Aristotele
Dydsetikken fra det gamle Grækenland kan være en interessant indgang til at vurdere spørgsmål af moralsk betydning. Målet for dydsetik er "det gode liv" gennem at være et godt menneske, så derfor kan det måske ses som paradoksalt når min overskrift bebuder at jeg vil sætte det i forhold til at vælge at dø. Det hænger sammen med at hos dydsetikeren er det indre træk, dispositioner og motiver, der tæller.
Nu er det jo en blandet landhandel hvad forskellige mennesker udnævner til at være dyder, kontra laster og synder, så derfor vælger jeg at koncentrere mig om de gamle kardinaldyder, som Aristoteles definerede som: visdom, retfærdighed, mod og selvbeherskelse. Kan selvmord, og dødshjælp fra andre siges at være en dyd, ligefrem.
Jeg mener ikke at selvmord generelt set kan ses som udtryk for disse dyder, nærmere det modsatte. Hermed tænker jeg på at de fleste selvmord er uigennemtænkte reaktioner i krisesituationer. Dette kan også tænkes at gælde for dødshjælp, der jo blot er at hjælpe den anden til hvad der ses som et nærmest nødvendigt selvmord. Normalt sker det efter en rimelig og fornuftig vurdering, men der ses desværre eksempler på at nogen kalder det for dødshjælp, når de traf beslutningen på den dødes vegne. Aflivning er noget andet, selv med de bedste intentioner.
Derfor bliver mit spørgsmål om der kan tænkes at være tilfælde hvor selvmord (og dermed inddirekte dødshjælp) kan være i så god overensstemmelse med kardinaldyderne, at det positivt kan siges at være en dyd, at bidrage til det gode liv. Mit svar er "ja".
Areta - Græsk gudinde der personificerer dyd
Som overskueligt eksempel forestiller jeg mig en gammel mand, der med ondartet kræft og mange metastaser helt sikkert er uhelbredeligt syg. Måske kan tiden trækkes lidt ud med voldsomme og ganske ubehagelige ting som stråleterapi og kemoterapi, men der er ingen tvivl om at livet lakker mod sin snarlige ende, på en uskøn måde. Derfor opstår ønsket om at opnå en lidt tidligere død, for derigennem at befri sig fra de store lidelser (også ud over fysiske smerter) som kræft kan føre til. Det vil jeg kalde en krystalklar sag for at det kan være rimeligt og fornuftigt at afkorte sin vej mod døden. Døden er ikke målsætningen, men et så uafvendeligt livsvilkår at det kun er et spørgsmål om hvordan den sidste stump af livet bliver.
Visdom ser jeg i at indse dette, og handle derefter. Visdom kan utvivlsomt også føre til andre svar end selvmord, der kan være gyldige grund til at se "det gode liv" i at holde fast i kræften. Jeg ønsker ikke at dømme på andres vegne, men hellere have respekt for det fornuftige menneskes egen dømmekraft. Også når det gælder egen død. Hvis der af ærlig overbevisning kan argumenters overbevisende om den frivilligt fremskyndede død som udtryk for god fornuft, kan det være en klog beslutning. Visdom.
Retfærdighed kan jeg også se som en tænkbar mulighed. Hermed mener jeg at det måske kan være uretfærdigt overfor andre at fordre store ressourcer brugt på sig selv, når samme ressourcer kunne have gjort meget bedre gavn for andre. Her tænker jeg ikke på de kollektive ressourcer, som de skattekroner der er en del af samfundets prioritering. I stedet er min pointe personlige ressourcer, som hvis familien skal ofre sig for noget der alligevel ikke giver et tåleligt liv. Det vil jeg kalde for uretfærdigt.
Mod synes jeg er indlysende, det kræver stort mod at gennemtænke og træffe en så stor og endegyldig beslutning. Vi taler ikke om et selvmord der kan kaldes for en flugt, men tværtimod det at se virkeligheden dybt i øjnene, og træffe en beslutning. Døden er ikke det værste vi har, og det gode liv måles ikke på længden. Denne erkendelse er udtryk for mod.
Selvbeherskelse (mådehold) er der også. Igen er det nemmest at illustrere ved at pege på modsætningen, det umådehold og ubehersket kræven der ligger i at insistere på en illusion om at der må kunne gøres noget. Det mod der skal til for med visdom at indse virkeligheden, er udtryk for stor selvbeherskelse.
Selvmord kan altså være udtryk for at leve (og dø) efter dydsetikkens principper, når det virkelig er velgennemtænkt og fornuftigt besluttet. Det vil det sjældent være i andre tilfælde end når den relevante hjælp til selvmord kan kaldes for dødshjælp, hvor det er en fiktion at ville skelne mellem om det er aktiv dødshjælp, eller "kun" passiv dødshjælp. For dydsetikeren er det jo de indre træk, dispositioner og motiver, der tæller.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar