Logo sommerfugl

onsdag den 30. april 2008

Diane Prettys menneskerettigheder

Diane Pretty
Den 11. maj 2002 døde den 43-årige engelske kvinde (og mor til to børn) Diane Pretty endelig på et hospice. Efter 10 dage med åndedrætsvanskeligheder gik hun i coma, og fik fri fra livet.

Det var en eufemisme. For at kalde tingene ved deres rette navn: Hun led døden ved en ganske, ganske, ganske langsom kvælning. Lige netop den uhyggelige måde at dø på havde hun forudset, og var bange for. Skrækslagen.

Hun led af Amyotrofisk Lateral Sklerose (ALS), en fremadskridende og uhelbredelig sygdom der nedbryder de nerveceller der styrer musklerne. Ingen tvivl om at hendes liv var tæt på sin slutning. Hjernen og sindet fungerede fint, resten ikke. Kun en kunstig stemme gjorde det muligt for hende at udtrykke sig. Hun ønskede ikke at klamre sig til livet så længe som muligt, ønskede ikke at trække pinen ud med respirator. Hun var helt afklaret.

Brian and Diane Pretty
Selvmord var desværre helt udenfor rammerne af hendes fysiske formåen som ALS patient, med mindre hun skulle sulte og tørste sig ihjel. Hun gik til domstolene for at hendes mand (Brian Pretty) skulle have lov til at hjælpe hende, uden at blive retsforfulgt for mord. Sagen gik helt til tops i det britiske retsvæsen, og hun tabte i alle instanser. Kunne ikke få loven ændret. Heller ikke Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg ville anerkende at retten til livet var meningsløs hvis hun ikke kunne få lov til at bestemme over sit liv, og få den hjælp hun havde brug for. Aktiv dødshjælp, eutanasi. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) blev ikke taget seriøst.

Hendes ønske var en hurtig død med værdighed, uden lidelser, i hjemmet med familien omkring sig. Det fik hun ikke. Tværtimod.

Hospice-personalet gjorde et stort stykke arbejde med at pleje Diane inden for rammerne af deres virke, men kunne ikke gøre noget for at undgå at det blev en lang og sej dødskamp. Et helvede. Jeg vil formode at nogen havde haft mod til diskret at hjælpe hende med at dø lidt før, en blid overdosis, hvis det ikke havde været for den store debat og medieopmærksomhed.

Samme forår fik en anden kvinde på samme alder, "Miss B", der var lammet efter en hjerneblødning, den britiske højesterets ord for at hun kunne få lov til at dø. Hun var så "heldig" at det nødvendige var at afbryde behandlingen. Domstolen påpegede at hendes menneskerettigheder blev krænket da hospitalet nægtede at slukke for respiratoren, krævede at hun skulle leve et uønsket liv. Diane Pretty led sit sidste juridiske nederlag samme dag som Miss B døde.

Livet er en menneskeret. Ikke en forbandet pligt.

Pain



2 comments:

Anja ligenu sagde ...

Ikke en pligt, nej sgu!

tosommerfugle sagde ...

Nej, den menneskelige pligt må være at der er en hjælpende hånd når der er behov og mulighed derfor.

Den pligt stopper ikke når døden bliver et behov, selv om farisæisk brug af lovens paragraffer står i vejen.

Logo sommerfugl