Den 81-årige Barbara Hoskin DeHaven boede indtil fornylig i Scottish Rite Park, et ældrecenter i Des Moines. Med fremadskridende demens var hun nødt til at kikke frem i tiden, på hvordan hendes livs afslutning formentlig ville blive. På allernærmeste hold havde hun fulgt hvordan hendes mand Tom for tre år siden degenererede af en anden form for demens, Parkinsons sygdom, indtil han var så heldig at dø af en lungebetændelse.
Den logiske konklusion blev at interessere sig for hvordan hun kunne få hjælp til at dø på en pæn måde. Fra aviserne klippede hun historier om dette emne. Med bopæl i Iowa ville det være forbudt for nogen at hjælpe hende med selvmord. Det havde været bedre i andre delstater, Oregon, Washington og Montana, men selv under disse mere humane vilkår ville hun have haft det problem at hendes krop måtte forventes at kunne leve mere end 6 måneder endnu, mens hendes hjerne og sind fortsatte sin degeneration. Catch 22.
Hun måtte gøre noget, på egen hånd. Hendes lejlighed lå højt nok til at et spring fra altanen ville være dræbende. Desværre havde hun ikke kræfter til at hoppe over gelænderet, men det lykkedes for hende at stable stole og en trappestige op.
Næste morgen fandt en køkkenassistent liget ved siden af en skraldecontainer. På bordet i køkkenet fandt politiet to afskedsbreve som hun havde skrevet, sammen med hendes samling af udklip om lægeassisteret selvmord. Sagen var opklaret. Selvmordet var hendes måde at gøre sig fri af sin demens sygdom. Hendes ultimative valg.
Selv om mange ikke kan lide af høre det, er selvmordsraten blandt ældre relativt høj. Det kan der være flere årsager til, men der kan ikke være tvivl om at en del af disse selvmord netop er for undgå at livets afslutning skal være domineret af sygdom, pleje, og mangelen på kontrol over egne livsvilkår. En fase af livet som ikke alle føler er værd at tage med. Her er Barbara Hoskin DeHaven blot et særligt tydeligt eksempel.
Som forventeligt har mange fokus på at udlægge hendes død som en tragisk begivenhed. Fabulere over at hun må have været desperat og dybt deprimeret. At hun kunne have fået passende hjælp hvis hun bare havde henvendt sig. Især nogen som ikke havde mødt hende.
Jeg tror snarere at hun netop traf et afklaret og gennemtænkt valg. At hun helt var klar over hvilken form for pleje hun kunne se frem til. At hun hellere ville dø. Hvad havde været bedre?
Selvfølgelig ville jeg dog ønske at hun havde haft mulighed for være tryg ved at kunne få hjælp til at dø når hendes grænse var nået. Så gætter jeg på at hun havde levet længere. Hun var jo nødt til at handle mens hun stadig kunne hjælpe sig selv. Nødt til at abstrahere fra at det kom til at se lidt krast ud.
The Des Moines Register:
- Worry over her dementia drives Des Moines woman to suicide
- Barbara DeHaven's Obituary
- Des Moines woman found dead outside Scottish Rite Park
Se også:
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Jeg kan klart forstå hvorfor hun valgte som hun gjorde.
Jeg har selv haft demens tæt på mig og har set med mine egne øjne hvad sygdommen kan gøre ved en person.
Da jeg var 11 år gammel døde min mormor nemlig efter et langt forløb med demens. Jeg oplevede at se hende glemme mere og mere for hver dag, og glemme hvad vi lige havde talt om. På et tidspunkt begyndte hun at dække op til aftensmad med en ekstra tallerken til sin mand, der dengang havde været død i 11 år. Til sidst kunne hun heller ikke huske mit eller min mors navn, det var et meget hårdt forløb at skulle være viddne til, og jeg forstår udemærket at Barbara Hoskin valgte at tage sit eget liv inden det blev for sent.
I tirsdags var det præcis 4 år siden min mormor døde, men jeg kan stadig huske klart og tydeligt det forløb hvor hun kunne huske mindre og mindre for hver dag der gik, det er intet underligt i, at man gerne vil slippe for selv at være ude for det!
mvh
Nana (http://confusingsurface.blogspot.com/)
Frivillig død er, sært nok, noget der kan få rigtig mange til totalt at glemme respekten for andre mennesker, og deres valg.
Alt peger jo på at Barbaras beslutning om at vælge døden ikke var nogen forhastet eller irrationel krisereaktion.
Sådan set kan jeg især respektere hende fordi hun ikke "lod stå til", men traf en beslutning for den sidste rest af hendes liv. Jeg havde haft ligeså stor respekt for det hvis hun havde valgt at holde fast i de blegnende rester af hendes liv. Det vigtigste var at hun traf et bevidst valg, mens hun endnu havde muligheden.
Hvad du fortæller om din mormor er desværre næppe nogen usædvanlig historie. Måske kan det siges at det har været værre for jer udenom, end for hende selv.
Men jeg har nu også set mange meldinger om at svært demente især i deres lysere øjeblikke kan blive meget kede af hvad deres liv har udartet til. Hvor de ingen valgmuligheder har, men er nødt til at prøve at få det bedste ud af stumperne.
Det burde være tilladt at fravælge en sådan livsafslutning, der desværre ofte bliver trukket i lange drag af at det ses som påkrævet at behandle alle optræk til en hurtigere død. Den "inkompetente" spørges ikke.
Selv er jeg kommet frem til at jeg hellere vil leve lidt for kort, end alt, alt for længe. Jeg sætter stor pris på mit sind, som netop er hvad der gør mig til det menneske jeg er.
Som jeg så på din blog:
What would life be without memories?
Something that wouldn't be remembered.
... og velkommen til, Nana :-)
Send en kommentar