Emneområdet med aktiv dødshjælp, hjælp til selvmord, passiv dødshjælp, eller andre former for samarbejde omkring frivillig fremskyndelse af sin død, er jo noget som typisk mødes med afstandtagen eller fordømmelse fra kristenkirkelig side. Det ser ud til at muligheden for en dybere stillingtagen oftest blokeres af et firkantet dogme: Livet er helligt, og kun Gud må afslutte liv. Når dette ses som en indiskutabel sandhed, bliver det derefter blot til at at sætte mere eller mindre pæne eller hårde ord på afvisningen. Og ingen plads til at forholde sig til den grundlæggende præmis.
Jeg benytter mig af lejligheden til at gengive hans hovedargumenter, i lidt forkortet form.
Der er ingen dækning (i Bibelen) for at hævde at kristendommen skal være modstander af at hjælpe en person som har besluttet sig til at dø, så længe vedkommende kan overbevise andre om at ønsket er velgennemtænkt. Det er her en betingelse at personen er i stand til at træffe en informeret beslutning, og har adgang til omsorg fra både præster og læger.
Hvis det skal være et absolut doktrin at livet er helligt, er konsekvensen at det aldrig kan være acceptabelt at dræbe i selvforsvar. Videre ville det betyde at det ville være utilgiveligt at acceptere at liv kan gå tabt som en beklagelig omkostning ved f.eks. transportmidler. Dette er selvfølgelig helt urealistisk, og er altså udtryk for at "vi" ikke ser livets hellighed som værende en ubøjelig præmis.
Et hyppigt set argument er at kun Gud kan beslutte hvornår et menneske må dø, og derfor skal et menneske i medicinsk behandling holdes i live så længe som muligt, også selv om det ikke ønsker at leve. Hvis Guds vilje er det afgørende, er det ikke konsistent at tro at Gud billiger ethvert indgreb, der forlænger liv ud over sin "naturlige" afslutning, og samtidig ikke billiger at et menneske kan få lov til at dø, når det ikke ønsker at blive holdt i live.
John Cartwright ser også sin tro på en kærlig og perfekt Gud som grundlag for at tro at Gud bifalder muligheden for hjælp til at dø. Han tror ikke på at en kærlig Gud kræver at vi lider unødigt. Lidelse kan ikke undgås, pointen er blot at hans gudssyn ikke rummer, at en patient uden håb om andet end smerte og tilbagegang, skal pines ved at blive holdt i live.
Videre forstår han livet og Jesus' virke sådan at hvert menneske må stå til regnskab for sine egne moralske valg. Jesu lære handler netop om ikke at søge den nemme udvej ved tankeløst at acceptere religiøse dogmer. Jesus valgte selv at gå i døden, i stedet for at fravige sine moralske synspunkter og valg. Guds gave er ikke liv, men den fri vilje og tanke. Det kan være svære valg, og altså også omfatte at bede om hjælp til at dø. Han forventer at andre står til ansvar for deres valg, også selv om han ikke er enig i dem.
Den mest forkastelige krænkelse af Gud er derfor paternalisme, at fratage et menneske dets gudgivne ret til at tage ansvar for sine egne moralske valg. Mennesker der med basis i deres egen moral hindrer andre i at træffe moralske valg, må følgelig stå til ansvar. Moralsk.
Som ikke-religiøs må jeg sige at John Cartwright på fremragende vis repræsenterer mit syn på en god måde at være kristen på.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar