Det bruges også ord som "altandrab" eller "altanpiger" (vistnok fra svensk), på grund af at det jo kan være svært at konstatere om en pige der ligger død nedenfor en altan er faldet ved et uheld, har begået selvmord, er blevet presset til at springe, eller direkte er blevet smidt ud over kanten. Fakta er jo ikke synlige.
En søgen efter en politisk korrekthed er at tale om famliedrab i stedet for æresdrab. Men jeg tror egentlig at ordet æresdrab er ganske præcist. Det handler netop om en norm for ære. En norm som er meget svær at forstå ud fra en vestlig individualistisk tankegang. Det er meget svært at forstå tanker og følelser som f.eks. kan få en far til at dræbe sin datter, fordi hun har fundet en kæreste som ikke ses som acceptabel.
Jeg kommer til at tænke på det gamle testamente i Bibelen. Det fortæller ikke primært om individer, men mere om stammer og slægter. Selv om der af og til nævnes individer ud over stammernes ledere, kan det f.eks. handle om at Gud har straffet stammen i 12 generationer. Individet er ikke det vigtige, det er blot en del af stammen. Individet kæmper for at bevare stammen, og det er æresfuldt at dø i kampen. Lidt som når et bistade forsvarer sig imod en angriber. Mange soldaterbier dør, men kampen vindes.
Det gik igen i de Europæiske krige. Forskellige konge- og hertugdømmer kæmpde mod hinanden. Individet var kun af betydning som en del af helheden.
Det er en nyskabelse i den vestlige kultur at individet er kommet i centrum. At det er acceptabelt at individer vælger sine egne normer, og ikke er forpligtet til at kæmpe for familien, stammen, nationen. At individets ære er det centrale. At vi kun i begrænset omfang tænker i begrebet ære for familien som sådan.
Tilbage til æresdrabene. Jeg mener at de udspringer af et kulturelt mønster hvor individet er forpligtet til at eksistere indenfor familiens og kulturens normer. At individer der møder en anden kultur, den "vestlige" kommer alvorligt i klemme mellem to sæt væsensforskellige normer. At de forbryder sig mod æresforestillinger når de følger mønstre i vor nations kultur.
De markante forskelle på de kulturelle normer gør at siderne simpelt hen ikke forstår hinanden. At der vækkes voldsomme følelser når "den anden" kulturs normer præger handlinger og møder mellem mennesker.
Kulturkamp.
Nyere opslag
Opslag
9 comments:
Kære Sommerfugl
Det er første gang jeg ser din blog. Jeg må indrømme at jeg er facineret af den.
En sørlige blog.
Jeg har flere gange på min blog taget døden op:
http://helenlatifi.wordpress.com/2008/02/26/sekundet-du-aldrig-vil-fa-tilbage/
Helen Latifi
(Klikbart: Sekundet du aldrig vil få tilbage)
Ja, døden er jo netop noget der er brug for at tage op, for at respektere dem som af den ene eller anden grund ikke skal leve længere. Det handler også her om at forstå og acceptere mennesker som og hvor de er. Det er jo bedre end at dække sig bag fordomme om den andens situation. Det bliver først sørgelig når mennesker kommer derud hvor de ikke kan nå hinanden. De sker alt for tit når døden betragtes som noget der for enhver pris skal udskydes.
Tror at du har ramt essensen når du taler om rugbrød og spegepølse..Og om hvordan ens egen kultur - eller måske snarere de ydre tegn på ens egen kultur- bliver det væsentlige. Intressant i den sammenhæng er fx. en stor del af de somalier som nu idag i danmark går helt tildækkede - men som faktiskt kommer fra et land, hvor bikini tidligere var helt ok.
Den med æren, jo vist handler det nok til dels om, at vi herhjemme er mere individorienterede og derfor kan have svært at forstå familieæresbegrebet.
Til den anden side har vi flere eksempler på, at folk synes det er lidt mere iorden, når en forsmået ægtemand finder sin kone i sengen med en anden mand og så dræber dem begge - end hvis samme mand skød en tilfældig ned på gaden....
Og forældre der får skylden og skammen for hvordan deres børn opfører sig....
Den med forståelsen for at gå amok ved at være vidne til fuldbyrdelsen af utroskab er, mener jeg, ikke et spørgsmål om familieære, men mere individets reaktion på at miste, at blive til grin.
Og jeg vil næste sige at jeg oplever at forældre i langt mindre grad end i gamle dage får skylden og skammen for deres børns dårlige opførsel. Det bliver mere til at klandre TV, computerspil, pædagoger, Internet-mødesteder, lærere, mobiltelefoner, o.s.v. Ansvares søges placeret alle mulige andre steder end på forældrenes indsats i opdragelsen af deres egne børn.
Den der vælger at påtage sig ansvaret har jo netop bedre muligheder for at lave noget om. I stedet bliver målet at befri sig for ansvaret.
at miste, at blive til grin..
men er det ikke også noget af hvad disse fædre føler? Og det må vel være de grundlæggende følelser vi skal se på i vores forsøg på at forstå og forandre?
Og vist synes jeg at ansvar ofte fralægges - men ikke desto mindre får forældre tit skylden for deres børns adfærd, hvilket kan høres i ethvert lærerværelse i landet...
Og alle disse forældre som føler skam, når deres børn går udenfor rammerne...
Måske er billedet bare meget speget?
Helt bestemt er der brug for at kikke forbi spegepølsen, når den præger billedet.
Enig i at en følelser om at miste og blive til grin kan være med i de følelser der ligger forud for et æresdrab. Jeg fornemmer dog at det mere er på familiens end på individets vegne.
Jeg kommer til at tænke på at det i Danmark engang ikke var nogen sjældenhed med unge piger, der gik i mosen eller havet af ulykkelig kærlighed eller graviditet. Gætter på at mange gjorde det på familiens æres vegne, og det skulle bestemt ikke undre mig om en del af dem ikke gjorde det på eget initiativ. Men sådan noget snakkede man ikke om, og det blev slet ikke skrevet ned.
Jeg er ikke i tvivl om at lærerværelserne genlyder af røster der placerer ansvaret på børnenes forældre. Men jeg tror at det for det meste bliver i denne lille sluttede kreds. Og hvor mange af de forældre der føler skam over deres børns unoder følger også skyld og ansvar? Jeg tror at mange af dem søger aflad gennem netop at uddelegere ansvaret til f.eks. lærerne.
På en måde kan æresdrab siges at være en ekstrem og fejlslagen måde for familien at tage et ansvar for børnenes handlinger. Børnene knuses i kultursammenstødet.
Og uanset, om det er individet eller familiens ære den enkelte føler krænket - synes jeg det er enormt vigtigt, at vi netop ikke behandler det som noget kulturelt i retssystemet. At forsætligt tage en anden menneskes liv - mod dennes ønske - er mord og forkasteligt uanset baggrund og undskyldningen. Så måske er det bare den konstatering der bør gøres.
Og bare for god ordens skyld, for at skille tingene ad:
-hvorimod, at lade nogen tage sit eget liv, eller hjælpe dem med det efter deres eget ønske - for mig må være den største mest uselviske kærlighedserklæring.....
Jeg er heller ikke tilhænger af at acceptere alt i kulturrelativismens navn, især når jeg ikke betragter æresdrabene som noget der ses som acceptabelt indenfor rammerne af den kultur hvor det måtte ske.
Min fornemmelse er mere at de er et ekstremt og ulykkeligt resultat af den polarisering der sker når kulturerne brydes. Når individer søger at leve i to kulturer på én gang, søger at nå over fordømmelsens kløft. Begge sider følser sig så truede af den anden at det ses som forræderi med individer der prøver at integrere sig begge veje.
Og her taler jeg kun om ekstremerne på begge sider. De fleste er såmænd ganske fornuftige, men frustrerede over at blive rodet ind i fjendskab og dem/os mentalitet.
Min stræben er at søge at forstå fænomenerne; den der ikke forstår har ikke basis for at processen med at fremme gensidig accept og respekt. Det gælder både mellem enkeltmennesker, kulturer og andre grupperinger.
Og det gælder i alle livets forhold, lige til hvordan det afsluttes.
Eller med kortere ord: Elsk din næste som dig selv.
Jep. :-)
Send en kommentar