Da Anne fik diagnosen supranukleær parese, en sjælden sygdom, hvor dele af hjernen bliver nedbrudt, var hun ikke i tvivl om at det var en god grund til selvmord. Børnene var forfærdede ved tanken, med som læge vidste Anne kun alt for godt hvad der ventede hende hvis hun holdt fast i livet. Hun var en meget uafhængig kvinde, der ikke ville tolerere at komme til at ligge som totalt lammet. Børnene, Sophie, Edward og Jessica, kæmpede imod i flere uger, men efter et mislykket selvmordsforsøg fandt de ud af at de var nødt til at tage deres mor alvorligt. Ikke være selviske. Ikke presse deres mor til at lide.
Nogle år forinden var Annes mand, børnenes far Jack, død af en lignende sygdom, i elendighed og smerte. De sidste 6 måneder forbandede han sit hospice-liv. Dette traumatiske minde var selvfølgelig ikke langt væk.
Det gik ikke helt så let som det skulle. Den meget bitre drik gav Anne opstød og hoste i et halvt minut. Ikke rart. Men hun faldt til ro, og i en dyb søvn. Tungt åndedræt. Tyve minutter senere skiftede huden farve et par gange, døden var indtrådt.
Dagen forinden havde de været til koncert, på udflugter og et festmåltid på en god restaurant. Med champagne og tårer.
Børnene fandt fred med at deres mor fik den død hun ønskede, og slap for en langtrukken plage. Det blev dog et dårligt minde med reaktionen på den bitre drik. Hvis Anne Turner kunne have fået dødshjælp hjemme, kunne hun have levet længere. Oplevet mere af sine børns liv. Men hun fik dog en meget bedre død end deres far. Børnene blev efterhånden forkæmpere for aktiv dødshjælp, eutanasi. Som deres mor.
Sagen vakte medieopmærksomhed, og BBC har lavet en film om forløbet. A Short Stay in Switzerland. En film, der søger at give en realistisk fremstilling, uden at skjule at det ikke var uproblematisk. Viser begge sider af et tungt emne. En meget svær rolle for skuespilleren, Julie Walters. Hun måtte lære at være Anne, leve sig ind i rollen. Børnene var imponerede over hvor godt det lykkedes.
Anne Turner og Julie Walters
Det var fra starten planlagt at den 90 minutter lange film skulle vises her i vinter. Det blev i søndags. Kritikere reagerer med at beskylde den for at være propaganda der forherliger aktiv dødshjælp. At den er programsat med formål om at påvirke aktuel debat i offentligheden og parlamentet. En debat der sidst blev vækket af Daniel James' tilsvarende tur, og en dokumentarfilm om da Craig Ewert fik brug for samme tur. En debat med stærke følelser på begge sider.
En observation er at nogle modstandere af aktiv dødshjælp automatisk ser enhver fremstilling uden klar afstandtagen som propaganda. Ikke kan lide at se at fornuftige mennesker træffer dette valg, og at det ikke er noget forfærdeligt noget. Savner at der vises film som propaganderer imod aktiv dødshjælp. Jeg tror at de glemmer at det faktisk tit sker. Film der markant idylliserer en kamp mod døden. Fremstiller det som enestående smukt at lade sit liv rutche ned ad bakke, med smil på læberne.
Og det er der bestemt ikke noget forkert i. Men det skal da ikke have lov til at fremstå som det eneste moralsk rimelige valg.
- Kristeligt Dagblad:
BBC beskyldes for at forherlige dødshjælp - Daily Mail:
'Anne, if you drink this you will die': Why we stood by and allowed our mother to commit suicide - BBC:
'A short stay in Switzerland' - BBC:
Julie Walters to star in A Short Stay In Switzerland - Telegraph:
BBC accused of trying to influence assisted suicide debate with Julie Walters film - Telegraph:
Interview: Julie Walters on A Short Stay in Switzerland
Hendes brev til vennerne:
WHEN you read this I will be dead. I will have travelled to Zurich with Sophie, Edward and Jessica (who have been wonderfully supportive) on 22 January 2006 to have an "assisted suicide" through DIGNITAS on 24 January 2006 (having tried to commit suicide in the UK in October 2005).
I have become increasingly disabled in recent months. I now find talking a great problem, have difficulty swallowing, and am at increasing risk of choking. I am not at all mobile and continue to have falls. I no longer drive and cannot even go to Bath alone.
Progressive Supranuclear Palsy (PSP) is an awful illness akin to Multiple System Atrophy (MSA), which Jack had.
Dudley Moore died from it when he was unable to walk, talk or even blink. I do not want to end up like that.
I can only look forward to increasing disability and more falls (I broke my wrist twice and thumb once last year), life in a home and complete loss of dignity.
I know this will come as a shock to you and you may feel you would have liked the opportunity to try to talk me out of it. However, I have had no shortage of people trying to convince me that life with the illness is still worth living - and all to no avail. My children, doctors and friends have explored every way of improving my quality of life - from changing my prescribed medicines (of which there are several) to spending more time with me.
I am unshakable in my belief that I am better of f ending my life now, while I am still able, rather than postponing it and finding myself unable to travel to Zurich.
I would then have condemned myself to a painful and lingering end in the UK, with a continual erosion of my quality of life.
My decision to travel to Zurich has given me a sense of purpose and control over my own destiny and I am happy to be doing so. Perhaps if I had been able to pursue assisted dying in the UK I would not have had to travel to Zurich at this stage.
Please forgive me for not telling you in advance of my intentions and for not saying goodbye properly.
Because the law in the UK is not currently supportive, I have had extra complications which have required a certain degree of secrecy. I hope that I have spared you some of the protracted grief which those very few people in the know have experienced.
My life has been wonderful and varied, and I have always recognised how fortunate I am to have so many kind friends, neighbours and acquaintances. Thank you all for your friendship, love and support.
Yours,
Anne
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar