Logo sommerfugl

onsdag den 26. marts 2008

Michael Strunge kunne flyve

Michael Strunge i natten
"Nu kan jeg flyve" var digteren Michael Strunges sidste ord til sin kæreste (Cecilie Brask), før han den 9. marts 1986 sprang ud af vinduet. Han døde da han havde fløjet 5 etager nedad, mod Webersgade i København.

Hans død bliver ofte fortolket ud fra diagnosen maniodepressiv (bipolar), at han var sindssyg, manisk, ikke vidste hvad han gjorde da han hoppede. Dårlig forklaring, synes jeg. Selvfølgelig ved jeg dog ikke hvad der var i hans sind før han sprang.


Fire år tidligere havde han forsøgt selvmord med sovepiller. Han blev vred da han efter coma vågnede på den psykiatriske afdeling i Nordvang. Et skuffende gensyn. Hans digte viser at livssmerte og søgen mod døden var en del af hans poetiske verden, siden hans barndom i Hvidovre.

Michael Peter Strunge døde om foråret, om hvilket han i debutdigtsamlingen Livets hastighed havde digtet:
Det er ved at komme igen
som det kommer hvert år ved denne tid
jeg kan mærke det
jeg sover ikke mere
og denne morgen er lyset skarpt
og alting skærer og ligner glas der knaser
og alting synes at staves med s
skarpt skin i solens stråler
hvidtlysende træthed
smertende øjne
og sviende gennemsigtighed
Han var i modstrid med det etablerede samfund, og dets sætten etiketter på ham. Han stavede "kontrol" bagfra: "lort nok". Fløj højt i natmaskinen. Følte sig afmægtig, men skulle jo også leve i og med samfundet. Det var ikke nemt. Men han var, som der står på hans grav, væbnet med vinger.

Michael Strunge: Nattens engel
Fra dokumentarfilmen Nattens engel

Næsten et år før han døde vakte han forargelse da han tillod sig at anmelde digtsamlingen Verdenssøn, som han selv havde udgivet under pseudonymet Simon Lack. Selvbiografiske ord:
Men dette er ikke nederlagets poesi, for Lack har skønheden med sig og behersker sin depression gennem poesiens spinkle, men bæredygtige struktur. Han kan flyve.
Tre år tidligere, i digsamlingen Ud af natten:
SELVMORD (FORSØG)
Søvnen var kølig sort og klar
ingenting ingenting
jeg fortryder ingenting
selv om jeg kom hjem derfra
på vejen op var helvede
jeg husker ingenting
kun smerten i halsen
og ingen erindring
michael michael
det er her det foregår
dernede findes ingenting
køligt sort og klart
men her er smerten angsten sorgen
kun her kan du vinde
ikke fortryde
men bruge smerten angsten sorgen
som afsæt for en form for liv
michael michael nu har du forsøgt
det er her du skal forsøge
og vinde.
Og "Det blanke hav":
Nu går han ned til havet.
Nu går han ud i vandet.
Han svømmer.
Nu dykker han.
Han dykker.
Og blir.

Michael Strunge, 1983

Jeg ser ingen grund til at gå ud fra at han ikke vidste præcis hvad han gjorde, da han sprang ud af vinduet. Eller at det var nøje planlagt og afklaret. Mere effektivt end piller. Ingen vej tilbage.

Michael Strunge fløj på poesiens sommerfuglevinger. Hans krop faldt til jorden.

Hop
Nej, jeg vil ikke dø.
Jeg vil bare være ufødt.

Michael Strunge


23 comments:

HenrietteB sagde ...

Vil du uddybe hvorfor, du synes at diagnosen manio-depressiv, altså en hjernesygdom med vekslende stemningsleje, er en dårlig forklaring på Michael Strunges selvmord?

Hvad mener du den rigtige forklaring er?

Når jeg læser dit indlæg oplever jeg, at du - ligesom lægmand og det omgivende samfund ofte gør - tillægger begreberne "psykotisk" og "sindssyg" en negativ og stigmatiserende betydning, modsat psykiateren, som bruger disse begreber i en faglig sammenhæng i beskrivelsen af patienternes sind og tankeverden. Psykiateren ser ikke "ned" på de patienter, hun møder, med disse symptomer.

Iøvrigt er det almindeligt kendt at mange kunstnere gennem tiden har været manio-depressive. Ofte giver det meget store spænd i stemningslejet plads til en meget kreativ tankevirksomhed. Tilstanden før manien - den hypo-mane tilstand før patienten bliver psykotisk - er ofte meget produktiv og kunstnerisk.

At Michael Strunges læger har diagnosticeret ham som "manio-depressiv" fratager derfor ikke hans kunstneriske arbejde kvalitet i min begrebsverden.

Men jeg synes, det er ualmindeligt sørgeligt, at sygdommen vandt over ham.

tosommerfugle sagde ...

Vi er helt enige om at have stor respekt for den kunstneriske kvalitet af Michael Strunges arbejde.

Mit indlæg er netop vendt mod den ubehagelige stigmatisering som "lægmand" alt for ofte tager i brug omkring mennesker hvis sind fungerer på andre præmisser, bliver udstyret med en psykiatrisk diagnose. Det er alt for nemt at "gemme" Michael Strunge bag en etiket: "Manden var gal, skrev sære digte, og døde da han troede at han kunne flyve. Sygt".

For jeg synes netop at det er en dårlig forklaring at mene at han ikke vidste hvad han gjorde. Som skrevet mener jeg at han helt præcis vidste hvad han gjorde da han "fløj" ud af vinduet. En skærende protest mod et samfund som stigmatiserede ham, absolut ville sætte etiketter på ham. Som et lille eksempel vendte han sig imod at blive kategoriseret som "punkdigter". Og selv om jeg i sin tid ikke fulgte med omkring ham, husker jeg tydeligt at han alt for ofte blev afskrevet som "gal". Både før og efter sin død, sit bevidste selvmord.

Jeg synes at det er ualmindeligt sørgeligt at modstriden mellem hans sind og den omgivende verden blev så stor at hans sidste digt indebar handling.

Nu jeg er igang med stigmatisering, synes jeg at psykiatriens stempling af det alternative og ekstremt kreative sind som en "hjernesygdom" er endnu hårdere. At det ses som påkrævet at tvangsbehandle med medicin der hæmmer og skader hjernen. Jeg synes at det er OK at give tilbudet om at få reduceret sit sind, for det kan jo også være meget svært og smertefuldt at leve med. Men det må være op til den enkelte om han eller hun foretrækker rutchebanen, spøgelseshuset frem for dope.

Og selvfølgelige er mit indlæg ikke en påstand om at have patent på sandheden, "blot" en udlægning fra en speciel vinkel.

I øvrigt kan jeg tilføje at jeg allerede havde skrevet indlægget for nogle dage siden; det blev blot pudset af i aftes før det blev publiceret på "Verdens Poesidag", i dag.

Uden Relevans sagde ...

Alle der har læst Martin Halls bog om tiden, kan læse at strunge følte sig tilsidesat og ignoreret og med god grund.

Jeg kendte hans eks, og hun mener at han bare "glemte" at man ikke kan flyve.

tosommerfugle sagde ...

Ja, han følte sig tilsidesat, ikke værdsat. Han tog konsekvensen. Samfundet havde haft bedre af at hans stemme var blevet her, men det gjorde sig ikke fortjent til det.

HenrietteB sagde ...

Vi er faktisk enige et langt stykke hen af vejen.

Til gengæld føler jeg mig ramt og stigmatiseret af dine ord - jeg er et af de mennesker, du beskriver som et "reduceret sind". Jeg har lidt af depression og har også et alvorligt selvmordsforsøg bag sig, som næsten lykkedes. Det er ifølge lægerne intet mindre end et mirakel at jeg idag er i live, et endnu større at jeg stadig har min fulde førlighed og åndsevner i behold.

Når jeg er rask - og det har jeg heldigvis været størsteparten af mit liv! - er jeg et livsglad, tindrende menneske, som elsker livet i al dets mangfoldighed og som aldrig et eneste sekund kunne finde på at overveje selvmord som løsning på smerte, sorg eller andre problemstillinger i livet.

Alt dette ændrer sig, når min (hjerne)sygdom, depressionen, bryder ud i lys lue. Det er - ligesom den manio-depressive psykose - en alvorlig sygdom, man kan dø af. Jeg er oppe mod en grim statistik. Efter 10 år har ca 90 % af patienterne fået tilbagefald og der er en høj dødelighed. Så vidt jeg husker begår 15- 20 % af patienterne selvmord.

Jeg ønsker ikke at dø af den her sygdom. Og for mig opleves det ganske enkelt stødende og despektfuldt, at du advokerer for, at døden skal være en mulighed, en løsning på min sygdom. Nå ja - så er jeg da heller ikke syg mere...??!!!

Når jeg er syg, har jeg ikke brug for at blive mødt af en psykiater, som siger: "Interessant perspektiv, Henriette. Lad os sammen undersøge, om døden kunne være en løsning for dig."

Jeg har brug for en psykiater, en læge, som ikke overtager min sygdoms håbløse verdensbillede og som i respekt for den raske, livsglade Henriette kæmper side om side med mig i min kamp for at besejre sygdomstilstanden og om nødvendigt tvangsbehandler mig, når depressionen og det smertefulde, håbløse livssyn har overtaget.

I min kamp mod sygdommen bruger jeg alle midler - efter råd og ordination fra psykiateren: Medicin, motion, samtaleterapi og kropsterapi. Jeg ændrer min livsførelse i forsøg på forhindre nye udbrud.

At kalde mig "et reduceret sind", fordi jeg med alle forhåndenværende våben kæmper for at holde mig psykisk rask er mangel på indsigt.

Fakta er nemlig, at både depressionen og den manio-depressive psykose ubehandlet på længere sigt giver hjerneskade, reducerer sindet om du vil og fratager patienterne der åndsevner.

AlphaFeens blog sagde ...

Hej....faldt over din blog og blev i første omgang draget af Strunge der betød en del i den periode af mit liv hvor mine vinger føltes afvæbnede og jeg ofte ønskede at være ufødt.
Så fandt jeg ud af hvad din historie handlede om...det falder man ikke lige over hver dag...du må virkelig have elsket den kvinde og være et meget stærkt menneske!
Tanker herfra!!

Anonym sagde ...

@Henrietteb
Jeg synes det er fint, at du har valgt at kæmpe mod din sygdoms dale - men jeg synes også at det må være den enkeltes eget valg, for også jeg har kendt en del maniodepressive med kunstnerisk sind der ikke har ønsket medicinering netop fordi de som tosommerfugle beskriver det ikke vil have et "reduceret sind" . Disse mennesker har ønsket at føle og være - hele tiden- i både op og nedture, og det synes jeg så at de skal have lov til (vel oplyst om evt. konsekvenser), ligesom jeg synes at du skal have lov til at kæmpe imod din depression.

Ang. Om hvorvidt Strunge vidste hvad han gjorde eller ej, så kan vi selvfølgelig bare gisne, men selv synes jeg nok det er en smule patroniserende når man tillægger en person der lider af maniodepression manglende tankeevne (ikke vide hvad han gjorde).

Mig bekendt ved maniodepressive ganske udmærket hvad de gør - om de så ville vælge den samme handling i en manisk som i en depressiv tilstand er vel en helt anden sag?

HenrietteB sagde ...

Harning:

Vi er helt enige i, at det er vigtigt at respektere patienters selvbestemmelsesret, deres autonomi.

For at kunne udøve sin selvbestemmelsesret er man nødt til at have sin fornufts fulde brug, dvs at en patient som er psykotisk og tager beslutninger på baggrund af vrangforestillinger og hallucinationer bør forhindres i at tage fatale beslutninger, fostret i et sygt sind.

I den slags tilfælde har jeg ingen problemer med tvangsbehandling, såfremt de juridiske kriterier er overholdt - faktisk synes jeg, det er mangel på respekt at lade psykotiske patienter tage deres eget liv, fordi det nu engang er deres egen beslutning.

Vi kan være enige om, at selvmord ikke nødvendigvis er en handling, som er udtryk for at et menneske er psykotisk. Men er man enten manisk eller i dyb depression har man ikke ressourcerne til at udøve sin selvbestemmelsesret. Og jeg anser det i den slags tilfælde for et svigt, at overlade ansvaret for livsvigtige beslutninger til et menneske, som ikke har evnerne til at forvalte det ansvar.

tosommerfugle sagde ...

Mange tak til AlphaFeen.

Og ja - Ingelise og mig valgte og turde den store kærlighed. Jeg vil endda mene at hendes kærlighed til mig var endnu større. Og hendes styrke - lige til det sidste farvel.

tosommerfugle sagde ...

Harning - ja du ved jo godt at vi har meget at vi kan være enige om :-)

tosommerfugle sagde ...

HenrietteB - min betragtning om et reduceret sind gik specifikt som modsætning til "det alternative og ekstremt kreative sind" som jo netop ofte ses når diagnoser som psykoser og især maniodepressiviet bruges om store kunstnere. Det må være op til den enkelte at vælge mellem pest og kolera, uden en tvang der gør en rolig hverdag til et kriterium for behandlingsmæssig succes. Jeg har fuld respekt for dem der vælger at leve til det yderste af deres sinds kroge.

Det var på ingen måde møntet på dig, og jeg mener at problemstillingen omkring dyb depression er meget anderledes. Der taler vi snarere om at depressionens sorte hul reducerer sindet. Der er brug for hjælp, frigørelse, forståelse og nursing.

Du har, kan jeg læse, haft en virkelig hård kamp, som ikke er fortid, og åbenbart fået god støtte. Og det er flot at du for det meste kan udleve at være et livsglad, tindrende menneske. Det er dejligt at læse.

Jeg advokerer ikke for at døden skal være en løsning, en mulighed for dig. Jeg konstaterer at den er. Samtidig konstaterer jeg at jeg tror meget stærkt på at der er bedre muligheder, og det kan vi næppe være uenige om.

Når depressionen bryder ud, har du netop brug for en hjælper der kæmper side om side med dig. Hjælper dig med at finde lyset igen. Hjælper dig med igen at indse at verden hovedsagelig kan være et godt sted. Når du har selvmordtanker, tror jeg godt at du er klar over at det ikke er løsningen, men det kan være pokkers svært at se hvor lyset er blevet af. Jeg mener ikke at det vil være terapeutisk forkert at tage selvmordstanken alvorligt nok til at sammenligne den med andre muligheder. Risikoen for at selvmordet "vinder" er normalt meget, meget lille. Og det støtter ikke at afvise at hjælpe dig hvis du ikke lige kan overskue at skrive under på en kontrakt om at du på forhånd afskriver selvmordstanken.

HenrietteB, du er ikke "et reduceret sind". Du er en kvinde der netop har basis for at kunne være tindrende fordi du kender det modsatte. Og du har en psykiater som har mange gode bud på at støtte dig. Medicinen er med i billedet, men jeg tror at de andre ting er vigtigere.

Jeg må dog tilføje at jeg med interesse ser hvordan mange undersøgelser viser at SSRI-midler ("lykkepiller") i langt de fleste tilfælde ikke gavner. Som jeg bloggede om:
> Lykkepiller mod selvmord?
Selv om jeg har en kritisk holdning til dele af hvad der foregår i psykiatrien, betyder det ikke at jeg afviser alt hvad mennesker der er speciallæger i psykiatri gør. Langt fra.

Tingenen er ikke enkle. Jeg er yderst tilbageholdende med, udefra, at fraskrive et andet menneske "sin fornufts fulde brug". Hvis et er tydeligt at det menneskes sind fungere på andre præmisser end mine, må jeg prøve at nå over kløften. Og hvis jeg kan se at mennesket kan forstå sin situation, og forstå de mulige konsekvenser ved at afvise behandling, så er jeg modstander af tvang. Det kan godt være at der er ting som er i modstrid med min måde at være fornuftig på.

Og her er jura uanvendelig. Den er, til tider, blevet brugt til at manifestere holdninger til "fornuft" som jeg forarges over. F.eks. når homoseksuelle er blevet tvangsbehandlet.

Jeg ville i øvrigt bestemt ikke have protesteret hvis nogen havde haft muligheden for at holde Michael Strunge tilbage da han sprang. Men jeg ville ikke have tvangsindlagt ham til kraftig medicinering.

HenrietteB sagde ...

For en god ordens skyld:

Jeg har levet som rask og fuldt arbejdsdygtig og selvforsørgende i nu 3 år. Jeg får ikke længere medicin, men følger en del - for mig - vigtige leveregler, jeg lærte under mit ambulante behandlingsforløb. Jeg vil til enhver tid igen ty til medicinen, som jeg tålte godt og som gav mig nyt liv, dersom det skulle blive nødvendigt.

Alt dette ændrer ikke på, at jeg har statistikken imod mig og risikerer igen at blive syg. Jeg gør, hvad jeg kan for at forhindre dette, har gjort et stort stykke arbejde for at lære både mig og den her sygdom at kende. Jeg håber aldrig den får bugt med mig.

Jeg har lært at leve i nu'et og ikke tage sorgerne på forskud. Come what may.

Vi to bliver nok aldrigt grundlæggende enige i holdningen til selvmord og psykiatrisk behandling. Det behøver vi heller ikke.

Når det er sagt vil jeg gerne rose dig for at gøre emnet synligt. Jeg kender alt til tabuisering og stigmatisering i forbindelse med selvmordsforsøg og psykisk sygdom. Jeg kender alt til at blive presset ned i en kasse, hvor der står "gal" og "utroværdig" på.
Jeg har sågar oplevet at få slynget i hovedet, at det er uforsvarligt at et menneske, der som jeg har lidt af en psykisk sygdom arbejder i sundhedssektoren.

Ak ja.

Kampen mod fordommene og stigmatiseringen er vi fælles om.

:-)

tosommerfugle sagde ...

Ja OK, jeg var også lidt i tvivl om grænsedragningen mellem nutid og fortid..... Og dejligt at du har lært at arbejde for at have fokus på det tindrende. :-)

På en måde tror jeg at det netop er fordi vi er enige meget langt, har nogle dybere værdier til fælles, at de "små" holdningsforskelle kan provokere.

Jeg vil i øvrigt mene at netop de erfaringer du har giver dig nogle ekstra gode kvalifikationer for at arbejde i sundhedssektoren, for at forstå.

Og så er det jo en kamp at gøre verden mere kompliceret for dem som har deres "velordnede" kasser stående klar til at skjule virkeligheden :-)

Anja ligenu sagde ...

Befriende diskussion/samtale her i kommentarfeltet.

Jeg tror mange, inklusive Strunge, ville have valgt livet hvis han havde stødt ind i hjælp der føltes respektfuld. Et samfund der kunne rumme ham i stedet for at udstøde...

Således var det for min Klaus (der var en andens Klaus da han tog herfra, men alligevel stadig min Klaus) der planlagde det hele og skrev et langt forklarende farvel - fordi det behandlermiljø som han havde mødt fortsatte med ikke at se hvem han var og hvilke hjælpbehov han havde.

I hans tilfælde ville jeg ønske at samfundet havde en anden definition af det gode liv end som værende et liv i ensretningens hellige navn - for så var han måske blevet hos sin lille knægt.
Samtidig har jeg nok været en af de få der godt kunne forstå at han med rette fik et mere værdigt liv ved at tage det i sine egne hænder på den måde som han så valgte at gøre...

tosommerfugle sagde ...

Min fulde reaktion: Netop

Lidt flere ord: Det er netop respekt for mennesket det handler om, at prøve at nå ind til hvad der er brug for, i stedet for at sidde klar med øv-hornet. Det sker da ikke altid, men for tit. For mange der sætter deres egen vurdering over reaktionen fra den der måske, måske ikke har hjælp behov.

En luders dagbog er der er et særdeles relevant Kierkegaard-citat. At hjælpe. Hun kæmper også hårdt mod stigmatisering fra velmenende hjælpere der er helt sikre på at de ved hvad der er bedst for andre, også selv om "staklerne" protesterer.

Jeg er ikke enig med Kierkegaard i alt, men når det slog ham kunne han godt sige nogle særdeles fornuftige ting.

Anja ligenu sagde ...

Det der Kierkegaard-citat er en dyb sandhed.

En sandhed som i den grad blev blæst frem i mangen en seminarieopgave på mit tidligere studie;-)

tosommerfugle sagde ...

.... en sandhed der desværre alt for tit drukner i en overbevisning om at den anden ikke er i stand til at overskue hvad der er bedst, så umyndiggørelse er "påkrævet".

Jeg har f.eks. engang snakket med en selverklæret alkoholiker. Han vidste præcis hvad han gjorde, og hvad alternativerne var, når han drak det meste af en kasse guldøl om dagen. Og jeg tror at han havde øvelsen i at sætte "hjælpere" stolen for døren. Men han var ikke tryg ved hvad der ville ske når/hvis han blev for svag til at få lov til at disponere over sin måde at leve på.

Надя sagde ...

Jeg er fuldstændig overbevist om at han vidste hvad han gjorde.
Han var uden tvivl maniodepressiv, det afspejler sig klart i hans digte, men det betyder bestemt ikke at han ikke vidste hvad han gjorde.

Jeg synes bestemt ikke det er sørgeligt at 'sygdommen vandt over ham'.
Jeg synes det er enormt stærkt og smukt, at han turde ende dette liv, og tage videre hvorhen han nu kom.
Et skridt som jeg selv er for svag og bundet til at tage.

Hans digte afspejler det smukkeste sind jeg hidtil har set, og jeg bliver ekstremt rørt, hver gang jeg læser hans digtsamlinger.

Han var, in my opinion, den dybeste og smukkeste digter, nogensinde.
Ikke udseendemæssigt, men hans sind.

tosommerfugle sagde ...

Jeg synes jo heller ikke at den "politisk korrekte" formulering med at "sygdommen vandt" på nogen måde bidrager til at forstå Strunge eller hans død.

Det havde nu været bedre om samfundet havde været bedre til at forstå og give ham plads....

det er her du skal forsøge
og vinde


Men han traf et valg, og brugte en sidste gang de vinger han var væbnet med.

Det havde måske krævet endnu mere mod at være afklaret med at valget var der, og alligevel blive i livet.

colorsmakemyway sagde ...

Jeg vil egentlig bare sige jeg nyder at læse hvad du har skrevet og elsker titlen"en sommerfugls selvmord" jeg er ret fascineret af Michael Strunge og synes titlen er smuk til ham.

tosommerfugle sagde ...

At Strunges selvmord rammes godt af min blog titel, "En sommerfugls selvmord" tænkte jeg også selv på da jeg søgte at komme frem til en forståelse af Strunge, og afspejle den på bloggen.

Men Michael Strunge havde jo også så meget tungt i sig at han ikke kunne blive ved med at flyve - og brugte sit stærkeste våben, sine vinger, på sig selv. Faldt til jorden.

Velkommen til, og mange tak for de pæne ord :-)

Anonym sagde ...

bla bla bla til jer,Michael kan fortsatt flyve!

tosommerfugle sagde ...

Væbnet med disse
ordenes vinger
står jeg
parat til at svæve.


Skrev Michael Strunge jo i digtet Væbnet med vinger. Og hans ord flyver ganske rigtigt stadig, ja.

Logo sommerfugl