Logo sommerfugl

onsdag den 17. december 2008

Er "passiv" dødshjælp nok? Nej

Kristeligt Dagblad bringer en historie hvor et par danske læger fortæller om et udmærket aspekt af virkeligheden i det danske sundhedssystem.

Flere gange hvert år giver danske læger patienter sovemedicin eller morfin, hvorefter de fjerner respiratoren, og patienten dør. Indimellem sker det hjemme hos patienten, hvor både de pårørende og familiens præst er til stede. Det drejer sig blandt andet om patienter med muskelsvindsygdommen ALS, som tilkendegiver, at nu er de så dårlige, at de ikke længere ønsker at leve.

Dermed har danske læger mulighed for at hjælpe patienten til at dø, og de danske patienter behøver dermed ikke tage til Schweiz for at få hjælp til at begå selvmord, som en britisk mand med ALS gjorde i den dokumentarudsendelse, DR 1 viste i søndags.
Det er ledende overlæge på Respirationscenter Øst, Michael Laub, og hans kollega på Respirationscenter Vest i Århus, overlæge Mogens Skadborg, der fortæller om at de respekterer patienter, der kræver stop for behandling med respirator, og hvor lægerne er så imødekommende at de gør afslutningen blid for patienten gennem en bedøvelse.

Aktiv eller passiv dødshjælp?

Her taler vi om sager at der illustrerer at entydig skelnen mellem aktiv og passiv dødshjælp er ren fiktion. Hvis aktiv dødshjælp ikke var forbudt, er jeg sikker på at det ville blive kaldt for aktiv dødshjælp, når lægerne tager lægeløftet (om at handle til patientens gavn) seriøst nok til at sørge for en god og kalendersat overgang til døden.


Det er jo godt at lægerne her respekterer et menneskes ønske om at dø når den personlige grænse er nået. I de tilfælde hvor denne løsning også er god for patienten, er der ganske rigtigt ingen behov for en "behandling" der decideret afbryder patientens liv. En patient, der er komplet afhængig af respirator bliver kvalt på kort tid når den slukkes. Michael Laub anslår at under 10 patienter hvert år får denne såkaldt passive dødshjælp.

Det beskrevne forløb er netop det som jeg på denne blog, på basis af en artikel fra Helse, har beskrevet et velgennemført tilfælde af. En ALS patient fik i sit hjem hjælp til at dø med med familien omkring sig:
Så langt, så godt. Jeg må dog tilføje at patienten umiddelbart efter operationen for at få respirator fortrød, han ville alligevel hellere have haft lov til at dø.

Mogens Skadborg fortsætter med at hævde at vi derfor ikke har brug for aktiv dødshjælp:
Dokumentaren viste, hvorfor vi ikke skal have aktiv dødshjælp. Manden sagde jo udtrykkeligt, at han ønskede at leve, men frygtede den dag, han ikke kunne noget mere selv. Og ingen hjalp ham med at tage ansvar, så han kunne leve uden frygten, siger Mogens Skadborg.
Det er jo helt korrekt at Craig Ewert gerne ville have levet længere hvis han havde haft muligheden for at sige "nu", og få hjælp til at dø hurtigt uden at være afhængig af at kunne både synke og rejse.

Det ville rent praktisk kræve at han var kommet til et stade hvor han var komplet afhængig af respirator. Ellers kunne resterne af åndedrætsfunktion indlede en voldsom kamp for at skaffe ilt til kroppen, og resultatet kunne blive en langsom kvælning hen over mange timer, eller måske mere. Der ville skulle en meget heftig bedøvelse til for at dette kunne gå roligt af sig. I en sådan situation håber jeg bestemt at lægerne ville give en passende stor dosis ekstra "bedøvelse" i en usagt hensigt om at afkorte livet derved.

Her er der jo ingen tvivl om at livet skal stoppes, og ingen grund til en langtrukken dødskamp.

Selvfølgelig er ALS patienter forskellige, og der er store forskelle på hvilke dele af musklerne der først holder op med at arbejde. En patient hvor åndedrættet fungerer relativt godt, mens resten ikke giver mulighed for at livet er udholdeligt (efter patientens egen målestok), har stadig brug for en aktiv dødshjælp, for at kunne få livet afsluttet på en blid måde.

Jeg tror såmænd at den skitserede løsning kan fungere godt i de fleste tilfælde, men det er en idealiseret overforenkling at påstå at der derfor aldrig kan være brug for aktiv dødshjælp, til at give patienten mulighed for at få "fri" når den personlige grænse er nået. Det kræver dog at patienten var indstillet på respiratorbehandling, med de deraf følgende gener. Og det er jo ikke sikkert. Langt fra alle vil lade sig nøje.

En desværre meget relevant sammenligning er med Diane Pretty, der i England ganske langsomt blev kvalt i løbet af en uge. Hun var ALS patient, og jeg går ud fra at hun ikke ønskede at "trække tiden ud" med respiratorbehandling. Hun kæmpede en hård men forgæves juridisk kamp for at hendes mand skulle have lov til at give hende dødshjælp uden risiko for at blive straffet. Hun fik netop den skrækindjagende død som hun var bange for, og kæmpede for at få lov til at undgå. En ganske, ganske langsom kvælning.

Jeg kommer også til at tænke på et tilfælde, hvor en anonym læge gav aktiv dødshjælp. En ung kvinde med tungekræft ville blive kvalt når svulsten blev for stor. Hun ventede til hun dårligt nok kunne trække vejret, og skrev "gør det nu". Der var enighed om at hun skulle have lov til at slippe for kvælningen, og derfor hjalp lægen hende til at dø lidt før. For ham var det ufatteligt at "der findes andre læger, der ville lade en patient dø ved kvælning, hvilket denne type svulst altid fører til". Dette tilfælde refererede jeg til i blog indlægget "Moralsk asymmetri".

Ingen tvivl om at det var et meget usædvanligt tilfælde. Men det er netop især i meget usædvanlige tilfælde at behovet for aktiv dødshjælp markerer sig. Og hvor det er meningsløst at det skal være så strafbart at det må gøres i det skjulte.


2 comments:

Anonym sagde ...

det er da ingen grund du skulle spille Gud. Denne assisterede selvmordshandling synes medfølende på overfladen, men er det i virkeligheden en opgivelse af mennesket i deres mest trængende tid ofte fordi ens nærmeste er trætte af at tage sig af ham/hende eller synes den ikke magter opgaven. Lidelsesargumentet duer ikke idet fleste smerter kan behandles effektiv med lavere doser og dermed en lavere risiko for yderligere komplikationer.
Endvidere kan sådanne ”indsats” som din, medføre stor pres på sårbare grupper: handicappede, fattige, syge, gamle til ikke at ”være en byrde”. Legaliseret dødshjælp som mange eksempler far Holland allerede viser vil underminere tilliden mellem patient og læge der burde have opgaven til at vedligeholde liv og værre endda, skabe grundlag for at aflive en patient imod dens vilje for hvor går grænsen mon? Nederlandene rapporterede i 1991, at kun 41% af de læger adlyde reglerne og 27% indrømmede at udføre ufrivillig aktiv dødshjælp. Det er uden patientens samtykke! Desuden 2% af dødsfaldene i Holland i 1990 var over et resultat af direkte aktiv dødshjælp, men 6% af alle dødsfald var et resultat af ufrivillig aktiv dødshjælp.
En ting er jeg sikker på: jeg vil kæmpe for at live til den sidste dråbe og vil ikke fratages den mulighed.

tosommerfugle sagde ...

At leve til sidste dråbe tror jeg ikke at der er nogen som vil fratage dig. Slet ikke mig. Heller ikke selv om sidste dråbe kan risikere at bleve en ætsende sur lidelse, hvor du har det ad helvede til i længere tid. Det skal du da have lov til, synes jeg. Altså hvis det er det du vælger.

Du sætter alt for megen fokus på handlingen, og spekulative forestillinger om de nærmestes magtesløshed. Derved "glemmer" du hovedpersonen selv, hvilke ønsker som den som nærmer sig døden har. Det er da det vigtigste. Ikke?

Er det et gode at trække tiden ud? Jeg har helt respekt for dem som svarer ja, på egne vegne. Og jeg har helt respekt for dem som svarer nej, på egne vegne. Har du?

Lidelsesargumentet har du tydeligvis ikke gennemtænkt. Som du selv pointerer er det kun "de fleste smerter" der kan behandles effektivt. Ikke alle. Hvad med resten?

Derudover skal du huske at "lidelser" er et meget bredere begreb end fysiske smerter. Langt de fleste, som beder om at få aktiv dødshjælp, gør det ikke på grund af fysiske smerter, men fordi deres muligheder for livsudfoldelser falder mere og mere. Vil du påtvinge folk at "leve" i eksistentiel elendighed?

Hvad Holland angår var der ikke indført regler for dødshjælp i 1991. Men det var bredt accepteret at give hjælp til at få en lettere død, bredt accepteret ikke at "adlyde reglerne". Så hvad er din pointe?

Når du peger på "ufrivillig aktiv dødshjælp", tror jeg ikke at du ved hvad det dækker over. En mere korrekt beskrivelse ville være "passiv dødshjælp", idet den danske forståelse af dette begreb inkluderer dobbelt-effekten, at det er ok at give kraftig smertebehandling selv om det vil afkorte dødsprocessen. Men det sker jo meget ofte først når det er umuligt at spørge patienten selv. Det vil jeg ikke kalde for "ufrivilligt". Vil du?

Du påstår at der "allerede er mange eksempler fra Holland" som viser at legaliseret dødshjælp underminerer tilliden mellem patient og læge. Har du noget helt konkret på denne påstand? Jeg har set spredt omtale af at en mere almen nervøsitet, men intet om at patienterne derfor ikke længere har tillid til behandlende læge.

I det hele taget har jeg aldrig set konkrete data bag den ofte udtrykte bekymring for at en legalisering af dødshjælp kan medføre "stort pres på sårbare grupper". Ubestemt frygt er hvad konspirationsteorier lever af. Hvad jeg ser fra de lande (og stater i USA) som tillader former for aktiv dødshælp er tværtimod at det giver ro og tryghed ikke at være tvunget til at udholde hvad som helst. Mange som får udleveret en egnet dosis dødbringende medicin ender med at dø uden at bruge den. Det at have valgmuligheden gjorde det lettere at ønske at tage en dag til.

Hvad vil det sige at spille Gud? Jeg forestiller mig at det er ud fra dogmet over at Gud bestemmer over liv og død. Det vil sige at lægerne spiller Gud hver gang det lykkedes dem at holde en patient i live, som ellers var døende. Skal de holde op med det?

Har du tænkt over at selvmordsraten blandt ældre er høj? Jeg er overbevist om at en meget stor del af disse er fordi de vil undgå at livet bliver en skæbne værre end døden. At aktiv dødshjælp ville give længere levetid, ved at reducere antallet af selvmord.

Logo sommerfugl