Debbie Purdy vandt, fremskridt for aktiv dødshjælp i England

fredag den 31. juli 2009

Debbie Purdy vandt, fremskridt for aktiv dødshjælp i England

Debbie Purdy fra England elsker livet. Og på grund af sin fremadskridende sklerose kan hun forudse at der kommer et punkt hvor døden bliver at foretrække frem for biologisk overlevelse. Jeg har før blogget omkring hendes situation:

Debbie Purdy vil ikke dø for tidligt

Da de britiske love både forbyder aktiv dødshjælp (eutanasi) og enhver form for hjælp, støtte eller fremmen af selvmord, bliver hun nødt til at finde en måde at dø på, uden at hjælpere ikke risikerer op til 14 års fængsel. Hun kan altså blive nødt til at rejse til Dignitas gruppen i Schweiz, mens hun stadig selv kan. Længe før hendes grænse for det udholdelige egentlig er nået. Aktiv dødshjælp vil forlænge hendes liv.

Hendes kærlige mand, musikeren Omar Puente vil gerne hjælpe når tiden er inde. Men Debbie vil ikke løbe nogen form for risiko for at han bliver straffet. Den britiske anklagemyndighed har ganske vist igen og igen undladt at håndhæve den barske lov. Omkring to gange om måneden, i nu flere år, har briter fået hjælp til at dø på en pæn måde, via organisationen Dignitas. Anklagemyndigheden slingrer rundt i vattede formuleringer om at der ikke er nok beviser (selv om hjælperne ikke skjuler noget), eller at der ikke er "offentlig interesse" i at føre sagerne for en dommer. Eller også bliver sagerne bare syltet, mens de pårørende har sværdet hængende over hovedet.

Debbie Purdy er ikke tilfreds med denne usikre situation. Som indvandrer (og sort) fra Cuba, er det bestemt ikke urealistisk at frygte at Omar Puente kunne få en mere firkantet behandling af politi og anklagemyndighed, sammenlignet med med indbyggere med stamtræet forankret i de britiske øer. Altså har hun bedt anklagemyndigheden om en forhåndstilkendegivelse, om de vil håndhæve loven eller ej. I princippet skulle det ikke være så svært, når de rutinemæssigt tilsidesætter loven i nu over 100 lignende sager.

I praksis har Debbie Purdy et godt og solidt tag i de britiske myndigheder, der hvor det gør allermest ondt, omkring deres vattede håndtering af retten til at dø. Anklagemyndigheden afviste at redegøre for hvornår de finder det for godt at håndhæve loven. Debbie gik til domstolene for at fremtvinge en klar melding. Hun tabte sagen i alle instanser. Men hun fik ekstraordinært lov til at appellere den meget principielle sag til den højeste britiske retsinstans, Lord of Appeal in Ordinary, populært kaldet Law Lords, en del af overhuset der senere i år bliver afløst af en egentlig højesteret.

Nu er der faldet dom. Debbie Purdy vandt. Anklagemyndigheden er med henvisning til menneskerettighederne blevet pålagt klar tale. Som nævnt har Debbie Purdy fat der hvor det gør ondt. Hvis/når anklagemyndigheden nedskriver retningslinier for hvornår de vil håndhæve loven, er den juridiske situation helt ude af balance. Loven må så ændres, til at rumme en accept af at mennesker kan få lov til at få hjælp til en god død. Hvis anklagemyndigheden melder ud at lov er lov, har de et problem, sammen med det parlamentet der har søgt at se det juridiske tomrum som en tilstrækkelig løsning.

Det vil være en håbløs situation for dem at skulle til at retsforfølge hjælpere, tilbage i tiden i de over 100 sager der er kendskab til. Der er meget bred offentlig støtte til at det kan være i orden at give meget alvorligt syge fri fra at trække døden i alt for lange og elendige drag.

Den store offentlige opmærksomhed på Debbie Purdys sag vil også vække genlyd hvis hun skulle blive nødt til at rejse mens hun stadig selv kan. At hendes liv ville blive forkortet af mangelen på lovgivningsmæssig plads til aktiv dødshjælp.

Ja, hun har fat der hvor det rigtig gør ondt. Og hun slipper ikke sit tag, heller ikke selv om hun dør.