Et anonymt postkort, til PostSecret
Viser opslag med etiketten retten til at dø. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten retten til at dø. Vis alle opslag
lørdag den 16. februar 2019
tirsdag den 30. september 2014
Dødshjælp vs "retten til at være til besvær"
Marian Lemke: Cimetière de Montmartre, Jacqueline Didsbury
En frase som ses i debatten omkring aktiv dødshjælp er "retten til at være til besvær". Det er en vending som bruges af modstandere, i et åbenlyst forsøg på at vække til bekymring omkring en muligt betænkelig motivation for at nogen beder om at få hjælp til at dø. Situationen går på at et gammelt og sygt menneske er svag og ikke længere kan klare sig selv, men bliver afhængig af hjælp for at kunne leve videre.
Skræmmebilledet lyder så at han eller hun ikke vil være bekendt "at være til ulejlighed", og med dette som dybere begrundelse siger "lad mig dø". Altså at personen egentlig gerne ville leve, men ikke kan lide at belaste sine omgivelser med besværet omkring at yde omsorg og hjælp, når det jo alligevel er klart at livet lakker mod enden. Det kan jo ikke udelukkes at sådanne tanker kunne opstå i sindet hos et nedtrykt svagt ældre menneske, og for normalt tænkende er dette selvfølgelig en ret ubehagelig forestilling, der kunne inspirere til at mene at vi må hellere være forsigtige, og derfor må vi ikke lade aktiv dødshjælp være en mulighed.
Som argumentation betragtet er dette dog en stråmand, altså at tegne et vrangbillede af situationen, for derved at få pro et kontra argumenter til at tage afsæt i dette som en plausibel situation - men det mener jeg nu ikke at det er.
Sagen er at der ikke, så vidt jeg har set, findes tilhængere der seriøst tænker på aktiv dødshjælp som en simpel "død efter anmodning". Det må være en selvfølgelighed at ansvarlige hjælpere sikrer sig at det er en velgennemtænkt beslutning, og snakker grundigt med den som beder om at dø. Hvis det ikke er en åbenlyst akut situation, vil det også være givet at en rimelig fremgangsmåde sikrer grundig vurdering, og at det ikke bliver nogen forhastet beslutning på grund af en "dårlig dag".
Jeg vil mene at det er et helt urealistisk skræmmebillede at en åbning for at dødshjælp kan være den bedste hjælp, efter "hovedpersonenes" egen målestok, fører til at mennesker beder om at dø, uden at mene at det er det bedste for dem selv. Tilsvarende er det en teoretisk risiko at det er fordi de bliver presset til det af pårørende som bare vil have fingerene i arven så hurtigt som muligt.
Dog vil jeg sige at når et menneske, med familie, kommer frem til at ville forlade livet lidt før, kan et af argumenterne være ikke at ville belaste sine nærmeste med en tung og håbløs situation. Men den er jo kun tung og håbløs fordi sådan er det for den snart døende selv. Hvis han eller hun kan have det tåleligt, er dødshjælp ikke en tanke der ligger lige for. Langt fra.
Så jeg vil mene at det der formuleres som "retten til at være til besvær" i virkeligheden handler om "pligten til at være til besvær". Både for andre, men især for sig selv.
Et gammelt ideal for en god måde at dø på er at det kan ske "i familiens skød", med en god afsked, når det er tydeligt at nu er tiden inde. Nogle velgennemtænke og dybe sidste ord, og derefter udånde. Den moderne medicinske teknik giver ofte mange muligheder for at trække dødsprocessen i lange drag, når der kan gøres noget ved de forskellige symptomer på at kroppen er ved "at give slip", og organerne svigter gradvis.
Realistisk set kan den "gode død" ofte indebære at sige "det er fuldbragt", og give slip på livet. Her kan det så være hensigtsmæssigt for både de pårørende, men især den døende selv hvis der er mulighed for at den palliative pleje kan afsluttes med noget som lader alle få fred, gennem at lyset kan få lov til at blive slukket.
Også selv om tanken om dette kan være til besvær for nogle som ikke er i situationen. Retten til at være til besvær må også omfatte at bede om den bedste hjælp, når dette indebærer en kortere vej mod døden.
mandag den 29. september 2014
fredag den 5. september 2014
Gillian Bennett: Døden kommer til middag
Jonathan and Gillian Bennett, 2014
Mandag den 18. august 2014 slæbte den 85-årige oldemor Gillian Bennett en skummadras ud til et af sine yndlingssteder i haven. Selv om det var tungt for hende, ville hun igen form for hjælp have, for at beskytte sine pårørende mod at overtræde loven. Med sin mand gennem 60 år ved sin side, drak hun et glas god whiskey, efter en dosis af Nembutal blandet med vand. Jonathan, en forenværende filosofi-professor hold sin kones hånd mens hun døde. Han var enig i hendes beslutning, som var begrundet i begyndende demens.
Gillian kunne mærke hvordan hendes sind og mentale evner blev nedbrudt af demens, og følte at hun var ved at begynde at blive til en grønsag.
Every day I lose bits of myself, and it's obvious that I am heading towards the state that all dementia patients eventually get to: not knowing who I am and requiring full-time care.
Hun ønskede under ingen omstændigheder at ende som en skal af et menneske, fysisk i live men "uden nogen hjemme". Uden at være bange for døden, var den at foretrække frem for at blive en for stor byrde for andre, og sig selv. Det ville være vanvittigt at hendes legeme skulle plejes i måske årevis, uden nogen til at have glæde af livet.
Selvfølgelig sørgede hun for at tage godt afsked med sin mand, og sine to midaldrende børn. Naturligvis var de meget kede af at det gik sådan, men det havde de jo også været hvis hun døde på en anden, og mindre afklaret måde.
Og Gillian tog afsked med verden, og især det Canadiske samfund, ved at skabe en hjemmeside i løvet af sine sidste måneder, til offentliggørelse efter hendes død. DeadAtNoon.com, er et stærkt indlæg i debatten omkring aktiv dødshjælp, og muligheder for at få hjælp til selvmord.
Det var ikke et tab for hende at miste livet, men det havde været et stort tab at miste sig selv. Med lovlig adgang til hjælp kunne hun dog have ventet lidt længere.
Jonathan and Gillian Bennett, 1957
The Vancouver Sun:
- Dead at noon: B.C. woman ends her life rather than suffer indignity of dementia
- Dead at noon: Gillian Bennett's last wish was to get people talking about a taboo topic
- Gillian Bennett’s last words, as penned in this letter to the editor
- Dead at noon: Assisted suicide in cases of dementia may be a long time coming
fredag den 14. marts 2014
Straf til Flemming Schollaart som bisidder?
Kristeligt Dagblad skriver en artikel, der rejser kritik af at Flemming Schollaart arvede kr. 200.000 fra Kjeld Rasmussen, som han gav en stor hjælp omkring den rejse til Dignitas i Schweiz, hvor Kjeld valgte at afslutte sit sygdomsramte liv. Det principielle problem kan siges at være om udsigten til en arv kan være foreneligt med assistance omkring den proces der afsluttes med den andens død. Det turde være indlysende at det kræver stor forsigtighed, og meget rene linier omkring hvilken form for rådgivning der gives.
Som jeg ser det, er jeg ikke i tvivl om at Flemming Schollaart, formanden for Landsforeningen En Værdig Død, har handlet på en etisk forsvarlig måde. Jeg ser ingen tegn på at han har "styret" Kjeld Rasmussen mod en handling som ikke var fuldt ud i hans tarv. Hvis jeg selv havde været i en lignende rolle som bisidder, ville udsigten til en arv gøre mig ekstra forsigtig, men næppe få mig til at trække mig tilbage.
Jeg vil give min reaktion på et par fyldige citater fra artiklen Formand for dødshjælp-forening fik arv fra person, han hjalp til at begå selvmord, for at forklare hvordan argumentationen er unødigt præget af negativt spin.
Thomas Ploug, medlem af Det Etiske Råd og professor ved Aalborg Universitet, mener, at sagen illustrerer en uheldig dobbeltrolle.
”Når der er kommercielle interesser, kan der skabes et pres for, at folk vælger døden til, og at de gør det under omstændigheder, de måske havde foretrukket var anderledes. Det rejser også spørgsmålet om de ædle motiver, der måtte være bag hjælpen. Hvis man tjener penge på det og modtager noget, så er spørgsmålet, hvor meget det har været for at hjælpe andre mennesker, og hvor meget det handler om hjælperens egne interesser,” siger han.Thomas Ploug peger på, at økonomiske incitamenter kan være en væsentlig drivkraft:
”Og i en situation, der kan ligne denne, kan der skabes et unødigt pres på den, der ønsker hjælp til at begå assisteret selvmord. Den, der har en kommerciel interese, kan på forskellige måder lægge pres på personen, der ønsker hjælp til assisteret selvmord – og kan måske endda undlade at informere om forhold, der kan have betydning for den andens beslutning om assistance til selvmord. Sammenligner man det med en bedemands opgave, så hjælper han også med det praktiske, men han er ikke en medvirkende årsag til, at patienten dør.”
Hallo, hallo. At kalde det for "kommercielle interesser" er groft spin. Vi taler om en personlig og individuel hjælp. Det abstrakte "kan der skabes et pres", ville kun være nyttig argumentation hvis der var konkret grund til at betvivle motiverne hos Flemming Schollaart. Hvis Thomas Ploug mener at der er et åbenstående spørgsmål, må han også påtage sig at vurdere, og give sin basis (helst et egentligt belæg) for en sådan afstandtagende spekulativ holdning. Tågesnak med "kan" og "måske" er ikke godt nok når vi taler om en enkeltstående sag, med virkelige mennesker.
Svend Andersen, professor i etik ved Aarhus Universitet, kan på sin vis godt forstå, at Kjeld Rasmussen og de øvrige, der har fået hjælp, har villet hjælpe Flemming Schollaart økonomisk, men det betyder ikke, at det er etisk rigtigt at gøre det.
”Jeg vil ikke udelukke, at det kan være etisk forsvarligt at hjælpe mennesker, der lider så stærkt, at deres eneste ønske er at komme herfra. Men det er problematisk, når der kommer penge imellem parterne, og det bliver institutionaliseret på den her måde. Hjælp til selvmord må være en helt individuel og personlig handling. Her har vi at gøre med en privat forening, der også har nogle interesser, og så er det personlige forhold og den enkeltes ansvar ophørt.”
For det første har Flemming Schollaart ikke "medvirket til en anden persons død". Mere om dette senere. For det andet er det langt ude at kalde en personlig hjælp for noget der er "institutionaliseret", fordi det netop i høj grad var en "helt individuel og personlig handling". Selv om Flemming Schollaart er aktiv i foreningen, skete hjælpen stadig ud fra det personlige perspektiv, som han må have dannet sig. Kontakten er selvfølgelig opstået ud fra hans aktive rolle i den gode sags tjeneste, men det gør det ikke til at arven har karakter af en "betaling for en ydelse". Langt fra. Kjeld Rasmussen disponerede på personlig måde over de penge som ikke kunne give ham et godt liv.
Det er ikke ulovligt, at Flemming Schollaart har modtaget en arv på 200.000 kroner og fået betalt udgifter i forbindelse med sin hjælp til de fire assisterede selvmord, siger Gorm Toftegaard Nielsen, professor på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet. Men det er ulovligt at medvirke til en anden persons død, påpeger han.
”Dansk ret er ret vidtgående, og hvis du ser på paragraffen (paragraf 240 i straffeloven, red.) og dens ordlyd, er det svært at komme udenom, at der her er tale om en overtrædelse. Men der er samtidig også sket en holdningsændring mod en mere accepterende tilgang til dødshjælp, og det kan også spille ind, hvis sagen kommer for retten. Så det er svært at sige, at det ikke er strafbart, men det er også svært at sige, at det skal straffes hårdt.”
Jeg er ikke jurist, men jeg har set flere ting som peger på at det med "hjælp til selvmord" må forstås forholdsvis konkret. Der er ingen tvivl om at Flemming Schollaart ikke bistod ved selve handlingen, hvor lægen i Schweiz ud fra den lokale humane lovgivning udskrev en dødelig dosis af det gamle sovemiddel Pentobarbital. De aktive i den humanitære forening Dignitas hjalp omkring det praktiske, igen efter den schweiziske lovgivning, der kun forbyder en hjælp til selvmord, hvis det sker ud fra egennyttige motiver. Flemming Schollaart påtog sig en næstekærlig hjælperrolle omkring forberedelserne, hvor han bidrog til at det kunne foregå på en ansvarlig måde. Han var formidler og bisidder.
Personligt har jeg været i en situation hvor min kæreste desværre fik brug for at afslutte sit liv med et selvmord. Vi snakkede om sagerne, hvor jeg bl.a. svarede på spørgsmål om metoder, men uden at gøre ting som anskaffelse af remedier, eller tilsvarende håndgribelig hjælp. Jeg ventede i stuen mens hun gjorde det, og da jeg vidste hvad hun havde planlagt, var min forventning at hun gennemførte sin plan. Og hun var ganske rigtigt død da jeg efter passende lang tid bevægede mig ind i soveværelset. Hos politiet blev jeg afhørt med en sigtets rettigheder, men trods min rolle som bisidder omkring planlægningen og hendes forberedelser, blev jeg ikke anklaget for "hjælp til selvmord". Ved retssagen blev jeg i stedet frifundet for at undlade "efter evne at hjælpe nogen i øjensynlig livsfare" (straffelovens paragraf 253). Retssagen kunne dog siges at være præget af at en forholdsvis accepterende tilgang til at jeg havde god samvittighed over min rolle.
Center for Selvmordsforskning har i faktahæfte nr. 20, "Selvmord. Lovgivning, etik og moral" en dækning af hvad "hjælp til selvmord" betyder. Her slås der på at det skal være en ret konkret hjælp.
Forbud mod medvirken til selvmordDa Flemming Schollaart ikke har medvirket ved en konkret handling, må han altså også efter denne udlægning være straffri. Det at snakke om sagerne, og hjælpe med kommunikationen til Dignitas, er menneskelig hjælp, som ikke konkret har at gøre med om den hjulpne dør eller ej. Flemming Schollaart var selvfølgelig vidende om at han måtte forvente at rejse alene tilbage til Danmark, men han havde ikke et forsæt eller hensigt om at den anden begik selvmord. Jeg ser det helt entydigt som at hensigten var at give en så god hjælp som menneskeligt muligt. Døden ingen hindring.
Ifølge Straffelovens § 240 er det forbudt at medvirke til selvmord: ”Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil tre år.”
For at kunne straffe efter § 240 kræves, at en person har medvirket ved at foretage en konkret handling. Desuden skal handlingen være foretaget med det fortsæt eller den hensigt, at en eller flere personer begår selvmord.
En konkret medvirken til selvmord kan fx bestå i, at en læge efter anmodning fra en person tilvejebringer den medicin og den mængde, som er tilstrækkelig til, at en person kan tage sit eget liv. [...]
Også pårørende kan blive bedt om konkret at medvirke til, at en af deres nærmeste tager sit eget liv. Sygdom, ulykker og lidelser kan være så belastende, at en samlever eller ægtefælle afgiver løfte om at tilvejebringe medicin til at afslutte livet, når dette bliver for lidelsesfyldt eller uværdigt for den anden.
Som han har sagt i et interview: "Det er selvfølgelig hårdt at tage hjem alene, for jeg bliver jo meget involveret i de her mennesker".
Se også:
onsdag den 5. marts 2014
Den sidste menneskeret, ytringsfrihed
"I got to illustrate an article written by Lawrence Egbert - a retired anesthesiologist from Baltimore, who has so far helped about 300 people commit suicide. Egbert argues that people with terminal illnesses, who suffer and want to die in dignity - are entitled to end their own lives".
tirsdag den 25. februar 2014
Christina Berg Gregersen samler ind til dødshjælp
Christina Berg Gregersen fra Aarhus, der her ser sund og glad ud, lider af den meget alvorlige dødelige hjernesygdom Huntingtons Chorea. Selv om hun kun er 28 år, må hun se i øjnene at dø længe før hun bliver gammel. Hun kan ikke være sikker på hvornår hun dør, men der er til gengæld næppe tvivl om at hendes liv bliver dårligere og dårligere efterhånden som sygdommen udvikler sig. Sygdommen er arvelig, og hendes egen mor døde som 45-årig af Huntingtons Sygdom i 2003. Det samme gjaldt tre andre af den søskendeflok på syv børn, som Christinas mormor og morfar fik. Hendes storebror har samme sygdom.
En god mulighed for dødshjælp er at rejse til Dignitas i Schweiz. Det kræver et stykke tid med papirarbejde, og indsigt i journaler m.v., da Dignitas sikrer sig at det er velbegrundet. De kan formidle kontakten til en human læge i Schweiz, der kan udskrive en recept på det effektive og smertefri middel Pentobarbital. Det er et gammel sovemiddel, der i en "passende overdosis" er den mest udbredte metode, når der nu bliver brug for at få en fremskyndet død, på en så pæn måde som muligt. Teknisk set er det hjælp til selvmord, selv om mange omtaler det som aktiv dødshjælp.
Det koster jo penge. Dignitas har en del gebyrer og omkostninger i Schweiz, og dertil kommer selvfølgelig rejse og hotelophold, samt en større eller mindre begravelse. Christina er kommet frem til at hun vil få brug for ca. 120.000 kroner, hvilket lyder realistisk. Dem har hun ikke lige, og med en alvorlig sygdom er mulighederne for at spare op på en førtidspension ikke ligefrem store.
Efter diagnosen tænkte hun på at få det overstået i en fart, men ved nærmere eftertanke kom hun frem til at se tiden an, hun er endnu ikke kommet til de lidelsesfulde stadier. Når sygdommen er mere fremskreden, er det forventeligt at der kommer en dag hvor hendes grænse for alvor er nået. Det ville være ideelt hvis hun kunne få den store tryghed, der ligger i at have midlerne klar, og selv kunne sige stop. Så var det også meget nemmere dog lige at tage en dag til med. Derfor er det ikke optimalt at skulle rejse til Schweiz, og dø på en forudbestemt dato. Men det er jo så det eneste som reelt bliver accepteret eller i det mindste tolereret af det Danske samfund.
For at have pengene klar, har hun startet en privat indsamling på Caremaker, Hjælp mig til en værdig død. Aktuelt er der meget langt til målet, og jeg er da også bange for at det kan være svært at få ret mange til at give et bidrag. Det ville nok gå nemmere, hvis hun i stedet bad om penge til en eller anden af de "mirakel-behandlinger", som svindlere i andre lande byder på. Desværre er der nogen der mener at der er tvivl om lovligheden, så Caremaker har midlertidigt lukket for indsamlingen.
Basis for at rejse denne tvivl synes jeg er tynd. Straffeloven forbyder hjælp til selvmord, og i princippet kan det at bidrage til indsamlingen ses som hjælp til hendes forventelige selvmord, når og hvis hun får behovet. Selvmord er i sig selv utvivlsomt lovligt, men vi har den paradoksale lovgivning at det her er forbudt at hjælpe med noget lovligt. Nu er jeg jo ikke jurist, men jeg har dog kikket en del på reglerne og praksis, og min opfattelse er at det med hjælp til selvmord skal forstås ret konkret. Det vil sige at hjælperen skal være direkte og konkret involveret, i stedet for blot at være støttende i forhold til processen. Men der har ikke tidligere været en lignende sag til at lægge en retspraksis.
Ellers skulle Flemming Schollaart, formanden for Landsforeningen En Værdig Død, have været straffet for meget konkret at yde hjælp til rejser til Dignitas. Muligvis er der nogen som ikke bifalder denne humanitære indsats, men så vidt jeg ved har der ikke være blot overvejet at rejse en straffesag. Det ville også være helt urimeligt. Han har ikke noget moralsk problem med at yde sin store hjælp. Med i billedet må det noteres at Den Europæiske Menneskeretsdomstol i forbindelse med en anden afgørelse så retten til privatlivets fred som omfattende retten til at tage sit eget liv. Da Christina Berg Gregersen hørte om foreningen, fik hun livsglæde og smil igen. Det var alligevel ikke håbløst. Nu kan hun nyde livet, mens hun har det. Men hun vil ikke ende "som en grønsag".
Jeg synes at indsamlingen skulle åbnes igen, men jeg tror mere på den som en del af debatten omkring aktiv dødshjælp. Her er den med til at sikre opmærksomhed på den gode sag. Hvis det skulle lykkedes at samle pengene ind, kunne det blive et spørgsmål om hvad der skal ske hvis hun dør af andre årsager, uden at komme til at sige "nu skal det være". I teorien kan det heller ikke udelukkes at der pludselig er nogen som finder en effektiv behandling, som kan helbrede eller kraftigt sinke sygdommens udvikling. Ret usandsynligt, og ikke værd at kalkulere med.
Christina, jeg ønsker dig en god død, når engang tiden er inde. Og nyd livet indtil da.
- Hun har sjælden sygdom: 28-årig samler ind til at tage livet af sig
- Ungdomspolitikere: Christina skal have lov at dø i Danmark
- Derfor kan Christina ikke få en værdig død i Danmark
- Politiker giver 500 kroner til Christinas selvmordsrejse
- Christinas selvmords-indsamling bliver suspenderet
- Christina: - Jeg har en plan B
- Bekymring over indsamling til aktiv dødshjælp
- Omstridt indsamling til dødshjælp lukkes ned
- En værdig død vil være en lettelse
Jyllands-Posten:
fredag den 21. februar 2014
Tove Videbæk og retten til en værdig død
Når aktiv dødshjælp er til debat, fremkommer der ofte nogle argumenter, der for at lyde overbevisende definerer nogle præmisser som ikke er sande. Dette spin, eller manipulation, er ikke nødvendigvis bevidst, men kan ligeså vel være udtryk for en misforståelse, for bare ikke at have tænkt tingene igennem. Et karakteristisk eksempel her er når det gøres til et "problem" at en ret til at et menneske kan få aktiv dødshjælp, derfor giver andre en pligt til at slå ihjel.
Fornylig formulerede modstanderen Tove Videbæk et brevkassesvar i Kristeligt Dagblad, på spørgsmålet "Hvordan forholder kristendommen sig til aktiv dødshjælp?", hvor argumentet belægges med disse ord:
Yderligere ville det være sådan, at hvis vi giver nogle mennesker en ret til at få aktiv dødshjælp, så ville vi dermed give nogle andre (måske læger?) pligt til at udføre denne dødshjælp. Altså pligt til at slå patienten ihjel. Læger er ikke uddannet til at slå ihjel. De er uddannet og har aflagt lægeløftet om, at de vil ”helbrede, lindre og trøste”.
På det overfladiske plan lyder det da logisk. Det er blot noget populistisk vrøvl, uden dybere sammenhæng.
For det første tales der ved aktiv dødshjælp ikke om en rettighed i stil med at have ret til at få udbetalt en folkepension, men i stedet en frihedsrettighed i stil med en grundlæggende menneskeret som ytringsfrihed. Denne medfører jo blot at staten ikke må gribe ind mod selve retten til at ytre sig, men forpligter på ingen måde staten til at sikre individet at kunne ytre sig efter sin overbevisning. Tilsvarende ved aktiv dødshjælp, hvor det blot er et spørgsmål om at det ikke skal være strafbart at give en ønsket og velafklaret hjælp til at dø, så længe der ikke er reelle bud på noget som kan gøre livet ønskværdigt igen.
For det andet ville en sådan åbning på ingen måde forpligte den enkelte læge (eller andre) til at være den udførende. En læge er jo heller ikke på andre områder forpligtet til at give en behandling som er i strid med sin personlige overbevisning om hvad der vil være god hjælp. Det kan sammenlignes med en abort, hvor nogle læger af religiøse grunde ikke ønsker at medvirke, og lægger deres arbejdsindsats på andre områder. Derved undgår de at overbelaste deres moralske dogmer, og andre læger med en mere menneskelig og næstekærlig tankegang kan varetage opgaven.
For det tredie behøver aktiv dødshjælp ikke indebære "at slå patienten ihjel", den oftest sete form i flere lande og stater med human lovgivning, er at lægen kan udskrive en recept på et effektivt dødbringende middel, typisk pentobarbital. Det er altså op til patienten selv at beslutte om og hvornår det skal tages, hvor det dog er bedst med en sundhedsfaglig tilstedeværelse for at sikre at tingene gøres på en forsvarlig måde. En aktivt medvirkende hånd, til selve det dræbende, vil kun være nødvendig i ganske usædvanlige tilfælde, hvor patienten slet intet kan selv. Det kræver heller ikke nogen egentlig uddannelse at følge køreplanen fra Dignitas og andre organisationer.
Art Gallery NSW: Untitled (old woman in bed), (2000-2002) by Ron Mueck
For det fjerde skulle Tove Videbæk tage og læse lægeløftet, da hun åbenbart ikke ved hvad der står. Her er den fulde og præcise ordlyd:
Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig, at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse, at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret, at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.Ordene om at ”helbrede, lindre og trøste” forekommer slet ikke, men kan ses som en fortolkning af den af mig fremhævede passage. Selvfølgelig er det normalt til gavn for patienten at helbrede, lindre og trøste, men det er blot ikke altid muligt. Grænsen for løftet om at varetage patientens gavn slutter dog ikke derfor. Helt konkret er der nogle få tilfælde hvor lægen ikke kan gøre noget som gavner patienten bedre end at få lov til at dø på en lidt pænere måde, i stedet for bare at lade stå til omkring det at dø, som nu.
Med i billedet hører at patientens selvbestemmelsesret naturligt medfører en væsentlig medindflydelse på vurderingen af hvilke former for behandling og lindring der er ønskværdige for en døende patient. Der er sager hvor der kun er én effektiv måde at lindre, ved at "slukke lyset". Det sker engang imellem ved at bedøve patienten kraftigt, "nu vågner du aldrig igen, vi plejer din krop indtil du kreperer". For mig at se ville terminal/palliativ sedering være en ydmygende og uværdig måde at lade mig dø på, det ville være meget bedre at få lov til at det gik hurtigere. Det er ikke godt nok at lade min bevidste oplevelse være et afgørende kriterium for værdighed.
Med kortere ord er aktiv dødshjælp i fuld overensstemmelse med lægeløftet, og kategorisk afvisning af at handle til gavn for patienten er et direkte brud på de højtidige ord.
Der var altså flere alvorlige fejl i bare en enkelt lille paragraf. Det er beklageligt når debatten trækkes ned gennem så uoplyste indlæg som fra Tove Videbæk. Jeg tror ikke at det er af ond vilje, blot naivitet, misforståelser og uvidenhed. Jeg har forståelse for at hun holder sig til kristendommens dogmatiske syn på liv og død, men det bliver for tyndt når hun forvrider andre aspekter af debatten.
Lad mig tilføje at jeg har stor respekt for hendes indsats omkring hospice-bevægelsen, disse institutioner repræsenterer et stort fremskridt omkring pleje af døende patienter. Langt de fleste amerikanere, som får en recept på pentobarbital (eller lignende), er allerede i palliativ behandling, og mange af dem dør uden at få brug for "forsikringen". Det er altså ikke enten-eller.
Næstekærlighed, tak.
Se også:
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
|
Opslag
