Dagens Politiken har en artikel med overskriften:
Med denne undersøgelse kan vi nu tegne en præcis sundhedsprofil for gruppen af hjemløse, stof- og alkoholmisbrugere og sindslidende. Problemet har været, at vi alle har gået med en formodning om, at disse gruppers sundhed var markant dårligere end den øvrige befolknings. Nu kan vi rent faktisk sammenligne gruppernes sundhedstilstand og målrette indsatsen i langt højere grad.Lyder som en god indgang til at sætte fokus på sundhedsproblemerne blandt samfundets udstødte.
Jeg synes at "udstødte" er et mere præcist ord end "udsatte", fordi det markerer en meget væsentlig del af problemet. Jeg tror at de fleste ville have det meget bedre hvis det øvrige samfund ikke udstødte dem.
Hvad jeg synes er påfaldende er at avisartiklen næsten udelukkende fokuserer på selvmord blandt de udstødte. Jeg mener bestemt ikke at selvmord er det primære problem, det er "blot" en af konsekvenserne af at være udstødt.
Men det er jo blevet alt for populært at bruge selvmord som den store Bastian, der skal få en problemstilling til at lyde dramatisk. Dermed fjernes fokus fra det primære, at en stor gruppe udstødte har det ad helvede til. Det er fakta. En indsats skal ikke handle om at hindre dem i at begå selvmord. Behovet er at holde op med at samfundet aktivt udstøder dem. Så vil selvmordsraten "tilfældigvis" falde meget, mener jeg.
Nyere opslag
Opslag
27 comments:
Jeg har det lige modsat. Jeg kan meget bedre lide betegnelsen "udsat" end "udstødt". Som mangeårig medarbejder på en institution for syge hjemløse og stofmisbrugere ved jeg, at problemstillingerne blandt disse mennesker er langt mere komplekse, end at samfundet blot aktivt har udstødt dem.
For tiden er jeg i den ironiske situation, at jeg i løbet af de sidste par år er blevet pårørende til en hjemløs. I dette tilfælde er der tale om, at et menneske som står mig nær, i løbet af et par år er blevet ramt af en alvorlig sindslidelse, som har bevirket at han fra det ene øjeblik til det andet gik fra sin arbejdsplads og igennem den efterfølgende tid mistede indtægt, netværk og til sidst bolig.
Hvor gerne jeg og min familie end ville, kan vi ikke klandre "samfundet" i denne sag. Måske kan vi klandre os selv - ihvertfald har vi svært ved at tilgive os selv.
Venner, arbejdskolleger, naboer, familie, socialrådgivere og andre af samfundets hjælpere har uden held hamret og hamret på hans dør: "Vi vil så gerne hjælpe dig. Må vi ikke nok?"
Det må vi ikke.
Det eneste, som er tilbage, er at forsøge at komme igennem med en egentlig tvangsbehandling - hvilket er en kende svært, når vi ikke kender vedkommendes opholdssted.
Et af de få håb, som er tilbage, er at vedkommende med tiden bliver samlet op gennem nogle af de tiltag og hjælpeforanstaltninger, behjertede mennesker som netop Preben Brandt er med til at sætte i værk.
Det er ikke altid "samfundet", som aktivt "udstøder" et menneske. Problemstillingerne er ofte langt mere komplekse. Nogle gange er mennesker så uheldige at blive ramt af sygdom, som bevirker, at de selv melder sig ud.
Men hvad er det som det syge menneske melder sig ud af? Det er et samfund som ikke kan rumme den syge. Ofte vil vi hjælpe tilbage til dette samfund, i stedet for at skabe nogen alternative rum (i samfundet) hvor man kan få lov at være i den fase hvor man nu er. PÅ den måde mener jeg egentlig at samfundet også har et ansvar for at kunne møde den 'syge' hvor den syge nu er. Nogen gange er det jo netop overinvolvering og tvang der skubber den 'syge' endnu længere ud...
Jeg har for øvrigt været til et par foredrag med Preben Brandt inden for det seneste år. Han benytter betegnelsen udstødt fordi han ser problematikkerne i et sociologisk perspektiv, men om man er sat uden for døren, eller stødt uden for døren - ja i bund og grund er det blot ord. Begge synes jeg egentlig efterlade følelsen af at der er en anden magt inde over.
Jeg synes også det er meget vigtigt at se på hvorfor der er så mange som netop sidder derhjemme og bliver 'syge'. Alt det vi i dag skal leve op til alle vegne. Og så de få muligheder der er hvis vi bliver 'syge' - ofte er disse 'sygdomme' jo egentlig blot et kæmpe NEJ fra kroppen om at nu går det ikke mere.
Og så kan man blive henvist til Stolpegården fordi det er det tilbud der er råd til i vores hjælpesystem. Men man er jo ikke dum når man er 'syg' - og jeg synes ikke man skal tage imod hvad som helst fra et system fordi man er gået ned med flaget.
Det er STORT problem at det fungerer sådan at man skal være taknemmelig for en lillefinger når det man har brug for er en varm favn der kan gøre ægte gavn!
HenrietteB, helt enig i at udstødtheden ikke er forklaringen på problemerne. Men det ændrer ikke på at de aktivt er udstødte af samfundet. Derfor foretrækker jeg det ord.
Dermed taler jeg ikke om det (måske forhenværende) netværk der ganske rigtigt kan have svært ved at "komme til", men om samfundet mere overordnet set.
Samfundet gør intet for at værdsætte disse mennesker for hvad de er, men stigmatiserer dem som forkerte, syge, mindreværdige. Hjælp gøres betinget af at de godtager samfundets, behandlingssystemets normer for hvordan de må opføre sig.
F.eks. i Gaderummet ser psykiatrien ambulant tvang som en nødvendighed. Piller definers som den primære "hjælp" som er en lodret ordre. De får ikke lov til at have deres egen mening om hjælp, og deres hjælpere bliver kraftigt mistænkeliggjorte.
Jo, problemstillingerne er meget mere komplekse end blot at de bliver udstødte.
Skal en original ikke have lov til at være en original, og værdsættes for hvad hun eller han har at byde på? Når det bliver til udstødelse i stedet for værdsættelse, bliver problemerne betydeligt mere alvorlige.
Anja, netop :-)
Der er brug for at samfundet prøver at være rummeligt, i stedet for at flertallets målestok for livsførelse bliver defineret som den korrekte, påkrævede.
God pointe med at det er "udenfor døren" er vigtigere end om den pågældende selv har taget skridet derhen. Døren er der jo.
Der var engang hvor det var naturligt at lokalsamfundene, i rigtig mange tilfælde, lod skæve eksistenser være en del af dagliglivet, med hvad de havde at byde på. Jo, i mange tilfælde har vi nu hjælpemuligheder som ikke var der dengang, men til gengæld er kravene for den enkeltes rolle blevet så stramme at afvigere ikke kan rummes.
Johnnie - jeg skal finde interviewet med Kalle frem hvis ikke du lige selv kan finde det (tv2lorry). Jeg brugte det i forbindelse med mit bachelorprojekt - som jeg dæleme snart skal tage mig sammen til at få linket til ;-)
Gode pointer her og et godt blogskriv fra dig i dag synes jeg.
Godnat ;-)
Jeg prøvede at søge lidt, og går ud fra at det må være det indslag som Pia Qu omtaler her:
Kalle fortæller om Gaderummet
(Direkte link)
Jeg har ikke "studeret" Gaderummet så grundigt, men indslaget (som jeg lige har set) passer ganske godt med det overblik som jeg havde dannet mig.
Og jo, du må da hellere lade verden få chancen for et kik på dit bachelorprojekt, med mindre du da er genert :-P
Anja og Johnnie - jeg fortalte alene historien for at bevidstgøre om, at "Samfundet" ikke alene udgør problemstillingen.
Jeg synes egentlig, jeg taler ud fra en vis faglig erfaring - jeg har arbejdet med syge hjemløse i godt og vel 8 år.
I det eksempel, jeg nævnte, er der tale om et menneske, som er psykotisk, lider af vrangforestillinger og hørehallucinationer - formentlig er der tale om en paranoid psykose eller måske ligefrem schizofreni. Det er sygdomme, som ikke bare lige går over af sig selv, og som rent faktisk forværres på langt sigt, såfremt behandling ikke indsættes relativt hurtigt. Ofte er der stor lidelse forbundet med at være plaget af hørehallucinationer og andre af sygdommens symptomer.
I dette tilfælde - som i så mange andre - har sygdommen kostet job, tilknytning til arbejdsmarkedet, netværk, familie, økonomisk livsgrundlag og bolig. Istedet er nu en tilværelse, som leves på gaden og i byens parker m. ejendele i en doneret sportstaske fra SATS, samt en udleveret sovepose og et stormkøkken.
Det synes jeg er umådeligt tragisk, og jeg nægter at acceptere løsningen med blot at klistre en mærkat, hvorpå der står "Glad Original" på ryggen af den syge, og så ellers med Samfundets accept og rummelighed lade vedkommende dalre rundt i sin psykotiske verden, før alle muligheder - om det så er tvang - er forsøgt.
Det bliver vi nok aldrig enige, om og det behøver vi sådan set heller ikke.
Men jeg kan forsikre om, at situationens kompleksitet ikke mindskes, når den pludselig rammer ens nære & kære. Og så bliver man så frygtelig træt og stivnet i masken, når den gamle sangs enkelhed om, at det hele bare er "samfundets skyld" afspilles igen og igen...
Jeg er bestemt ikke med på den gamle traver "samfundet skyld". Faktisk er jeg kraftig tilhænger af primært at tage et personligt ansvar for sit liv, og hvad der sker.
Og jeg troede at jeg et par gange tydeligt havde pointeret at jeg ikke ser de udstødte som "samfundet skyld". Jeg konstaterer blot at den heftige marginalisering og påtvingelse af én løsningsmodel bliver et stort problem oveni en allerede kompleks problemstilling. Og jeg er netop imod at til tildække problemstillingen med simple etiketter som "glad orignal" eller "behandlingskrævende".
Mit startpunkt er altid at have respekt for mennesket, lytte til det, inddrage det i at finde løsninger.
Hvis et menneske der kender sin psykotiske verden indefra har afprøvet behandlingstilbudet med heftige og direkte hjerneskadende antipsykotika (listerne over bivirkninger er ganske ubehagelig læsning), så er jeg ikke tilhænger af at fratage personen valget mellem pest og kolera. Jeg kan have en formodning om at lidelsen ved psykoser vejer tungere, men det kan aldrig blive mere end en formodning.
Tilsvarende kan jeg havde en formodning om at en person der spiser ekstremt usundt kunne få et bedre liv ved at spise ordentligt. Jeg ville synes at det ville være rimeligt at gøre meget for at hjælpe med sundere kost, men jeg vil ikke tvinge. Sammenligningen er selvfølgelig noget skæv, men skal blot illustrere at selv ikke nok så velfunderet formodning om at "vide bedre" berettiger at påtvinge én løsning.
Jo en sygdom kan koste det at være ude af stand til et arbejde. Dermed krakelerer den økonomiske basis som samfundet gør til et krav. OK, der findes da dem der fravælger at have en bolig, men jeg vil da mene at langt de fleste hjemløse hellere ville have en bolig. Det stiller en række krav om at passe ind i en standardmodel for at begå sig i livet, krav som kan være svære at overholde. Straffen er udstødning.
I øvrigt taler jeg ikke om enkelt-tilfælde, har dermed ikke forholdt mig til den konkrete historie som du giver glimt af, men prøver at uddrage nogle mere overordnede aspekter af en dynamik i problematikken omkring de udstødte. Jeg prøver ikke at forklare den enkeltes situation, men kikker på hvordan det øvrige samfund agerer i forhold til dem.
Johnnie, jeg medtog alene en konkret historie, som også er personlig, fordi den er meget, meget klassisk.
Den er så klassisk, at jeg igennem mine mange års arbejde på hjemløseinstitution har set den historie udspille sig de første 100 gange. Mindst.
Ikke at forholde sig til den, er dit valg - jeg er, som aktør i historien, nødt til at forholde mig, og derved bliver den historie for mig langt mere vedkommende, fordi den ikke blot sætter ansigt på et menneske, jeg kender. Men på mange. Derved ikke være sagt, at løsningen i alle tilfælde bør være den samme.
Du gør jo iøvrigt præcis det samme mht til din og Ingelises historie - tager udgangspunkt i en personlig historie, drager en lære af den og skaber en holdning, du forsøger at få til at gælde for alle.
Det er generelt et problem at operere med skyld. Men man kan tale om ansvar!
Jeg har ikke brug for at være enig i den her sag - men oplever overhovedet ikke at vi egentlig er langt fra hinanden. Men jeg oplever at mine ord vrides og det kan jeg ikke lide...
...for når man selv melder sig ud skal der vel være et rum til dét. Måske griber Brandt og de andre fra Projekt Udenfor - og det er, tænker jeg, netop sådanne projekter der skal være flere. På den måde kunne man måske skabe værdige tilbud til flere...måske...
Ja det er det indslag Johnnie. Og mit projekt er da også tilgængeligt på Gaderummets hjemmeside - jeg har bare ikke fået linket til mit eget upload ;-)
HenrietteB, jeg tror at vores fokus er i hver sin retning.
Min indgang er at kikke på at samfundets mønstre marginaliserer en blandet gruppe, som af den ene eller anden grund ikke fungerer indenfor de afstukne forventninger til hvordan en borger agerer. Følgelig bliver de defineret som et problem som samfundet er nødt til at fastholde indenfor en reduceret udgave af standardmodellen for borgere. Afvigerne er enten "usynlige" eller ses som et problem hvis de "kommer til" at gøre sig for meget bemærkede. Det er f.g. sjældent at de bliver værdsat eller bare respekteret ude i samfundet. Det har mennesker brug for, også afvigere. At få det modsatte bliver et ekstra problem oveni de andre. Og det er ikke noget lille problem.
Min kritik sigter ikke på den konkrete indsats i behandlingssystemet, men på at samfundet sætter behandlingssystemet til at sørge for at afvigerne holder sit på en ganske lille måtte.
Men jo, det er jo netop et klassisk eksempel som du drager frem. Og jeg sidder ikke med viden og erfaringer som giver mig basis for at sige til behandlerne "jamen se nu her hvordan I skal gøre"....
Hvad jeg siger er at når de afvigende mennesker bliver udstødt af samfundet, oplever at "de normale" tager afstand til dem, ikke respekterer dem, slet ikke værdsætter dem, så er det et markant problem oveni, der går i en mindre god synergi med de andre.
Hvis samfundet gjorde plads til afvigerne, ville deres problemer og behov for hjælp være mindre.
Og hvis den enkelte holder op med at begragte lægeforeskrevet dope som hjælp, så har han eller hun min respekt. Et kaotisk sind kan være at foretrække frem for et fladt sind. Den afvejning kan ikke ske udefra.
Det glæder mig at samfundet har udviklet sig til, for det meste, at kunne respektere homoseksuelle, i stedet for at almenheden var overbeviste om at det var særdeles nødvendigt at tvangsbehandle så syge mennesker.
Lad mig tilføje at hvad jeg gør med min og Ingelises historie netop ikke er at skabe en holdning med udgangspunkt i en personlig historie.
Mine holdninger var der også mens hun havde det godt, og hele vejen undervejs, og efter selvmordet. OK, jeg fik i høj grad lejlighed til at "afprøve" dele af holdningerne i en kras virkelighed. De stod sin prøve. Og jeg var hele vejen afklaret med at jeg gjorde det rigtige. 100%
Da samfundet så sig berettiget til at anklage mig som kriminel, blev jeg forarget. En lidt sjov frifindelse ændrede ikke på det. Derfor for jeg i bloghuset, og lader den være mit bidrag til en debat som jeg mener at der er brug for. En debat om respekt for mennesker, ikke afgrænset til når det handler om at døden bliver et behov.
Anja, jeg undgår også helst at tænke i "skyld".....
Og jeg fandt bachelorprojetet på Gaderummets side med artikler og rapporter.
> Social eksklusion - rum til eksistens? (PDF)
Det er jo ganske relevant i forhold til debatten her. Jeg læser når jeg har god tid :-)
Og nu jeg er igang, stødte jeg også på et skriv af dig på PLS siden med Opgaver fra pædagogstudiet,
> Livskvalitet for udviklingshæmmede (DOC)
Også med relation til temaet her, men ikke helt så konkret.
Johnnie: Lidelsen ved psykosen er de andre, ikke psykosen selv. Problemet er, at vores samfund desværre ikke tolererer og giver plads til, når man melder sig ud. Hvorfor jeg må og kan acceptere, at nogle tyr til "medicin" (bedøvelse) i det omfang, som den betragtes som en nødløsning, og den person, der vælger denne nødløsning, er fuldt ud bekendt med alle risici ved den. Hvilket i dag for de flestes vedkommende ikke kan siges, at være tilfældet.
henrietteb: Uanset hvordan emotionelle kriser afstemples, om det er med "ADHD", "depression" eller "psykose", så har samfundet, de pårørende i allerhøjeste grad indbefattet!, et ansvar, og jeg vil fuldt ud tilslutte mig Patricia Lefave og "klage an"! Ligemeget hvad, så kan hverken 8 eller 80 år som observatør nogensinde opveje det, at selv have været i situationen. Og mht. tvang: Tvang har aldrig reddet et eneste LIV. Tvang kan måske redde en biologisk eksistens. Et LIV kan kun den redde, der ønsker at leve det. Enhver form for tvang modvirker dette ønske, og er en af de dybeste krænkelser af menneskerettighederne.
Iøvrigt er det simpelthen forkert at påstå, at ubehandlede kriser fører til forværring af krisen ("sygdommen"). Faktum er, at folk, der undgår behandlingssystemet, har langt større chance for recovery, end dem, der ender på livslang doping, med førtidspension på et eller andet bo- eller værested! Fuld recovery findes ikke i systemet. Kun udenfor. Hvorfor mon??
Johnnie: Ja, man har, som menneske i krise også et ansvar. Men det kan man kun tage i det omfang, som man er sig sig selv, og dermed sine handlinger og ord bevidst. Mens systemet gør alt i dens magt stående for at holde én fanget i ubevidstheden, afhængig af systemets "hjælp", og altså "uansvarlig". Jeg vil altså ikke anklage ved at sige: "Jeg gør 'tossede' ting, fordi nogen gjorde mig fortræd." Fordi det ville a) være detsamme som at sige: "Jeg gør 'tossede' ting, fordi jeg er syg i hovedet." Og jeg er så afgjort ikke tilhænger af den biologiske forklaringsmodel, ligemeget om vi altså taler "PTSD" eller "skizofreni". Og b) ville jeg derved fraskrive mig det ansvar for mig selv, som for mig personligt har været og er en afgørende faktor i recovery'en.
Jeg har ikke selv prøvet en psykose, men i snak med nogle få psykoseerfarne, har jeg hørt om skræmmende hallucinationer som var svære at adskille fra virkeligheden. Oplevelser som de bestemt hellere ville være fri for. Og mit indtryk er da at antipsykotisk medicin kan give mere ro, men det har jo netop også nogle tunge omkostninger. Derudover er der jo ganske rigtigt omgivelsernes lidelse ved at stå med en stor trang til at hjælpe, uden en reel mulighed, og en tendens til at formode at neddysning må være bedre. Så er der ikke den meget synlige lidelse.
Fungerende link til Patricia Lefave. http:// skal med.
Jeg har et ambivalent forhold til tvang. Hvis der er en akut krise, med tilbøjelighed til desperate handlinger, så mener jeg at tvang kan være en nødvendig del af at tage hånd om en anden. Og jeg er jo modstander af at tvinge nogen som har en afklaret holdning til et livsvalg, også selv om jeg måtte synes at det er en meget dårlig idé. Det svære kan være afgrænsningen, om det reelt er en krise eller andet som træder i stedet for at være afklaret.
Jeg tror at den biologiske forklaringsmodel kan være en del af nogle problemstillinger. Men derfor fungerer det stadig bedst selv at påtage sig ansvaret for at arbejde med sine vilkår, få lov til det. Det gør en hjælpers rolle svær, fordi tilbøjeligheden bliver at tage over, i stedet for at nøjes med hvad den anden ønsker.
Det kræver balance at give den anden lov til at leve med noget der udefra set ser lidelsesfuldt ud. Det bliver "lettere" at påtvinge en løsningsmodel som får overfladen til at se pænere ud, som frakender den anden evnen til at træffe et valg.
"Hallucinationerne" , og alle de andre mulige "symptomer", er en reaktion på virkeligheden, og har dermed samme virkelighedsværdi som denne, "de normales" virkelighed. Det angstfulde kommer altid kun i det omfang ind i billedet, som man er sig bevidst, at det ikke er tilladt at reagere, i hvilken form, "psykotisk" eller "normal", det måtte være, overhovedet. I det omfang, som man selv ikke kan/vil acceptere den egne reaktion. Det angstfulde, lidelsesfulde forsvinder, når man accepterer sine egne reaktioner som det, de er: Ens egen, fuldgyldige virkelighed.
Det kan man dog som regel kun, hvis de andre giver plads til denne acceptance. Hvilket selvfølgeligt for deres vedkommende forudsætter, at de kan tåle, at der reageres på virkeligheden (på dem selv) på en måde, der stiller spørgsmålstegn ved dens status som den bedste af alle tænkelige, absolut, og ikke foranderlig.
Set på denne måde, er psykosen faktisk det selvhelbredelsesforsøg, Laing sagde, den er. Den er en enestående chance for bevidstgørelse, efter man er blevet holdt fast i ubevidsthed om virkeligheden af selvsamme virkelighed.
De fleste vil i dag og i vores kultur (man skal have in mente, at der til tider og i andre kulturer, end vores, blev/bliver set meget anderledes på "psykisk sygdom", end i vores - og: Er vores kultur så overlegen over alle andre, som vi gerne vil have det til??) sige, det er noget "psykisk sygdom" glorificerende vås. Jeg sagde det selv. Før jeg fik (lov og hjælp til at få) øje på chancen, og begyndte, at gøre brug af den.
Jeg vil hér, en gang til, understrege, at jeg, opvokset i og derfor præget af vores vestlige, rationelle, materialistiske kultur som jeg er, altid har været meget skeptisk overfor alt, der ikke kan bevises videnskabeligt. Krisen har imidlertid for mit vedkommende bl.a. medført indsigten, at videnskaben, den rationelle, materialistiske, ikke er andet, end én tro, én sandhed, én virkelighed blandt mange, og så afgjort ikke absolut.
Det biologiske vil jeg tage med i betragtning i den udstrækning som det at være menneske OGSÅ altid involverer et biologisk element. Dog ser jeg det særegent menneskelige, kald det sind, ånd, whatever, ikke som noget stofligt, biologisk i sig selv - hvorfor det er meget svært, om ikke umuligt, at begribe, især ud fra en rationel, materialistisk baggrund. Hvilket så igen forleder mennesker med kun en sådan baggrund til at ty til rationalismen, materialismen, i et desperat forsøg på, alligevel at begribe. En ond cirkel. Jo mindre forståelse, jo mere videnskab. Og: Jo mere videnskab, jo mindre (virkelig) forståelse. Virkelig forståelse ligger et godt stykke hinsides for al videnskabelighed.
Konkret forholder det sig jo sådan, at man, på trods af årtiers forskning, den dag i dag ikke har et eneste bevis på, at biologiske faktorer (gener, transmitterstoffer) spiller en rolle mht. "psykisk sygdom". Man har heller ikke BEVISER for, at psykologiske/sociale faktorer er årsagen. INDICIERNE taler dog i langt større udstrækning for det sidste (jf. Laing, Bateson eller Hammersley/Read). Og det, selv om der forskes langt mere intenst på det biologiske område, end det psykologiske/sociale.
Tvang er kun nødvendig i et samfund, der ikke har plads til det særegent menneskelige i alle dens afskygninger. Jo mere "robotsamfund", jo mere tvang vil der altid være "nødvendigt". Siden det særegent menneskelige altid vil rebellere mod "roboteriseringen". Og ja, det kræver at man er i balance med sig selv, at kunne indlade sig på et menneske i en eksistentiel krise uden at blive skræmt fra vid og sans. Det kræver, at man tør og kan se ud over sit eget narcissistiske ego. Desværre er det oftest mennesker med et meget udpræget narcissistisk ego, der føler sig kaldt til at skulle "hjælpe" andre (jf. Schmidbauer - hjælpersyndromet).
Tak for rettelsen af linket! Blev vist lidt for oprørt, og glemte i farten. Er ikke nået til densamme sindsro som en Eckhart Tolle eller Thich Nhat Hanh endnu ;)
Johnnie - mit BA-projekt kan jeg ikke mere selv gennemskue. Thore blev voldsomt syg få dage inden jeg skulle aflevere. Hvis ikke det var fordi jeg arbejder på at slippe næsten alt i mit liv pt, så ville jeg omskrive min konklusion/afrunding. Analyseafsnittet er dog egentlig ret godt - og afsnittet om Gaderummet kan du også bruge til forståelse. Ellers er det blablabla - en masse teori og en meget lang indledning hvor der netop redegøres for denne teori og for den indhentede empiri.
Jeg anbefaler dog gerne alle med kritisk sociologisk interesse lidt af dette blabla-litteratur: læs Zygmunt Bauman!
Og så vil jeg ellers lige så stille lave overspring på de ellers gode kommentarer der har sneget sig ind hér.
Vinke vinke
Anja - jeg så godt at der var en hel masse grundig indledning da jeg lige tog et hurtigt kik. Men OK, jeg læser med dine kommentarer her in mente.
Og det er fornuftigt at du vælger hvor du har brug for at bruge energien, især nu :-)
Marian, det jeg mente med lidelse omkring psykose er netop også det med at være meget skræmt af egne tanker, i stedet for at prøve at acceptere dem, endda finde det gode i dem.
Engang snakkede jeg et par gange med en fyr der havde det skidt med sine stemmer og relaterede indre oplevelser. Jeg prøvede netop at formidle idéen med at det var noget kan kunne prøve at værdsætte, som en meget "kreativ fantasi", i stedet for at være bange for den side af sig selv.
Jeg tror at jeg var lidt inspireret af bogen "Ingen dans på roser" (Hannah Green), som jo netop beskriver en terapi der gør en voldsom indre tankeverden til noget acceptabelt, som der godt kan tales om, godt kan rummes i livet. Den var med til at øge min rummelighed omkring psyker der har andre præmisser end min. At se det som noget interessant, i stedet for sygt.
Enig i at den klassiske videnskabelige reduktionistiske model ikke fungerer i forhold til sindet, som hvor det vigtige tabes af syne gennem mikroskopet.
