Når modstandere søger at forsvare deres afvisning af aktiv dødshjælp, bliver "glidebaneargumenter" normalt fremført med stor energi og skarphed. At det er ligegyldigt med behovet, når der ses en risiko for nogle principielle problemer om at konsekvensen ville være en glidebane hen mod lægelig vurderet aflivning af mennesker, som de ikke kan hjælpe til at have det godt.
Med andre ord, at vi vil havne i den anden grøft, hvis vi ikke bliver i den vi er i nu. At der ikke vil kunne findes nogen "gylden middelvej".
Jeg er nu ikke så bekymret for at sundhedssystemet ville udvikle sig til at være initiativrigt omkring at fremskynde døden for uhelbredelige og gamle. Erfaringerne fra de lande og stater, som har indført former for aktiv dødshjælp, viser noget helt andet. Når det bliver legalt at tale om hvordan døden og livets sidste faser skal være, er der kommet øget fokus på palliativ behandling og indlæggelse til god pleje på hospicer. Øget fokus på at undgå at ødelægge livets afslutning med nyttesløse forsøg på behandling. Det at vælge sin dødsdag er kun sidste udvej, men det at have muligheden giver stor ro og tryghed.
En paradoksal ting ved modstanden mod at respektere døende der føler behov en nødbremse, er den gentagne fremhæven af passiv dødshjælp som "tilstrækkeligt", altså at lægerne kan holde op med at fastholde en patient i livet. Men det er i virkeligheden her glidebanen for alvor viser sig.
Passiv dødshjælp er ofte udtryk for særdeles aktive beslutninger og handlinger. Alvorligt lidende får smertebehandling hvor der ikke er tvivl om at det sandsynligvis fremskynder døden, selv om det ikke siges ligeud. Patienter i coma får lukket for de sonder som giver næring og væske, så den uundgåelige konsekvens er at kroppen visner væk i løbet af nogle dage eller uger. Visse patienter i respirator får lov til at vælge hvornår den skal slukkes, og lægen giver en bedøvelse for at kvælningen kan foregå i ro. Eller en stærkt svækket patient får en lungebetændelse, der nemt kan behandles, men hvor beslutningen bliver at det er bedre ikke at behandle, bedre at lade patienten dø nu.
Selv om ovenstående måske lyder lidt polemisk, er jeg nu ikke bekymret for hvordan lægerne håndterer disse sager. Jeg observerer blot at de skøjter rundt på en glidebane. Dagligdagens etiske dilemma. Der kan da være sager hvor beslutninger kan diskuteres, men jeg ser ingen tegn på at lægerne er ivrige når det gælder om at få liv afsluttet. Min største bekymring er faktisk det omvendte. At der er for mange tilfælde hvor der rutinemæssigt fortsættes med nytteløse og kostbare behandlingsforsøg, som mere er til gene for patienten.
Både aktiv og passiv dødshjælp er noget der skal hånderes med stor varsomhed, og ikke udarte til en rutine om at nu er døden desværre det optimale behandlingstilbud.
Glidebanen er der, og den kan ikke undgås. Når livets rammer defineres af sygdom og død, er der ingen formler for nemme og entydigt rigtige løsninger. Når der ingen tvivl om at der er sager hvor døden er et gode for patienten, bliver behovet at kunne snakke åbent om denne udvej. Beslutte sig om livets afslutning skal ske under palliativ behandling, fortsatte behandlingsforsøg, eller om livet egentlig allerede er slut. Om der en sjælden gang er brug for aktivt at sætte et punktum, i stedet for at det sker under foregivende af at der gives gavnlig behandling.
Den væsentligste grund til at skelne mellem aktiv og passiv dødshjælp er den nuværende straffelov.
De døende er allerede på glidebanen, og det nytter ikke at andre prøver at holde sig væk fra den. Men der er brug for at de nødvendige beslutninger i højere grad kan foregå i oplyst åbenhed, med reel afvejning af fordele og ulemper ved forskellige veje mod døden.
Det vil også forebygge "forhastede" selvmord fra syge mennesker som ikke vil løbe nogen risiko.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar