Moral og etik i aktiv dødshjælp

Debatten omkring aktiv dødshjælp (eutanasi) har fokuseret meget på om det på nogen måde kan være moralsk og etisk acceptabelt at gøre det nødvendige for at et andet menneske kan blive udfriet i døden. Derudover en masse deltagere som har prøvet at snakke udenom ved at påstå at der altid er bedre løsninger. Jeg mener at dette har drejet debatten væk fra det dybereliggende moralske spørgsmål:

Er det muligt at det er bedre for et menneske at dø, end at holde fast i livet?

Så vidt jeg registrerer er der næsten almen enighed om at svaret er ja. Der er næppe mere end nogle ganske få som ikke kan se at døden kan være et gode. Også meget religiøse, som præster, kan i deres medmenneskelighed bede for at en døende kan få fred, i stedet for at tiden trækkes ud.

Hvorfor dog så komplicere debatten og lovgivningen med en masse snirklede procedurer der sættes i stedet for at tage konkret stilling til det enkelte menneske? Et menneske der gennemtænkt og afklaret er kommet frem til at behovet er at dø. Ja, selv beder om det, og med hjælpere i nærheden der godt kan se rimeligheden. Uden mulighed for at vende livets nedadgående spiral til at livet kan blive bedre igen. Et menneske, der ganske enkelt trænger til at dø. Sådan er fakta.

Når det åbenlyst kan være bedre for "hovedpersonen" at døden indtræder nu end om nogle timer, dage eller uger, ja så bør der være menneskeligt rum til at kunne give den hjælp der skal til. Her mener jeg at det mest naturlige må være at hun eller han får mulighed til selv at udføre den afgørende handling. Det kan kaldes for hjælp til selvmord, juridisk set. Der vil jo typisk være behov for at få hjælp med en god og sikker metode til at glide ind i døden. Men der kan også være brug for en allersidste hjælpende hånd. En handlende hånd.

Moralsk set mener jeg nu ikke at det gør en forskel om en hjælper udfører den afgørende handling, så længe det sker i fuld forståelse med den snart dødes ønsker. Det er til gengæld nødvendigt at begge parter, lige meget hvem der handler, er enige og afklarede med at det er en god gerning at sikre at døden kan indtræde.

Derfor mener jeg heller ikke at det er rimeligt at debattere en "ret" til aktiv dødshjælp, afhængig af en række betingelser. Nej, det er meget enklere, det bør være OK, ja respekteret at kunne hjælpe på denne måde. Ikke som en rutineprocedure, men som en næstekærlig handling, når behovet en sjælden gang er der.

Dødshjælp kan ikke være et krav eller en forventning, hverken til hovedpersonen, eller hjælperen. Et menneske der ikke kan have ro med at hjælpe med at dø, bør have lov til at sige fra. Jeg tror på at der er mange mennesker som har hjerte til at sige "nu", hvis valget ikke fortsat kompliceres af en menneskefjern lovgivning.

Se også:

Det Etiske Råd inhabile omkring aktiv dødshjælp

T4 "eutanasi" - racehygiejne i Nazi Tyskland

Kristendom, forløsende lidelse, og dødshjælp

Lægeløftet kræver aktiv dødshjælp

Passiv dødshjælp, aktiv glidebane

Aktiv dødshjælp til husdyr og kæledyr?

Lægen lod Guds vilje ske: Aktiv dødshjælp

Mahatma Gandhi: Citater om aktiv dødshjælp

Politikerne og Det Etiske Råd er nogle bangebukse

Schweiz: Selvmord er en menneskeret

Hvad betyder "menneskelivets ukrænkelighed"?

Dårlige argumenter for aktiv dødshjælp