En af de mest konkrete sammenhænge som viser at en biologisk faktor kan præge præmisserne for psyken, mener jeg, må være Downs syndrom. Her er den genetiske difference jo meget tydelig, og nogle gennemgående mønstre i hvordan psyken er præget. Selvfølgelig er der også her stor forskel på de enkelte mennesker, men det skinner igennem at basis for psyken har nogle genkendelige fællestræk.
Og jeg er aldrig tilhænger af tvang i forhold til særegne mennesker. Det er mere (typisk) hvis nogen i en choksituation vil gøre noget desperat og uopretteligt. Der kan jeg godt føle at tvang kan være det rimeligste.
Lang, men det er nu et noget komplekst emne...
Downs syndrom, ja. Men i dette tilfælde har man fundet nogle biologiske faktorer, der klart kan identificeres som årsag. Det har man altså ikke mht. noget af alt det, man kalder for "psykisk sygdom".
En anden ting: HVIS "psykisk sygdom" - selv foretrækker jeg jo begreber som "eksistentiel krise", siden jeg ikke kan identificere mig med at være "SYG i bøtten" ;) - HVIS det altså virkeligt var biologisk forårsaget sygdom, så ville alt fra diagnosticering til behandling falde ind under neurologiens fagområde. Der findes i princippet ingen eksistensberettigelse for psykiatrien. (Medmindre altså som ordensmagt.) Hvis det nemlig ikke er biologisk sygdom men eksistentielle kriser, så er psykologien/-analysen de instanser, der har ekspertisen. Terapi/analyse som en slags modern form for at
sidde i svedehytten og spise gedeost med samfundets shaman. (Video: Jørgen Lumbye. Jeg er ikke enig i, at LSD er sådan en frygtelig god idé, men ellers har manden uden tvivl en pointe!)
Mht. fællestræk skal man nok passe på, ikke at lade sig forvirre af diagnosekriterierne, der alle er udvalgt efter største fællesnævner-princippet. Eksistentielle kriser ER meget individuelle. Der er ikke to "depressioner", "skizofrenier" eller "manier", der forløber éns. Et brækket ben er et brækket ben. En "skizofreni" er IKKE en "skizofreni" - når man betragter den lige så grundigt, som det brækkede ben.
To blandt mange, der har set nærmere på sagen, er videnskabsjournalisten Robert Whitaker og professor i klinisk psykologi ved University of East London Mary Boyle. Der bliver ikke en sten på den anden. Hvorfor "eksperterne" vælger at ignorere, i stedet for at tage udfordringen op (velvidende, at slaget er tabt).
For mit eget vedkommende kan jeg sige, at ikke et eneste "symptom", tegn på krise, har været/er uden mening ved nærmere betragtning. Og nu har jeg jo været så heldig, at få lov og hjælp til at se nærmere på sagen, mens de fleste andre aktivt af systemet afholdes fra, at gøre det. Man kan sammenligne med 2H2G: Svaret er 42, fordi det rigtige spørgsmål aldrig blev stillet. "Eksperterne" spørger f.eks. kun efter "symptomerne". Og så må svaret selvsagt blive 42. Det er jo desværre en kendsgerning, at "eksperterne" i dag hverken har tid, interesse eller kompetence til at spørge efter andet. Og hér også igen: Hvis man spurgte, ville dette føre til at den enkelte fik chancen til større (selv-)indsigt og personlig udvikling. Hvilket samfundet (og dermed systemet som samfundets tjener) ikke ønsker, at mennesker, der vantrives i det, skal opnå. Politisk, ja. Mennesker med Downs syndrom er ikke nødvendigvis dissidenter. Og hvis de er det, så er de det uafhængigt af deres sygdom/handicap. Mens det, der går under "psykisk sygdom" i sig selv altså er en (ubevidst) manifestation af system-/samfundskritik.
"Stemmerne" (som for mit vedkommende kun bliver til stemmer i akutte krisesituationer, og ellers holder sig på et ikke-mine-tanker-niveau, heldigvis) siger ting, der de facto i tidernes morgen er blevet sagt, af en anden person til mig. Jeg har så internaliseret dem (hvilket man jo gør, når man hører noget tilstrækkeligt mange gange), men samtidigt, som ulidelige (indholdsmæssigt) også splittet dem af fra mig selv. En lidt kringlet sag, men essensen er altså, at stemmerne er/har været reelle nok! Apropos fantasi. Så "fantastisk" er "symptomernes" væsen aldeles ikke. Det er bare, af forskellige årsager, uhyre svært, at tale om det. Hvorfor folk, der ikke selv har oplevet det, "eksperterne" inkluderet, ved meget lidt om det. Joanne Greenberg (Hanna Green) går heller ikke helt "to the core" i sin autobiografiske roman.
Jeg vil, ganske som Pat, sige, at jeg nok er en kende mere tilbøjelig til at se gorillaen end gennemsnittet. Fordi jeg har set så mange af dem før. OG (og det er det afgørende) fordi jeg ikke måtte se dem. DET er en fællesnævner for de fleste, der havner i en "psykotisk" krisesituation: De har aldrig måttet se gorillaerne (skeletterne i skabet, ligene midt i stuen), uanset hvor mange der faktisk var til stede (Laing, Bateson). Prøv lige, IKKE at få en slags 6. sans for gorillaer under de omstændigheder.
Interessant er jo, at mange blev spontant "helbredt", det øjeblik, deres kære pårørende indrømmede, at gorillaerne var reelle nok. Men hvem vil have, at skeletterne i skabet bliver hevet frem i dagens lys?? Så, systemet gør selvfølgeligt alt, for at holde skabsdørene lukkede. Ved at fortælle folk, at fejlen er, om end indirekte så dog, deres. Det er dem, der har defekte gener, ubalancer i hjernekemien, lider af "hallucinationer" og "VRANGforestillinger" etc., "symptomer", der ikke har det fjerneste med virkeligheden at gøre. Mens ALLE dem, der, som mig, har fået chancen til det og har kunnet benytte sig af den, altså når frem til, at der ikke er og aldrig har været det mindste "hallucinatoriske" eller "forvrængte" ved deres tegn på krise. Og det er kun disse få mennesker, der opnår FULD recovery. Resten må nøjes med "social recovery", "gammel vin på nye flasker", i systemets regi, UNDER den. Det er ikke recovery. Så kort kan det siges. Det er psykiatriens forvrængning (sic!) af konceptet, til dens eget fordel.
Hvis man kan sige, at der er noget "forvrængt" ved virkelighedsopfattelsen i "psykosen", så er det, at det ubevidstes sprog er et symbolsprog. Og at det ubevidste også, og i høj grad, gør brug af at give sig til kende igennem kroppen. Bevidstheden kan glemme og endda fornægte, og det gør den ved "psykoser": "Jeg er født i Rødovre i 1975 og opvokset i Hvidovre i en harmonisk familie med far, mor og to ældre søskende. (...) Jeg husker ikke rigtig så meget fra min barndom andet end at den var god, men en psykolog jeg kom hos en årgang synes at det var MEGERT UNDERLIGT at jeg ikke kunne huske min barndom." Ja, fordi enhver psykolog ved, at hvis ens barndom bare har været rimelig, så husker man den. Bemærk iøvrigt modsigelsen i citatet. Det bevidste fornægter ved at splitte det uudholdelige af og ind i ubevidstheden. Ubevidstheden kan ikke fornægte. Eller: Selv om hjernen glemmer, så husker kroppen. Altid og alting.
Tag testen :)
Rod i links'ene: Læs det hér, før du tager testen!
Nu var jeg så heldig at jeg tog testen før jeg læste de introduktioner der allerede i overskriften afslører at det handler sig om at se gorillaen. Men jeg så den alligevel, selv om jeg dog ikke registrerede den med det samme. Det var dog først da jeg læste mere at jeg fandt ud af at det skulle forestilĺe en gorilla.
Men nu er jeg jo også selv en der har øje for gorillaer der føler sig oversete :-)
Pointen med Downs syndrom var at personlighedstræk tydeligvis præges af biologien
Og ja, såkaldt "psykisk sygdom" er noget andet, et (mildt sagt) uklart defineret begreb. Jeg bruger det ikke selv, undtagen ved henvisninger til således omtalte cases, for at kunne kommunikere med andre, uden alt for mange ekstra forklaringer.
Jeg er enig med dig på den måde at jeg ikke tror på en klar kobling mellem psykiske symptomer og hjernens biologi. På den anden side mener jeg også at ubalancer i hjernens komplekse biologi kan påvirke sindets præmisser. Men ikke på en måde som giver begrebet "psykisk sygdom" mening i forhold til biologien. Dertil er sindet alt for komplekst, og de medikamentale forsøg på behandling svarer til at lave hjernekirurgi med boksehandsker. Selv i del del af tilfældene hvor der er sammenhæng med noget biologisk mener jeg at der er meget mere effekt af at arbejde med sindet end med psykofarmaka.
En del af skismet i strategier for at prøve at hjælpe er nok også hvilke succes-kriterier der bruges. Hvis (når) det ses som et mål at "patienten" er rolig og tilfreds på kort sigt, er der jo ingen tvivl om at psykofarmaka opleves som det mest effektive. Så kan brugere og givere af medicinen ovenikøbet ofte være enige om at det var da en god pille. På lang sigt er det jo så noget ganske andet, men pillerne gør det jo netop sværere at tage fat i hvad du kalder for eksistentielle kriser.
Så selv om jeg ikke vælger at kæmpe med psykiatrien, er jeg meget langt hen enig om at kemien ikke er løsningen, højst en midlertidig (på kort sigt) støtte.
Jeg prøver ikke for alvor på at forstå psykoser, dertil mangler jeg jo meget vigtige erfaringer. Men jeg læser hvad du skriver, og tror at jeg forstår lidt mere end før. Det er jo godt at høre fra en ekspert :-)
Måske kan vi finde en (biologisk) fællesnævner i det, jeg for et stykke tid siden hørte nogle adfærdseksperter konkludere ug fra deres eksperimenter med småbørn: At vi alle bliver født med et forskelligt temperament (biologi), men at det kommer an på, hvilke coping-strategier vi hver især lærer (miljø), hvordan vi takler livet med netop det temperament, vi er født med.
Biologien er altså ikke skæbne. To mennesker med et meget lignende temperament kan godt klare livet på vidt forskellige måder, alt efter, hvad for en opvækst de har haft.
I min familie var det en uskreven lov, at gorillaer ikke måtte ses, og da slet ikke snakkes om. En gennem generationer indøvet og videregivet coping-strategi (af den desværre mindre brugbare slags i forhold til, hvad der, adfærdsmæssigt, er accepteret i samfundet): Ikke-genetisk, familiær arvelighed.
Ron Unger har et par interessante indlæg (som jeg dog måtte kommentere med et par ord ;) ) om det på hans blog, her og her. Hvad Ron som professionel ved: "scream and shout and act out" svarer ca. til hvad der betgnes som "paranoid", "stop trying to communicate" til den "katatone" variant, og "laugh at the whole charade" til det, der kaldes for "hebefren". Mens disse tre adfærdstyper samlet dækker over hele det "skizofrene" adfærdsspektrum.
Hvad hjernekemien angår, da hørte jeg nogen en gang fortælle en joke: Man kommer ind på psyk skadestuen, og det første, der bliver spurgt efter er, om der muligens foreligger en organisk sygdom. Fordi i så fald er det nemlig ikke en psyk afdeling, man skal indlægges på, men f.eks. en neurologisk én...
Jeg tvivler for resten ikke på, at der foregår en hel del, der også ville være synligt på f.eks. et scanningsbillede, i min hjerne, når der er dømt krise. Men spørgsmålet er, hvad der var dér først, hønen eller ægget, de ekstreme sindstilstande, eller en hjernekemi i ubalance. Går man, som jeg, ud fra, at det er de ekstreme sindstilstande, der influerer hjernekemien, så kan man faktisk ikke tale om Ubalancer. Så passer hjernekemien nemlig perfekt til sindstilstanden, og er dermed fuldstændig i balance med hvad der foregår på det emotionelle og intellektuelle niveau :)
(Steven Morgan's artikel bliver ved næste lejlighed oversat og smidt på min danske blog. Kan jo være lidt svært, at knokle sig igennem den slags på engelsk.)
Enig i at biologien ikke er skæbne, den er grundlæggende meget lignende, men klart er der forskelle som præger mulighederne.
Sådan set tror jeg at der er noget andet som (indenfor lignende rammer i øvrigt) ofte præger mere end miljø, opvækst og coping-strategier. Situationer som udefra set er meget små, kan blive skilleveje mod meget forskellige retninger. De afhænger af hvad sindet er "på spring til", og kan typisk ikke forudsiges eller registreres af omgivelserne, kan kaldes tilfældigheder. Det skal så forstås ud fra kaos-teori, sommerfugle-effekten, hvor det netop er pointen at en meget lille tidlig forskel kan få enorm betydning, men at vi ikke ved hvilket vingebask, der udløser orkanen.
Men jo, et miljø der nægter barnet at forstå og være afklaret med sin virkelighed, kan gøre barnes muligheder for at fatte verden (og sig selv) på en konsistent måde helt skæve, så sindet udvikler kraftige mønstre i sit forsøg på at få verden til at være forståelig og tryg. Et mislykket forsøg.
En del af billedet bliver så at et barn der måske er følsomt for ting som forældrene ikke rummer muligheden for at erkende, derfor er meget udsat for at få sin gryende virkelighedsopfattelse knægtet, og ikke får mulighed for at lære at forholde sig til sine oplevelser. Tværtimod bliver de snarere set som noget truende, forkert. Også gode forældre kan have svært ved at håndtere et barn med evner eller følsomheder som de ikke forstår.
Hvad ekstreme sindstilstande og hjernekemi angår, er jeg med på at det kan være svært at svare på hvad der kom først. Jeg tror på at begge dele sker, men nok oftere med sindstilstandene først. Selv om biologien måtte kommer først, er vejen til en psykiatrisk diagnose så lang, at basis for at konkludere en kemisk behandling snarere bliver at dæmpe hjernen, og håbe på at tingene kommer i balance igen. Det sker nogen gange. Om ikke andet ser roligheden bedre ud udefra.
Njahhh, næsten enig. Men jeg tænker nu, at f.eks. min egen følsomhed ikke kommer sådan ud af den blå luft (eller bunder i noget biologisk), men er et resultat af meget tidlige oplevelser af at skulle være "på vagt", så at sige.
Bateson f.eks. konkluderer jo, at mennesker, der har været massivt udsat for double binds, senere i livet ser disse alle vegne. Det er det eneste punkt, hvori jeg er lidt uenig med ham, fordi han fremstiller det, som om disse mennesker ser double binds, hvor der ikke er nogen, som om de ser spøgelser. Det mener jeg er forkert. Double binds'ene er der, de fleste ser dem bare ikke. (Hér er vi ved gorillaen igen.)
Jeg er ikke videre tilbøjeligt til at lade hverken de kære pårørende eller samfundet som helhed af krogen. Når man sætter børn i verdenen, har man et ansvar overfor dem, som også indebærer at man gransker sig selv af og til kritisk. Især når tingene udvikler sig i en uheldig retning. Detsamme gælder et samfund, som mennesker i tiltagende grad reagerer med kriminalitet, stofmisbrug og/eller psykiske problemer på. Biologien byder på en (for min smag lidt for) nem udvej ud af dette ansvar. Og derudover på en meget nem undskyldning for at blive ved med at diskriminere (udstøde) - angiveligt - biologisk, genetisk defekte mennesker. I yderste konsekvens fører dette til at man får en undskyldning for, at skille sig af med disse uønskede, ubekvemme mennesker på samme radikale måde, som Nazisterne gjorde det.
Roligheden ser bedre ud udefra, ja, og den er langt nemmere at holde styr over, at kontrollere, end urolighed.
Pointen var mere at jeg tror at det er almindeligt at store forskelle som ikke kan forstås ud fra miljøet ikke behøver være arv, men mere udtryk for at "usynlige" ting også kan få stor betydning for hvilken retning at sider af personligheden udvikler sig i.
Men jo, et miljø der ikke rummer barnets gryende selvopfattelse, deriblandt double binds, kan bestemt sætte sig heftige præg, at barnet bliver fanget i et mønster der gør verden til et dissonant sted.
Så det var ikke for at lade nogen slippe af krogen :-)
Send en kommentar