Her er den tilsvarende meddelelse fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet:
Forskeren mener at det måske skyldes at de ældre i Danmark har en stor viden om sygdommen. Det lyder jo ret logisk.
Det må også være en voldsom diagnose at få i hovedet. Vide at hjernen langsomt degenererer, og at der er grund til at håbe på at dø af noget andet, før sindet er eroderet helt ned. Det at skulle forholde sig til dette får nogle til at vælge en hurtig død, et selvmord. En forhastet beslutning, der kan jo gå ganske lang tid før det bliver rigtig slemt. Og demens og demens er mange forskellige ting. Der må være stor brug for støtte i denne eksistentielle krise.
Der er også en del som venter med et selvmord til de er langt inde i sygdomsforløbet. De kan godt finde ud af hvornår grænsen er nået, og sætte et planlagt punktum. Det lyder ganske fornuftigt, synes jeg.
Et rigtig godt eksempel på dette er Ib. For et halvt år siden bloggede jeg om en artikel fra Kristeligt Dagblad, hvor hans kone fortæller om et langt forløb ned ad bakke, hvor hans evner dryssede væk. De klare dage var de værste. Så var han sig uhyggeligt bevidst om hvordan det stod til. Det tog tid for ham at få sin kone, Linda Ahrenschneider, til at acceptere at han på et tidspunkt ville begå selvmord. Det gjorde ondt, men hun kunne jo heller ikke pege på bedre løsninger. Først da han i vrede truede hende med at gøre det uden at tage afsked, holdt hun op med at foreslå den udsigtsløse medicinske vej.
- Kristeligt Dagblad: Efter Ibs ønske
- Blog indlæg: Politikerne og Det Etiske Råd er nogle bangebukse
Hans selvmord var velgennemtænkt og velplanlagt. En vinterdag tog de afsked, og hun sørgede for at give ham god tid, så hun ikke risikerede at han blev fundet før hjertet ikke slog længere. De havde 17 gode år sammen.
Hun var helt sikker på at hun gjorde det rigtige ved ikke at presse ham til flere års lidelse.
Netop.
Demensen pressede ham ikke til selvmord. Men det blev løsningen når han selv tog ansvaret for sit liv, i stedet for at risikere at ende som levende lig. Desværre er jeg bange for at "systemet" ville have set det som sin pligt at hindre ham i at sige "nu er det nok". Det ville have været umenneskeligt.
Hvis jeg engang skulle få sådan en diagnose, måtte jeg sikre mig min exit før jeg blev umyndiggjort, før min vilje blev tilsidesat. Når aktiv dødshjælp (eutanasi) er forbudt og passiv dødshjælp ikke anvendelig, kan det jo blive nødvendigt at hjælpe sig selv. Det er fakta, hvad enten "samfundet" kan lide det eller ej.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
5 comments:
I fjor fortalte en pårørende meg om en ung kvinne som hadde vært utsatt for overgrep i barndommen. Hun kom til behandling og fikk først diagnosen posttraumatisk stresslidelse. Men etter en tid fikk hun nok en diagnose, og da var ikke overgrepene hun hadde vært utsatt for lenger interessante for hjelperne. Samhandlingen med behandler endte med at hun fikk enda en diagnose, denne gangen en av de aller verste ("peronlighetsforstyrrelse"). Dette påførte kvinnen så stor smerte at hun tok sitt eget liv, 25 år gammel. Den pårørende har erfaring fra arbeid i en frivillig organisasjon og fortalte meg om flere pasienter som har begått selvmord grunnet stygge diagnoser de har fått.
I siste utgave av psykologitidsskriftet Impuls, som er et temanummer om traumer, skriver dr. psychol. Dag Øystein Nordanger: "Det nye med diagnosen Kompleks PTSD er ... at den eksplisitt knytter de aktuelle symptomene til reelle opplevde traumatiske belastninger. Tar man inn over seg den etter hvert overveldende dokumentasjonen av nærmest alltid tilstedeværende historikk av neglisjering, overgrep og andre traumatiske belastninger i gruppen av pasienter med alvorlige personlighetsforstyrrelser, er dette på sin plass. Dermed omgår man også det stigma av "karakterbrist" som uvergelig er vedheftet personlighetsforstyrrelser." http://www.psykologi.uio.no/impuls/PDF/2007-3%20s%204-13%20Nordanger.pdf
Helt enig i at det er af stor betydning at forholde sig til det enkelte menneske, dets smerte og historie. Alt for ofte bliver en diagnose til en fordømmende etiket, der ikke giver plads til at se mennesket.
Tag dit liv doktor Sommer
En artikel fra Ekstra Bladet ud fra TV serien med lægen Christian Sommer (spillet af Jesper Langberg), hvis sind visner væk med Alzheimers sygdom. En læser synes åbenbart at serien går for langsomt:
Kan vi ikke snart slippe for den irriterende Christian Sommer. DR har efterhånden fået for vane at kede os med sygdomsramte karakterer, der ikke egner sig til serie-tv. Nok rammer serien DR de seere, der har demens tæt på kroppen, mens for os andre, der holder af gedigen dramatik til søndagens aftenkaffe, er det et slag i ansigtet. Der sker jo intet.
Jeg synes nu at det lyder umodent at "overse" den menneskelige dramatik der ligger i at et sind visner og drysser bort. Det er en sygdom der rammer så mange, at det er relevant at forholde sig til hvad der ligger i denne udbredte form for demens.
Men det sætter jo alligevel fokus på det med om det (i virkelighedens verden) kunne være bedre for ham selv at overveje "katapultsædet" ud af livet, i stedet for at at både det svindende selv og omgivelserne skal være belastet af den langsomme proces mod døden, hvor kroppen holder længere end det mentale.
Det svære er jo så at finde ud af hvornår, især fordi et demens-selvmord skal gennemføres mens der stadig er "nok" åndsevner tilbage, på dét punkt kan der ikke forventes at være hjælp at hente.
I praksis er der dog betydeligt bedre muligheder for en læge, som selv (eller via en diskret kollega) har muligheder for at skaffe egnede medikamenter.
Det ville da være "logisk" for serien at berøre disse aspekter.....
(DR Sundhed har forresten også en side om demens).
"Der sker jo intet." Umodent, eller bare et "tidens tegn": det ta'r kun 5 minutter at handle i Fakta, eller andre steder - og det skal helst ikke tage længere. Det ta'r kun et klik med musen, at sende en mail. Ikke op til flere dage længere, at få et brev frem med postvæsenet. Det ta'r kun 6, 7 timer, at flyve til NY, ikke længere 6, 7 dage at sejle. Og ser man på filmens verden, så ta'r enkelte sekvenser efterhånden sjældent længere end få sekunder, hvis de overhovedet ta'r sekunder, før det næste cut. Og for at give det hele endnu mere tempo, kan vi arbejde med split-screen-teknikken, som det blev gjort til ekstremerne i "24" for eksempel.
Der skal ske noget, det skal ske hurtigt, og det skal være tydeligt, at der sker noget, "dramatisk". Problemet er bare, at naturen ikke har den mindste chance, at kunne følge med i det tempo, teknologien lægger for. Vores hjerner kan ikke følge med. Børn (og voksne) får "ADHD", en eller anden form for "angstlidelse", "depression". Vi bliver stressede i det her kaos af sansebombardementer. Samtidigt med, at vi bliver afhængige af det. Fordi det har sløvet, afstumpet vores sanser så tilpas, at vi ikke kan fornemme de fine nuancer mere, f.eks. i Christian Sommers langomme men sikre forfald: "Der sker jo intet."
Monty Roberts eleven Michael Peace sagde engang, at han ikke var et specielt tålmodigt menneske. Folk mente, han måtte være enormt tålmodig, for at kunne stå i helt op til en halv time med en hest foran en trailer f.eks., "uden at der skete noget" (=uden at hesten gik ind i traileren). "Der sker hele tiden noget", sagde han. "Folk ser det bare ikke. De er ikke vant til at se de bittesmå forandringer, der sker." Ikke så sært, at mange har kommunikationsproblemer. Ikke bare med deres hest, men også med deres medmennesker. At de ikke ser de bittesmå signaler, der sendes hele tiden. Når de nu er opvokset med alt større og alt hurtigere armbevægelser. Kulturel, højteknologisk støj.
For mig selv var det umuligt, at se fjernsyn, uden at blive forvirret og angst af dette støjende sansebombardement i løbet af 0,5. Og da jeg begyndte, at kunne klare lidt af det igen, var det netop sådan noget som "Sommer", jeg kunne klare. "Unormalt", måske. Men bestemt ikke unaturligt. At naturen løfter sin stemme og protesterer, når det bliver for voldsomt: "Spirituel krise", netop.
Men bortset fra alt det, synes også jeg, at det ville være oplagt, at tage emnet "aktiv dødshjælp" op i denne serie (som Heidi fik mig "hooked on").
En afklaret og aktiv forholden sig til døden ville jo netop være et logisk drej i Sommer, en "naturlig overraskelse".
Dunja Gry Jensen vælger som dramatiker åbenbart direkte at holde tempoet nede.
Fyens: Mor til Sommer:
Kendetegnende for alle afsnit er det lave tempo, der også er et meget bevidst valg fra hendes side. For "Sommer" skal ikke buldre derudad på samme måde som en krimi, selv om der gerne må ske noget overraskende, der kan dreje handlingen.
Og det er jo et brud i forhold til flimrende action-præg som sætter fokus på at følge med på overfladen, i stedet for at lægge op til eftertænksomhed.
For mit vedkommende har jeg ikke længere "tålmodighed" til TV/film hvor der sker så meget på overfladen at den dybereliggende historie derfor normalt bliver noget stereotyp og tynd.
Send en kommentar