Logo sommerfugl

søndag den 3. oktober 2010

Kun ét virkeligt alvorligt filosofisk problem: selvmordet

Der findes kun ét virkeligt alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål. Alt det øvrige, om verden har tre dimensioner, om ånden kan inddeles i ni eller tolv kategorier, kommer i anden række. Det er legeværk: Først må det væsentlige spørgsmål besvares.
Fra indledningen til Sisyfos-myten
af Albert Camus

Filosofiens store spørgsmål

Pointen må være at selvmord som filosofisk problem er absurd. Kun når vi vælger at livet er værd at leve, kan vi holde op med det tomme spørgsmål "hvad er meningen med livet?

Meningen med livet er livet, og derefter er der blot de små detaljer med hvordan. Legeværk, men sådan er livet. Måske lidt besværligt, men let når vi vælger at det er let. Det ved jeg.


12 comments:

Harning sagde ...

Grundforudsætningerne må nødvendigtvis være på plads før stillingtagen til et givet problem er muligt.

Meningen med livet...
at give livet det indhold som en selvvalgt død bringer...

filosofi er spændende.:-)

tosommerfugle sagde ...

Den selvvalgte død må nødvendigvis være et muligt alternativ, ja, da konsekvensen af at vælge livet også er at vælge at "legeværk" blot er hvad der skal til for at det ikke bliver alt for kedeligt. Det skal altså netop helst heller ikke være for nemt :-)

Derfor må det være "tilladt" at afslutte livet, hvis den som har det så godt som muligt stadig er i uafhjælpelig klemme - hvis "legeværket" bliver uflytteligt.

Filosofi er netop spændende, især så længe det lykkedes at undgå at det udarter til filosofologi, fagfilosofiens distancerede undersøgelse af forskellige filosoffers tankegange.

Den der søger svar i filosoffernes værker "pjækker" fra det centrale legeværk, at det handler om at finde sine egne svar - at være sin egen filosof.

Andre filosoffers svar kan højst bruges som spørgsmål, men selv her er der stadig risikoen for at glemme sine egne spørgsmål, sit eget vigtige legeværk. Sit eget liv.

Charlotte sagde ...

Jeg læser filosofi som livsforståelse på Aalborg Universitet ved siden af mit job og at kaste mig ud i det studium er simpelthen det bedste jeg nogen sinde har gjort for mig selv. Jeg har nok altid været "filosofisk anlagt" og elsket ordkløveri og dybe debatter. Det er derfor jeg så godt kan lide den her blog. Det er den mest filosofiske blog jeg kender til. Og det er netop livsfilosofi du tager op, når du tager udgangspunkt i døden. Det er simpelthen den mest direkte vej til at komme i lag med de store eksistentielle spørgsmål og dilemmaer. Det gode ved filosofiske debatter er, at de har som formål at man bliver klogere, ikke at man vinder debatten. Det er sjovt og interessant at gå i dybden med en tankerække og se hvor langt den holder. Det er simpelthen noget af det mest tilfredsstillende man kan fordrive tiden med, efter min mening. Sandheden er ikke sådan lige at få afdækket. Tilværelsen er fuld af diversitet.
Og filosofi er jo kærlighed til visdom, viden sandhed. Nogen mennesker kan den filosofiske teori og historie i detaljen, men er ikke filosoffer i den forstand, at de elsker selv at kaste sig ud i spekulationer. Andre har aldrig læst en eneste filosofi bog, men er af natur filosoffer. Jeg siger tit til mig selv i situationer, hvor mange kloge mennesker har mange kloge ord om noget: hvad tænker du selv Charlotte? Tænk Selv!!
Mht. til det der står i indlægget, så tænker jeg det et eller andet sted handler om eksistentialisternes holdning om, for alvor at forstå betydningen af at eksistensen kommer FØR essensen. Altså, hvilken essens et mennesker rummer. Hvad hun eller han "blev til" og rummede - dét kan ikke afgøres før eksistensen er bragt til ophør med døden. Indtil da står alle muligheder åbne. Indtil den dag vi dør, er vi uafsluttede og det næste valg vi gør, kan ændre alt det som vi tidligere stod for eller betragtede os selv som. Ingen kan føre regnskab over sig selv eller andre før tid, dvs. før der kun er de efterladte til at føre pennen. Selvmord er i den forstand regnskabets time, for så kan intet mere forandre sig.

