Midsommerfuglens lys

"Hvor har du dog alt det lys fra?" spurgte en ven den anden dag. Et godt spørgsmål.

Det handlede selvfølgelig ikke om at jeg brænder mange fyrfadslys, men om den lyse og positive udstråling hun registrerer hos mig, også når jeg på denne blog behandler ganske tunge emner. Min energi ligger ikke i at være den vrede mand, er ikke baseret på "det er for dårligt", eller i at føle mig forfordelt. Altså vælger jeg at fokusere på det positive, lyse, på de gode sider. Altid. Det er da meget rarere at have positive tanker i knolden.

Jeg kunne da nemt finde en "undskyldning" for at forme mine synspunkter ud fra et negativt syn på verden. Gruble over ting der ikke er gået godt, dyrke en følelse af uretfærdighed. Men jeg har i stedet meget konkret valgt "jeg vil ikke være en bitter mand". Lader ikke mørke tanker præge mit sind. Lange lyse midsommertanker er da meget dejligere at tænke. Også i vinterregn og rusk.

Det lyder jo sådan set meget enkelt og logisk, når jeg stiller det op på dén måde. Og jeg ved da også godt at det ikke "bare lige" er at sige "nu tænder jeg for de lyse tanker". En del af historien er netop at holde fast i de lyse tanker samtidig med at det gør ondt, rumme begge dele på én gang, uden at gemme smerten væk.

Min ven fik et svar, hvor jeg prøvede at grave lidt dybere. Jeg kom frem til at en væsentlig baggrund for at det falder mig naturligt at se den gode side er at jeg ikke tænker i at stille krav og forventninger til livet, andre, eller mig selv. Hvis jeg stillede en række punkter op over ting der skulle til for at jeg var tilfreds, måtte jeg jo være utilfreds med mindre de punkter blev opfyldt. Og det er jo "så let" at tænke "det ville da også være dejligt hvis....". Listen ville altid have punkter som manglede. Fokus ville blive på at skumle over det uopnåede, på at det ikke gik godt nok, i stedet for det gode som jeg har.

Det lyse tindrer netop når mørket er der samtidig. Uden kontrasten bliver det så fladt, også selv om det hele er lyst.

Vælg lyset!