F.eks.:
Ekstra Bladets journalister har stået uden for min klinik og spurgt patienterne, hvordan de havde det med, at deres læge havde myrdet 22 mennesker.Også her faldt sagen fra hinanden. Den blev dog afsluttet med en nærmest symbolsk straf, en bøde på kr. 5000 for skødesløshed. Hun havde ikke overholdt journalregler der først blev strammet efter dødsfaldene. Et punktum som hun ikke orkede at anke.
Tilsyneladende var der "brug" for at kunne få i det mindste en lillebitte dom ud af de ca. 20 millioner kroner som sagen havde kostet. (Heri ikke medregnet milliard-udgifter til nyttesløs behandling af døende, som sagen medførte).
Ud fra hvad jeg har læst om hendes embedsførelse, ville jeg være helt tryg ved at have hende som læge. Hun giver et meget fornuftigt indtryk, synes jeg. En speciallæge i geriatri (ældresygdomme) havde i øvrigt intet at udsætte på hvordan de gamle var blevet behandlet omkring deres død.
Alle ansvarlige instanser for den lange serie fejltagelser kritiseredes. Det var en kompleks sag. Der var bestemt ting som ikke var i orden på Plejebo, og der blev strammet op.
Men hvad gik der grundlæggende set galt?
Så vidt jeg kan se vurderede stadslæge Claus Lundstedt sagerne ud fra kriterier som måske ville have været passende på en intensiv-afdeling, hvor alt sættes ind på at forhindre at døden indtræffer. Det giver f.eks. god mening når et trafikoffer skal holdes i live mens skaderne stadig er livstruende.
Men et plejehjem er, i virkelighedens verden, et sted hvor beboerne kommer for at dø. Indtil da skal de passes og have det så godt som muligt. Der er tilfælde hvor det ikke er menneskeligt at herse med kroppen på en beboer som kun har kort tid igen. Hvor den syge måske selv direkte beder om at få fred for behandling. Døden er en naturlig afrunding på et langt liv. Måske kunne en stor lægelig indsats trække dødsprocessen ud nogle uger. Det ville være umenneskeligt.
Det at give et menneske der ikke har mere liv tilbage lov til at dø i fred er ikke eutanasi, aktiv eller passiv dødshjælp. Det er respekt. Disse fakta glemte stadslægen og mange andre.
Dødens engel er ikke en frygtelig fjende, men et udtryk for at få fred.
Information:
Journalisten:
Ugeskrift for Læger:
ePracticus:
B.T.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar