Logo sommerfugl

fredag den 31. juli 2009

Debbie Purdy vandt, fremskridt for aktiv dødshjælp i England

Debbie Purdy fra England elsker livet. Og på grund af sin fremadskridende sklerose kan hun forudse at der kommer et punkt hvor døden bliver at foretrække frem for biologisk overlevelse. Jeg har før blogget omkring hendes situation:

Da de britiske love både forbyder aktiv dødshjælp (eutanasi) og enhver form for hjælp, støtte eller fremmen af selvmord, bliver hun nødt til at finde en måde at dø på, uden at hjælpere ikke risikerer op til 14 års fængsel. Hun kan altså blive nødt til at rejse til Dignitas gruppen i Schweiz, mens hun stadig selv kan. Længe før hendes grænse for det udholdelige egentlig er nået. Aktiv dødshjælp vil forlænge hendes liv.

Omar Puente og Debbie Purdy

Hendes kærlige mand, musikeren Omar Puente vil gerne hjælpe når tiden er inde. Men Debbie vil ikke løbe nogen form for risiko for at han bliver straffet. Den britiske anklagemyndighed har ganske vist igen og igen undladt at håndhæve den barske lov. Omkring to gange om måneden, i nu flere år, har briter fået hjælp til at dø på en pæn måde, via organisationen Dignitas. Anklagemyndigheden slingrer rundt i vattede formuleringer om at der ikke er nok beviser (selv om hjælperne ikke skjuler noget), eller at der ikke er "offentlig interesse" i at føre sagerne for en dommer. Eller også bliver sagerne bare syltet, mens de pårørende har sværdet hængende over hovedet.

Debbie Purdy
Debbie Purdy er ikke tilfreds med denne usikre situation. Som indvandrer (og sort) fra Cuba, er det bestemt ikke urealistisk at frygte at Omar Puente kunne få en mere firkantet behandling af politi og anklagemyndighed, sammenlignet med med indbyggere med stamtræet forankret i de britiske øer. Altså har hun bedt anklagemyndigheden om en forhåndstilkendegivelse, om de vil håndhæve loven eller ej. I princippet skulle det ikke være så svært, når de rutinemæssigt tilsidesætter loven i nu over 100 lignende sager.

I praksis har Debbie Purdy et godt og solidt tag i de britiske myndigheder, der hvor det gør allermest ondt, omkring deres vattede håndtering af retten til at dø. Anklagemyndigheden afviste at redegøre for hvornår de finder det for godt at håndhæve loven. Debbie gik til domstolene for at fremtvinge en klar melding. Hun tabte sagen i alle instanser. Men hun fik ekstraordinært lov til at appellere den meget principielle sag til den højeste britiske retsinstans, Lord of Appeal in Ordinary, populært kaldet Law Lords, en del af overhuset der senere i år bliver afløst af en egentlig højesteret.

Omar Puente og Debbie Purdy

Nu er der faldet dom. Debbie Purdy vandt. Anklagemyndigheden er med henvisning til menneskerettighederne blevet pålagt klar tale. Som nævnt har Debbie Purdy fat der hvor det gør ondt. Hvis/når anklagemyndigheden nedskriver retningslinier for hvornår de vil håndhæve loven, er den juridiske situation helt ude af balance. Loven må så ændres, til at rumme en accept af at mennesker kan få lov til at få hjælp til en god død. Hvis anklagemyndigheden melder ud at lov er lov, har de et problem, sammen med det parlamentet der har søgt at se det juridiske tomrum som en tilstrækkelig løsning.

Det vil være en håbløs situation for dem at skulle til at retsforfølge hjælpere, tilbage i tiden i de over 100 sager der er kendskab til. Der er meget bred offentlig støtte til at det kan være i orden at give meget alvorligt syge fri fra at trække døden i alt for lange og elendige drag.

Den store offentlige opmærksomhed på Debbie Purdys sag vil også vække genlyd hvis hun skulle blive nødt til at rejse mens hun stadig selv kan. At hendes liv ville blive forkortet af mangelen på lovgivningsmæssig plads til aktiv dødshjælp.

Ja, hun har fat der hvor det rigtig gør ondt. Og hun slipper ikke sit tag, heller ikke selv om hun dør.

Debbie Purdy og Omar Puente


Debbie Purdy i fokus


Debbie Purdy og Omar Puente vandt sagen om hendes ret til at dø


torsdag den 30. juli 2009

Obama, sundhedsreform, og behandling af døende

Et aktuelt debatemne i USA er den sundhedsreform som præsident Barack Obama arbejder for at få gennemført. Som jeg ser det er hovedsigtet at forbedre det behandlingsmæssige udbytte i forhold til hvor mange penge der bruges på sundhedsindustrien. Og det er rigtig, rigtig mange penge det drejser sig om.

Præsident Barack Obama

Når hospitalerne sammen med producenterne af medicin og udstyr drives efter forretningsmæssige principper, bliver det primære succeskriterium at maksimere omsætningen. Behandlingsmæssige resultater, som helbredelse af sygdomme, kan kun ses på bundlinien hvis det medfører en konkurrencefordel. Altså hvis kunderne, dvs patienerne, søger behandling efter kvaliteten af resultaterne. Og hvis de satser på at få noget for pengene. Ligesom hvis de skal have repareret en bil.

Men så enkelt er det jo ikke. Kunderne er næsten ligeglade med hvad det koster. Mange har en sundhedsforsikring, som regningen sendes til. Ellers dækker det offentlige indenfor visse sociale rammer, gennem Medicaid eller Medicare. For patienterne er det dog ikke noget tag-selv bord her, ventelister og fortravlede hospitalsafdelinger gør det til en ret så tvivlsom fornøjelse.

På den anden side af bordet er det dog blevet til noget i retning af et tag-selv bord. Når medicinalindustrien udvikler og markedsfører kostbare behandlinger, bliver disse til noget forventet. Også selv om behandlingen kan have store bivirkinger, og det ofte kræver omhyggelig udvælgelse af statistikker at påvise et udbytte i form af længere levetid. 10% af Medicare udgifterne afholdes i den sidste måned af patientens liv. 30% i det sidste år.

Læger, hospitaler og den farmaceutiske industri lever højt på en kultur om at hvad som helst der kan gøres i navn af at forlænge liv er et gode, der bare skal være penge til. Og de kan ikke lide at sundhedsreformen stiller spørgsmålstegn ved om de astronomiske beløb bruges fornuftigt. Det kunne jo risikere at betyde mindre omsætning. Mindre tal på bundlinien. Mindre udbytte til aktionærerne. Uf, da.

Obama i lægedragt
Et aspekt af sundhedsreformen som har vakt debat er et punkt hvor dækningen øges. Den offentlige sundhedsforsikring skal til at dække det hvis læge og patient tager en god snak om fremtidsudsigter, og hvilke former for behandling patienten måske hellere vil undgå når døden nærmer sig. Obama opfordrer direkte til at alle tænker over det, og får nedskrevet deres ønsker omkring behandling og pleje ved livets afslutning. En slags udvidet livstestamente. Om de måske hellere vil dø på hospice, der satser på at de har det så godt som muligt, eller på et hospital mens mere og mere heftige behandlingsforsøg ikke nytter, eller kun gør en marginal forskel ved at der går nogle dage eller uger ekstra med behandlingsforsøg der ikke kan helbrede.

Denne accept af at maksimal behandling måske er noget som kunden, patienten, ikke ønsker, er blevet fremstillet som om det handler om ikke at ville bruge penge på at redde livet for gamle og syge mennesker. At de hellere skal tage og dø, for at spare penge. At indføre aktiv dødshjælp, eutanasi. Dødspaneler til at udpege hvem der skal dø.

Hospitals død
En meget stor del af sundhedsudgifterne går til store behandlingsregimer i det sidste år af folks levetid. Mennesker som er så hårdt ramt af sygdom, at de ikke har overskud og ro til at tænke over hvad de ønsker til sidst. Mennesker der foregøgles at "der er da en chance" ved endnu en ubehagelig behandling. Mennesker der dør når hospitalet ikke længere evner at holde hjertet slående. Når hospitalet ikke længere evner at gøre regningen længere. Et nederlag for sundhedssystemet. Og en død som kun meget få mennesker synes lyder som en udholdelig måde at dø på.

Jeg har sundhedsindustrien stærkt mistænkt for lobby-virksomhed når der køres skræmmekampagne imod reform af måden at bruge pengene på.

Behandlingsafslutning med økse


onsdag den 29. juli 2009

Raymond Cutkelvin: En bøsse fik en værdig død

Raymond Cutkelvin
Den 28. februar 2007 døde Raymond Cutkelvin. Han havde fremskreden kræft i bugspytkirtlen. Ingen mulighed for at operere, og kemoterapi ville højst kunne trække dødsprocessen i lidt længere drag, med mange bivirkninger. Bugspytkirtelkræft er en sygdom hvor de fleste ofre dør i løbet af nogle måneder efter at diagnosen er stillet. En kræftform der kan sprede sig i bughulen, og virkelig gøre den sidste del af livet uudholdelig.

Raymond ønskede ikke at vente på at dø af kræften. Den kortsigtede overlevelse var blevet en skræmmende tanke. Han besluttede sig til at rejse til Schweiz, hvor organisationen Dignitas i Zürich yder praktisk hjælp til mennesker der har behov for at dø. Det er ikke "blot" hjælp til selvmord på begæring, men Raymond var ikke blandt de ansøgere der bliver afvist. Sagen var helt klar. Raymond drak en passende portion barbiturater, mens Alan hold ham i hånden og forsikrede ham om sin kærlighed. Livet og smerterne var slut.

Raymond Cutkelvin rejste ikke alene, men havde hjælpere. Den ene var hans partner gennem 26 år, Alan Rees. De var registrerede partnere, og holdt altså sammen til døden dem skilte. Der var jo ingen grund til at de begge skulle igennem en lidelsesfuld afslutning. Et smukt homoseksuelt kærlighedsforhold. En ven og en niece var også med på turen.

Raymond Cutkelvin og Alan Rees kort før den sidste rejse

En anden hjælper var Dr. Michael Irwin, en pensioneret læge. Han er humanist og aktivist omkring behovet for at mennesker kan få hjælp til at dø, når der ikke længere er reel mulighed for at have et liv. Han har flere gange før hjulpet trængende med kontakten til Dignitas, og været med på rejsen.

Raymond og Alan havde ikke nogen god økonomi, egentlig var der ikke råd til rejsen og et reduceret gebyr til Dignitas. Heldigvis kunne Michael Irwin hjælpe, han bestyrer en lille fond, The Last Choice (TLC). En støtte på £1.500 gjorde det muligt for Raymond Cutkelvin at slippe for at være udleveret til en mere langtrukken hospitalsdød.

Det er blevet noget dagligdags at briter rejser til Schweiz for at få hjælp hos Dignitas, når døden bliver til et behov. Det sker i gennemsnit to gange om måneden, gennem nu flere år. Medierne gider ikke længere skrive om de enkelte sager, med mindre det er en berømthed der afkorter sin dødsproces på denne måde.

Den britiske lovgivning er sådan set helt klar. Enhver form for hjælp, støtte, rådgivning eller fremme af selvmord er ulovligt. Strafferammen er det samme som ved mord, op til 14 års fængsel. Der er ingen tvivl om at alle de mange hjælpere gennem årene har overtrådt straffeloven. Men ingen af dem er blevet straffet, fordi anklagemyndigheden konsekvent har tilsidesat lovgivningen. Det har ikke "offentlig interesse" at slæbe hjælperne i retten. Det ville også udløse heftige protester.

I mange af sagerne har politet efterforsket dem efter loven. Arresteret og afhørt hjælpere. Beslaglagt bevismateriale. Generet hjælperne og forstyrret deres fred til at sørge. Det kan siges at politiet "bare" følger loven, men hjælperne bliver ikke stillet for en domstol, også selv om beviserne er helt klare. Men usikkerheden er der, et skarpslebet sværd hængende over hovedet. En farce.

Alan Rees og Michael Irwin er lovovertrædere. Hvis politi og anklagemyndighed har lyst, kan de rejse anklage, og der er betydelig risiko for at en dommer ville føle sig tvunget til at lade dommen være udtryk for et koldt juristisk paragrafrytteri. Men de valgte at tage risikoen, og i lang til gjorde politet ikke noget.

For tiden er der livlig britisk debat om aktiv dødshjælp, og andre former for at få hjælp til at dø. Som en del af debatten valgte Alan Rees at stå offentligt frem med den to år gamle sag. Han kæmper for at loven ændres, så hjælpere ikke skal leve med usikkerheden, og mulig vilkårlighed fra politi og anklagemyndighed. Hans offentlige fremtræden var dermed også en udfordring til systemet. Han er vred over at hans partner blev nødt til at rejse til udlandet for at få en værdig død.

Alan Cutkelvin Rees

En måned senere blev han pludselig arresteret og forhørt, men slap dog for varetægtsfængsling mens sagen behandles. Michael Irwin meldte offentlig ud at så forventede han også at blive arresteret. Hans rolle var jo noget større end Alans, som han slet ikke forsøge at skjule. Tværtimod. Han har bilag liggende klar, som bevis på hans deltagelse. Han fortæller også at han snart har tænkt sig at hjælpe en dødeligt syg mand i 80'erne med samme rejse.

Michael Irwin

Michael Irwin har gentagne gange bevidst provokeret myndighederne. Om de tør retsforfølge den 77-årige aktivist, og derved gøre ham til martyr. Om de tør lade en sag køre igennem retssystemet, og dermed få presset for lovændring gjort endnu stærkere. Ingen tvivl om at Michael har offentlighedens støtte.

Det er påfaldende at politiet valgte at chikanere Alan Rees nu. Jeg tænker på om der måske kunne være et anstrøg af homofobi involveret. Når loven kun håndhæves ved særlige lejligheder.

Dignitas



tirsdag den 28. juli 2009

Hovedløs i finanskrisen

They said
I had a head
for business.
They said
to get ahead
I had to lose
my head.
They said
be concrete
& I became
concrete.
They said,
go, my son,
multiply,
divide, conquer.
I did my best.
Corporate Head
Kunstner: Terry Allen
Digter: Philip Levine
Los Angeles, 1990
Figueroa Street

Hovedløs statue ved Ernst & Young i Los Angeles

Firmaet Ernst & Young er bl.a. et af de allerstørste revisionsfirmaer i verden. Foran deres afdeling i Los Angeles, Californien, er der en statue som jeg synes blev nærmest uhyggeligt profetisk. Et mappedyr, en forretningsmand, uden hovede - eller måske med hovedet parkeret i et verdensbillede om at finansiel "kreativitet" er et forsvarligt grundlag for dispositioner der går langt ud over det finasielle cirkus. Et verdensbillede som de store revisionsfirmaer netop har fremmet gennem deres hovedløse blåstempling af abstrakte regnskaber og værdibegreber.

Hovedløs statue ved Ernst & Young i Los Angeles

Ernst & Young, Los Angeles


mandag den 27. juli 2009

Kiskirálylány: Lille prinsesse på kanten i Budapest

Kiskirálylány, lille prinsesse i Budapest

En stemningsfyldt (og meget populær) bronze statue af kunstneren László Marton, 1989. Den lille prinsesse balancerer på kanten af et rækværk til en sporvognslinie langs Pest siden af Donau floden, Budapest.

Kiskirálylány, lille prinsesse i Budapest


Logo sommerfugl