Hilsen Charlotte

tosommerfugle sagde ...

"Tænk selv" må være centralt, for et menneske der ikke definerer sig i kraft at være "en af flokken". Resultatet kan ofte være at anerkende at være en del af flokken, og følge dens normer af praktiske grunde. En målsætning om at være modsat ville jo heller ikke være udtryk for selv at have tænkt.

Desværre er især filosofiske og etiske emner præget af folk som med stor fasthed kloger sig med misforståelse som at ville afgrænse principper for hvad der er "etisk korrekt". Selv om det vel næppe er hensigten, er konsekvensen at de vil lukke af for andre måder at tænke på. Tænke selv.

Denne dogmatisme udøves især af dem som med alt for stor respekt opsuger mesterens værker, og prædiker "den sande lære" - uden selv at have gennemtænkt de tanker som de gør til normative krav til andre.

Helt enig i at det at forholde sig til døden er en god indgang til at skære igennem det "filosofiske" tankespind af abstrakte krav og dilemmaer. Sammen med min kæreste måtte jeg agere i eksistensens grænseområder, da hendes udvej blev selvmord. Og jeg tabte respekten for dem som sætter deres normative krav over behovet for at forholde sig konkret, til situationen, til mennesket.

For mig er filosofiens kerne at prøve at forstå - ikke at hævde at have forstået. Desværre gribes filosofiske skrifter af selvhævdere, som finder en identitet at være præster for "sandheden". Det gælder også indenfor områder som religion, økonomi, psykologi og menneskesyn.

Netop jagten på "essensen" er et kendetegn på dem som dyrker deres filosofi som et abstrakt, lukket system, der helst ikke skal forstyrres for meget af det konkrete, af eksistensen. Den essens som uddrages efter menneskers død, er omgivelsernes måde at hævde at de har forstået den afdøde. Altså når "ofrene" ikke længere kan protestere. og diskutere det vrøvl de tages til indtægt for. Den helgenkåring eller dæmonisering de glemmes igennem, når andre insisterer på at gøre regnskabet op.

Selvmord repræsenterer her en opgivelse af selv at føre sit regnskab videre, og højst give et pip i et afskedsbrev. Men som ved alle andre dødsfald er der garanti for at den efterladte verden højst kan gøre regnskab for deres relation til afdøde, og indirekte især hvor deres relation ikke var.

Når nogen siger at de har forstået, er det et entydigt tegn på at de ikke prøver.

Ordkløveri og dybe debatter er jo heller ikke mig fremmed :-)

Charlotte sagde ...

Jeg tror desværre du kommer lidt i problemer når du afviser essensen som noget afgørende betydningsfuldt :-) For det, f.eks. at sige, at "hun var et helt vidunderligt menneske", er også at udlede essens. Det er ikke kun "præstation". Og ren eller "tom" eksistens er netop det såkaldt grønsagsniveau, du tager afstand fra, når du taler for aktiv døshjælp. Begrebet værdighed forbinder sig også til essensen og ikke kun til eksistensen. Vi kan ikke mindes en afdød uden ord og det vi sætter ord på er essensen. Essensen opstår i relationen. Jeg kan ikke være noget som helst, hverken "god" eller "slet", hvis det ikke var i forhold til den anden. Jeg tror bestemt også den der vælger selvmordet er meget, meget optaget af essensen, meningen med (eget) liv. Det er vurderingen af den manglende kvalitet, der udløser selvmordet.
Det er naturligvis ikke rart, hvis pårørende dømmer den afdøde, hvis det der siges er fordømmende, men det er efter min mening trods alt værre, når det sker for en der fortsat har eksistens. Men det er ikke desto mindre det vi igen og igen kommer til - at dømme og fordømme andre, og os selv. Det er derfor det er så vigtigt at betone at eksistensen kommer først, for eksistensen er forudsætningen for at man kan rumme mere, eller andet, eller bedre, eller værre - end hvad man indtil NU har brugt sin eksistens til. Eksistensen er redningsplanken kan man sige, eller måske kan man sige det er håbet. Siger man ikke også "så længe der er liv er der håb". Og misforstå nu ikke det sidste der - for hensigten er ikke at gøre mig til dommer over, om den enkeltes beslutning om selvmord er forkert eller forkastelig, eller hvad ved jeg. Men den ER udtryk for håbløshed.
Jeg vil nu også tro, at du var ganske god til at forstå din kæreste, den anden sommerfugl. Du har forstået hende. Det er der vel dybest set kun godt i. At være forstået.

Hilsen Charlotte

tosommerfugle sagde ...

"Hun var et helt vidunderligt menneske" er da et smukt udtryk for en menneskelig relation og minde. Men i min ordbog er det langt fra at "udlede essens". Her tænker jeg mere i retning af "væsen", eller grundbeskaffenhed.

Ved et menneske kan det måske forstås som udtryk dets centrale indre værdinormer, bevidste eller ej. Det kan afspejles i hvordan mennesket påvirker og inspirerer verden. Forsøg på at uddrage en posthum essens af et menneske vil kun undtagelsesvis kunne siges at være dækkende for menneskets væsen.

F.eks. må Mahatma Gandhi jo siges at være forbundet med begrebet ikke-vold, som noget essentielt. Uden det mere komplicerede billede af hans menneskesyn bliver det dog nemt misforstået. Jeg har engang moret mig over et skriv der påstod at Gandhi ville afvise aktiv dødshjælp som en slags vold. Tværtimod har han direkte argumenteret for at det at lade dyr (og mennesker) dø langsomt i smerter var i modstrid med ahimsa-princippet om ikke-vold. Og han handlede derefter, i forhold til en kalv (altså en hellig ko), mens de religiøse teoretikere var forfærdede.

Fordi jeg opfatter eksistens som personlighedens manifestation, er "tom eksistens" ophør af eksistens. Døden. Også selv om kroppens biologi endnu ikke er stoppet. Jeg vil så holde på at personlighedens ikke defineres ud fra dens ydre præstationer, men dens indre potentiale til at have et "jeg".

En analogi for essens efter døden kunne være mandelessens. Noget vigtigt fra mandeltræet går videre, selv om langt det meste er væk, og ikke kan udledes fra essensens duft. Den der har sanset mandeltræet i fuldt flor kan blive mindet om disse oplevelser, uden dog at kunne formidle dem. En anden kunne have væsens-forskellige minder fra samme lund. Når alt det andet er rådnet, brændt eller spist, kan essensen dog være det eneste der kan videregives, det eneste der kan påvirke verden lidt.

Ordene er som mandelessensen. Minderne er langt mere.

Så længe vi ikke har nogen klar måde at snakke om hvad essensen af begrebet essens egentlig er, vil jeg holde på at det hovedsageligt er rummet i begrebet "sjæl", altså et trick der vil løsrive "noget" fra menneskets eksistens.

Eller en filosofisk abstraktion, hvis største fordel ligger i at den ikke kan forklares, så den der påstår at have forstået essensen er en Erasmus Montanus: "En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten!". Og Nille blev jo ulykkelig fordi hun ikke kunne afmontere sønnens "lærdom". Sådan manipulation er normalt for dem som vil hævde sig som værende kloge på andre menneskers vegne. Om deres eksistens.

Ja, vil kommer hele tiden til at dømme hinanden og os selv. Vi kan ikke andet. Både positive og negative domme. Det kræver omhu at holde fast i at mennesket er meget mere end den "opsummering" som vi sætter ord på. Og endnu mere at værdsætte (elske) de "besværlige" sider - ikke kun dem som vi nemt sætter plus-ord på.

Jeg er da enig i at noget af det vigtigste i eksistensen er muligheden for udvikling, ændring, håb. Den udmærkede vending "så længe der er liv, er der håb" har dog også sine begrænsninger, hvis den leder til at vente på et mirakel som den eneste mulige "handling".

Selvmord som konsekvens af uoverskuelig eksistens går jeg bestemt ikke ind for, men livet skal heller ikke være en forbandet pligt hvis blokeringen af vejene frem er overskuelige, også for nærtstående. Realistisk vurdering af fraværet af håb er noget ganske andet end at være faldet i et mørkt hul.

Et tegn på at jeg er kommet tæt på et andet menneske, er når det giver udtryk for at føle sig dybere forstået, også selv om jeg selv stadig er igang med at prøve at forstå :-)

Charlotte sagde ...

Nå, nå, så fik man den... Erasmus montanus. Nedslående. Meget. Men tak for taletiden.

tosommerfugle sagde ...

"Erasmus Montanus" gik på det med nogen som kommer valsende med en "højere" forståelse af essensen. Det er bestemt ikke mit indtryk af dig, Charlotte. Tværtimod, faktisk.

Du må undskylde hvis du følte at jeg skød på dig, det var slet ikke min hensigt.

Fra en leksikal definition af filosofisk essens plukker jeg:
Forskellen mellem essens og eksistens blev betonet i skolastisk filosofi, hvor eksistens er modtaget af Gud, mens essens er betinget af Guds fornuft og er det, hvorved en ting er det.

Og så er vi ude i abstrakte selvsving.

Charlotte sagde ...

Okay, godt ord igen, så. Jeg blev ked af din kommentar, men misforstod den åbenbart....
Nå, men vi er altså meget langt fra hinanden lige mht. det her essens-snak. Selv om jeg egentlig tror vi begge to siger noget ganske sandt, selv om det er forskelligt.
Jeg taler om den meget lidt distancerede - men meget kontante eksistentialistiske filosofis forståelse af at skelne mellem eksistens og essens, fordi indlægget vi snakker ud fra er Camus ord, og han var jo eksistentialist. Og eksistentialisternes synspunkt, er IKKE det du tager frem om "sjælen" - nærmest tværtimod. Prøv at søg på "essens" sammen med "eksistentialisme"..... smiler.... eller lad være.
Og sig til hvis jeg fylder for meget i din kommentarrække..... jeg har det med at blive grebet af emnet, om man så må sige...
Hilsen Charlotte

tosommerfugle sagde ...

Essensen af essens-divergensen er vel netop at vi åbenbart forstår noget ret forskelligt ved begrebet. Og det gør det jo svært at mødes i en kommunikation.

Søgningen på eksistentialisme og essens gav som første hit en Wikipedia-siden om eksistentialisme. Herfra plukker jeg et citat af Jean-Paul Sartre:
Intet individ har en foruddefineret essens - kun den man selv skaber. Sartre fornægter enhver eksistens af en gud eller andre determinerende principper. Der er ikke noget, der forudbestemmer en persons karakter. Mennesker er frie til at vælge. Selv hvis et individ mener, at vedkommende har en essens, fx i form af en sjæl, rationalitet eller ens psykologiske træk, så er den essens resultatet af et valg, vedkommende selv tager, og ikke noget foruddefineret.

Det tolker jeg som en fornægtelse af at en "essens" (hvad det så end måtte være) har eksistentiel betydning, og derved blot er et fiktivt abstrakt begreb. Jeg ser ikke Sarte som skelnende mellem eksistens og essens, mens hans "eksistens kommer før essens" ser jeg mere som en måde at kunne snakke med essentialistiske rettede filosoffer, uden at godtage Platons hulelignelse om at "Kun guderne har tilgang til ideerne bag tingene, essenserne".

Selvfølgelig udlægger jeg tingene fra min filosofiske vinkel, men jeg har svært ved at finde en ikke-religiøs afgrænsning af "essens". Og derfor svært ved at forholde mig til at bruge ordet uden en lang snak for at nå til en enighed om indholdet.

Kort sagt, prøver jeg vist bare at kløve ordet, godt og grundigt :-)

Du skal ikke være bange for at "fylde for meget", hvad du skriver er i høj grad meningsfyldt og relevant. Så du skal da være meget velkommen når du bliver grebet af emnet. Det har både jeg og bloggen fin rummelighed til.

Jeg kom i tanker om en episode med min kæreste engang, om du måske også er blandt dem som kunne føle sig truffet:
> Du er ikke "for meget"

:-)

Charlotte sagde ...

Jeg tror måske at vores vedholdende ordkløveri kan føre til en fælles forståelse. Jeg er nemlig fuldstændig enig med dig i at eksistentialisterne ikke mener vi har en kerne af sandhed indeni, som er "essnsen". Det mener jeg heller ikke.... Man er det man gør.
Når eksistentialisterne er af den opfattelse, at mennesket kun er sine realiserede handlinger og intet andet, har det som konsekvens, at man ikke kan skelne mellem rolle/maske/facade og personlighed. Man kan godt leve uoprigtigt og i en rolle, men der er ikke noget tidspunkt i livet, hvor man ikke har eksistens, og derfor kan man ikke sætte parentes om dele af sine handlinger og sige, at det ikke gælder som ens virkelige jeg. Når den romantiske forestilling om at vi skulle rumme en ægte indre kerne af personlighed opgives bliver livet mere krævende, for det betyder, at det ikke tæller med i afgørelsen af hvem jeg er, at jeg er i besiddelse af en række ikke realiserede potentialer og talenter, hvis manglende realisering jeg undskylder med omstændighederne. Ønsket og lysten til at gøre noget, er i sig selv helt uden betydning for eksistentialisten, indtil de bliver til handling. "At leve er at skabe et unikt kunstværk ud af sit liv", siger Sartre. Det er dette unikke kunstværk, som jeg synes man kan kalde essensen.
Det betyder samtidigt, vi ikke kan tilsidesætte, det nøgne faktum, at tæppet for vort livs forestilling ikke går op om lidt, men det gik op den dag, vi blev født, og at vores liv er i gang med at blive afviklet. Det kan ikke udsættes, sættes i hold eller ignoreres. Det betyder at hvert øjeblik, hver ny situation åbner muligheder for at skabe os selv, som den vi ønsker at være. Og det betyder, at døden lukker mulighederne. Derfor kaldte jeg det regnskabets time.... for mange kommentarer siden :-)
Tak for dine GODE argumenter..... det tvinger mig til at gøre mine ord og tanker helt tydelige. Dejligt.

tosommerfugle sagde ...

Eksistentialisme er i min verden mere end at mennesket kun er sine realiserede handlinger. Vigtigere er potentialet til handling, den dertil hørende vilje, og det at vide "jeg er" uden at begrænse det med konkrete egenskaber eller handlinger.

Hvis et menneske vælger at leve som "skuespiller", i forhold til sine omgivelser, er blot udtryk for en lidt kringlet måde at beskytte sig mod en følt risiko for ellers at blive dømt. Og ja, også dette er en del af personligheden, en del af ens "virkelige jeg".

Til gengæld vil jeg tillade mig at lade mit jeg-billede rumme også ikke-realiserede talenter, også med den deri indbyggede risiko for at overvurdere disse. Mit jeg-billede er en meget stor del af min eksistens, også de dele af kunstværket som jeg ikke vælger at vise til mine omgivelser.

Altså også mine indre ønsker, lyster og drømme. De har potentialet til at blive udtrykt, så derfor er de ikke udenfor min eksistens.

Hvis den "selvopofrende nonne" i sit hemmelige inde kun er motiveret af en tro på at blive belønnet i evigheden, er dette en mindst ligeså central del af hendes eksistens, som det der udefra set kunne misforstås som næstekærlighed.

Ja, vi er på scenen ligefra før fødslen, og til potentialet til handling ophører med døden. Lige til regnskabets eksistens ophører når der ikke længere er noget jeg.

Om vi vælger at tro på en bogholder, og en afsluttende statusbalance, er også blot en del af vores ageren på scenen. Tilsvarende hvis vi ser os mere forpligtede af normative rammer, vore ideer om publikums forventninger.

Hvis du bruger "essens" om livets unikke kunstværk, er jeg nu bange for at det mere nærmer sig et udtryk for hvad publikum får at se, snarere end for noget drivende i personligheden. Så kan publikum tale om min essens?

(Jeg kender godt den med at dialogens behov for at sætte ord på også gør selve tankerne klarere. Også her :-)

Logo sommerfugl