Billedet Skriget, som Edvard Munch malede i 1893, må siges at være et af verdenshistoriens allermest ikoniske malerer, og et grundværk i ekspressionismen. Det er blandt de få billeder, hvor en stærkt forenklet gengivelse af hovedet må forventes at blive genkendt over store dele af verden. Rent bogstaveligt som et ikon eller piktogram.
Edvard Munch beskrev selv sit værk med ord fra sin dagbog:
Jeg gik bort over vejen med to venner. Så gik solen ned. Himlen blev pludselig blodig rød, og jeg følte som et pust af vemod. Jeg standsede og lænede mig til gærdet, træt til døden. Over den blåsorte fjord og by lå skyerne som blod og ildtunger. Mine venner gik videre, og jeg stod tilbage skælvende af angst. Jeg følte det store, uendelige skrig igennem naturen.
En ting som har slået mig lidt ved at læse om andres måde at fortolke værket på er de til tider ret konkrete forskrifter for hvordan den "rigtige" fortolkning eller analyse er. Som udtryk for det moderne menneskes mangel på mening med tilværelsen. Et skrig efter betydning. Et skrig som personen vil beskytte sig mod.
- Information: Skriget der blev stjålet
Selv om det da bestemt kan give mening at forklare billedet sådan, er jeg betænkelig ved at lukke af her - især når Edvard Munch selv reflekterer på en måde som jeg synes mere peger på en personlig oplevelse for ham. Hvordan han havde det.
Jeg ser billedet i sammenhæng med at Edvard Munch led af angst, depressioner og blev indlagt som "nervesvag", måske med en psykose. Hans barndom var præget af dødsfald. Hans mor døde af tuberkulose efter en række børnefødsler, da Edvard var fem år. Ni år senere døde storesøsteren Sophie, og Edvard var også selv flere gange alvorligt syg. Han skrev selv:
Sygdom, galskab og død var de sorte engle, der stod vagt ved min vugge, og som siden har fulgt mig gennem livet.Ingen tvivl om at han havde det svært med tilværelsen og sig selv.
Videre er det sigende at billedet foregår på en bro ved Nordstrand udenfor Oslo. En bro som ofte blev brugt til selvmord ved udspring. Skrig. Nedenfor broen lå en sindssygeanstalt. Skrig. I nærheden rungede dyrenes skrig fra et slagteri. Der var rigelig resonans til Edvard Munchs egne indre skrig. Her hjælper det ikke at holde sig for ørerne.
Så han malede. Skriget.
Ekkoet runger stadig. Et ekko som kan høres fordi andre genkender noget. Måske den eksistentielle angst.
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Da jeg gikk på ungdoms- og videregående skole, var jeg alltid like irritert da vi skulle analysere dikt og noveller. For hva betyr egentlig den analysen? Den deler verketopp i insignifitante deler, og legger fokus der det ikke skal være. Det som betyr noe, er jo hvordan verket som helhet påvirker leseren. Det er den personlige opplevelsen!
Det samme gjelder kunst. Vi har en tendens til å "overanalysere" alt. Personlig synes jeg man skal se på kunst med et mere utrenet øye. Man skal se på det, oppleve det, og heller analysere hvilke følelser det setter i gang hos en selv.
"Skrik" har alltid gitt meg en spesiell følelse. Det er den samme følelsen Munch hadde som inspirasjon. Er det ikke det som burde være definisjonen av et godt bilde?
(På seg selv kjenner man andre. Det er vel derfor det gir meg den følelsen.)
Egne følelser som bliver vakt, skulle netop være det helt centrale. Enig.
Jeg har selv et blandet forhold til det med systematik i analyse af tekster og billeder. På den ene side er det netop problematisk at det fjerner fokus fra egne reaktioner og følelser.
På den anden side giver processen med at bruge tid på at "gå ned" i værket grundlag for at mærke efter på de reaktioner som anvendelse af systematikken giver. Altså for den som er åben for at være opmærksom på de dybere sider af selvet.
Jeg vil sammenligne lidt med drømmetydning. Her synes jeg at bastante "facitlister" med hvad forskellige elementer betyder er noget latterlige. På den anden side kan der komme noget godt ud af at prøve at mærke efter om forklaringen holder.
Men jo, genkendelsen er netop det bedste værktøj til at prøve at forstå andres følelser :-)
Send en kommentar